Finans09/03/2025

Stenrige på slankemedicin: Novo investerer millioner i junkfood

Novo Nordisk investerer med den ene hånd millioner af medarbejdernes pensionspenge i junkfood og usunde fødevarer, mens den anden hånd sikrer rekordindtægter fra Wegovy-medicin mod svær overvægt.
Bb (1)
Novo Nordisk, der sælge medicin mod svær overvægt, investerer ansattes pensionspenge i fastfood-restauranter. Illustration: Sofie Erna Schmidt
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Novos dollar-spor

  • Lever Novo Nordisk i USA op til den tredelte bundlinje, hvor miljømæssige og sociale hensyn vægter ligeså tungt som omsætning?
  • Hvilke konsekvenser medfører Novo Nordisk's aktiviteter og investeringer i USA for Novo og for Danmark?
  • Hvordan tackler Novo Nordisk det nye USA, hvor bæredygtige værdier er under pres fra kontroversielle organisationer?

Den danske medicinalgigant Novo Nordisk, der er verdenskendt for insulin- og fedmemedicin samt stort fokus på social ansvarlighed og sundhed, har investeret over 100 millioner kroner af virksomhedens ansattes pensionsmidler i usunde fødevarer og fastfoodrestauranter –  i daglig tale junkfood. 

Gennem pensionsordninger, som Novo Nordisk tilbyder i lønpakken til mere end 8.000 ansatte i amerikanske datterselskaber, investerer medicinalgiganten en samlet formue på godt 17 milliarder kroner. 

Det kan Danwatch dokumentere efter at have fået indsigt i Novo Nordisks indberetninger til det amerikanske finanstilsyn (Securities and Exchange Commission, SEC). Herunder en liste, som konkret viser medicinalgigantens investeringer af mere end 8.000 amerikanske ansattes pensionsopsparinger.

Opsparingerne placeres i værdipapirer via globale investeringsfonde, hvor etiske screeninger og politikker for ansvarlige investeringer, som man kender fra danske pensionskasser, er fraværende, erfarer Danwatch.  

Mindst 100 millioner kroner er placeret i aktier og obligationer udstedt af kendte fastfood-kæder, der er væsentlige negative aktører, når det gælder fedme og usunde madvaner.

De ansattes pensionspenge er blandt andet investeret i McDonalds, Kentucky Fried Chicken, Wendys, Pizza Hut, Taco Bell og Dominos Pizza samt store sodavandsvirksomheder som Coca Cola og Pepsi og verdens største snackproducenter, Mondelez International og Hershey. 

“Vi vurderer løbende vores retningslinjer og politikker vedrørende pensionsordninger for vores medarbejdere i alle de lande, hvor vi er til stede. Samtidig er vi forpligtede til at overholde gældende lovgivning, som varierer fra land til land”, oplyser Novo Nordisk, der ikke har svaret på en række konkrete spørgsmål om investeringerne i junk-food virksomhederne.

Pizza

Den amerikanske nonprofit organisation As You Sow, der har undersøgt mange amerikanske pensionsordninger, vurderer, at det er lovligt at inddrage bæredygtige hensyn i investeringer. De henviser til en amerikansk lov fra 1974 – ERISA (Employee Retirement Income Security Act), der har til formål at beskytte medarbejderes pensionsopsparinger.

”Vi mener, at det er lovligt for Novo Nordisk at tilbyde ansvarlige investeringsfonde i amerikanske pensionsordninger. Det er fastslået i ERISA-reglerne og blev bekræftet i en nylig juridisk afgørelse i Texas. Så længe investoren kan demonstrere, at de opfylder deres forvaltningspligt, er der intet, der forhindrer andre overvejelser”, siger Andrew Behar, CEO for As You Sow, til Danwatch.”

Videre siger Andrew Behar til Danwatch: “Vi ved, at fossilfrie 401(k) (arbejdsgiverbetalt pension i USA, red.) for tech-ansatte over et årti har kunne give et merafkast på 8,9 procent i forhold til det generelle markedet.  Det viser forskning fra University of Waterloo,” siger Andrew Behar.

Ansatte uden valg af bæredygtighed

Ifølge den selvstændige investeringsrådgiver Nikolaj Holdt Mikkelsen er Novo Nordisks pensionsinvesteringer i USA meget udanske, når det gælder ansvarlighed og bæredygtighed.   

