Alverdens arbejdere strejker. Nu tager kampen til

Siden mandag har sygeplejersker på to af New Yorks største hospitaler strejket. Mere end 7.000 er blevet væk fra deres arbejde på Mount Sinai Hospital på Manhattan og Montefiore Medical Center i Bronx. Situationen på hospitalerne er ifølge New York Times “kaotiske”.

Det er ikke kun i USA, at sundhedspersonalet bliver væk. I Storbritannien gik 10.000 ambulancereddere onsdag i strejke, om en uge vil op mod 100.000 sygeplejersker gøre dem selskab, og britiske myndigheder beder folk om at tage det roligt med nytårsforsættet om motion i januar, så de ikke kommer til skade og kræver en ambulance. 

For halvandet år siden var det danske sygeplejersker, der strejkede. I 2022 strejkede sygeplejerskerne også i Sydafrika, Mexico, Zimbabwe, Frankrig, New Zealand, Uganda, mens de i Finland stoppede strejken og i stedet sagde op i massevis. 

Ifølge The International Council of Nurses (ICN) strejker sygeplejerskerne, fordi de er overbelastede og underbetalte. Allerede før corona-pandemien manglede man 6 millioner sygeplejersker i verden, skriver ICN.

Men sygeplejerskerne står ikke alene på barrikaderne. Den seneste tid har der været strejker fra baristaer hos Starbucks, syersker i Sydøstasien, brasilianske piloter og stewardesser, medarbejdere i Disneyland, togførere på tværs af Europa og medarbejdere hos de fleste tech-giganter, bare for at nævne nogle få. Selv migrantarbejdere fra Myanmar, der ikke har retten til at organisere sig i Thailand, hvor de er flygtet til, gør oprør.

Det er, siger flere eksperter, en tendens, der begyndte i oktober 2021, eller ‘striketober’, som det blev døbt. Efter at have overarbejdet for at møde efterspørgslen i kølvandet på, at verden åbnede op igen, fik alverdens arbejdere nok. De krævede forandringer, organiserede sig, strejkede og sagde op. 

Efter verden i årtier har set store dyk i antallet af strejker og medlemmer i fagforeninger, er arbejdskampen på den måde blevet moderne igen. 

Det er ikke unormalt, at arbejderkampen vinder frem i tider med globale omvæltninger, skriver Marick Masters, der er professor og arbejdsmarkedsforsker på Wayne State University. 

I USA skete det for eksempel i forbindelse med The Great Depression i 1930’erne, hvor hjælpen fra fagforeninger blev afgørende, og i forbindelse med 2. verdenskrig, hvor USA var afhængige af, at arbejderne producerede militært habengut i rekordfart.

Spørgsmålet er, skriver Marick Masters, om vi ser et vendepunkt lige nu?

Den lave ledighed i kølvandet på corona har givet arbejderne et pressionsmiddel i kampen mod deres chefer, men i 2022 kom der en ny spiller på banen: inflationen.

 “Inflation er dybest set resultatet af en konflikt om distribution mellem virksomheder, arbejdere og skatteydere”, skriver den estimerede økonom Oliver Blanchard på twitter.

Og lige nu har virksomhederne overhånden i den konflikt. For mens de stigende priser undergraver arbejdernes løn, tjener virksomhederne i en del tilfælde godt på dem.

Mest udsat er arbejderne i de udviklingslande, hvor en stor del af vores produkter bliver produceret. Gentagende undersøgelser viser, hvordan syersker og fabriksarbejdere i Sydøstasien arbejder for meget, for længe, for farligt til alt for lidt. Ofte tjener store multinationale virksomheder på det.

I en klumme i The Guardian skriver Simon Steyne, der har været rådgiver for FN’s arbejdsorganisation ILO, at allerede i 1980’erne blev produktionen af tøj flyttet fra demokratier, der beskyttede arbejderne, til diktaturer, der ikke gjorde det. 

Samtidig voksede CSR-industrien frem med fine ord, certificeringer og sociale audits, men, skriver Simon Steyne, det er ingen erstatning for organisering og ordnede forhold på arbejdspladserne. 

Han tilføjer, at “hvis virksomheder ikke havde spildt årtier og milliarder af dollar på at konstruere CSR-facader for at beskytte deres image og aktieværdi”, men i stedet investeret pengene i fagforeninger og ordnede forhold for arbejdere, ville vores varer i dag blive til på en langt mere retfærdig måde.