Det er et år siden, at topchef Carsten Egeriis lancerede Danske Banks klimaplan. Den fik ros i både indland og udland – selveste Financial Times bemærkede, at den skandinaviske storbank tilsyneladende var trådt ind i klimakampen.

”Danske Bank har været involveret i den største hvidvaskskandale i nyere tid, men banken er et forbillede i klimakampen,” skrev Financial Times om Danske Banks klimaplan.

Det har fået klimavenlige aktionærer rundt om i verden til at bruge Danske Bank som det gode grønne eksempel, når de forsøger at presse andre globale banker i en mere bæredygtig retning.

Foruden anerkendelsen har den danske regering sat Danske Bank i en ledende position for landets grønne omstilling. CEO for Danske Bank, Carsten Egeriis, er nyudnævnt formand for regeringens klimapartnerskab med den finansielle sektor, som har stor indflydelse på alle andre sektorer i samfundet.

Men Carsten Egeriis´ klimaplan for banken er også blevet kritiseret for at være uigennemsigtig, inkonsekvent og fyldt med smuthuller, der modarbejder danske såvel som globale klimamål. 

Senest kan Danwatch, i samarbejde med FINANS, dokumentere, at banken stadigvæk tjener penge på både fossil produktion og efterforskning af nye olie- og gasforekomster i både Nordsøen og Arktis. 

Danske Bank har hjulpet olieselskabet Odfjell Drilling med at rejse 2,6 mia. kroner via udstedelse af obligationer.  Odfjell Drilling ejer flere olieboreplatforme og foretager olieefterforskning for oliegiganter som Equinor, ExxonMobil, Shell, TotalEnergies og Aker BP.  

Næste gang regeringen rådfører sig med klimaformand for finanssektoren, Carsten Egeriis, er kun et spørgsmål relevant at få besvaret:  

Hvordan kan Danske Bank sikre CO2-reduktioner ved at finansiere flere CO2-udledninger fra olieudvinding? 

Dobbeltmoral

For det er ikke første gang, at Danske Bank får en hård medfart af kritikere, der mener, at banken handler i strid med bankens egne klimaløfter. 

Kritikerne finder det meget svært at få Danske Banks finansielle rolle i nye oliefund til at flugte med bankens egen konklusion i klimaplanen om, at klimaforandringerne er de kommende årtiers største udfordring.  

Første og et helt grundlæggende problem med klimaplanen har professor Joakim Sandberg fra Gøteborgs Universitet peget på.  

Danske Bank har store erhvervskunder i bankforretningen, der er opført på bankens egen eksklusionsliste over bandlyste investeringer på grund af klimahensyn.  

”Jeg mener ikke, der er nogen undskyldninger, og det er svært at se, hvordan en etisk vurdering af et selskab kan gradbøjes afhængigt af finansieringstypen”, lød kritikken fra Joakim Sandberg i en artikel på Finanswatch. Joakim Sandberg forsker i forbindelsen mellem moral og finansvirksomheder. 

Forbrugerrådet stemte i kritikken: ”Det skal være helt klart og tydeligt, hvor bankens retningslinjer går i forhold til udlån til fossile selskaber,” udtalte økonomisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk, Jacob Ruben Hansen i samme artikel. 

Danske Bank afviste kritikken med, at det er helt normal praksis for banker at låne penge til selskaber, man selv har sortlistet på investeringssiden.

“Jeg tror ikke det på nogen måde er specielt, at to afdelinger i en bank har forskellige retningslinjer for forskellige dele af driften,” lød argumentet fra Samu Slotte, Danske Banks Global Head of Sustainable Finance. 

Men den udlægning af banksektorens arbejdsgange kan hverken Nykredit, Nordea, Jyske Bank eller Merkur genkende. 

”Vi søger overensstemmelse mellem eksklusionslisten for investeringer og kundeengagementer på udlånssiden,” oplyste Nykredits underdirektør for bæredygtighed, Jens Theil i en opfølgende artikel om sagen. 

Bankens omdømme

Næste kritikpunkt blev fremført af AkademikerPension, som har investeret mere end 300 millioner kroner i Danske Bank. 

Kritikken kom efter Danwatch´ afsløring af Danske Banks rolle som “joint lead manager” i olieselskabets BW Offshores 660 millioner kroner store obligationsudstedelse. 

Aftalen mellem BW Offshore og Danske Bank birdrager til olieproduktion fra flydende olieplatforme, såkaldte FPSO-fartøjer (Floating Production, Storage and Offloading), i Nordsøen og ud fra kysterne i blandt andet Brasilien og Gabon. 

“Det slider på bankens omdømme i en tid, hvor den burde bygges op igen, efter hvidvaskskandalen endelig er blevet lukket. Vi har gentagne gange kommunikeret det til Danske Bank, men må nu konstatere at det er sket igen”, sagde investeringsdirektør i AkademikerPension Anders Schelde om aftalen. 

Anders Schelde henviste til andre lignende sager, hvor Danske Bank har spillet en aktiv rolle i den fossile sektor. I alt har Danske Bank siden de lancerede klimaplanen for et år siden deltaget i finansieringsaftaler med mindst otte fossile selskaber. 

For eksempel er også Noble Corporation på kundelisten. Noble Corporation foretager olie- og gas offshore boringer for ExxonMobil og Shell. Over halvdelen af Noble Corporations omsætning kan relateres til boringer for ExxonMobil.  

Ikke overraskende har også flere klimaorganisationer kritiseret Danske Bank. Blandt andet har Mellemfolkeligt Samvirke krævet en oprydning, og at banken udvider klimaplanen til at omfatte hele den fossile værdikæde og alle finansielle produkter og ydelser.  

Ebberød Bank

Senest kan Danwatch så afsløre, at norske Odfjell Drilling også er kunde i banken. Odfjell Drilling ejer otte store olieboreplatforme, som stilles til rådighed for flere store oliegiganter. Offshore Drilling hjælper blandt andet oliegiganten Equinor med prøveboringer efter olie i Nordsøen og Arktis. 

WWF Verdensnaturfonden kalder Danske Bank for ‘Ebberød Bank’.

“Det er ren Ebberød Bank, at man laver alle mulige tiltag for at styrke klimaet og sine positioner på området, og så gør man så det stik modsatte”, lyder det fra generalsekretær i WWF, Bo Øksnebjerg, om Danske Banks klimaplan. 

Danske Banks rolle i Odfjell Drillings obligationsudstedelse har også fået økonomiprofessor Carsten Tanggaard fra Aarhus Universitet til at reagere og han kritiserer også banken. 

“Når jeg læser prospektet for obligationen og Danske Banks politik, tænker jeg, at det umuligt kan falde inden for politikken. Det er mit umiddelbare indtryk,” siger Carsten Tanggaard. Han uddyber kritikken i artiklen “Danske Bank rejser milliarder til ny olieproduktion.” 

Trods klimamål, planer, sortlister og ædle formandsposter er Danske Bank altså fortsat særdeles aktiv i den fossile sektor og understøtter finansielt både fragt af olie, olieboringer, olieproduktion og eftersøgning efter nye oliefelter.

For 10 år siden, d. 24. april 2013, kollapsede en ni etager høj fabrik i Bangladesh ved navn Rana Plaza. Begravet i murbrokkerne lå tusindvis af syersker og tekstilarbejdere, 1.100 døde og 2.600 blev såret.

I dag vokser det vilde græs oven på mubrokkerne, og ruinen af Rana Plaza er blevet forvandlet til en losseplads, men ulykken, der er den største af sin slags i historien, viste os prisen for billigt tøj og startede en samtale om, hvilket ansvar virksomheder har. 

Nedenfor giver vi forklaringen på, hvad der skete, hvad det har med dig at gøre, og om ulykken blev det vendepunkt, som mange troede det ville blive.  

Ulykken

Rana Plaza var otte etager høj og på de nederste etager lå forretninger og banker, mens fem tekstilfabrikker, hvor syersker lavede tøj til blandt andet H&M, Wallmart og Benneton var fordelt ud over de øverste etager.

Allerede d. 23. april var bygningen begyndt at slå revner, og forretninger og banker havde evakueret deres medarbejdere. Men på de øverste etager fortsatte tekstilarbejderne med at møde ind, som de fik besked på, fordi de frygtede at miste deres arbejde.

Om morgenen d. 24. april gik strømmen i området, og man valgte derfor at tænde de dieselgeneratorer, der stod på Rana Plazas tag, hvilket fik bygningen til at kollapse. 

I dagevis blev tusindvis af døde og hårdt sårede tekstilarbejdere slæbt ud af ruinerne. Efter 17 dage fandt man den sidste overlevende i murbrokkerne.

Det viste sig efterfølgende, at bygningen, hvor man var ved at bygge 9. etage, kun var godkendt til fem etager, ligesom Rana Plaza var bygget med dårlige materialer uden den nødvendige forstærkning.

Ejeren af Rana Plaza sidder i dag i fængsel, mens en drabssag mod ham og fabrikkernes ejere stadig kører. Ingen er dømt endnu.

Relationen

Bangladesh er i dag verdens andenstørste eksportør af tøj, kun overgået af Kina. Derfor er forholdene på landets 4.500 fabrikker også direkte forbundet til vores forbrug af tøj.  Her er, tre fakta, der viser, hvordan den relation fungerer.

Indtjening og udgifter på en t-shirt til 200 kr.

Kilde: Clean Clothes Campaign

Ansvaret

Mens priserne, som de store tøjmærker tager for deres tøj, påvirker løn og forhold for arbejderne, er det sværere at sige, hvilket formelt ansvar de har. Det så man også ved Rana Plaza-ulykken.

Mens at fabrikkens ejere blev tiltalt for mord, nægtede de store tøjmærker, at de havde kendt til de farlige forhold på Rana Plaza, som de ellers købte tøj fra.

Tøj bliver til i komplekse, uigennemsigtige og fragmenterede varekæder, der ifølge eksperter er med til at skabe de farlige arbejdsforhold, mens ansvaret for arbejdsforholdene udviskes. I produktionen af et enkelt stykke tøj kan der være flere forskellige producenter, leverandører, underleverandører, mellemmænd, agenter og den endelige køber i form af tøjmærkerne. 

