Åbner i en ny fane
Investering11/03/2025

Lover bæredygtighed: Novo investerer i verdens største klimasyndere 

Medicinalgigantens vedtægter om at “drive virksomheden på miljømæssigt ansvarlig vis” gælder ikke 8000 lønaftaler. Ansattes pensionspenge investeres i verdens største kul- og olieselskaber.
Bb2 v2
Investeringsoversigten for 8000 Novo ansattes pensioner tæller blandt andet oliegiganter som ExxonMobil, Chevron, Saudi Aramco og PetroChina. Illustration: Sofie Erna Schmidt
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Novos dollar-spor

  • Lever Novo Nordisk i USA op til den tredelte bundlinje, hvor miljømæssige og sociale hensyn vægter ligeså tungt som omsætning?
  • Hvilke konsekvenser medfører Novo Nordisk's aktiviteter og investeringer i USA for Novo og for Danmark?
  • Hvordan tackler Novo Nordisk det nye USA, hvor bæredygtige værdier er under pres fra kontroversielle organisationer?

Novo Nordisk har placeret sig selv i den absolutte frontlinje, når det kommer til miljø- og bæredygtighed. 

I modsætning til mange andre store virksomheder, har den danske medicinalgigant sågar skrevet miljøhensyn ind i vedtægterne som et af virksomhedens tre hovedformål. 

Danwatch kan nu dokumentere, at Novo Nordisk – trods de grønne løfter – investerer 8.000 amerikanske ansattes pensionsordninger i klodens mest klimaskadelige kul- og olieselskaber. 

Det fremgår af en liste, der er blevet indrapporteret til det amerikanske Finanstilsyn. Den samlede pensionsformue er 17 milliarder kroner, hvoraf mindst 250 millioner kroner er investeret i fossile selskaber.

Foruden oliegiganter er også kul og ukonventionel olie fra tjæresand, der for længst er ekskluderet af danske pensionsselskaber for ekstrem miljøsvineri, blandt investeringerne. 

“Pinligt”

“Det er pinligt, at Novo Nordisk ikke som minimum tilbyder en pensionsopsparing for deres amerikanske ansatte, der i forhold til klimahensyn er på linje med de danske pensionskasser,” siger Bjarke Møller, som er direktør for den uafhængige miljøorganisation, Rådet for Grøn Omstilling.

Novorøg

Tidligere har Danwatch i en artikel afsløret Novos investeringer i fastfood-restauranter.  

Her oplyser Novo Nordisk i et skriftligt svar, at medarbejderne kan vælge forskellige ordninger. Men Novo Nordisk har ikke oplyst hvilke muligheder, de tilbyder de ansatte. 

“I henhold til gældende regler fra ’Department of Labor’ er vi juridisk forhindret i at tilbyde muligheder bestående udelukkende af eksempelvis ’bæredygtige aktier’, der ikke vil have som mål at skabe bedst muligt investeringsafkast og/eller tage hensyn til økonomiske risici”, skriver Novo Nordisk i en mail. 

Synspunkt udfordres dog af den amerikanske nonprofit organisation As You Sow, der vurderer, at de amerikanske regler giver lov til at inddrage bæredygtige hensyn i investeringer. 

“Vi mener, at det er lovligt for Novo Nordisk at tilbyde ansvarlige investeringsfonde i amerikanske pensionsordninger. Det er fastslået i reglerne og blev bekræftet i en nylig juridisk afgørelse i Texas”, siger Andrew Behar, CEO for As You Sow, til Danwatch.

Exxon, Aramco og PetroChina

Investeringsoversigten tæller foruden verdens største kulselskaber også aktier fra en perlerække af stor-udledende oliegiganter som ExxonMobil, Chevron, Saudi Aramco, PetroChina og flere andre inklusiv tjæresand selskaberne Cenovus Energy, Canadian Natural Resources og Suncor Energy. 

Især investeringerne i kul og tjæresand har i flere år været sortlistet som store klimasyndere og er af samme årsag udelukket som investeringsmål af de fleste danske pensionskasser.

