Åbner i en ny fane

Velkommen til Madinah

Kære læser

Mens tidligere nyhedsbreve har kredset om magtalliancer og benhård realpolitik, handler denne måned i højere grad om den blødere slags indflydelse, og hvordan den bliver brugt strategisk.

Derfor kommer vi omkring Saudi-Arabiens opkøb af spilgiganten Electronic Arts, Jay-Z’s besøg i Emiraterne, en “saudisk” nobelpristager og fodboldballade i Qatar.

For første gang har poesien også sneget sig ind i nyhedsbrevet med et eksklusivt Sims-digt fra den anmelderroste forfatter Christine Kærulv.

Velkommen til Madinah!

Hvis du undrer dig over navnet på nyhedsbrevet: Madinah er en hellig by i Saudi-Arabien, men også et symbol på, hvordan selv det mest traditionsbundne i regionen nu forandres af turistambitioner, smart-city projekter og geopolitisk selviscenesættelse.

Bb web
For den nette sum af 55 milliarder dollar har Saudi-Arabien sammen med blandt andre Jared Kushner - Donald Trumps svigersøn - opkøbt spilgiganten Electronic Arts.Collage: Sofie Erna Schmidt. Fotos: Wikimedia Commons/Saudi Press Agency

23/10/2025

Har Saudi-Arabien ramt ‘the motherlode’ med opkøbet af The Sims?

“Jeg spiller videospil med mine børn og mine venner, det afkobler mig fra virkeligheden.”

Sådan lød det fra Saudi-Arabiens kronprins Mohammed bin Salman (MBS) i et interview med Fox News i 2023.

At den 40-årige kronprins, som reelt styrer landet på vegne af sin far, er en rigtig gamer, er en af de få personlige ting, offentligheden ved om den ellers meget private MBS.

Kronprinsen har nemlig også tidligere fortalt, at han står tidligt op om morgenen, så han kan nå at spille lidt Final Fantasy eller Call of Duty, inden pligterne som enevældig hersker kalder.

Entusiasmen for computerspil er derfor også blevet politik i Saudi-Arabien, hvor MBS i 2022 lancerede en national gaming og esportsstrategi, der skal positionere landet som et globalt centrum for esport.

Formålet med strategien er at diversificere landets økonomi og udvikle den saudiske medieindustri inden for den voksende gamingsektor.

Gennem investeringer i globale spilvirksomheder forsøger Saudi-Arabien at styrke landets bløde magt med kulturel indflydelse og forbedre landets image internationalt.

Samtidig er gaming og esport stort blandt den saudiske ungdom, og det anslås at omkring 67 procent af befolkningen gamer. 

Derfor var de danske Counter-Strike-stjerner fra Astralis også i Riyadh i sommer for at dyste i den nye turnering E-sports World Cup, som afholdes i den saudiske hovedstad. 

Danwatch har skrevet om den omdiskuterede turnering og landets satsning på esport her.

Tidligere i oktober nåede landet så en ny milepæl, da man kunne annoncere, at Saudi-Arabiens statslige investeringsfond PIF havde opkøbt spilgiganten Electronic Arts (EA) sammen med de to amerikanske investeringsfirmaer Silver Lake og Affinity Partners til en værdi af 55 milliarder dollar – svarende til cirka 350 milliarder kroner.

Hos Affinity Partners, stiftet af Jared Kushner – svigersøn til Donald Trump – er den saudiske kronprins ikke noget fremmed bekendtskab.

Kort efter Kushner forlod sin rådgiverrolle i Det Hvide Hus i 2021, modtog hans nystartede firma to milliarder dollar fra den saudiske investeringsfond PIF.

Ifølge flere medier vakte investeringen bekymring internt i PIF på grund af Kushners begrænsede erfaring, men MBS skulle have trumfet aftalen igennem alligevel.

Om pengene var en slags tilbagebetaling for Kushners støtte til Saudi-Arabien under Trump-administrationen – herunder hans forsvar for regimet efter mordet på journalist Jamal Khashoggi – må blive emnet for et andet nyhedsbrev.

Bekymring eller racisme?

Den saudiske investeringsfond PIF ejede i forvejen 10 procent af Electronic Arts, der er kendt for spil som FIFA, The Sims og Battlefield, og internettet var hurtig til at reagere på opkøbet i oktober.

En bruger på det sociale medie X delte et satirisk bud på, hvordan fremtidens Battlefield-spil kunne se ud under saudisk ejerskab: En beduin på en kamel, bevæbnet med sabel, jagter en kvinde med et regnbueflag.

Også fans af livssimuleringsspillet The Sims delte på Reddit deres bekymring for, hvad opkøbet betyder for spillet, der har stået stærkt på LGBT+-repræsentation og inklusion, og hvorvidt The Sims fremover vil blive underlagt en form for censur, så spillet strømlines Saudi-Arabiens lovgivning.

Nogle spurgte ironisk om burka nu ville blive en del af Sims-garderoben, om voksne “Simmere” fremover kan gifte sig med deres børn og vil blive straffet for at vise for meget hud.

Fra saudisk side er man ikke imponeret over de kritiske kommentarer, og hos det saudiske netmedie Saudi Gamer ser man det som “et udtryk for racisme og had mod arabere”. 

