Åbner i en ny fane

Arktis-brevet

Kære læser,

Denne gang bevæger vi os over klodens overflade med mere end 6000 kilometer i timen. Hypersoniske missiler er det nye sort i forsvarsindustrien, og Rusland har allerede taget det nye isenkram i brug. 

Det amerikanske magasin Defense News advarer om, at det amerikanske øje på toppen af Grønland, er særligt sårbare overfor de hypersoniske missiler, mens tre danske eksperter maner til ro.

Danmark investerer tungt i Grønlands undergrund, og USA aflyser nationalparker, så olie- og gasselskaber kan udvinde sort energi.

Sidst, men ikke mindst – dette er sidste Arktisbrev fra min hånd, da jeg har valgt at stoppe som journalist i Danwatch. Jeg letter på hatten og siger tak for opmærksomheden, mens jeg vil overlade pennen til en kyndig kollega. 

Arktisbrevet vil fortsat udkomme. Farvel og tak for denne gang! 

Med venlig hilsen, Louise. 

Bb 01 (1)
Kritikere hævder, at radaren i Thule er sårbar overfor nye missiler, men tre danske eksperter skyder kritikken ned. Thulebasen er ubeskyttet med vilje. Illu: Louise Kock/Danwatch.

03/11/2025

Nye hypersoniske missiler udstiller Thule-basens sårbarhed

I det nordligste Grønland står Arktis’ øjne mod nord. Radaren på Thule basen, som i dag hedder Pituffik Spacebase, indgår i USA’s globale varslingssystem mod missilangreb. De beskytter primært USA, men også lande i NATO og dermed Danmark. 

I denne uge zoomer vi ind på Thulebasens radarsystem, fordi kritikere nu advarer om, at det er sårbart over for en ny type missiler, de såkaldte hypersoniske missiler. Arktisbrevet har talt med Karsten Marrup, der er chef i Center for Luft- og Rumoperationer på Forsvarsakademiet, som mener kritikken har et “snævert fokus”. Han peger på, at radaren i Thule ikke er beskyttet, men det er der en særlig grund til.

“USA har ikke et integreret luft- og missilforsvar i Thule, fordi det ikke har været nødvendigt at beskytte den indtil nu. Den kolde krig har været langt væk, og medlemmer i Arktisk Råd er enige om, at Arktis skal blive ved med at være et lavspændingsområde. Hvis man begyndte at trække en masse militærgrej derop for at beskytte radaren, ville der blive ballade”. 

Når det er sagt, så er radaren i Thule designet til overvågning af ballistiske missiler fra rummet og ikke lavtflyvende trusler, som eksempelvis hypersoniske missiler.

Hypersonisk betyder, at noget bevæger sig med en hastighed, der er mindst fem gange lydens hastighed, det vil sige mere end 6.000 kilometer i timen. De hypersoniske missiler kan enten affyres med et missil op i atmosfæren og derefter glide mod målet i lav højde, eller de kan flyve i ekstrem fart i lav højde hele vejen mod målet, forklarer Karsten Marrup og giver et eksempel på, hvorfor hypersoniske missiler er svære for en luftforsvarsradar på Pituffik Spacebase at opdage: 

Hvis du lægger en blyant på en badebold, rører ingen af de to ender af blyanten ved bolden. Tipper du blyanten, så den ene ende rører bolden, bliver afstanden mellem blyantens anden ende og bolden større. Det samme sker for en radars horisontfelt, fordi jorden er rund. En radar kan ikke se alle steder hen hele tiden – og den har vanskeligt ved at opfange trusler tæt ved jorden. 

“Når et missil flyver lavt, så er radarsystemet udfordret, fordi missilet flyver under radarhorisonten. På et tidspunkt rammer missilet radarens synsfelt, men hvis missilet flyver hurtigt – hypersonisk – så har du meget kort tid til at reagere”, forklarer Karsten Marrup.

Der er tale om minutter og sekunder. 

“Hvis et almindeligt krydsermissil flyver 900 km i timen, og et hypersonisk flyver seks gange så hurtigt, så er den reaktionstid, som du havde før, delt med seks. Og så begynder det at blive ærgerligt, hvis du kun havde 10 minutter”.

Et fravalg af forsvar

Kritikerne peger på, at der mangler et integreret forsvar for Grønland, dvs. systemer til at opdage lavtflyvende og ekstremt hurtige trusler samt skydevåben til at afværge dem.

Men det giver ikke mening at kritisere amerikanerne for manglende beskyttelse af Thule mod hypersoniske missiler, når USA slet ikke har et integreret luftforsvar i Grønland. Det er ikke en fejl eller forsømmelse, men en bevidst sikkerhedspolitisk prioritering, forklarer Karsten Marrup.

Det er hans kollega i Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på, enig i: 

“Hvis USA vælger at opstille langtrækkende præcisionsmissiler på Pituffik Spacebase for at kunne skyde hypersoniske missiler ned, der er affyret for at ødelægge radaren, så kan det øge spændingsniveauet, hvis Rusland svarer igen ved at opstille flere missiler i Arktis, der peger på Pituffik”, skriver Peter Viggo Jakobsen i en mail, hvor han også uddyber, at det russiske svar vil afhænge af, hvor truende det amerikanske svar opfattes. 