Ravi Anupindi, professor ved University of Michigan, der forsker i tøjproduktion siger det sådan her:

“Vestlige mærker undslipper deres regeringers kontrol ved at outsource produktionen til lavindkomstlande og fritager sig selv for direkte ansvar. Og forbrugere, der er ivrige efter et godt køb, handler til den laveste pris.

Dette komplekse system gør det svært at tildele etisk ansvar, fordi alle, og derfor ingen, er skyldige.”

Reaktionen

I kølvandet på ulykken underskrev en over 220 tøjmærker Bangladesh Akkorden, der gav fagforeninger en større magt og tøjmærkerne et større ansvar for sikkerheden på fabrikkerne i Bangladesh.  Den er siden blevet genforhandlet og hedder nu Den Internationale Akkord.

Resultatet

Ifølge Clean Clothes Campaign er forholdene på 1.600 fabrikker blevet forbedret, så 2,5 millioner arbejdere kan gå på arbejde under mere sikre forhold. Samtidig er den Internationale Akkord blevet udbredt til Pakistan. Der er dog en række problemer:

Fremtiden

På den ene side er forholdene på mange fabrikker i Bangladesh stadig farlige, pressede og dårligt betalt. Under coronapandemien fik mange tekstilarbejdere i Bangladesh for eksempel stjålet deres løn af deres arbejdsgivere, som manglede penge, da de store tøjmærker tilbageholdt betalingen for ordrer.

På den anden side er der kommet bedre forhold for mange arbejdere, og vi taler i dag om virksomheders ansvar på en ny måde.

Her, ti år efter ulykken, arbejder EU på en lov, der også formelt giver virksomheder ansvar for, hvordan deres produkter bliver lavet i udlandet. Og som vil give tøjmærkerne noget af ansvaret for sikkerheden på fabrikkerne. 

Går alt efter planen, lander loven i 2024. Kritikere frygter dog, at ansvaret vil blive udvandet, og EU-diplomater siger, at der skal mere til, hvis vi skal ændre årtiers tankegang, hvor produktionen er blevet flyttet derhen, hvor den er billigst. 

Kilder: The Conversation, Deutsche Welle, Politico, Danmarks Statistik, Miljøstyrelsen

Tænk, hvis vi ikke kun målte virksomheders succes på deres evne til at generere overskud. Hvis det ikke kun var bundlinjen, der betød noget, men også om virksomheden gjorde noget godt for samfundet og for kloden.

Det ville være en helt ny måde at tænke økonomi på. Og det ville kræve, at vi ikke kun beder virksomhederne tælle kroner og øre, når årsregnskaberne lægges frem, men også beder dem tælle plusser og minusser i forhold til, hvordan deres forretninger påvirker klimaet, naturen og os mennesker.

Lykkes det, så kommer det til at få en stor betydning for den måde, virksomhederne agerer på og tænker på
Hanne Søndergaard Birkmose
Institutleder på Juridisk Institut, Syddansk Universitet

Det ville kræve en omfattende opdatering af love og regler. Oprettelsen af nye myndighedskontorer. Ufravigelige krav til, hvordan virksomheder rapporterer om bæredygtigheden af deres forretninger. Kort sagt et helt nyt paradigme, der skal presses ned i alle leder af systemet, hvis det skal have nogen reel effekt.

Nemt er det ikke. Men det er lige præcis det, der er ved at ske i EU. Og flere eksperter peger på, at det kan få en helt enorm betydning for den grønne omstilling. 

Omfanget af det her – og potentialet i det – er så stort, at det kan skabe reelle forandringer i verden. Det er vildt teknisk, men mindst lige så vigtigt. Derfor har vi lavet en lynguide, så du ved hvilke krav, virksomheder og investorer nu står overfor. Og hvad det i sidste ende betyder for dig.

Hvad handler det om?

Kort fortalt handler det om bæredygtighed, og hvordan vi regulerer det, sikrer det og styrker det. Både når vi taler menneskerettigheder, arbejdsforhold, og den måde virksomheder ledes på. Men mest af alt handler det om klimaet.

For noget skal der ske, hvis vi skal nå verdens klimamål. Vi skal alle bruge mindre plastik og sortere vores affald, vi skal køre mere i offentlig transport og købe en elbil frem for en dieselsluger.

Men hvis vi virkelig skal rykke ved noget, er det bydende nødvendigt at skubbe til dem, der har den reelle magt til at ændre på tingene: Dem, der har pengene. For alle ved, at money talks.

Og det er lige præcis tanken bag en helt enorm bunke af nye regler, forordninger og regulativer fra EU.

Med dem i baghånden vil myndighederne nu tvinge store virksomheder og store investorer til at dokumentere bæredygtigheden af deres forretninger. Nu skal det for eksempel være slut med at markedsføre sine produkter grønnere, end de i virkeligheden er – hvis man påstår, noget er grønt, skal man altså kunne dokumentere det.

“Det er jo ikke bare et nyt direktiv eller en ny forordning, man har vedtaget. Det er et helt kompleks af nye regler, som man har fået igennem, og det synes jeg faktisk er ret imponerende. Og når man samtidig er så ambitiøse, som man er, så tænker jeg, at hvis man vil den grønne omstilling, så tegner det her ret godt”, siger Hanne Søndergaard Birkmose, institutleder på Juridisk Institut ved Syddansk Universitet.

Hun har længe fulgt arbejdet med de nye regler, som EU-maskinen nærmest på magisk vis har formået at føre ud i livet på rekordtid (i hvert fald efter EU-standarder), og hun tror altså på, at det virkelig kan gøre en forskel.

“Man kan godt blive lidt benovet over det her. Også fordi det er så mange penge, man ligesom sætter bag det ved at tvinge den her omstilling igennem. Lykkes det, så kommer det til at få en stor betydning for den måde, virksomhederne agerer på og tænker på”.

Hvordan virker det?

Den massive stak af EU-regler kommer i forskellige former: Forordninger, der med det samme gælder som bindende lov i Danmark og de andre EU-lande, og direktiver, hvor det kun er selve målet der er bindende, mens Danmark selv må sørge for at få det gennemført i praksis.

Derudover er der foretaget ændringer og justeringer i utallige andre lovtekster, lige fra bygningsreglementet til love om finansielle markeder.

Tilsammen er reglerne skræddersyet sådan, at de både rammer bredt og samtidig er målrettet de områder, hvor det for alvor vil rykke noget. 

Tanken er, at det nye bæredygtighedsparadigme skal gennemsyre hele den økonomiske fødekæde for store virksomheder og investorer. Her er de tre vigtigste af reglerne:

“Det vil sige, at det er alle led fra de virksomheder, som producerer og har økonomisk aktivitet, til de virksomheder, som stiller kapital til rådighed. Det er jo banker og finansielle investorer, og så er det i sidste ende også os som forbrugere og pensionskunder”, siger Hanne Søndergaard Birkmose.

“Det er et redskab, der giver os indsigt i, hvordan de finansielle virksomheder bruger de midler, vi som pensionskunder og forsikringstagere stiller til rådighed for dem. Og det er jo virkelig mange penge, vi taler om”.

Hvordan skal det rykke noget?

Så er vi igen tilbage ved sagens kerne. For det er virkelig mange penge, der er på spil. Et tal, der meget godt illustrerer det, er det her:

Ifølge Danmarks Statistik administrerer de danske forsikrings- og pensionskasser nemlig så mange penge, svimlende 4,8 billioner kroner. Det er næsten dobbelt så meget som hele Danmarks samlede BNP – og det er vel at mærke kun de danske pengekasser. Dertil kommer banker, investeringsfonde og andre store kapitalforvaltere, som også bliver påvirket af de nye regler.

Det er disse storinvestorer, der med deres bugnende pengetanke reelt kan flytte noget i økonomien. Hvis de investerer deres (og dine) penge i sort energi, kan det betyde udvidelser af oliefelter og kulminer, og det vil være skidt nyt for klimaet. Presses de derimod til at investere i bæredygtige virksomheder, vil det omvendt styrke den grønne omstilling.

Det pres skal komme fra os – pensionskunderne og forsikringstagerne. Og vi skal nudges til at vælge grønt ved at tvinge dem, der forvalter vores opsparinger, til at skilte tydeligere med de bæredygtige investeringer.

Er det så løsningen på alle vores problemer?

Nej, det er det sandsynligvis ikke. 

For mens mange er enige om, at ambitionen med de nye regler er god og formålet prisværdigt, har der sideløbende været stor debat om, hvorvidt man nu også formår at gøre det helt grønt nok.

I bund og grund handler det om noget så teknisk som definitionen af bæredygtighed. 

For nogen er det kun godt, at det ikke længere kun er op til virksomhederne at beslutte, hvad bæredygtigt skal betyde, men der nu er noget, der er klart defineret i hele EU. For andre er det et stort problem, fordi de mener, at EU’s definition af bæredygtighed er alt for bred.

Trods store protester vedtog EU-Parlamentet i sommeren 2022, at også investeringer i atomkraft og naturgas fra 2023 ville blive betragtet som “grønne”. Det førte blandt andet til, at klimaorganisationen Greenpeace har sagsøgt EU-Kommissionen for selv at udøve greenwashing.

Problemet er, at EU’s definition af, hvad der er bæredygtigt, også inkluderer sådan noget som gas. Og fossilt gas er altså på ingen måde bæredygtigt
Eigil Johannisson
Mellemfolkeligt Samvirke

Nogenlunde samme vurdering har Eigil Johannisson, som er ansvarlig for Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde med bæredygtig finans. Mens han glæder sig over, at de nye regler stiller større krav til gennemsigtighed og dokumentation, er han stærkt uenig i den grundlæggende præmis.

“Problemet er, at EU’s definition af, hvad der er bæredygtigt, også inkluderer sådan noget som gas. Og fossilt gas er altså på ingen måde bæredygtigt”, siger han.

Derfor er det ifølge Eigil Johannisson svært at vurdere, om de nye regler reelt får den effekt, man ønsker.

“Det kommer helt sikkert til at rykke noget – men det er stadig et åbent spørgsmål, hvad det bliver. Det kunne sagtens få kanaliseret flere penge hen i grønne investeringer, men det kunne samtidig også kanalisere flere penge hen i gasinvesteringer. Og det er absolut ikke grønt, selv om det bliver betegnet som sådan i EU-taksonomien. Derfor bliver det lidt et mudret billede, hvad det her reelt får af effekt”.

Hvad kommer det til at betyde for mig?

