Afrika-brevet

Kære læser

Den afrikapolitiske debat i Vesten – også i Danmark – handler forbavsende lidt om Afrika. Ofte handler den om Rusland og Kina, og hvad de to lande foretager sig på kontinentet. Dagens Afrika-brev handler derfor om alt det, vi ikke ser, når vi stirrer os blindt på russerne og kinesernes færden på kontinentet. 

Vi skal også til Mozambique, hvor der har været valg siden det seneste Afrika-brev, og et opsigtsvækkende møde i Eritrea, inden vi runder en vicepræsident, som er i uvejr i Kenya, en fraværende præsident i Cameroun samt en tilbagevenden eks-præsident i Botswana.  

Tak for at læse med.

Turkey Africa Politics Defence Trade Diplomacy
Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan flankeret af DR Congos præsident Félix Tshisekedi og Den Afrikanske Unions formand, Moussa Faki. Foto: MURAT CETIN MUHURDAR / TURKISH PRESIDENTIAL PRESS SERVICE / AFP

21. okt '24

De små supermagter i Afrika

I vestlige kredse har man de seneste år mødt én gennemgående fortælling om Afrika: Rusland og Kina gør sig til, mens EU og USA mister fodfæste.  

Det er ikke en decideret forkert fortælling. Men den er stærkt forsimplet. 

For det første: Der er en tendens til, at vi overvurderer Rusland og Kinas magt i Afrika. At Moskva stiller våben og lejesoldater til rådighed for militærregeringer i Sahel, og at Kina har investeret stort i råstoffer, som bliver stadig mere afgørende for vores allesammens grønne omstilling, betyder ikke, at de to lande kan gøre, hvad der passer dem på kontinentet, og at vestlige lande (og de afrikanske selv ikke mindst) intet har at skulle have sagt. 

Ruslands alliancer i Afrika dækker over relativt få sektorer og lande, mens der tværs over kontinentet også er stigende fokus på at mindske afhængigheden af Kina. Især i DR Congo, hvor kineserne de sidste par årtier har sat sig tungt på mineindustrien. 

For det andet: Ved at være så optaget af Rusland og Kinas aktiviteter i Afrika overser vi, at det i mange situationer slet ikke er de to lande, der øver den største (ikke-vestlige) eksterne indflydelse på kontinentet. Ofte er det i stedet Tyrkiet og De Forenede Arabiske Emirater, der begge har hver deres ekstremt offensive Afrika-politik. 

Jeg har netop set det ved selvsyn i Mauretanien i Vestafrika, hvor tyrkerne sidder på store dele af erhvervslivet. Især i landets næststørste by, Nouadhibou, hvor landets største havn ligger. “Nouadhibou er delt op i to. Kineserne ejer den ene halvdel, tyrkerne ejer den anden”, sagde en ældre fisker, der har boet i byen hele sit liv, til mig. I hovedstaden, Nouakchott, åbnede Tyrkiet i maj i år et handelskammer efter, at den tyrkisk-mauretanske samhandel er eksploderet de seneste år. Fra en samlet værdi på 22 millioner dollars i 2008 til 245 millioner dollars i 2019. 

Tendensen går igen over hele Afrika. For tyve år siden havde Tyrkiet tolv ambassader på kontinentet. I dag har de 44. Samtidig er det nationale flyselskab, Turkish Airlines, begyndt at flyve til ikke færre end 50 lufthavne på kontinentet – kun overgået af Ethiopian Airlines. Og det stopper næppe her. Bare inden for den seneste måned er det kommet frem, at tyrkiske forsvarsvirksomheder har underskrevet kontrakter i Niger, Elfenbenskysten, Togo og Angola. 

De Forenede Arabiske Emiraters fremstød i Afrika er måske ikke ligeså omfattende ved første øjekast – de har “kun” 28 ambassader på kontinentet. Men det er mindst ligeså indgribende. Ikke mindst i borgerkrigshærgede Sudan, hvor Abu Dhabi spiller et forrykt dobbeltspil. Den ene dag leverer de nødhjælp til krigens mange civile ofre. Den anden dag leverer de våben til den paramilitære oprørsgruppe Rapid Support Forces.  