“USA har intet gjort for at øge den militære beskyttelse af radaren på Pituffik. Der er ikke missiler eller luftforsvarsfly permanent på basen, hvorfor spændingsniveauet er lavt. Det er imidlertid også i russisk interesse, at det forbliver sådan. Rusland har ingen interesse i øget militær amerikansk tilstedeværelse i Grønland. Det tilsiger, at russerne ikke gør noget, som får USA til at blive bange og opruste”.

Alle har dermed en interesse i, at radaren på Thule, forbliver ubeskyttet. For fredens skyld:

“Hvis USA nøjes med at opgradere radaren og i samarbejde med Danmark øger den generelle overvågning i og omkring Grønland, vil den optrappende effekt være klart mindre”, skriver Peter Viggo Jakobsen.  

To former for forsvar

Et angreb på Thule er kun realistisk i en alt-eller-intet-situation – derfor er det ikke noget, man skal frygte i daglig forstand. Tredje Verdenskrig er stadig langt væk, og skulle radaren i Thule pludselig være truet, er det fordi, resten af verden er på vej i atomkrig.

Altså en ekstrem situation, og i det scenarie ville Pituffik Spacebase være et bombemål, forklarer seniorforsker på DIIS, Ulrik Pram Gad:

“Hvis vi stod i 3. verdenskrig, så er Pituffik Spacebase formentlig det første, der ville blive skudt ned. Det ville være et problem for dem, der er på basen og dem, der bor i Qaanaaq, men folk i Nuuk har formentlig hverken større eller mindre problemer end os andre i den situation. Så Pituffik er et bombemål, og det bliver det ved med at være, men kun i en meget ekstrem situation”, siger han og peger på, at der lige nu er to slags forsvar i Grønland:

“Den grønlandske debat handler lige nu om, hvorvidt man bliver et bombemål nede i Nuuk (knap 1600 km syd for Pituffik Spacebase red.) Hele sommeren har alle mulige danske og europæiske kapaciteter og soldater rendt rundt i Nuuk, fordi man skal have et opgraderet kajanlæg og en opgraderet base, som et hovedkvarter for Arktisk Kommando. Samtidig sender man et signal til Donald Trump om, at han ikke behøver at komme rendende og passe på kritisk infrastruktur i Nuuk, men det er et paradoks,” forklarer Ulrik Pram Gad:

“Fordi det, som russerne er interesserede i, er Pituffik Spacebase og radarer på østkysten. Men det paradoks giver i øjeblikket en debat i Grønland, hvor man føler sig enormt invaderet”.

Flere historier fra vores verden i andre medier:

Rusland – myndighederne vil bjærge to atomubåde fra Den Kolde Krig, der truer miljø og sikkerhed på Arktisk havbund. Projektet er en opgave med stærk symbolik: fra dumping og glemsel til mulig oprydning – i et område, hvor rustne ubåde kan blive tikkende, radioaktive bomber. Læs historien i The Barents Observer

USA – Trump-administrationen tillader nu olie- og gasudvinding i Alaskas naturreservat. Boringer efter olie og gas i det uberørte område har længe skabt spændinger mellem Alaskas lovgivere og lokale virksomheder, der prioriterer arbejdspladser og indtægter, og naturbeskyttere, som ønsker at bevare det lokale økosystem. Dermed omstødes Biden-administrationens beslutning om at begrænse udvinding af naturressourcer i området. Det skriver Arctic Today.

Grønland 1 – Danmarks Eksport- og Investeringsfond låner 5,2 millioner euro til juniorselskabet GreenRoc Strategic Materials, så selskabet kan genåbne og videreudvikle grafitminen, Amitsoq graphite, i Sydgrønland. Det sker efter, at NATO og EU har erklæret grafit for et “kritisk mineral”, hvilket betyder, at det er afgørende vigtig for international sikkerhed og omstillingen til grøn energi. Det skriver EIFO i en pressemeddelelse.

 

Grønland 2 – I sagen om det australske mineselskab, Energy Transition Minerals, der sagsøger Grønland og Danmark for milliarder, har voldgiftsretten nu afgjort, at sagen skal føres i Grønland. Klimaorganisationen Climate Rights International kalder det “en sejr for Grønlands regering og miljøet” og mener, at afgørelsen “styrker lokal demokratisk kontrol over miljø- og råstofbeslutninger”. Læs mere om hele balladen på Danwatch.

Grønland 3 – Som du måske husker, søgte jeg i januar aktindsigt hos flere grønlandske departementer. Valget var på vej, og det ville være interessant at se, hvem de spiser frokost og middage med, rejser og modtager gaver fra. Tre departementer svarede indenfor fristen på syv dage – Departementet for Udenrigsanliggender har endnu ikke svaret 286 dage senere. Derfor har Danwatch klaget til Ombudsmanden allerede i sommer – og nu viser det sig, at heller ikke Ombudsmanden i Grønland har fået svar, men rykker departementet.

Det var alt for dette overblik.

Tusind tak, fordi du læste med. Husk, at du altid kan komme med feedback, ønsker til emner eller forslag til nyheder ved bare at besvare dette nyhedsbrev.

De bedste hilsner

Louise Voller

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.