I første omgang skal det gøre det tydeligere, om dit pensionsselskab, forsikringsselskab og din bank placerer dine penge i noget, der bidrager til en bæredygtig fremtid.

Reglerne forbyder i sig selv ikke “sorte” investeringer, men det bliver forbudt at stemple dem som grønne, hvis man ikke kan dokumentere det.

Det skal forhindre greenwashing og falsk markedsføring, og i sidste ende skal det styrke den grønne og bæredygtige omstilling i Europa og resten af verden – og hvem vil ikke gerne have det?

Hvad siger dem med pengene?

Øverst i fødekæden af dem, der forventes at drive den store omstilling til en bæredygtig økonomi, er de finansielle institutioner.

Det er dem, der råder over nogle af de største pengetanke i samfundet, og derfor dem, der pålægges at dokumentere bæredygtighedsgraden af de investeringer, de sælger til kunderne. Kravene til dem bliver skærpet, så ingen fremover kan påstå, at noget er grønnere, end det måske i virkeligheden er.

“Helt overordnet er vi meget positive over for intentionen og over for at tage den rolle, som vi mener, finanssektoren skal spille i det her på grund af den vigtige og centrale samfundsmæssige placering, vi har”, siger Birgitte Søgaard Holm, som er direktør for investering og opsparing i Finans Danmark – en interesseorganisation, der blandt andet repræsenterer de danske banker, kapitalforvaltere og investeringsfonde.

De står for finansiering, investering og udlån til virksomheder, der kan understøtte en grøn omstilling, og også for at rådgive Hr. og Fru Danmark i forhold til at investere grønt.

“Folk er nødt til at kunne træffe bæredygtige beslutninger og ændre adfærd i forhold til i dag. Og det sker ikke af sig selv. Med det her EU-regelkompleks bliver det nemmere at træffe bæredygtige og grønne valg, fordi man nu laver fælles rapporteringsstandarder i hele EU”.

Ikke helt på plads endnu

Birgitte Søgaard Holm understreger, at det for de finansielle institutioner ikke kun drejer sig om at fravælge og frasælge sorte investeringer, men også at blive i en position, hvor de kan udøve aktivt ejerskab og påvirke selskaberne til at gå i en mere bæredygtig retning.

“Men der er ingen tvivl om, at det her er en kæmpe opgave, og der bliver en kæmpe administrativ byrde. Men alle er også enige om, at det er noget, vi skal.”

“En af de praktiske udfordringer er, at vi har de her tidsmæssige forskydninger i færdiggørelsen af lovgivningen. Som eksempel skal vi allerede nu rapportere om bæredygtigheden i det, vi investerer i, men vores vurderinger bør jo hvile på virksomhedernes egne bæredygtighedsrapporteringer. Og reglerne for dem træder først rigtigt i kraft om nogle år. Så det er en meget vigtig brik i puslespillet, som endnu ikke er på plads”.

Siden Rusland indledte sin invasion af Ukraine i februar 2022, har de samme paroler gjaldet på tværs af politiske skel herhjemme såvel som i EU: Vi skal være fri for Putins gas, og vejen dertil er belagt med vindmøller, solpaneler og elbiler. 

Umiddelbart efter invasionen kom der blandt andet en fælles erklæring fra formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, og USA’s præsident, Joe Biden, hvori de sammen forpligtede sig til at satse på grønne teknologier for at nå Paris-aftalen og opnå energisikkerhed. 

Vi producerer i EU knap tre procent af verdens samlede metaller, og vi forbruger omkring 25 procent af dem, herunder til vindmøller, elbiler og solceller. Set i lyset af, at Kina er dominerende på næsten alle fronter, er vi udfordret”, siger Jakob Kløve Keiding.
Jakob Kløve Keiding
Geolog og centerleder, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)

“De nuværende trusler mod europæisk sikkerhed understreger vores forpligtelse til at accelerere og nøje håndtere omstillingen fra fossile brændstoffer til ren energi,” lød det fra Vestens måske to mest magtfulde ledere. 

I den kontekst lyder det som en ren win-win-situation: Vi værner om vores vestlige værdier og hjælper klimaet. Men under de grønne ambitioner gemmer der sig ifølge eksperter og analyser fra institutioner som Verdensbanken og Det Internationale Energiagentur (IEA) en anden afhængighed, der kan ende med at give de vestlige ledere et kollektivt deja-vu. 

De grønne teknologier, som vi nu sætter vores lid til, bygger nemlig på kritiske råstoffer, der i overvejende grad kontrolleres af et enkelt land: Kina.

Kinas monopol er ikke en ny udvikling, tværtimod. Men ifølge eksperter kan det blive en potentiel geo – og energipolitisk kattepine for EU, hvis stormagten i Øst beslutter sig for at følge Ruslands eksempel i Ukraine, og indtage Taiwan.

For hvor stiller det den grønne omstilling? Og hvorfor og hvordan har vi formået at skifte en energi-afhængighed af et autoritært styre ud med et nyt?

Det er nogle af de spørgsmål, som presser sig på.

Monopol

Kinas grønne magt kan grundlæggende deles op i to spor. Monopol på råstoffer og delvist monopol på produktionen af selve de komponenter, der anvendes i grønne teknologier. I flere tilfælde sidder Kina på alle led af forsyningskæden.

Af de essentielle råstoffer, som går igen på tværs af alle teknologierne – nikkel, mangan, kobber, lithium, grafit, kobolt og sjældne jordartsmetaller som neodymium – dominerer Kina mellem 50 og 100 procent af verdens forsyning.



Procenterne angiver, hvor stor en andel af det globale marked for det enkelte råstof og komponenter i et lithium-batteri, Kina sidder på.

Kilde: Verdensbanken, Brookings Institution og Benchmark Mineral Intelligence.
Grafik: Ditte Lander Ahlgren

Særligt raffineringen og forarbejdningen af råstofferne foregår ofte her, hvilket i høj grad gør sig gældende for råstoffer som lithium til elbiler. På trods af, at Kina kun udvinder omtrent 13 procent af det globale udbud, forædler de næsten 60 procent af verdens ‘hvide olie’, viser en analyse fra Benchmark Mineral Intelligence.

Et andet eksempel er kobolt. Kina udvinder mindre end én procent af den samlede koboltudvinding, men forarbejder til gengæld tre fjerdedele af alt kobolt fra Den Demokratiske Republik Congo, som er den klart største producent.

Med andre ord er Kina svær at komme udenom, forklarer Jakob Kløve Keiding.

“Kina dominerer markedet for en langt de fleste mineralske råstoffer, og i nogle tilfælde i en grad så det kan betegnes som monopol. Det gælder ikke mindst for sjældne jordartsmetaller, hvor de sidder på 85-90 procent af verdensproduktionen. Så er vi helt afhængige af dem”, siger Jakob Kløve Keiding, der er geolog og centerleder på Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa) ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

Kina har desuden også monopol på at bygge flere af de komponenter, der indgår i solpaneler og batterier til elbiler. Ifølge Bloomberg står Kina for produktionen af op mod 80 procent af verdens lithium-batterier, mens IEA i en rapport fra juli 2022 vurderer, at landets andel i fremstillingen af solenergi – fra produktionen af polysilicium til udviklingen af selve panelerne – ligeledes er over 80 procent. 

Kina er altså her, der og allevegne, påpeger Ph.d og forsker i råstoffer og geopolitik ved det svenske Nationale Videncenter om Kina, Patrik Stig Andersson:

“Kina dominerer i dag værdikæden for flere af de mineralske råvarer, som vi i Europa anser for at være af afgørende betydning”.

Eller som fremskrivningen lyder fra IEA: “Verden vil blive nødt til at fæstne sin lid til Kina for levering af nøglekomponenter til solpanelproduktion frem til 2025”.

Procenterne angiver, hvor stor en andel af det globale marked for det enkelte råstof og komponenter i et lithium-batteri, Kina sidder på.
Kilde: Verdensbanken, Brookings Institution og Benchmark Mineral Intelligence. Grafik: Ditte Lander Ahlgren

Benhård satsning 

Spørgsmålet er, hvordan og hvorfor vi er endt her. Europa har masser af grønne råstoffer i undergrunden, og vi har tidligere været førende på en række teknologier til den grønne omstilling.

Eksempelvis var Tyskland for bare 12-15 år siden en stor producent og eksportør af solpaneler, indtil Kina på ganske få år nærmest udraderede den tyske solindustri. Men selvom Kinas de facto monopol på det her område kan virke pludseligt, har det været et benhårdt og langsigtet strategisk mål fra det kommunistiske parti, forklarer Patrik Stig Andersson. 

“Det er tydeligvis ikke tilfældigt, at Kina har opnået denne dominans. Kina har på trods af årtiers markedsreformer fortsat med at udsende planer for mineralsektoren på både nationalt og lokalt plan, for specifikke industrier og endda for individuelle råvarer og råvaregrupper”, skriver Andersson. 

Luke Patey, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), peger på Kinas satsning på sjældne jordarter som et godt eksempel på landets tilgang til jordens måske mest dyrebare ressourcer.

“Fra et tidligt stadie anerkendte Kina den bredere geopolitiske betydning af sjældne jordarter. I begyndelsen af ​​1990’erne erklærede Deng Xiaoping, at “der er olie i Mellemøsten; der er sjældne jordarter i Kina”. Den kinesiske leder gik derefter i gang med at etablere de industrielle midler til at udvikle disse ressourcer til strategiske industrier”, skriver Luke Patey. 

For Vesten har det betydet et frembrusende Kina, der i høj grad har benyttet sig af subsidiering og billig arbejdskraft som middel til at underbyde priserne hos deres internationale konkurrenter. Den samme metode, som altså også ramte det tyske soleventyr.

“Tyskland ønskede ikke at føre handelskrig af frygt for de konsekvenser, det ville ramme deres bilindustri, så de valgte ikke at konfrontere Kina og tillod i stedet sine solcelleselskaber at gå konkurs, da Kina tog kontrollen over den globale solindustri”, skriver Luke Patey.

Derudover har kinesiske virksomheder med støtte fra deres egen regering været strategiske i forhold til at købe sig til indflydelse og miner i andre lande for at få adgang til råstoffer, de ikke selv kan udvinde i hjemlandet. 

