Åbner i en ny fane
10/02/2026Nyhed

Ny podcastserie fortæller den grumme historie om krigen i Sudan

Danwatch og Rakkerpak Productions udgiver en podcastserie i tre afsnit om krigen i Sudan og dens følger for de mange mennesker, der er blevet drevet på flugt. Ifølge FN udgør krigen verdens største humanitære katastrofe.
SHJ07544
Op mod 14 millioner mennesker er blevet drevet på flugt fra krigen i Sudan. Her venter krigsflygtninge på at blive transporteret til FN-lejre i Sydsudan. Foto: Oscar Rothstein
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

I snart tre år har Sudan været martret af en omfattende borgerkrig. I april 2023 slog en langvarig splittelse i det sudanesiske sikkerhedsapparat om i en storstilet væbnet konflikt, og endnu er der intet, der tyder på, at krigen snart er ovre. Tværtimod vurderer mange eksperter, at den i de kommende måneder og år kun vil tage til i styrke. 

I en ny podcastserie introducerer Danwatch og Rakkerpak Productions lytterne for det, som FN kalder verdens største humanitære krise. Foreløbig har krigen sendt op mod 14 millioner mennesker på flugt, mens flere hundrede tusinde kan have mistet livet. 

Miniserien tager udgangspunkt i Nyayob Bol Gai, en af krigens mange flygtninge. Hun var sydsudanesisk statsborger, men flygtede nordpå til Sudan under den sydsudanesiske borgerkrig fra 2013 til 2018. 

Frem til april 2023 boede hun i Sudan med sin mand og to børn, men da krigen mellem hæren og den paramilitære gruppe Rapid Support Forces brød ud, måtte hun og børnene flygte tilbage over grænsen til Sydsudan. 

Her, i en ovefyldt teltlejr, mødte Danwatch-journalist, Oscar Rothstein, hende i december 2024. 

Over tre afsnit fortæller Oscar Rothstein Nyayob Bol Gais historie og analyserer krigen i Sudan. Rakkerpak Productions’ Frederik Holst har tilrettelagt og speaket serien. Serien kan høres der, hvor du hører dine podcasts.

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.