Emiraterne bedriver benhård magtpolitik. De vil vinde geopolitisk indflydelse og tjene penge. Det gælder uanset, om det er i Sudan eller Angola, og om det drejer sig om grøn hydrogen, klimakreditter, ejendomme, droner eller havnedrift, hvor Dubai-virksomheden DP World er en af de førende på det afrikanske marked.  

Hverken deres eller tyrkernes bestræbelser i Afrika har samme geopolitiske tyngde som Rusland og Kinas. Men visse steder kan de sagtens være ligeså indflydelsesrige. Hvis ikke endnu mere. 

Hvad ellers?

Mozambique 🇲🇿 Præsidentkandidat Venancio Mondlane opfordrer til en national strejke i dag, mandag den 21. oktober. Det gør han efter et par særdeles begivenhedsrige uger i Mozambique. Regeringspartiet siden selvstændigheden i 1974, Frelimo, ser ud til at genvinde magten efter præsidentvalget den 9. oktober, men Mondlane – der på få måneder har fået stor opbakning blandt landets ungdom – advarer om systematisk valgsvindel og mener selv, at hans parti, Podemos, har vundet valget. I politistaten Mozambique er den slags livsfarligt. Lørdag morgen blev to af Podemos’ folk – advokat Elvino Dias og partimedlemmet Paulo Guambe – skudt og dræbt i hovedstaden Maputo. Ifølge myndighederne havde Dias og Guambe et skænderi med de foreløbigt ukendte gerningsmænd forud for drabet, men både oppositionen, en række NGO’er og EU har fordømt mordene som politisk motiverede. 

Eritrea 🇪🇷 Intet styrker sammenholdet som en fælles fjende. Det blev for nylig understreget i Eritreas hovedstad Asmara, hvor præsident Isaias Afewerki tog imod sine modparter fra Egypten og Somalia. De tre lande mødtes for at markere en fælles front mod Etiopien. Eritrea føler sig forrådt af den fredsaftale, Etiopien indgik med oprørsgruppen TPLF i Tigray i 2022. Somalia anklager Etiopien for at have brudt deres suverænitet ved at have indgået en forhåndsaftale om kystadgang med udbryderrepublikken Somaliland, som Somalia ikke anerkender. Og Egypten har i mere end et årti ligget i konflikt med Etiopien om adgang til vandforsyningerne fra Nilen. Afrikas horn skælver.

Hold øje med...

Kenya 🇰🇪 Et flertal i det kenyanske senat har stemt for afsættelsen af vicepræsident Rigathi Gachagua. Det sker i kølvandet på en stribe korruptionsanklager mod Gachagua, hvis forhold til præsident William Ruto i forvejen var anstrengt. Den nu tidligere vicepræsident protesterer afsættelsen og skal for retten i Nairobi den 24. oktober i et forsøg på at omstøde beslutningen. Indtil da må William Ruto vente med at udpege sin nye vicepræsident. 

Cameroun 🇨🇲 Det er ikke længere tilladt for camerounske medier at skrive om præsident Paul Biyas helbred. Forbuddet er blevet indført efter, at 91-årige Biya ikke har været set i offentligheden siden begyndelsen af september, og sociale medier i Cameroun var begyndt at spekulere i præsidentens død. 

Botswana 🇧🇼 Ekspræsident Ian Khama er vendt retur til Botswana, hvor han er anklaget for illegal våbenbesiddelse og hvidvask. Khama, der har siddet i eksil i Sydafrika og Eswatini siden 2021, udpegede selv Botswanas nuværende præsident, Mokgweetsi Masisi, som sin efterfølger i 2018, men ragede siden uklar med ham. Khama vil nu føre valgkamp for oppositionen frem mod præsidentvalget den 30. oktober.

Det var alt for dette overblik.

Tusind tak, fordi du læste med. Husk, at du altid kan komme med feedback, ønsker til emner eller forslag til nyheder ved bare at besvare dette nyhedsbrev.

De bedste hilsner

Oscar Rothstein

Vi har lavet et spørgeskema, der tager 4-8 minutter at udfylde, og vi håber du har lyst til at give din mening om os til kende.

Det gider jeg godt