Har du nogensinde hørt om Eswatini? Måske Swaziland? Det er forståeligt, hvis du ikke har: Landet, der i april 2018 skiftede navn fra Swaziland til Eswatini, er et af Afrikas allermindste, lige akkurat klemt inde mellem Mozambique og Sydafrika og med en befolkning på bare lidt over én million.
Det er smukt som få andre med mørkegrønne, skovrige bakker, vide sletter og lange floder, men uden den politiske og økonomiske tyngde, der skaber overskrifter i Europa.
Wandile Dludlu er vant til, at det internationale samfund ikke rigtig tager sig af, hvad der sker i Eswatini, men lige nu har han brug for, at verden lytter.
“I 48 år har vi levet under et diktatur, men det her er begyndelsen på enden”, siger han.
Wandile Dludlu er generalsekretær i oppositionspartiet People’s United Democratic Front (PUDEMO) og en af flere swazilandske politikere og aktivister, som Danwatch de seneste dage har været i kontakt med.
Absolut monarki
I 1968 blev Eswatini – dengang Swaziland – selvstændigt efter at have været et britisk protektorat i 62 år, men bare fem år efter skippede Kong Sobhuza II landets nye forfatning og gjorde sig selv til enevældig hersker. Siden har Eswatini været et absolut monarki, et af få tilbageværende i verden.
I dag leder hans søn, Kong Mswati III, landet. Han lever i obskøn luksus og er en af Afrikas rigeste mænd, blandt andet fordi han sidder suverænt på landets lukrative sukkerraffinaderier. Imens regerer han med knyttet næve over en af verdens fattigste befolkninger, fortæller forskeren Chris Vandome, der følger Eswatini for den britiske tænketank Chatham House.
“Eswatini har en regering og et parlament, men det har intet med et demokrati at gøre. Politiske partier er ulovlige, så man kan kun stemme på enkeltpersoner, og de opstiller allesammen med regimets velsignelse. Enhver, der sidder på en nøgleposition, er blevet nomineret af Kong Mswati III. Han er den ubetingede autoritet – politisk, økonomisk og juridisk”, siger Chris Vandome.
Græsrodskræfter – Wandile Dludlu er en af dem – har siden indstiftelsen af det absolutte monarki i 1973 forsøgt at presse regimet til reformer, men uden held. Indtil nu. Måske.
Siden slutningen af juni, da tre parlamentsmedlemmer trodsede den royale familie og offentligt anbefalede et flerpartistyre, har gaderne i Eswatinis største byer været fyldt med vrede demonstranter. De vil have demokrati og frihed.
“Eswatini har været i permanent undtagelsestilstand i næsten fem årtier, og det er en kulmination på netop det, vi ser nu. Folk har svært ved at få deres liv til at hænge sammen, og det kan ikke ignoreres længere”, siger Wandile Dludlu.
Den perfekte storm
I de ti år Chris Vandome har beskæftiget sig med Eswatini, har pro-demokraterne været regnet for chanceløs, fortæller han.
“Regimet har været effektive til at kvæle enhver modstand, og i mange år har der været intern splid i oppositionen. Oppositionen har haft en fælles fjende, men alligevel meget forskellige opfattelser af, hvordan landet skal ledes”, siger han.
Det har ændret sig de seneste uger. For første gang siden 1973 slår det royale herredømme alvorlige sprækker.
“Det er på mange måder den perfekte storm, vi er vidne til”, siger Venitia Govender, sydafrikansk menneskerettighedsaktivist og stifter af Swaziland Democracy Campaign, et initiativ, der samler fagforeninger, handelsorganisationer, ngo’er og studenterbevægelser i kampen for demokrati i Eswatini.
Hun mener ikke, at demonstrationerne skyldes én årsag. Protesterne handler om en række store, strukturelle problemer; Knap 60 procent af befolkningen lever i fattigdom. Over 40 procent er arbejdsløse. 27 procent er smittet med aids, det højeste antal i verden.
“Men oveni kommer corona; folk har været begrænset af tilbagevendende udgangsforbud og der er ingen vacciner i sigte. Pandemien har mindet folk om, at de lever i et dybt autoritært regime”, siger hun.
“Og så tror jeg heller ikke, at man skal underkende, at Eswatini ligger i en del af Afrika, der i netop nu oplever store rystelser. I Sydafrika, Zambia, Zimbabwe og Mozambique er der store folkelige frustrationer, og det smitter af”, siger Venitia Govender.
Wandile Dludlu nævner et påstået mord på en jurastuderende, Thabani Nkomonye, hvis lig blev fundet den 14. maj på en mark uden for Manzini, landets næststørste by. Ifølge politiet døde den unge mand i en bilulykke, men både hans kammerater fra University of Eswatini og hans familie er overbevist om, at han var offer for politibrutalitet.
“Siden har tingene kun udviklet sig i én retning”, siger Wandile Dludlu.
Op mod 80 døde
Det er ikke rigtig til at finde ud af, hvor Kong Mswati III befinder sig i øjeblikket. For et par uger siden gik der rygter om, at kongen var flygtet til enten Sydafrika eller Mozambique, men det er blevet afvist af regimets talsmand, Themba Masuku. Ifølge Swaziland News, landets største uafhængige medie, vil kongen holde en tale for befolkningen i morgen, fredag den 16. juli.
I det hele taget er det svært at få greb om det fulde omfang af situationen i Eswatini. Regimet gør, hvad de kan for at så få informationer som muligt slipper ud af landet, og mange af de aktivister og politikere, der har rent faktisk har linjer til omverdenen, er flygtet.
Ifølge oppositionsfolk Danwatch har været i kontakt med – hvoraf flere sidder i eksil i Sydafrika – er et sted mellem 70-80 mennesker dræbt af regimet de seneste tre uger. Over 250 er såret, mere end 600 er arresteret og omkring 60 er forsvundet.
“Kongen har reelt set erklæret krig mod sin egen befolkning. Demonstranternes krav om reformer er blevet mødt med militær i gaderne og brutal vold. Snigskytter har bevæget sig fra dør til dør og jaget folk som vilde dyr”, siger Wandile Dludlu.
Generalsekretæren fra PUDEMO har sendt Danwatch billeder og videoer af en gruppe civile, der blev beskudt i Matsapha, en industriby i det centrale Eswatini, tidligere på sommeren – en episode, der også er omtalt af Human Rights Watch den 1. juli.