I tredive år har præsident Aleksandr Lukasjenko holdt den demokratiske opposition i Belarus i et jerngreb.
Da Lukasjenko – der også er kendt under tilnavnet Europas sidste diktator – i 2020 erklærede, at han var valgt til sin sjette præsidentperiode, havde han forinden fængslet sine to modkandidater. En af dem var finansmanden Viktor Babariko, der efterfølgende blev idømt 14 års fængsel for sit politiske virke. Også hans kunstsamling blev beslaglagt, og værkerne sat bag lås og slå.
Efter valget gik over hundredetusinde mennesker på gaden i Belarus i protest. EU afviste valgresultatet som falskt, og fordømte samtidig den undertrykkelse og vold, som landets demokratibevægelse blev mødt med af Lukasjenkos regime. FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR) mente at kunne dokumentere mindst 450 tilfælde af tortur og mishandling af politiske fanger, der havde deltaget i protesterne.
Samtidig blev et af de malerier, som Lukasjenko havde sat bag lås og slå sammen med modkandidaten Viktor Babariko, et stærkt symbol for den belarussiske demokratibevægelse.
Maleriet, som har fået ikonstatus, forestiller en kvinde, der bærer navnet Eva. Hun er klædt i sort, armene er foldede, og hun kigger beskueren direkte ind i øjnene med et fast blik. i dag optræder hun på protestbannere og har fået nyt liv på de sociale medier, hvor hun optræder i memes som både politisk fange og med en fuckfinger rettet mod regimet.
Kunstneren, der oprindelig malede portrættet af Eva, hedder Chaïm Soutine. Og mens Eva fortsat er bag lås og slå i Belarus, kan en lang række af Chaïm Soutines andre værker nu ses på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, som netop har åbnet dørene for det, de betegner som den første samlede præsentation af Chaïm Soutines værker i Nordeuropa.
Chaïm Soutine voksede op i stor fattigdom i en jødisk-ortodoks familie i nærheden af Minsk i det, der i dag er Belarus. Hans baggrund gjorde ham ikke bare udsat for de pogromer, der hærgede i Østeuropa. Som 17-årig malede den unge Soutine et portræt af en ortodoks jøde, og blev efterfølgende mishandlet groft af mandens sønner, fordi han med sit maleri havde forbrudt sig mod et religiøst billedforbud.
Overfaldet gav dog Soutine en økonomisk erstatning, som gjorde det muligt for ham at rejse til Vilnius, og siden til Paris. Også her levede han som eksileret kunstner i fattigdom. Den sidste tid af sit liv levede han som statsløs jøde i skovene uden for Paris, på flugt fra nazisterne. Han døde i 1943 af et ubehandlet mavesår.
I Louisianas forord til udstillingen på Louisiana fremhæves direktør Poul Erik Tøjner Soutines liv på flugt og på kanten af samfundet som drivkraften for hans kunst.
“Den evige fremmedgørelse – dét aldrig helt at høre til; til en religion, en kultur eller et samfundslag, til en vennegruppe eller til en kunstretning – som i høj grad formede Soutine, genlyder i hans arbejde”, skriver Tøjner.
De mennesker, som Soutine portrætterer, virker da også fremmedgjorte.
I tiden mellem Første og Anden Verdenskrig maler han portrætter af piccoloer, stuepiger, kordrenge og slagtere i stærke, ofte røde farver, med fordrejede kroppe der – ifølge museumsdirektøren – “indfanger en generation præget af krig, sociale problemer og modsatrettede religiøse og politiske holdninger”.
Le Groom (Piccolo), 1925. Foto: Louisiana pressefoto
En række nutidige kunstnere giver i en videoantologi, der er lavet til udstillingen, sit bud på, hvorfor Chaïm Soutines malerier fortsat tjener til inspiration for malerkunsten.
De fordrejede og krøllede motiver er ligesom punk, det er brutalt og transformativt, med infernalsk energi, siger de.
Soutine malede ikke bare portrætter af levende mennesker, men også af døde dyr – i farverige stilleben med rådnende oksekadavre, afpillede høner, og sågar en pilrok, hvis indvolde flyder ud gennem det perlemorsagtige fiskeskind.
Le Boeuf écorché (Flået okse), 1925. Foto: Louisiana pressefoto
“Man fornemmer sulten i de billeder. Sulten og lugten og blodet”, siger den amerikansk-britiske portrætmaler Chantal Joffe, en af kunstnerne i videoen.
“Vi lever i en tid med rigtig mange billeder. Men Soutines billeder viser, hvad det er, maleriet kan”, siger hun. “Der er ingen korrekthed i gengivelserne, de fungerer ikke som et fotografi, men som en følelse”.
Måske af samme grund kan dem, der lever videre under Aleksandr Lukasjenkos brutale diktatur i Belarus, spejle sig i Soutines portræt af den sortklædte Eva.
For Chaïm Soutines portrætmalerier viser os, hvad det vil sige at være et menneske, der lever under et åg, siger den britiske kunstmaler Emma Talbot.
“Jeg ser en menneskehed, der er tynget og presset. Trykket af omstændighederne, de lever under. Derfor kan man heller ikke løsrive sig”, siger hun.
Louisianas udstilling af Chaïm Soutines værker kan ses frem til den 14. juli 2024.
Emilie Ekeberg