Drilling

Både olieproduktion fra tjæresand og kul medfører lokal miljøforurening og ekstremt høje CO2-udledninger, der som bekendt er den væsentligste årsag til den alarmerende og eskalerende globale opvarmning. 

Derfor står investeringer af de ansattes pensionsmidler i verdens største kul- og tjæresandvirksomheder i direkte konflikt med Novo Nordisks egen klimamålsætning om, at al elektricitet til produktionen skal komme fra vedvarende energikilder. Et mål som virksomheden på Novo Allé 1 i Bagsværd allerede indfriede i 2020.   

  • Deres fossile investeringer via pensionsordningerne er skadelige for klimaet, og det slider på Novos troværdighed.
    Bjarkemøller
    Bjarke Møller
    Direktør, Rådet for Grøn Omstilling


“I Danmark kigger vi på vores store globale virksomheder som rollemodeller, men Novo Nordisk vokser så hurtigt, at de ikke leverer på deres egne mål om en absolut reduktion i CO2-udledningen. Deres fossile investeringer via pensionsordningerne er skadelige for klimaet, og det slider på Novos troværdighed”, siger Bjarke Møller. 

Danwatch har spurgt Novo Nordisk, hvordan de fossile investeringer  hænger sammen med Novo Nordisks mål om “Nul miljøpåvirkning” og “Investering i 100 procent vedvarende elektricitet”. 

Novo Nordisk har ikke svaret på spørgsmålet. 

 “Ifølge amerikansk lovgivning er vi forpligtet til at tilbyde investeringsmuligheder, der først og fremmest sigter efter at skabe bedst muligt afkast til medarbejderne”, skriver Novo Nordisks presseafdeling til gengæld i en mail til Danwatch.  

The Novo Nordisk Way

Investeringerne flugter meget dårligt med Novo Nordisks kernefortælling, “The Novo Nordisk Way”, der fokuserer på bæredygtighed og den tredobbelte bundlinje. 

Miljømæssig og social ansvarlighed er endda indskrevet i selskabets formålsparagraf i vedtægterne. Det er enestående for en stor global koncern og understreger Novo Nordisks bæredygtige historik og selvforståelse. 

Men de ædle bæredygtige principper ser ikke ud til at gælde for pensionsordningerne for ansatte i Novo Nordisks amerikanske forretning, der henter to-tredjedele af virksomhedens samlede omsætning på svimlende 209 milliarder kroner.  

“Formålet om ansvarlig virksomhed og grønne løfter burde gælde på alle områder og alle steder i verden. Der er ingen undskyldninger, og deres værdisæt må gælde hele forretningen”, siger Bjarke Møller.  

Samlet set har Novo Nordisk investeret 17,1 milliarder kroner af de ansattes opsparinger.  Pengene er investeret i 29 investeringsfonde, som placerer midlerne i mange forskellige aktier og obligationer, herunder et hav af kul- og olieselskaber. 

Investeringerne i kul- og olieselskaber udgør i flere af fondene op mod syv procent af den samlede investerede kapital.  Det er højt, vurderer investeringsanalytiker hos FinansForum og redaktør på indeksinvest.dk, Henrik Frydenborg Hansen. 

“I de fonde jeg har gennemgået ser det ikke ud til, at ESG kriterier er indeholdt i strategien og andelen af kapital, der investeres i den fossile sektor er højere end det generelle verdensmarked,” siger Henrik Frydenborg Hansen, der tidligere har arbejdet som økonom for Finans Danmark. 

Novo Nordisk har således placeret et meget stort trecifret millionbeløb af de indeholdte pensionsmidler i klimaskadelige fossile selskaber.

Det gælder for eksempel fondene EuroPacific Growth Fund, Vanguard Midcap Index og Columbia Dividend Income, hvor Novo Nordisk samlet set har investeret 1,9 milliarder kroner, heraf godt 110 millioner i fossile selskaber.

