I vestlige kredse har man de seneste år mødt én gennemgående fortælling om Afrika: Rusland og Kina gør sig til, mens EU og USA mister fodfæste.
Det er ikke en decideret forkert fortælling. Men den er stærkt forsimplet.
For det første: Der er en tendens til, at vi overvurderer Rusland og Kinas magt i Afrika. At Moskva stiller våben og lejesoldater til rådighed for militærregeringer i Sahel, og at Kina har investeret stort i råstoffer, som bliver stadig mere afgørende for vores allesammens grønne omstilling, betyder ikke, at de to lande kan gøre, hvad der passer dem på kontinentet, og at vestlige lande (og de afrikanske selv ikke mindst) intet har at skulle have sagt.
Ruslands alliancer i Afrika dækker over relativt få sektorer og lande, mens der tværs over kontinentet også er stigende fokus på at mindske afhængigheden af Kina. Især i DR Congo, hvor kineserne de sidste par årtier har sat sig tungt på mineindustrien.
For det andet: Ved at være så optaget af Rusland og Kinas aktiviteter i Afrika overser vi, at det i mange situationer slet ikke er de to lande, der øver den største (ikke-vestlige) eksterne indflydelse på kontinentet. Ofte er det i stedet Tyrkiet og De Forenede Arabiske Emirater, der begge har hver deres ekstremt offensive Afrika-politik.
Jeg har netop set det ved selvsyn i Mauretanien i Vestafrika, hvor tyrkerne sidder på store dele af erhvervslivet. Især i landets næststørste by, Nouadhibou, hvor landets største havn ligger. “Nouadhibou er delt op i to. Kineserne ejer den ene halvdel, tyrkerne ejer den anden”, sagde en ældre fisker, der har boet i byen hele sit liv, til mig. I hovedstaden, Nouakchott, åbnede Tyrkiet i maj i år et handelskammer efter, at den tyrkisk-mauretanske samhandel er eksploderet de seneste år. Fra en samlet værdi på 22 millioner dollars i 2008 til 245 millioner dollars i 2019.
Tendensen går igen over hele Afrika. For tyve år siden havde Tyrkiet tolv ambassader på kontinentet. I dag har de 44. Samtidig er det nationale flyselskab, Turkish Airlines, begyndt at flyve til ikke færre end 50 lufthavne på kontinentet – kun overgået af Ethiopian Airlines. Og det stopper næppe her. Bare inden for den seneste måned er det kommet frem, at tyrkiske forsvarsvirksomheder har underskrevet kontrakter i Niger, Elfenbenskysten, Togo og Angola.
De Forenede Arabiske Emiraters fremstød i Afrika er måske ikke ligeså omfattende ved første øjekast – de har “kun” 28 ambassader på kontinentet. Men det er mindst ligeså indgribende. Ikke mindst i borgerkrigshærgede Sudan, hvor Abu Dhabi spiller et forrykt dobbeltspil. Den ene dag leverer de nødhjælp til krigens mange civile ofre. Den anden dag leverer de våben til den paramilitære oprørsgruppe Rapid Support Forces.
Emiraterne bedriver benhård magtpolitik. De vil vinde geopolitisk indflydelse og tjene penge. Det gælder uanset, om det er i Sudan eller Angola, og om det drejer sig om grøn hydrogen, klimakreditter, ejendomme, droner eller havnedrift, hvor Dubai-virksomheden DP World er en af de førende på det afrikanske marked.
Hverken deres eller tyrkernes bestræbelser i Afrika har samme geopolitiske tyngde som Rusland og Kinas. Men visse steder kan de sagtens være ligeså indflydelsesrige. Hvis ikke endnu mere.