Igen gør det sig blandt andet gældende for kobolt i den Den Demokratiske Republik Congo. 15 ud af landets 19 koboltminer er ejet eller finansieret af kinesiske virksomheder, der har fået milliarder fra statsejede banker, viser en undersøgelse af The New York Times. 

Europæisk naivitet 

Blikket skal dog også vendes indad. Ifølge Jakob Kløve Keiding fra MiMA har vi i EU først ignoreret vores sårbarhed med hensyn til råstoffer og dernæst været for langsomme til at handle, når det kommer til at sikre forsyningen af dem. Så mens Kina er gået all-in, har Europa gjort det præcis modsatte.

“Det er jo ikke et nyt problem. Siden 2008 har vi i EU-regi arbejdet på den er problematik, og i 2010 blev EU’s første liste for for kritiske råstoffer udarbejdet. Det har bare ikke flyttet så meget, tværtimod er der bare kommet flere og flere råstoffer på listen”, siger Jakob Kløve Keiding, der ligeledes påpeger, at der ikke foregår meget minedrift på det europæiske kontinent.

“I Europa har vi haft en lang tradition for minedrift, men der har været stort arealpres og arealkonflikt, fordi der ikke er nogen, der har ønsket en mine i nærheden. Man har derfor gradvist accepteret, at minedrift og mineralforarbejdning blev udliciteret til resten af verden for derved at undgå konflikter, og samtidig har det været med til at råstofferne kunne produceres billigere”.

Et eksempel på den lave sociale accept af minedrift i Europa er det mislykkede Kvanefjeld-projekt i Grønland. Fjeldet indeholder store mængder af de sjældne jordarter, der indgår i de grønne teknologier, men uenighed om projektet og dets miljøpåvirkning blandt befolkningen og den politiske elite førte til en regeringskrise i Grønland. Og et efterfølgende forbud mod minedriften af Kvanefjeld.

Med andre ord har vi ikke fundet virkemidlerne eller været villige til at dreje på de håndtag, der skal til, mener Jakob Kløve Keiding. 

“Vi har nok været for langsomme til at erkende, at det kunne blive et problem”, siger han. 

Sådan laves en solcelle

Så meget sidder Kina på produktionen af hvert komponent. I en IEA-rapport fra juli 2022 fremgår det, at Kinas andel i fremstillingen af solenergi – fra produktionen af polysilicium til udviklingen af selve panelerne – samlet set er over 80 procent
Sådan laves en solcelle og så meget sidder Kina på produktionen af hvert komponent. I en IEA-rapport fra juli 2022 fremgår det, at Kinas andel i fremstillingen af solenergi – fra produktionen af polysilicium til udviklingen af selve panelerne – samlet set er over 80 procent

Geopolitisk kattepine 

At det måske allerede er et problem, fremgår i IEA’s resume af rapporten om solceller fra i år. “Dette koncentrationsniveau (hos Kina, red.) i enhver global forsyningskæde ville repræsentere en betydelig sårbarhed”, skriver IEA. 

Energiagenturet uddyber ikke, hvad den sårbarhed konkret indebærer, men for eksperter og ledende politikere er der en åbenlys parallel mellem Rusland og Ukraine på den ene side og spændingerne mellem Kina og Taiwan på den anden. 

Kinas præsident, Xi Jinping, har ikke lagt skjul på, at han ønsker at “genforene” Taiwan med fastlands-Kina. Senest sagde Xi i sin åbningstale til den 20. partikongres i Beijing, at “historiens tandhjul bevæger sig i retningen mod national genforening (med Taiwan, red.) og national genopblomstring. Den fuldstændige genforening med moderlandet må opnås, og den kan opnås”. 

Spørgsmålet om Taiwan, der aktivt støttes af store dele af den vestlige verden med USA i spidsen, kan ende med at blive afgørende for vores grønne omstilling og en geopolitisk kattepine for EU, forklarer Patrik Stig Andersson.

“Der er faktisk eksempler på, at Kina bruger sin kontrol over kritiske råmaterialer som et geopolitisk værktøj. I forbindelse med en territorial strid med Japan standsede Kina angiveligt eksporten af ​​sjældne jordarter til Japan”, skriver Patrik Stig Andersson og tilføjer, at det ikke er umuligt, at de vil gøre det igen under de aktuelle spændinger mellem USA og Kina. 

“Kinesiske statsmedier har gentagne gange antydet, at Kina kan bruge sin kontrol over sjældne jordarter som et våben i sin handelskrig med USA. For nylig har der været spekulationer om, at Kina kunne stoppe eller begrænse eksporten af ​​sjældne jordartsmetaller og produkter, der indeholder dem”.

Helt afhængige af Kina 

Det kan se ud som om, at vestlige ledere er begyndt at få øjnene op for, at Vestens afhængighed af Kinas råstoffer kan sende os ud i endnu en energi – og sikkerhedspolitisk knibe. Ingen råstoffer, ingen grønne teknologier. 

I forbindelse med World Economic Forums årsmøde i Davos advarede NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, om risikoen for, at “blive lullet ind i en uhyggelig afhængighed af Kina”, med henvisning til, at invasionen af ​​Ukraine havde afsløret faldgruberne af naiv frihandel med autoritære magter. 

“Dette handler ikke kun om Rusland, men også om Kina, et andet autoritært regime, der ikke deler vores værdier, og som underminerer den regelbaserede internationale orden. Vi bør ikke bytte langsigtede sikkerhedsbehov med kortsigtede økonomiske interesser”, sagde Stoltenberg.

Men måske det allerede er for sent. Som det ser ud lige nu, er vi allerede helt afhængige af Kinas forsyning af råstoffer til rene energiteknologier, så hvis det store land mod Øst faktisk besluttede sig for at gå ind i Taiwan, og vi indførte sanktioner à la dem, vi har indført mod Rusland, ville den grønne omstilling og dermed også klimaet være dårlig stillet, lyder det fra eksperter.

“Jeg mener ikke, at vi kan nå den grønne omstilling, hvis vi trækker Kina ud af ligningen på nuværende tidspunkt. Især ikke når vi også planlægger at øge produktionen af teknologierne”, siger Jakob Kløve Keiding.

Patrik Stig Andersson vurderer heller ikke, at EU, som det ser ud lige nu, kan undvære Kina. 

“Fra kort til mellemlang sigt stadig er vi stadig afhængige af Kina for at levere flere af de kritiske materialer og produkter, der er nødvendige for den grønne omstilling. Der er en øget bevidsthed om behovet for at udvikle nye, alternative forsyningskæder, men det kræver langsigtede investeringer og vil tage tid”, skriver Patrik Stig Anderson.  

Råstoffer i en vindmølle

EU’s initiativer 

Efterspørgslen efter kritiske råstoffer til den grønne omstilling forventes at stige dramatisk over de næste par år. Ifølge Verdensbankens fremskrivninger vil den være femdoblet i 2050. Eller som von der Leyen sagde det til World Economic Forums årsmøde:

“Fremtidens økonomier vil ikke længere være afhængige af kul og olie, men af lithium til batterier, siliciummetal til chips, sjældne jordarter til elektriske køretøjer og vindmøller”. 

Derfor, fortsatte hun, skal vi undgå at falde i den samme fælde som vi gjorde med olie og gas, og senere – i september i år – lancerede hun den såkaldte Critical Raw Material Act, der skal få mere af produktionen af grønne teknologier “hjem til Europa” som middel til at undgå netop det.

Lovforslaget er vigtigt i forhold til at øge bevidstheden om problemet, forklarer Patrik Stig Andersson, men det er også at skyde gråspurve med kanoner. Primært fordi Kinas dominans ikke er centreret omkring dets kontrol med global minedrift, men snarere i de teknologier og faciliteter, der er nødvendige for at omdanne de mineralske råstoffer til de materialer, der anvendes i grønne løsninger.

“Meget fokus er i dag på at udvikle nye miner, men nye miner løser ikke forsyningsproblemet, hvis man stadig er afhængig af en anden til forarbejdning”, skriver Patrik Stig Anderson. 

Han bakkes op ad Jakob Kløve Keiding, der også påpeger betydningen af at sikre hele forsyningskæden, men understreger, at Critical Raw Material Act ikke løser noget nu og her.

“Det tager lang tid at opbygge og øge produktionskapaciteten for alle dele i forsyningskæden – særligt for minedriften, som typisk tager minimum 10-15 år at få etableret. Så i praksis vil det først være i slutningen af 2030’erne, før Europa igen kan have en betydelig minedrift og mineralproduktion”, siger Jakob Kløve Keiding.

I stedet burde EU måske vende blikket mod Japan for at finde svar på problemet. De geopolitiske spændinger mellem Japan og Kina, hvor Kina altså brugte sjældne jordartsmetaller som magtmiddel, fik Japan til at søge andre steder hen.

“Japan har vist, at det er muligt at gøre sig fri af Kina ved at støtte udvinding og forarbejdning af sjældne jordarter i Australien og Malaysia. Der er stadig nogle afhængigheder af Kina, men Japan viser os vejen”, skriver Luke Patey, der også henviser til USA og Canada, hvor de pt er i gang med at udvikle deres egne forsyningskæder for sjældne jordarter. 

“Det kan Europa også gøre. Det vil tage tid, det bliver ikke perfekt, og det kræver investeringer og statsfinansiering. Men det er muligt. Afhængigheden af ​​Rusland for energi burde give Europa en løftet pegefinger i forhold til ikke at gentage historien”.

Taiwan blev en del af det kinesiske imperium i det 17. århundrede. I 1895, efter at det kejserlige Kina tabte den første kinesisk-japanske krig, overtog Japan magten over østaten. 

Øen forblev en japansk koloni i et halvt århundrede indtil slutningen af ​​Anden Verdenskrig, hvor Kinas regerende nationalistiske regering, ledet af Kuomintang (KMT), igen tog kontrol over Taiwan.

Efterfølgende udbrød der borgerkrig i Kina, og i 1949 blev den nationalistiske Chiang Kai-shek fordrevet til øen af Kinas kommunister. Kommunisterne havde ikke styrke til at erobre Taiwan i 1949, hvilket betød, at nationalisterne kunne oprette deres egen stat, som siden 1996 har haft et demokratisk styre med en folkevalgt præsident.

Kina har aldrig anerkendt øen som en selvstændig nation, og Beijing har siden 1949 haft den holdning, at Taiwan er en del af Kina.