“Novo Nordisks pensionsordning i USA viser, at europæiske og især danske pensionskasser er et helt andet sted, når det gælder ESG (vurdering af miljø, social og ledelse, red.) og ansvarlighed, end sektoren er i USA,” siger han.

Utallige forskningsprojekter, mange med finansiel støtte fra Novo Nordisk, har mejslet i granit, at indtag af fastfood og usunde fødevarer er tæt forbundet med risiko for sundhedsproblemer, fedme og type 2-diabetes. Det er lidelser, som Novo Nordisk produkterne Ozempic og Wegove er designet til at modvirke.

Ny forskning fra 2023 har endda afdækket, at blot ét enkelt måltid fastfood om ugen medfører en alvorlig risiko for udvikling af farligt fedtlever hos type 2-diabetes patienter – netop dem som Novo Nordisks insulinprodukter er målrettet til.

Nikolaj Holdt Mikkelsen peger på, at Novo Nordisk med fordel kunne tilbyde de ansatte et bæredygtigt valg om ansvarlighed i deres pensionsinvesteringer. 

“Hvis Novo Nordisk ikke allerede tilbyder de ansatte et valg om bæredygtighed i ordningen, som mange danske pensionskasser gør for erhvervskunder, kunne det være et godt kompromis mellem ansvarlighed og afkast at tilbyde medarbejderne det,” siger Nikolaj Holdt Mikkelsen. 

Ifølge et e-mail svar fra Novo Nordisk har medarbejderne et valg. Men Novo Nordisk vil ikke oplyse til Danwatch om hvilke valg, pensionsordningen tilbyder de ansatte.

“I henhold til gældende regler fra ’Department of Labor’ er vi juridisk forhindret i at tilbyde muligheder bestående udelukkende af eksempelvis ’bæredygtige aktier’, der ikke vil have som mål at skabe bedst muligt investeringsafkast og/eller tage hensyn til økonomiske risici”, oplyser Novo Nordisk i en email. 

Ifølge reglerne, som Novo Nordisk henviser til, hedder det dog, at ESG-faktorer (miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold) kan tages i betragtning, hvis de er økonomisk relevante for investeringen.

Ifølge reglerne fra “US Department of Labor”, som Novo Nordisk henviser til, kan der i pensionsordninger tages hensyn til ESG-faktorer, hvis de er relevante for investeringerne.  ESG-betragtningerne må dog ikke fremme sociale eller politiske mål på bekostning af afkast. 

I loven hedder det blandt andet, at (…) forsigtighedspligten skal baseres på faktorer, som den ansvarlige investor med rimelighed vurderer er relevante for en risiko- og afkastanalyse, og at sådanne faktorer kan omfatte de økonomiske virkninger af klimaændringer og andre ESG-betragtninger på den særlige investerings- eller investeringsforløb.

Journalist og forfatter til to bøger om Novo Nordisk, Hanne Sindbæk, forventer, at ledelsen i Novo Nordisk nu vil reagere på afsløringen af investeringerne, selvom virksomhedens kolossale vækst i netop fedmemedicin kan blive prioriteret over nye bæredygtige initiativer.  

“Det er en intern kamp i Novo Nordisk mellem idealister og forretningsfolk. Når bæredygtigheden udfordres, vil idealisterne råbe højere og forsøge at presse ledelsen til at reagere”, siger Hanne Sindbæk, der blandt andet har skrevet bogen “De renfærdige – Fortællingen om Novo Nordisk.” 

French Fry (1)

Frysemad, chips og frosne pomfritter

Blandt investeringerne er også producenter af frysemad, chips og frosne pomfritter samt snacks og chokolade – herunder mærkerne Daim, Marabou og Toblerone. Produkter, som Novo Nordisk er aktionærer i via investeringerne af medarbejdernes pensionspenge. 

Det står uskarpt i forhold til den danske insulinvirksomheds tredelte bundlinje, hvor sociale og miljømæssige værdier indgår sammen de økonomiske.  

Hertil kommer kontrasten til Novo Nordisk involvering i både fedmeforskning og projekter, der skal værne børn og unge mod usunde madvaner.  

Det gælder for eksempel projektet “The Healthy Food Challenge”, hvis formål er at “finde og skalere løsninger til forebyggelse af diabetes og fedme.”

