Det er et ægte paradoks, at olie og gas bærer en del af skylden for klimaforandringerne, som i dag gør det muligt at udvinde olie og gas i områder af Arktis, der tidligere var dækket af tyk is. Den smeltede is får olie- og gasselskaber til at skrue op for aktiviteterne i Arktis, og danske pensionskasser til at investere livligt – selvom investeringerne er i strid med Klimalovens formål.
Men muligheden for rent faktisk at etablere olieudvinding i Arktis er urealistisk – en illusion, mener Helge Ryggvik, den norske oliehistoriker og forfatter til bogen, “Til siste dråpe – om oljens politiske økonomi”.
For det første er det betragteligt dyrere at udvinde olie og gas meget langt fra land, for det andet gør den stigende bevidsthed om klimaforandringer olie- og gasboringer under havet politisk følsom. Sidst, men ikke mindst viser de første boringer, at det er svært. Der er markant færre og mindre oliefelter nord for polarcirklen end i Nordsøen.
Alligevel er olieindustrien førerhund for et norsk politisk mål om at sikre retten til at udvinde olie og mineraler i undergrunden i havområder omkring Svalbard. Men det kan blive både dyrt og farligt for klimaet, hvis trækdyret krydser polar-zonen ind i arktiske områder, argumenterer Helge Ryggvik.
Jagten på olien fører til geopolitisk konflikt
Ryggvik advarer om, at danske investeringer i norsk olieindustri ikke blot forværrer klimakrisen, men tillige skubber til en geopolitisk konflikt om retten til olie- og mineralressourcer.
“Svalbardtraktatens bestemmelser gælder både på norsk sokkel og i vandzonen i det område Norge i dag administrerer som et fiskeri-beskyttelsesområde. Det indebærer blandt andet, at den norske stat har meget begrænset ret til at beskatte virksomheder, hvis man starter olieproduktion. Dermed bliver en olieekspansion meningsløs”, siger Helge Ryggvik.
Svalbard, der ligger i Arktis, reguleres af en international traktat, som giver Norge fuld suverænitet, men samtidig slår fast, at andre lande har samme kommercielle rettigheder til udvinding af mineraler samt olie og gas.
Hvis Norge udvinder olie eller gas i området, kan det føre til konflikter med andre af traktatens underskrivere, fordi landene, der har underskrevet traktaten, har lige ret til profitten fra potentiel udvinding i området.
“Andre lande, der har underskrevet Svalbardtraktaten, mener, at deres regler også gælder for området, hvor Norge ønsker at bore. Det betyder, at Norge ikke ville kunne opkræve de samme skatter af olieselskaberne, hvilket også gør en udvidelse økonomisk sårbar”, forklarer Helge Ryggvik.
Sorte investeringer mod en grøn lov
Det står i Klimaloven, at Danmark skal være et grønt foregangsland, men alligevel fortsætter Danske Bank og danske pensionskasser med at hælde milliarder i den norske olieindustri.
Danske Bank har helt undtaget det norske marked fra sin klimapolitik, imens en række danske pensionsselskaber har investeret i olieselskaber som Aker BP og Equinor og finansierer boreplatforme, der opererer i norske farvande.
Samlet set har den danske pensionssektor næsten seks milliarder kroner investeret i olieselskaber med konkrete planer for udvinding i den norske del af Arktis.
Den danske finanssektor tror altså stort på afkast fra den norske vision om rigdomme nordpå – det, som Rygvikk mener, er en illusion.
Rygvikk er skeptisk over for mulighederne i olieudvinding så langt mod nord. Han mener, at Norge fortsætter jagten og investeringerne af politiske årsager, selvom de geologiske betingelser er besværlige.
“Norge ved, at oliefelterne i Nordsøen vil blive tømt, men de håber på at finde nye felter i nord, selvom chancerne er små,” siger han.
På trods af Norges politiske spil om rettigheder til Svalbards værdier, er der stadig lang vej igen, før olieindustrien er i stand til at åbne oliefelter så langt mod nord. Johan Castberg-feltet, som er det nordligste felt, ligger ret langt fra både forskernes definition af iskanten og Svalbard-zonen.
“Det næste store slag mellem miljøbevægelsen og myndighederne bliver den mulige udbygning af Wisting-feltet, som ligger betydeligt længere mod nord. Derfra er der stadig et stykke til Svalbard-zonen, men man kommer tættere på,” konstaterer Helge Ryggvik.
Stor interesse for fossil ekspansion i Arktis
21 olie- og gas virksomheder, halvdelen med danske pensionskasser i ejerkredsen, har netop ansøgt de norske myndigheder om nye tilladelser til fossil efterforskning i blandt andet Barentshavet, som strækker sig ind i det arktiske område nordover mod Svalbard.
Og opbakningen fra Norges regering er ikke til at tage fejl af: “Det er meget glædeligt, at selskaberne stadig har stor tiltro til de muligheder, der ligger i yderligere efterforskning på norsk kontinentalsokkel,” siger Norges nuværende olie- og energiminister Terje Aasland fra Arbeiderpartiet i en pressemeddelelse.
Klimaforandringerne, der bl.a. medfører, at iskanten smelter og trækker nordpå, giver Norge nye muligheder for at udvinde ressourcer i arktiske områder. Med selvsikker politisk opbakning er mange olieselskaber og investorer interesseret.
“Den globale opvarmning åbner nye muligheder for olieudvinding, hvilket placerer Norge i et paradoks, hvor klimaforandringer gør det muligt at udvinde mere olie i områder, som tidligere var utilgængelige,” siger Helge Ryggvik.
Skattefordele nord for polarcirklen
Det er ekstremt dyrt at udvinde olie i arktiske områder. Helge Ryggvik mener, at olieindustrien i Norge har fået uforholdsmæssige store skattefordele, hvilket har skabt et incitament til at investere i risikable projekter i Arktis.
“Equinor og Aker BP spillede en nøglerolle i at sikre en skattepakke i 2020, hvilket gav industrien en massiv skattereduktion og tillod nye oliefelter at blive udviklet næsten uden skat på indtægterne”, siger Helge Ryggvik.
Equinor og Aker BP er Norges største olieselskab. Equinor er det niende største olieselskab i verden.
“Selvom olieindustrien ikke oplevede de samme økonomiske problemer som andre industrier under pandemien, formåede de alligevel at opnå skattefordele, der gjorde det muligt at investere næsten skattefrit i nye projekter,” fortsætter han og understreger dermed sin pointe om, at norske oliedrømme bygger på fortidens bedrifter og fremtidens politiske mål, snarere end realiteter.
“Norge kan stadig tjene godt på investeringer i oliefelter længere sydpå. Her er forretningen stadig mere profitabel. Desuden er tidshorisonten for mange af disse felter kortere, og kan dermed lettere tilpasses klimaforanstaltninger,” siger Helge Ryggvik.