Taiwan derimod mener, at øen er en suveræn stat, blandt andet fordi befolkningen aldrig har haft indflydelse på styreformen eller forfatningen i Kina.

Kilde: TV2 og BBC

Datoen er den 4. juli i år. Bevæbnede betjente klipper kæder op til store kaffeplantager og bryder dørene op til velhavende hjem, før de stormer ind. Operation Rescue 2, en af Brasiliens største redningsaktioner er i gang. 

I ugerne, der følger, befrier 50 politienheder 337 mennesker på 105 forskellige adresser. De finder mennesker, som lever og arbejder i fangenskab, lokket af kyniske bagmænd med løfter om fast arbejde og løn, som de kan sende tilbage til familien i fattigere egne i det nordlige Brasilien. Nogle høster kaffe eller sukkerrør på store plantager, andre bliver udnyttet som hushjælp i private hjem. 

Fælles for dem er, at de er ansat til at arbejde alt for mange timer under uværdige forhold til for lav løn. Det, som myndighederne kalder ”slavelignende forhold”. 

77 af de frigivne slaver i juli måned var ansat til at høste kaffe, en af landets største eksportvarer, i regionen Minas Gerais, der producerer halvdelen af landets kaffe. Kaffe, der i stor stil eksporteres til resten af verden til kendte kaffemærker som Lavazza, JDE og Nestle? 

Alt tyder på, at det slavelignende arbejde er et systematisk problem i Minais Gerais, hvor der produceres mere kaffe end noget andet sted i verden. Og dermed er det et problem for industrien og den sorte mokka, som vi i Danmark drikker store mængder af.

Danwatch dokumenterede i 2016, hvordan kaffen, vi kender som Nescafé, Nespresso, Gevalia og Senseo kommer fra kooperativer, der købte kaffe fra plantager på den beskidte liste.
”Vi er fast besluttede på at løse dette komplekse problem i tæt samarbejde med vores leverandører, som vi har kontaktet”, udtalte Nestlé dengang til Danwatch.

Gennem shippingdata fulgte vi kaffen fra plantagerne på myndighedernes sorte liste til kooperativerne, hvor kaffebønnerne ristes og blandes sammen med kaffe fra andre plantager. Opkøbere som Nestle og Jacobs Douwe Egberts, der dengang sad på 60 procent af markedet, kunne ikke garantere, at der ikke var slavearbejde bag deres kaffe.

I dag er problemet langt fra løst.

Plantageejerne og den beskidte liste

I løbet af juli, når arbejderne er befriet, begynder en to år lang proces, hvor anklagemyndigheden skal samle tilstrækkelige beviser til et sagsanlæg mod dem, der er ansvarlige for de slavelignende forhold. De anklagede har ret til at få prøvet deres sag ved mindst to juridiske instanser. Der går altså mindst to år, før offentligheden får at vide, at kaffeplantagerne har brugt slavearbejde til at høste deres kaffe. Imens kan plantagerne uforstyrret sælge deres kaffe.

Hvis anklagerne holder, lander de skyldiges navne på lista suja, “den beskidte liste”, hvor alle der køber kaffe i Brasilien ved, man skal undgå at købe kaffe fra, hvis man vil undgå at medvirke til moderne slaveri. 

På trods af listen, kan kaffe, der er høstet af slavearbejdere i Brasilien, alligevel være endt i Danmark. Kaffens rejse er ofte lang og uigennemsigtig, og gennem kooperativer i Brasilien, der køber fra tusindvis af kaffeplantager og sælger kaffen videre til eksportører, der har kunder i det meste af verden, kan den også ende i danske supermarkeder.  

Profit på kaffe og fattigdommen stiger

Størstedelen af verdens kaffe kommer stadig fra Brasiliens plantager, hvor Operation Rescue 2 viste, at slaveri ikke er blevet et mindre problem. Tværtimod er fattigdommen vokset under præsident Jair Bolsonaro og Covid19, og pandemien har gjort det vanskeligere for myndighederne at foretage inspektioner. Det fortæller Livia Miraglia, der er juraprofessor på Universidade Federal de Minas Gerais.

“Vi er midt i en recession, som vi ikke har set, siden jeg var barn. Folk ser deres børn sulte, og de vil gøre alt for at overleve”, siger Livia Miraglia, der møder slavearbejderne hver eneste dag. 

Ved siden af professorgerningen driver hun en juridisk klinik, hvor fire advokater og 16 jurastuderende arbejder frivilligt med at føre sager på vegne af de frigivne slavearbejdere mod arbejdsgiverne.

Livias ene klinik skal dække hele Minas Gerais, hvor der i første halvdel af 2022 er frigivet mere end 500 slaver, fortæller hun. En sørgelig rekord, der både afspejler et land i ekstrem fattigdom og en industri, der udnytter befolkningens desperate situation. 

Fattigdomsgrænsen i Brasilien er 246 reais om måneden. Det svarer til 350 danske kroner, og i marts 2021 levede  27 millioner brasilianere under fattigdomsgrænsen, det højeste antal i mere end ti år.  

Paradoksalt nok er kaffeplantagernes profit steget de tre år, som Covid19 har varet. I Minas Gerais nåede kaffeproduktionen i 2020 nye rekorder, mens myndighederne samme år befriede 140 arbejdere, der høstede kaffe under slavelignende forhold.

Hvem er plantageejerne, der anklages for slaveri? 

Sidste år, i slutningen af september, hvor kaffehøsten i Brasilien normalt slutter, var 240 arbejdere befriet fra kaffeplantager i Brasilien. Det var omtrent 70 procent flere befriede slaver i kaffaplantagerne end året før, rapporterede myndighederne. 

Blandt dem var 24 voksne, herunder en 16-årig pige, der i juli 2021 blev befriet fra Laranjeiras Farm, skrev det undersøgende brasilianske medie, Reporter Brasil, som Danwatch arbejder sammen med. Ejeren af kaffeplantagen hedder Job Carvalho de Brito Filho og er en producent af specialkaffe, som han i november 2019 vandt Ilicínea Specialty Coffee Contest for. 

Inspektørerne vurderede, at arbejderne på Laranjeiras Farm var blevet udsat for menneskesmugling og slavelignende forhold. 

Fra fire forskellige regioner i landet var de 24 arbejdere blevet lokket fra deres familier til Minas Gerais, hvor de boede i usle skure uden adgang til toilet, senge eller et ordentligt sted at spise. Om natten kredsede flagermusene omkring arbejderne, og musene åd den smule mad, de havde råd til at købe, fortalte de til myndighederne den 12. juli 2021. 

Producenten afviste anklagerne om slavelignende arbejdsforhold og sagde, at der ved inspektionen var tale om “få situationer med manglende overholdelse af arbejdsregler”. 

Laranjeiras Farm høstede kaffe til blandt andre kooperativet Cocatrel, der i maj 2022 informerede Reporter Brasil om, at plantagen var suspenderet. Men plantageejeren måtte fortsat opbevare kaffe på Cocatrels lager.

Kommer kaffen til Danmark? 

For at finde ud af, om kaffen, der er høstet af de 24 slavearbejdere på Laranjeiras Farm har fundet vej til Danmark, er det nødvendigt at se nærmere på, hvem der køber kaffe fra  Laranjeiras Farm i det hele taget. 

Handelsdokumenter, som Danwatch er i besiddelse af, viser, at ikke bare Cocatrel, men også de to kaffeeksportører, Coopercitrus og Nucoffee (Syngenta) har købt flere partier kaffe fra den nu anklagede kaffeplantage. 

De tre kaffeeksportører er certificeret af bæredygtighedsmærket UTZ/Rainforest Alliance, og Cocatrel er også certificeret af Fairtrade, der skulle være forbrugerens garanti for, at kaffeplantagen arbejder for en fair løn til kaffearbejdere

Cocatrel har flere kunder, der sælger kaffe i Danmark. Shippingdokumenter viser, at det italienske kaffemærke, Lavazza, der i Danmark tilhører samme koncern som Merrild og har kontor i Middelfart, købte kaffe fra Cocatrel fra 2019-2021. Den tyske kaffegigant, Jacob Douwe Egberts (JDE), der sælger kaffe i Danmark under navnene Carat, Gevalia og Cafe Noir har købt kaffe fra Cocatrel i 2018-2019,  og det samme har den schweiziske virksomhed Rothfos og amerikanske Sucafina, der begge er leverandører til Nestlé.

Så hvordan kan danske indkøbere af kaffe fra de multinationale selskaber eller direkte fra de tre kooperativer i Brasilien vide, at der ikke er ulovligt slavearbejde bag deres kaffebønner? 

Det kan de ikke.

Den anklagede plantageejer Job Carvalho de Brito Filho, kommer ikke til at stå på den beskidte liste før tidligst to år efter myndighedernes inspektion. 

Det vil sige i 2023. 

Kampen for de fattigste svækkes

Den beskidte liste er et vigtigt våben i kampen mod udnyttelse af Brasiliens fattigste arbejdere, siger Jorge Ferreira dos Santos Filho. Han er leder af organisationen Articulação dos Empregados Rurais de Minas Gerais eller kortere, Adere, der arbejder for landarbejderes rettigheder. 

Men kampen kæmpes i politisk modvind, mener han. 

De senere års politiske vinde har fjernet halvdelen af inspektørerne, der foretager inspektioner på plantagerne, og dereguleret arbejdslovgivningen for arbejderne, så de mister den beskyttelse, de har haft tidligere.

“De lempeligere regler for arbejdsgivere og forsøget på at afskaffe den beskidte liste har skabt en sand hær af arbejdskraft, der i endnu større grad er villige til at arbejde for færre penge og lader sig tage som gidsler i en tid med høj arbejdsløshed”, siger Jorge Ferreira dos Santos Filho. 

Hvis den beskidte liste ikke bliver helt afskaffet, vil den inden længe blive holdt fortrolig, så offentligheden ikke længere har indsigt i, hvor slaveplantagerne ligger, frygter han.

“Regeringen forsøger stadig at deregulere loven om slavearbejde i Brasilien, hvilket betyder, at politikere forsøger at reducere chancerne yderligere for, at arbejdere bliver reddet fra slaveri, samt forsøger at svække de sociale grupper og medlemmer af staten, der bekæmper denne umenneskelige kriminalitet”, siger Jorge Ferreira dos Santos Filho.

