Naturen har det ad helvede til. Her er, hvad regeringen og resten af verden vil gøre ved det

En grundregel i journalistikken er, at man ikke bander – og da slet ikke i rubrikken. Alligevel har jeg valgt at gøre det i dette nyhedsoverblik, for ord er fattige, når man skal beskrive naturens tilstand.

Aldrig, mens der har fandtes mennesker, har naturen haft det værre. En million arter er truet med udryddelse, skriver FN-organet IPBES, der beskæftiger sig med den slags. Det bliver kaldt den sjette masseuddøen, og sidst tilbagegangen for naturen var så stor, blev dinosaurerne udryddet.

Det er alt sammen vores skyld. Vi mennesker fylder og forurener, så der bliver mindre og mindre plads og luft til naturen. Hvert år fældes der så meget skov, at de nøgne arealer, som står tilbage, svarer til to gange Danmarks størrelse. Hver dansker har – med vores forbrug og måde at være i verden på – et fodaftryk, der lægger beslag på 6,7 hektar af kloden, vurderer. Global Footprint Network. Det løber op i næsten dobbelt så mange hektar, som der er i Danmark. 

Alt dette, som ofte bliver kaldt biodiversitetskrisen, må der findes en løsning på. Derfor er det også en central del af den nye regerings grundlag, der blev præsenteret i går. Sammen med klimakrisen kalder regeringen det “vor tids største udfordring”, “som kalder på handling fra os, der har ansvaret nu”.

Det vil regeringen gøre ved at indføre en lov om natur og biodiversitet, der skal sætte mål og metoder for, hvordan Danmark bidrager til EU’s biodiversitetsstrategi, der vil have, at 30 procent af EU skal være beskyttet natur i 2030. Det er et mål, hvor Danmark halter alvorligt efter lige nu. Den første rapport fra Danmarks nye Biodiversitetsråd, der udkom for nylig, viser, at kun 2,3 procent af det danske land med sikkerhed kan kaldes beskyttet.

Målet bliver kaldt “30 by 30”, og det er ikke kun noget, der fylder i EU. Det er det centrale mål, man vil sikre på FN’s Biodiversitetskonference COP15, der udspiller sig i Canada lige nu. Her forhandler man om at lave en aftale for naturen, der svarer til klimaaftalen fra Paris i 2015. 

FN’s Biodiversitetskonference er naturens pendant til klimatopmødet, bare langt mindre kendt og populær. Jeg var selv afsted til konferencens forgænger i 2018 i Egypten, vistnok som den eneste europæiske journalist. Nu lader der til at være lidt flere mennesker, der har fundet frem til konferencen, og Politiken dækker den blandt andet, men naturens topmøde står stadig i skyggen af klimaets. 

Forskellen på de to konferencer rummer en forklaring på vores manglende handling på naturens krise, skriver Bloombergs klimajournalist David Fickling: Naturens krise virker ikke lige så stor som klimaets, fordi det ikke er vores egen eksistens, der er på spil nu og her.

Imens påpeger professor ved Columbia University Steven Cohen, at konferencerne ikke handler så meget om de egentlige resultater, som om at skabe opmærksomhed omkring et kritisk problem, og det er klimakonferencen lykkedes langt bedre med.

Halvvejs igennem biodiversitetskonferencen i Montreal er tingene da også gået i hårknude ved spørgsmålet om, hvor pengene til at passe på naturen skal komme fra. Før konferencen var det ideen at omdirigere statsstøtte, der skader naturen ved for eksempel at give penge til udvindelse af fossile brændsler eller udvidelse af landbrug, så pengene i stedet gik til at beskytte naturen. En simpel ide, der kunne flytte rundt på 500 milliarder dollar om året ifølge Deutsche Welle, men også en radikal ide, som det ikke tyder på, at alle er lige interesserede i.

I stedet forslår topmødet, siger kritikere, som en skrædder i, nå ja, helvede.