“Bæredygtighed er skrevet ind i Novo Nordisks vedtægter, og derfor bliver ledelsen også formelt målt på resultaterne. Derfor forventer omverden også, at Novo Nordisk lever op til gængse normer indenfor eksempelvis ansvarlige investeringer,” siger Hanne Sindbæk. 

Nikolaj Holdt Mikkelsen er mere tvivlende på, hvorvidt Novo Nordisk agter at ændre de amerikanske ansattes muligheder for at til- og fravælge ansvarlighed.  

“Jeg er ikke sikker på, at amerikanske ansatte i Novo Nordisk eller i andre virksomheder i USA efterspørger bæredygtighed i pensionsordningen. Og det er nok forklaringen på, at de valgte fonde ikke ekskluderer selskaber,” vurderer Nikolaj Holdt Mikkelsen.

Danwatch har stillet en række spørgsmål til Novo Nordisk, som de ikke har svaret konkret på. Novo Nordisk har ikke stillet op til interview.  Nedenfor vores spørgsmål efterfulgt af Novo Nordisks svar pr. mail. 

1: Tilbyder Novo Nordisk de ansatte, der er omfattet af ordningen, et bæredygtigt valg i forhold til, hvordan opsparingen investeres?

2: Hvilken ESG-strategi er pensionsordningens investeringer underlagt?

Ifølge vores beregninger er over 100 millioner kroner investeret i fastfoodrestauranter (f.eks. McDonalds, Kentucky Fried Chicken, Pizza Hut, Taco Bell og Dominos Pizza) og andre leverandører af usunde fødevarer – blandt andet Hershey Foods og Yum Brands.

3: Hvilken interesse har Novo Nordisk i at investere de ansattes opsparinger i usunde fødevarer?

Ifølge vores beregninger er der samlet set investeret trecifret millionbeløb i den fossile sektor, herunder blandt andet i ExxonMobil, Chevron, Saudi Aramco, PetroChina og andre oliegiganter. Desuden har vi fundet flere investeringer i kulselskaber, f.eks. Ameren, WEC, NTPC og American Electric Power samt flere af verdens største tjæresand-virksomheder, Canadian Natural Resources og Cenovus Energy.

4: Hvorfor investerer Novo Nordisk de ansattes opsparinger i den fossile industri? 

5: Hvordan hænger investeringerne i den fossile sektor sammen med Novo Nordisks mål om “Nul miljøpåvirkning” og “Investering i 100 procent vedvarende elektricitet”?

Blandt de underliggende selskaber i de fonde, som Novo Nordisk investerer i, finder man en række selskaber, hvor arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder er udfordret på forskellig vis.

Det gælder mineselskaber som Vale og Glencore, producenter af atomvåben, f.eks. Rheinmetall, Larsen & Toubro, Leonardo og RTX.  Desuden optræder der på investeringslisterne selskaber, der ifølge FN opererer i de besatte områder i Palæstina.

6: Hvilke screeningskriterier i relation til menneskerettigheder gælder for Novo Nordisks investeringer for de ansattes opsparingspenge?

Novo Nordisks svar:

Pensionsopsparinger er en del af vores medarbejderes private opsparing, og derfor kan medarbejderne i høj grad selv vælge, hvordan deres pension skal investeres. Vores amerikanske pensionsordninger følger amerikansk lovgivning og tilbyder vores medarbejdere et bredt udvalg af investeringsmuligheder, som de frit kan vælge imellem og dermed selv administrere deres egne investeringer.

Ifølge amerikansk lovgivning er vi forpligtet til at tilbyde investeringsmuligheder, der først og fremmest sigter efter at skabe bedst muligt afkast til medarbejderne. I henhold til gældende regler fra ’Department of Labor’ er vi juridisk forhindret i at tilbyde muligheder bestående udelukkende af eksempelvis ’bæredygtige aktier’, der ikke vil have som mål at skabe bedst muligt investeringsafkast og/eller tage hensyn til økonomiske risici.

Vi vurderer løbende vores retningslinjer og politikker vedrørende pensionsordninger for vores medarbejdere i alle de lande, hvor vi er tilstede. Samtidig er vi forpligtede til at overholde gældende lovgivning, som varierer fra land til land.

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.