FAKTA

Hvad siger kaffeselskaberne?

Tre internationale opkøbere af kaffe forholder sig til den beskidte liste, når de skal fravælge leverandører, der er dømt for slaveri i brasiliansk kaffe. Der sker intet med de plantager, der endnu ikke er kommet på listen.

Læs de fulde svar fra kaffefirmaerne til det brasilianske medie, Reporter Brasil her

Lavazza

“Lavazza-gruppen laver alle relevante undersøgelser og evalueringer af Cocatrel, som er en meget marginal leverandør til Lavazza, der repræsenterer 1% af den samlede mængde kaffe købt i Brasilien”.

“Hvis en af ​​vores leverandører opfører sig i modstrid med vores politikker og adfærdskodekser, vil vi efter rettidig og passende kontrol implementere support- og korrigerende aktiviteter, og i tilfælde af negativ feedback vil vi straks udelukke denne leverandør fra vores forsyningskæde”.

Rothfos Corporation (Neumann Kaffee Group, NKG)

“Vi er forpligtet til at eliminere tvangsarbejde og enhver anden form for krænkelser af arbejdstagerrettigheder inden for vores indflydelse. Intet selskab i NKG, inklusive Rothfos, ville bevidst købe kaffe produceret af gårde, der krænker menneskerettigheder eller lokal lovgivning.”

“Vores lokale handelspartnere, Nutrade og Cocatrel har forsikret, at de ikke handler kaffe fra producenter, der er på ‘Lista Suja’”.

Sucafina

“Vi besøger jævnligt vores leverandører i marken for at sikre etiske arbejdsvilkår. Alle vores kontrakter indeholder en specifik klausul (blandt andet) om tvangsarbejde, som alle leverandører skal acceptere at overholde, hvis de vil arbejde med os”.

“Vi er bevidste om, at vi i fællesskab skal gøre mere for at løse dette strukturelle problem, og vi kan ikke gøre det alene. Kaffeindustrien, regeringer, ngo’er og civilsamfundet skal arbejde sammen for at tackle problemerne”.

Hormonforstyrrende stoffer findes i meget af den plastik vores fødevarer kommer i, det findes også i ansigtscremer, i regntøj, i køkkengrej og mange andre steder. På den måde  omgiver vi os konstant med ting og sager, der rummer forskellige stoffer, som er mistænkt for at påvirke den balancen i vores hormoner, der er vigtig for, hvordan hele vores krop fungerer. 

Stofferne er ofte ikke skadelig i den lille bitte mængde, der ender i vores krop, men en ny undersøgelse fra Miljøstyrelsen viser nu, at der kan være en risiko for at vi undervurderer faren ved de hormonforstyrrende stoffer, når vi kun kigger på dem enkeltvis. Den samlede kemiske cocktail af stoffer vi omgiver os med, kan nemlig være mere skadelig end vi går og tror. 

Miljøstyrelsen lavede undersøgelsen efter de sidste år testede babysokker og fandt det hormonforstyrrende stof bisphenol A, der har en effekt, der minder om det kvindelige kønshormon østrogen. Fundet var bekymrende, fordi små børn er sårbare over for de hormonforstyrrende effekter i bisphenol A.

Der er ingen der rigtig ved, hvorfor det hormonforstyrrende bisphenol A, der normalvis bruges til at gøre plastik hårdt, findes i børnesokker. Danwatch skrev om mysteriet sidste år og fandt en række mulige forklaringer.

Læs mere: Et hormonforstyrrende stof har vist sig i babysokker. Ingen ved med sikkerhed, hvordan det er endt der

Som følge af fundet af bisphenol A og andre hormonforstyrrende stoffer i børnetøjet, har miljøstyrelsen nu undersøgt, om Bisphenol A i børnesokker kan være sundhedsskadeligt. Sammen med forskerer fra DHI (Dansk Hydraulisk Institut), Fødevareinstituttet på DTU og Force Technology vurderer Miljøstyrelsen, at Bisphenol A ikke i sig selv udgør en risiko i den mængde, det er fundet i børnesokkerne. Men i kombination med andre hormonforstyrrende stoffer vurderer forskerne, at kan det være sundhedsskadeligt. 

Resultatet af rapporten peger på et vigtigt opgør med, hvordan vi tester for skadelig kemi og endnu vigtigere, hvordan vi lovgiver om grænseværdier. Et opgør, der allerede er i gang i EU, og det kan få betydning for, hvordan vi forstår problematisk kemi i fremtiden. 

Hormonforstyrrende stoffer bør ikke kun vurderes enkeltvis

Det er den såkaldte cocktaileffekt, som forskerne beskriver i rapporten. Kort sagt den effekt der er, ved at man bliver udsat for mange forskellige kemiske stoffer med samme virkemåde og fra forskellige kilder. Når det gælder hormonforstyrrende stoffer, er effekterne mange, fortæller Sehbar Khalaf, der er tosikolog hos Miljøstyrelsen. 

“Hormonforstyrrende stoffer mistænkes for at bidrage til den stigende forekomst af en række tilstande og sygdomme, som eksempelvis misdannede kønsorganer, nedsat fertilitet, udvikling af fedme og diabetes og påvirkning af hjernens udvikling,” siger Sehbar Khalaf. 

Det er ikke småting de hormonforstyrrende stoffer mistænkes for, og når stofferne så indgår i et utal af produkter, vi bruger hver dag, kan der med cocktaileffekten være sundhedsmæssige konsekvenser. Ifølge Sehbar Khalaf vil Miljøstyrelsen derfor bruge rapporten som indspil til at forbedre risikovurdering af kemikalier på EU plan for især at beskytte af børn og gravide mod stofferne.

Som det er nu, vurderer virksomheder og myndigheder effekterne af kemiske stoffer ét stof ad gangen i ét særligt produkt eller en gruppe af produkter. Man tager altså ikke højde for cocktaileffekten. Og konklusionen i den nye undersøgelse er, at med den tilgang, vil man undervurderer den samlede risiko for hormonforstyrrende effekter.

“Hvis stofferne udelukkende bliver vurderet enkeltvist, vil man undervurdere den samlede risiko for hormonforstyrrende effekter,” skriver Fødevareinstituttet på DTU i en pressemeddelelse.

I EU diskuteres det lige nu, om der overhovedet skal være en nedre grænse for hormonforstyrrende effekter, når man vurderer sundhedsrisikoen. Blandt andet på grund af cocktaileffekten er der stadig rigtig meget man ikke ved om de skadelige virkninger af de hormonforstyrrende stoffer. Derfor kan det ende med en slags nultolerance over for hormonforstyrrende effekter i første omgang i produkter til børn og gravide, der er mest følsomme over for effekterne af de hormonforstyrrende stoffer. Samme forsigtighed har man med kræftfremkaldende stoffer. Hvis det bliver den gældende praksis, vil det få betydning for en lang rækker hverdagsprodukter som cremer, legetøj – og ja babysokker.

Grænsen for bisphenol A til diskussion

Der foregår også en anden diskussion i EU i disse år, som er interessant. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, foreslog i december sidste år at sænke grænsen for tåleligt indtag specifikt for bisphenol A – det stof som man for nylig fandt i babysokker – netop på grund af de problematiske hormonforstyrrende effekter. 

“EFSA’s udkast til tålelig daglig indtagelse (TDI) for bisphenol A er sænket 100.000 gange i forhold til det nuværende niveau,” siger Sofie Lindskrog Christiansen, der er seniorforsker på DTU Fødevareinstituttet og var med til at vurdere bisphenol A i babysokkerne. 

Hun tilføjer, at den markante ændring er resultatet af en række videnskabelige studier, der indikerer, at bisphenol A virker negativt på immunsystemet.

Læs mere: Kemikalieportræt: Mød plastens hårde og bløde drenge. De er overalt og forstyrrer dine hormoner

Hvis niveauet for det tålelige daglige indtag for bisphenol A sænkes, vil det betyde, at rigtig mange mennesker pludselig eksponeres for, hvad myndighederne vurderer er for meget bisphenol A.

“Ved at sammenligne det nye niveau med estimater af forbrugernes eksponering for bisphenol A fra kosten, konkluderer EFSA, at personer med både gennemsnitlig og høj eksponering for bisphenol A i alle aldersgrupper overstiger det nye det tålelige indtag, hvilket indikerer sundhedsproblemer,” siger Sofie Lindskrog Christiansen fra DTU og understreger, at det er uden at man tager højde for cocktaileffekten.

Hos Miljøstyrelsen følger man diskussionerne i EU tæt, men er ikke umiddelbart bekymrede.

“Lovgivningen stiller krav til at produkter skal være sikre, og det er virksomhederne som har ansvaret for, at de forbrugerprodukter de bringer på markedet er sikre. Hvis et hormonforstyrrende stof er i et forbrugerprodukt, så betyder det ikke nødvendigvis, at det udgør en sundhedsrisiko – det afhænger om der er børn eller gravide bliver udsat for stoffet,” siger Sehbar Khalaf. 

Alligevel anbefaler Miljøstyrelsen, at man begrænser sin omgang med de hormonforstyrrende stoffer herunder bisphenol A ved blandt andet at købe svanemærkede produkter, lufte grundigt ud hver dag, undgå parfume og vaske nye produkter, før man tager dem i brug. Dertil er der allerede forbud mod at anvende bisphneol A i flere produkter henvendt til gravide og spædbørn.

Hvorvidt babysokkerne med bisphenol A potentielt er sundhedsskadelige, hvis det nye niveau for tåleligt indtag godkendes, er ikke til at sige.

Allerede aftenen før står de i kø hen ad gaden foran tomme kontorer i Mumbai, Delhi og Ahmedabad. Næste morgen, når personalet møder ind, gælder det om at være de første 20 eller 50 eller hvor mange forsøgspersoner, der nu er behov for i det pågældende medicinske forsøg. 

Resten bliver sendt hjem og tjener ingen penge dén dag. 

Kontoret er en såkaldt Contract Research Organisation eller CRO. Deres opgave er at udføre medicinske forsøg for medicinalvirksomheder, og i de senere år er CRO’erne skudt op overalt i Indiens storbyer.

Under Covid19, hvor mange ufaglærte indere har mistet det arbejde, der var, er desperationen i køerne foran CRO’erne midt om natten forståelig, fortæller Bhagwat Patil. Han er 32-år, freelance app-udvikler, og da der i 2019 blev for langt mellem kunderne, tilsluttede han sig køerne foran CRO.