En saudisk bruger på X skriver, at kritikken i virkeligheden handler om, at Vesten er bange for økonomisk konkurrence og blot gemmer sig bag “de sædvanlige trætte slogans om menneskerettigheder” for at fastholde synet på Saudi-Arabien som intet andet end et olieland.

Mens parterne debatterer online, mangler opkøbet dog stadig den endelige godkendelse fra amerikanske myndigheder og Electronic Arts’ aktionærer, og aftalen forventes afsluttet i løbet af første kvartal af EA’s regnskabsår 2027.

Breaking poesi:

I foråret udgav forfatteren Christine Kærulv den anmelderroste digtsamling “Motherlode”. Heri bruger jeg-fortælleren The Sims som et digitalt tilflugtssted fra virkelighedens omsorgssvigt. Vi har derfor bedt Christine Kærulv sætte ord på nyheden om, at The Sims har fået nye ejere:

Veronaville 4-ever

Solen strækker sig, danser vals i stuen

på gulvet, på en uspist tallerken

jeg læser om Kushner og ham Saudi-prinsen og prisen for Sims

jeg har ikke lyst til at tale om det

jeg bliver så fugtig, rød om øjnene

min odeur; dark dark Chanel

åh smukkeste simmere!

jeg tegner hjerter på mine arme med en ske

jeg længes mod Sims, som jeg længes mod havet

BREAKING (!) mod sofaen, prisen for Sims;

55 milliarder i snydekoder

luftige dollars, pikmåler-pis

jo mere man stirrer på det

 

Der findes data-snore, tungekys i det uendelige

jeg tørrer mig om munden med hårdt papir

nu vil I så se mig rende rundt herinde i Strange Town og knalde

hele byen

I vil se mig drukne og flyve op til rumvæsnerne tage dem med til

mine nyplantede blomsterbed

de er gule!

jeg bestiller pizza og danser

den her by vil ikke længere være min under jeres hænder:

Affinity og Pif

I er ikke alfer

herskeren vil få sin egen hersker

jeg orker det ikke længere

elskede simmere, jeres øjne vil blive så anderledes i et grådigt lys

hør! elskede simmere: I var virkelig virkelige for mig

hør! elskede simmere, tro mig når jeg siger:

jeg har elsket jeres børn

jeg takker jer for livet simmerne, I fødte mig påny

simmerne, I skabte mig i jeres eget billede

billedet: videre videre

 

en våd krop har sådan en tyngde

jeg har ikke lyst til at tale om det

videre

jeg må stille mig ved pejsen

jeg må dreje mig som en shawarmakølle og tætne mig

jeg siger til mig selv: jeg kan være et økosystem, der holder mig

selv i live

det kan jeg

Halvøen rundt:

🇦🇪 De Forenede Arabiske Emirater

Sheikh Tahnoon Bin Zayed Al Nahyan er både national sikkerhedsrådgiver og formand for en række finansielle institutioner i Abu Dhabi. Nu har han også kastet sig over musikbranchen. I hvert fald mødtes han med den amerikanske rapper og forretningsmand Jay-Z tidligere på måneden til en snak om “fremtiden for underholdningsindustrien og de teknologiske forandringer, der drives af AI.” Sheikhen trak herhjemme overskrifter i sommer, da det kom frem, at han stod bag opkøbet af en række butikscentre i Storkøbenhavn.

🇸🇦 Saudi-Arabien

I oktober 2025 modtog kemikeren Omar Yaghi Nobelprisen i kemi, og saudiske medier hyldede ham som landets første nobelpristager. Det er dog værd at bemærke, at Yaghi, født af palæstinensiske flygtninge i Jordan, først fik saudisk statsborgerskab i 2021. I Saudi-Arabien er statsborgerskab ikke noget, der normalt gives ved dørene, og det er nærmest umuligt for udlændinge at få. De senere år har man dog lempet lidt på reglerne, så særligt udvalgte personer kan indstilles til statsborgerskab. Med Yaghis Nobelpris er barren sat højt for alle, der håber at modtage det grønne pas i fremtiden.

🇶🇦 Qatar

Bølgerne gik højt, da Qatar og De Forenede Arabiske Emirater tørnede sammen i kampen om den sidste plads til VM i fodbold næste sommer. Efter Qatars føringsmål kastede vrede UAE-fans både sko, flasker og sågar mobiltelefoner mod spillerne og ramte en fra Qatars trænerstab. Da Qatar scorede igen, forsøgte flere fans desuden at storme banen. Rygter om tåregas brugt af sikkerhedsvagterne på stadion florerede hurtigt på sociale medier, men videoer på Snapchat afslørede, at UAE-fasene selv havde antændt en brandslukker på tribunen. Selvom UAE tabte, har de stadig en lille chance for at kvalificere sig til VM, hvilket i så fald vil være første gang siden 1990.

Det var alt for denne måneds Velkommen til Madinah!

Tak for at læse med! Husk du kan komme med feedback eller forslag til næste nyhedsbrev ved at skrive til mig.

De bedste hilsner

Thilde Asmussen, Danwatch

Thilde Asmussen

Læs meget mere om politik og kultur i Mellemøstens magtcentrum. Skriv dig op til mit nyhedsbrev VELKOMMEN TIL MADINAH her

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.