I det nordligste Grønland står Arktis’ øjne mod nord. Radaren på Thule basen, som i dag hedder Pituffik Spacebase, indgår i USA’s globale varslingssystem mod missilangreb. De beskytter primært USA, men også lande i NATO og dermed Danmark.
I denne uge zoomer vi ind på Thulebasens radarsystem, fordi kritikere nu advarer om, at det er sårbart over for en ny type missiler, de såkaldte hypersoniske missiler. Arktisbrevet har talt med Karsten Marrup, der er chef i Center for Luft- og Rumoperationer på Forsvarsakademiet, som mener kritikken har et “snævert fokus”. Han peger på, at radaren i Thule ikke er beskyttet, men det er der en særlig grund til.
“USA har ikke et integreret luft- og missilforsvar i Thule, fordi det ikke har været nødvendigt at beskytte den indtil nu. Den kolde krig har været langt væk, og medlemmer i Arktisk Råd er enige om, at Arktis skal blive ved med at være et lavspændingsområde. Hvis man begyndte at trække en masse militærgrej derop for at beskytte radaren, ville der blive ballade”.
Når det er sagt, så er radaren i Thule designet til overvågning af ballistiske missiler fra rummet og ikke lavtflyvende trusler, som eksempelvis hypersoniske missiler.
Hypersonisk betyder, at noget bevæger sig med en hastighed, der er mindst fem gange lydens hastighed, det vil sige mere end 6.000 kilometer i timen. De hypersoniske missiler kan enten affyres med et missil op i atmosfæren og derefter glide mod målet i lav højde, eller de kan flyve i ekstrem fart i lav højde hele vejen mod målet, forklarer Karsten Marrup og giver et eksempel på, hvorfor hypersoniske missiler er svære for en luftforsvarsradar på Pituffik Spacebase at opdage:
Hvis du lægger en blyant på en badebold, rører ingen af de to ender af blyanten ved bolden. Tipper du blyanten, så den ene ende rører bolden, bliver afstanden mellem blyantens anden ende og bolden større. Det samme sker for en radars horisontfelt, fordi jorden er rund. En radar kan ikke se alle steder hen hele tiden – og den har vanskeligt ved at opfange trusler tæt ved jorden.
“Når et missil flyver lavt, så er radarsystemet udfordret, fordi missilet flyver under radarhorisonten. På et tidspunkt rammer missilet radarens synsfelt, men hvis missilet flyver hurtigt – hypersonisk – så har du meget kort tid til at reagere”, forklarer Karsten Marrup.
Der er tale om minutter og sekunder.
“Hvis et almindeligt krydsermissil flyver 900 km i timen, og et hypersonisk flyver seks gange så hurtigt, så er den reaktionstid, som du havde før, delt med seks. Og så begynder det at blive ærgerligt, hvis du kun havde 10 minutter”.
Et fravalg af forsvar
Kritikerne peger på, at der mangler et integreret forsvar for Grønland, dvs. systemer til at opdage lavtflyvende og ekstremt hurtige trusler samt skydevåben til at afværge dem.
Men det giver ikke mening at kritisere amerikanerne for manglende beskyttelse af Thule mod hypersoniske missiler, når USA slet ikke har et integreret luftforsvar i Grønland. Det er ikke en fejl eller forsømmelse, men en bevidst sikkerhedspolitisk prioritering, forklarer Karsten Marrup.
Det er hans kollega i Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på, enig i:
“Hvis USA vælger at opstille langtrækkende præcisionsmissiler på Pituffik Spacebase for at kunne skyde hypersoniske missiler ned, der er affyret for at ødelægge radaren, så kan det øge spændingsniveauet, hvis Rusland svarer igen ved at opstille flere missiler i Arktis, der peger på Pituffik”, skriver Peter Viggo Jakobsen i en mail, hvor han også uddyber, at det russiske svar vil afhænge af, hvor truende det amerikanske svar opfattes.
“USA har intet gjort for at øge den militære beskyttelse af radaren på Pituffik. Der er ikke missiler eller luftforsvarsfly permanent på basen, hvorfor spændingsniveauet er lavt. Det er imidlertid også i russisk interesse, at det forbliver sådan. Rusland har ingen interesse i øget militær amerikansk tilstedeværelse i Grønland. Det tilsiger, at russerne ikke gør noget, som får USA til at blive bange og opruste”.
Alle har dermed en interesse i, at radaren på Thule, forbliver ubeskyttet. For fredens skyld:
“Hvis USA nøjes med at opgradere radaren og i samarbejde med Danmark øger den generelle overvågning i og omkring Grønland, vil den optrappende effekt være klart mindre”, skriver Peter Viggo Jakobsen.
To former for forsvar
Et angreb på Thule er kun realistisk i en alt-eller-intet-situation – derfor er det ikke noget, man skal frygte i daglig forstand. Tredje Verdenskrig er stadig langt væk, og skulle radaren i Thule pludselig være truet, er det fordi, resten af verden er på vej i atomkrig.
Altså en ekstrem situation, og i det scenarie ville Pituffik Spacebase være et bombemål, forklarer seniorforsker på DIIS, Ulrik Pram Gad:
“Hvis vi stod i 3. verdenskrig, så er Pituffik Spacebase formentlig det første, der ville blive skudt ned. Det ville være et problem for dem, der er på basen og dem, der bor i Qaanaaq, men folk i Nuuk har formentlig hverken større eller mindre problemer end os andre i den situation. Så Pituffik er et bombemål, og det bliver det ved med at være, men kun i en meget ekstrem situation”, siger han og peger på, at der lige nu er to slags forsvar i Grønland:
“Den grønlandske debat handler lige nu om, hvorvidt man bliver et bombemål nede i Nuuk (knap 1600 km syd for Pituffik Spacebase red.) Hele sommeren har alle mulige danske og europæiske kapaciteter og soldater rendt rundt i Nuuk, fordi man skal have et opgraderet kajanlæg og en opgraderet base, som et hovedkvarter for Arktisk Kommando. Samtidig sender man et signal til Donald Trump om, at han ikke behøver at komme rendende og passe på kritisk infrastruktur i Nuuk, men det er et paradoks,” forklarer Ulrik Pram Gad:
“Fordi det, som russerne er interesserede i, er Pituffik Spacebase og radarer på østkysten. Men det paradoks giver i øjeblikket en debat i Grønland, hvor man føler sig enormt invaderet”.