“Det er farligt. Forsøgspersoner, der kommer langvejs fra eller er fra laveste kaste, risikerer at få bank af de lokale, som mener, at de har førsteret til at teste medicin. De risikerer at blive samlet op af politiet eller blive stukket af myg og få malaria”, fortæller Bhagwat Patil.

Når kontoret åbner, og de manglende forsøgsdeltagere er fundet, bliver resten sendt hjem. Uden penge, der betyder, om familien får noget at spise den dag. Men dem, der bliver udvalgt, udsætter ofte sig selv for en farlig cocktail af medicin. 

Og sådan fik Bhagwat Patil en idé til en app, der nu er downloadet 70.000 gange og aktiv blandt 30.000 brugere i Indien. 

Vores medicin testes (også) i Indien

Lige nu er der knap en halv million medicinske forsøg i gang i verden, hvis den amerikanske regerings database, clinicaltrials.gov er fuldt opdateret. Databasen blev åbnet for offentligheden i 2008, og her ligger størstedelen af medicinske forsøg i USA og 221 andre lande i verden. Dog ikke alle, da det ikke er lovpligtigt at registrere medicinske forsøg i databasen. 

Behovet for flere medicinske forsøg og dermed forsøgsdeltagere var stort allerede før 2020, og så kom Covid19. I skrivende stund er der 8135 forsøg i gang i verden relateret til Covid19. 2367 af de forsøg er i fasen, hvor de aktivt rekrutterer mennesker til forsøgene. 

Medicinske forsøg er afgørende for, at ny livsvigtig medicin kan komme på markedet, og selvom langt de fleste forsøg stadig foregår i USA og Europa, er en hastigt stigende andel forsøg udliciteret til blandt andet Indien. Landet kaldes “verdens apotek”, fordi en stor andel af medicinen til resten af verden også produceres blandt landets 1,4 milliarder indbyggere.

Befolkningen er attraktiv for medicinalselskaber af mange grunde, én af dem er, at Indien har mange forskellige etniciteter, og de medicinske forsøg i livet giver vigtig viden om lægemidlers sikkerhed og effektivitet.

Novo Nordisk gør det. Pfizer og Lundbeck gør det også. Europæiske og amerikanske medicinalvirksomheder får testet lægemidler i Indien, hvor prisen er lavere. 

I det indiske register over kliniske forsøg er der lige nu 2018 forsøg, der relaterer til COVID19. Men her er tale om den berømte top af isbjerget, for langt fra alle medicinske forsøg er registeret i den offentlige database. 

Fattigdom sender flere indere mod medicinske forsøg

Udover den genetiske diversitet har Indien en anden ting, der gør det interessant at lave medicinske forsøg: Desperation.

Mange indere mangler penge. Arbejdsløsheden er høj, og tilsvarende er efterspørgslen på frivillige, der vil give blod eller lade sig stikke med en vaccine for 100-200 danske kroner. Desperationen er kun blevet større, efter Covid19-pandemien.

I dét marked så Bhagwat Patil en forretningsmulighed.

“Der var behov for kommunikation direkte mellem den enkelte frivillige og CRO’en, der manglede forsøgsdeltagere til et specifikt forsøg”, fortæller han via en skrøbelig whatsapp forbindelse fra Mumbai til København. 

Derfor lancerede han i 2020 den første version af E-bio. App’en virker kun på android, men når den hentes ned, kan alle lave et login, og så er der fri oversigt over alle kommende medicinske forsøg i den provins, man ønsker. Hvis man lever op til forsøgets kriterier, kan man deltage.

“Man melder sig til og dukker op med sit ID-kort hos den pågældende CRO, og hvis der kommer flere mennesker, end der er behov for, så har de resterende personer forrang til at deltage i et andet forsøg. På den måde slipper man for at stå i kø om natten”.

Ud med de ulovlige whatsapp-grupper

E-bio sparer først og fremmest tid for de frivillige forsøgsdeltagere, men er også et forsøg på et opgør med mere end 800 uovervågede grupper i beskedtjenesten whatsapp. Indtil nu har systemet fungeret via en underskov af rekruttører eller mobilizers, der kører rundt i storbyernes fattigere bydele og samler interesserede forsøgsdeltagere op. Forsøgspersonernes informationer samles i en Whatsapp-gruppe, som mobilizers efterfølgende fisker i, hver gang der kommer et nyt forsøg. 

Mobilizers sørger for, at så mange forsøgsdeltagere som muligt tropper hos CRO’en, og de er ikke så optaget af, om mange går forgæves, fortæller Bhagwat Patil. Et andet problem er, at personlige informationer for tusindvis af mennesker deles uden de ved, hvem der ellers deltager i gruppen. 

“Man kan risikere at møde et familiemedlem, og i Indien er det ikke social acceptabelt at medivirke i medicinske forsøg. Det anses for en doven tilgang til lette penge og ikke som et bidrag til forskning”, fortæller Bhagwat Patil.

Whatsapp-grupperne tiltrækker også kriminelle, der tilbyder porno, escort service eller falske ID kort, og der er ingen, der validerer folks private oplysninger. 

Seriedeltagerne

Udsigten til økonomisk kompensation har længe været en sundhedsrisiko for risikovillige indere. Eller med andre ord folk, der desperat mangler penge. For hvorfor nøjes med ét medicinsk forsøg, hvis man kan deltage i flere? 

Det korte svar er, fordi det er ulovligt. WHO anbefaler 90 dages karantæne mellem hvert forsøg, og de fleste regeringer, herunder Indiens, følger den linje. Serieforsøgdeltagelse som det kan oversættes til, er ulovligt, fordi det er farligt for forsøgsdeltagerne selv, og fordi det medicinske forsøg forurenes. 

De kliniske data ender med at være direkte ubrugelige. Hvis det altså bliver opdaget.

Fusk med ID kort har nemlig gjort det vanskeligt for CRO’erne at registrere hver enkelt forsøgsdeltager, og derfor har softwarevirksomheder udviklet systemer, der indsamler fingeraftryk til en fælles database, så CRO’erne kan sikre, at folk er dem, de siger de, er.

Problemet med datasikkerhed løses i E-bio appen ved, at folks ID kort er skjult for andre end CRO’en. Bhagwat Patil svarer dog ikke på, hvordan den kan forhindre, at folk bruger falske ID kort for at kunne deltage i flere forsøg samtidig.

OVIS, der står for Online Volunteers Information System, er en anden indisk virksomhed, som i dette tilfælde registrerer fingeraftryk, der først lyser grønt i databasen 90 dage efter seneste medicinske forsøg. Indtil da lyser forsøgsdeltageren rødt og er i karantæne for alle medlemmer af databasen, der indtil videre hævder at omfatte 2,1 millioner forsøgsdeltagere i fjorten indiske byer. 

Så er der alle de andre, som fortsat stiller sig i kø om natten eller tilmelder sit navn via en app. Ingen kan reelt kontrollere, om folks ID er fusk, og få gør forsøget, mener Bhagwat Patil.

“CRO’er skal bruge 50 mennesker og så stiller de ikke flere spørgsmål. De går ikke så meget op i, om folk er i stand til at deltage i et forsøg, eller om de deltager i andre forsøg, selvom det er ulovligt”, siger Bhagwat Patil.

Foreløbig er E-bio gratis for alle brugere, men snart er andelen af brugere så høj, at det vil koste penge for CRO’erne at få adgang til forsøgsdeltagerne. Appudvikleren er ikke bekymret for, at et gebyr kan koste ham kunder.

“CRO’erne kommer til at spare penge. De kan fyre rekruttørerne, fordi der ikke behøver at være et dyrt bindeled mellem dem og forsøgsdeltagerne, og de behøver ikke bruge flere dage på at screene for forsøgsdeltagere. Der er en konstant mængde mennesker, der ved, hvad de går ind til, og alle har relevante informationer om hinanden”, siger  Bhagwat Patil.

Hvad siger Kina selv?

Til Danwatch og TV2 afviser den kinesiske ambassade i Danmark anklagerne om undertrykkelse af uighurerne og tvangsarbejde i Xinjiang. Problemerne i Xinjiang-provinsen handler om terrorbekæmpelse, hævder de, og derfor har den kinesiske regering iværksat programmer for uddannelse og økonomisk vækst, som del af et langsigtet program for terrorbekæmpelse.

“Der er intet ‘tvangsarbejde’ i Xinjiang, kun frit valg på arbejdsmarkedet, og arbejdstagerrettigheder er beskyttet i henhold til loven. Disse fakta bør også fortælles til det danske publikum”, skriver ambassaden i en mail.

Danskerne køber private solcelleanlæg som aldrig før, men solcellerne på taget kan gemme på en skyggeside.

De kan nemlig komme fra kinesiske leverandører, som gør brug af tvangsarbejde i Xinjiang-provinsen.

I en aktindsigt fra Energistyrelsen fremgår det, at hver femte private solcelleanlæg, som er sat i drift efter 1. juni 2021, er bygget på solceller fra de kinesiske virksomheder LONGi, Trina Solar, Ja Solar, Jinko Solar eller Risen Energy. 

Alle fem har ifølge flere rapporter aftaler om at købe råmaterialer fra virksomheder i Xinjiang, der får arbejdskraft gennem kontroversielle kinesiske arbejdsprogrammer. 

Forskere har dokumenteret, at arbejdsprogrammerne involverer tvangsarbejde og er en del af Kinas systematiske undertrykkelse af det muslimske folkeslag uighurerne. 

Læs mere her: Soleventyrets skyggeside: Dansk solenergi kan være bygget på kinesisk tvangsarbejde

Tvangsarbejde i Kinas solindustri 

Siden starten af 2021 har der været meldinger om tvangsarbejde gennem statsstyrede arbejdsprogrammer i den kinesiske solcelleindustri. 

Den første rapport om problemstillingen kom i januar 2021 fra det amerikanske konsulentbureau Horizon Advisory, og i maj 2021 kom så rapporten “In Broad Daylight- Uyghur Forced Labor and Global Solar Supply Chains” fra Sheffield Hallam Universitetet i England.

I sidstnævnte kan forskerholdet bag dokumentere, at hver eneste virksomhed i Xinjiang, der producerer materialer til solcelleindustrien, enten er involveret i arbejdsprogrammerne eller leverer til en virksomhed, der deltager i dem. 