Verdens største kulkraftværker

Blandt investeringerne er også aktier i verdens største ejer af kulkraftværker, Huaneng Power. Den kinesiske virksomhed har en kulbaseret energikapacitet på 73.391 MegaWatt (MW) og yderligere 13.824 MW under opbygning.

Til sammenligning er den samlede danske elkapacitet på 18.204 MW (2023).

Investeringen understøtter dermed klimaskadelig kulafbrænding i fremtiden, der direkte modarbejder mål om CO2-reduktion.  

Kul

Investeringer i ny fossil kapacitet har Det Internationale Energiagentur (IEA) ellers bandlyst hvis verden skal nedbringe netto CO2-udledningerne i 2050 til nul (Net Zero 2050) – et mål Novo Nordisk har tilsluttet sig både direkte og indirekte udledninger, herunder investeringer. 

“Der er tale om fonde, der investerer meget bredt, og når man ikke lægger ESG vurderinger ind i beslutningerne, så er der naturligvis risiko for at sende penge efter virksomheder som efter danske pensionsstandarder ser tvivlsomme ud”, siger Henrik Frydenborg Hansen. 

Huaneng Power er langt fra det eneste kulselskab, som nyder godt af penge fra Novo Nordisk.  Også det indiske energiselskab NTPC, der har verdens næststørste energikapacitet baseret på kulafbrænding, er blandt investeringerne. 

Desuden finder man ejere af kulminer. For eksempel Glencore, der driver 136 kulminer og har syv nye planlagte til at åbne i nærmeste fremtid, ifølge opgørelser fra Global Energy Monitor.  

Der er utallige andre kulselskaber på listerne.

Ifølge vores beregninger er der samlet set investeret trecifret millionbeløb i den fossile sektor, herunder blandt andet i ExxonMobil, Chevron, Saudi Aramco, PetroChina og andre oliegiganter. Desuden har vi fundet flere investeringer i kulselskaber, f.eks. Ameren, WEC, NTPC og American Electric Power samt flere af verdens største tjæresand-virksomheder, Canadian Natural Resources og Cenovus Energy.

Hvorfor investerer Novo Nordisk de ansattes opsparinger i den fossile industri? 

Hvordan hænger investeringerne i den fossile sektor sammen med Novo Nordisks mål om “Nul miljøpåvirkning” og “Investering i 100 procent vedvarende elektricitet”?

Blandt de underliggende selskaber i de fonde, som Novo Nordisk investerer i, finder man en række selskaber, hvor arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder er udfordret på forskellig vis.

Det gælder mineselskaber som Vale og Glencore, producenter af atomvåben, f.eks. Rheinmetall, Larsen & Toubro, Leonardo og RTX.  Desuden optræder der på investeringslisterne selskaber, der ifølge FN opererer i de besatte områder i Palæstina.

Hvilke screeningskriterier i relation til menneskerettigheder gælder for Novo Nordisks investeringer for de ansattes opsparingspenge?

Novo Nordisks svar:

Pensionsopsparinger er en del af vores medarbejderes private opsparing, og derfor kan medarbejderne i høj grad selv vælge, hvordan deres pension skal investeres. Vores amerikanske pensionsordninger følger amerikansk lovgivning og tilbyder vores medarbejdere et bredt udvalg af investeringsmuligheder, som de frit kan vælge imellem og dermed selv administrere deres egne investeringer.

Ifølge amerikansk lovgivning er vi forpligtet til at tilbyde investeringsmuligheder, der først og fremmest sigter efter at skabe bedst muligt afkast til medarbejderne. I henhold til gældende regler fra ’Department of Labor’ er vi juridisk forhindret i at tilbyde muligheder bestående udelukkende af eksempelvis ’bæredygtige aktier’, der ikke vil have som mål at skabe bedst muligt investeringsafkast og/eller tage hensyn til økonomiske risici.

Vi vurderer løbende vores retningslinjer og politikker vedrørende pensionsordninger for vores medarbejdere i alle de lande, hvor vi er tilstede. Samtidig er vi forpligtede til at overholde gældende lovgivning, som varierer fra land til land.

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.