Og disse producenter i provinsen leverer til nogle af verdens største producenter af solceller, herunder til de fem virksomheder, hvis solceller købes af danske forbrugere herhjemme. 

Laura Murphy, der er medforfatter på rapporten fra Sheffield Hallam Universitetet, fortæller, at der er stor risiko for, at de kinesiske solceller, som anvendes i Danmark, er produceret ved brug af arbejdsprogrammer. 

“Hvis de kinesiske leverandører, der leverer til Danmark, får materialer fra Xinjiang, så er solcellerne med hundrede procents sikkerhed lavet ved hjælp af tvangsarbejde. Hvis de også får materialer fra andre steder i Kina, kan du stadig ikke være sikker på, at de ikke stammer fra Xinjiang”, siger Laura Murphy, som er professor i menneskerettigheder og moderne slaveri ved samme universitet.

Forbindelserne:

Solcelleproducenten LONGi køber materialer til solceller fra to forskellige underleverandører i Xinjiang, som bruger de kinesiske arbejdsprogrammer.

I en mail skriver Longi, at virksomheden hverken tolererer tvangsarbejde eller andre krænkelser af menneskerettighederne. Longi skriver også, at virksomheden arbejder på en mere transparent forsyningskæde.

Longi svarer hverken på, om det er korrekt, at underleverandørerne gør brug af de kinesiske arbejdsprogrammer, eller om de anerkender, at programmerne involverer tvangsarbejde.

Kilde: “In Broad Daylight- Uyghur Forced Labor and Global Solar Supply Chains”

Trina Solar har tre underleverandører, som gør brug af arbejdsprogrammerne.

I en mail understreger Trina Solar, at de ikke tolererer brugen af tvangsarbejde. Virksomheden mener ikke, at det er dokumenteret, at der foregår tvangsarbejde i forbindelse med arbejdsprogrammerne i Xinjiang.

Dermed bestrider Trina Solar den påstand, som alle de forskere, Danwatch og TV2 har talt med i forbindelse med denne historie, gentager om arbejdsprogrammerne i Xinjiang. 

Kilde: “In Broad Daylight- Uyghur Forced Labor and Global Solar Supply Chains”

Ifølge “In Broad Daylight” har Jinko Solar selv gjort brug af de kinesiske arbejdsprogrammer på sine fabrikker. Derudover har Jinko Solar to underleverandører, som bruger arbejdsprogrammerne.

Jinko Solar er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Kilde: “In Broad Daylight- Uyghur Forced Labor and Global Solar Supply Chains”

JA Solar har fire underleverandører, som gør brug af de kinesiske arbejdsprogrammer.

JA Solar har ikke svaret på vores henvendelser.

Kilde: “In Broad Daylight- Uyghur Forced Labor and Global Solar Supply Chains”

Risen Energy har fire underleverandører i Xinjiang, som bruger arbejdsprogrammer.

Risen Energy er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Kilde: “In Broad Daylight- Uyghur Forced Labor and Global Solar Supply Chains”

Kinas jerngreb om Xinjiang 

Ifølge forskere og menneskerettighedsorganisationer foregår der en systematisk undertrykkelse af det muslimske folkeslag uighurerne i Xinjiang-provinsen. 

Mest central for Beijings hårde linje i Xinjiang har været oprettelsen af flere hundreder interneringslejre, hvor op mod en million mennesker har været indespærret. 

Utallige vidnesbyrd fra tidligere fanger kan berette om tortur, tvangssterilisering og indoktrinering til “det rette kinesiske sindelag”.

Læs Qalbinur Sidiks historie her: “Det er min pligt at fortælle omverdenen om, hvad der foregår i Xinjiang…”

Derudover er tusindvis af moskeer og religiøse symboler jævnet med jorden, mens den kinesiske regering overvåger indbyggerne i Xinjiang, blandt andet via en app i deres telefoner. 

Rune Steenberg, der er antropolog ved Palacky Universitet Olomouc i Tjekkiet og som i flere år har studeret uighurerne, beskriver situationen som ”direkte voldelig statsundertrykkelse”. 

“Den kinesiske regerings krænkelser af menneskerettighederne i Xinjiang går langt ud over det, jeg nogensinde har forestillet mig, jeg skulle være vidne til”, siger Rune Steenberg.

Læs Erbagyt Otarbais historie her: “Vi kunne se smerten i deres øjne”

Det kan du gøre 

Også de statsstyrede arbejdsprogrammer, som solcelleindustrien i Xinjiang er en del af, indgår i Kinas jerngreb om provinsen, forklarer flere forskere. 

“Folk har reelt ikke mulighed for at sige nej til tilbuddet om at deltage i arbejdsprogrammerne, og det er dét, vi forstår ved tvangsarbejde”, fortæller professor Laura Murphy med henvisning til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) definition af tvangsarbejde. 

Hvis de alligevel afslår at være en del af programmerne, kan de risikere at ryge i en af de berygtede lejre.

I en rapport fra Nankai-Universitetet i Kina, som blev betalt af den kinesiske regering selv, fremgår det også, at arbejdsprogrammerne er designet til nedbryde uighurernes oprindelige kultur ved at få dem væk fra deres landsbyer.

Ifølge forskerne, er de fem solcelleproducenter, hvis solceller ender herhjemme i private solcelleanlæg, derfor også med til at understøtte undertrykkelsen af uighurerne, når de accepterer tvangsarbejde. 

Hvis man som solcellekunde gerne vil gøre noget, så opfordrer Laura Murphy til, at man er opmærksom på leverandørkæderne:

“Man kan bede om at købe solpaneler, som ikke har fået blotlagt en leverandørkæde, der går til Xinjiang”, siger Laura Murphy.

En Danwatch-undersøgelse

Utallige gange er der blevet dokumenteret en systematisk undertrykkelse af det muslimske folkeslag uighurerne i Xinjiang-provinsen i Kina.
Sagen kort
En del af undertrykkelsen sker gennem de statsstyrede arbejdsprogrammer, der forflytter uighurer fra deres hjem til store industrizoner.
Sagen kort
Ifølge eksperter involverer arbejdsprogrammerne tvangsarbejde, fordi det i praksis er umuligt at sige nej til dem.
Sagen kort
I 2021 kunne flere rapporter så dokumentere, at den kinesiske solcelleindustri også i stor stil får uighursk arbejdskraft gennem arbejdsprogrammerne i Xinjiang. Det sker i produktionen af de essentielle råmaterialer, der bruges i solceller.
Sagen kort
Energiselskaberne Better Energy og European Energy, der står bag nogle af de største danske solcelleparker, får deres solceller fremstillet af kinesiske selskaber, der benytter sig af tvangsarbejde i provinsen.
Sagen kort
De danske energiselskaber kan ikke garantere, at der ikke er uighursk tvangsarbejde bag deres solceller. Eksperter mener, at virksomhederne understøtter det kinesiske regimes undertrykkelse af uighurerne.
Sagen kort
Tidligere
Næste

“Assalamu Alaikum. Fred være med jer.” 

Da Qalbinur Sidik træder frem for at undervise eleverne i det store klasselokale en forårsdag i 2017, lyder den traditionelle muslimske hilsen pludselig helt forkert. 

Religiøse ledere, imamer og andre ældre mennesker sidder på bittesmå stole, tæt ved siden af hinanden. Række efter række. Stemningen er opgivende og dyster. Ingen af eleverne besvarer hendes hilsen. I stedet ser de ned i gulvet. 

Og pludselig opdager hun, at elevernes hænder og fødder er lænkede. 

Det her er ingen almindelig skole. Her er hverken borde, bøger, papir eller blyanter. Og eleverne er alt andet end de uuddannede analfabeter, hun har fået at vide, hun skal undervise i kinesisk.

“De var uighurer allesammen. Tydeligvis veluddannede folk. Jeg forstod pludselig, hvad det var for en lejr, jeg befandt mig i og blev virkelig bange. Det var en stor fejl at bruge den traditionelle islamiske hilsen. Der var tydeligvis ingen, som turde svare mig”, fortæller Qalbinur Sidik. 

“Jeg havde godt hørt, at der fandtes den slags lejre, men det var første gang, jeg så det med mine egne øjne. Jeg var fuldstændig chokeret. Det er en oplevelse, jeg aldrig glemmer”.

Som mange tusinde indbyggere i Kinas Xinjiang-provins blev Qalbinur Sidik for fem år siden udskrevet til tvangsarbejde – ikke i en mine, på en fabrik eller i en bomuldsmark, som så mange andre, men som sproglærer i en af de mange genopdragelseslejre, som det kinesiske kommunistparti oprettede fra 2014 for at opnå kontrol over provinsens etniske og religiøse mindretal og kvæle ethvert tilløb til selvstændighed i Xinjiang.

Qalbinur Sidik tilhører selv provinsens usbekiske mindretal og mener, at det blandt andet var derfor, de kinesiske myndigheder stolede tilstrækkeligt på hende til at sende hende til en uighurisk fangelejr for at undervise.

Danwatch har mødt den nu 53-årige folkeskolelærer i Holland, hvor hun bor på en hemmelig adresse på flugt fra det kinesiske styre, der stadig med alle midler forsøger at få hende til at tie stille med, hvad hun har oplevet.  

Dette er hendes historie.

Qalbinur Sidik blev tvunget til at arbejde som underviser i kinesisk i to forskellige genopdragelseslejre for uighurer i perioden 1. marts 2017 til 1. februar 2018. 

DOKUMENTATION

Lejren i Sangfanggu havde intet navn. Den var blot kendt som “Den Femte Landsby i Sangfanggu.” Her kan man se, hvordan lejren er blevet udbygget- Billederne er fra henholdsvis 2016, 2018 og 2019. Foto: Google Earth Pro/Danwatch

Lejren i Sangfanggu havde intet navn. Den var blot kendt som “Den Femte Landsby i Sangfanggu.” Her kan man se, hvordan lejren er blevet udbygget- Billederne er fra henholdsvis 2016, 2018 og 2019. Foto: Google Earth Pro/Danwatch

Lejren i Sangfanggu havde intet navn. Den var blot kendt som “Den Femte Landsby i Sangfanggu.” Her kan man se, hvordan lejren er blevet udbygget- Billederne er fra henholdsvis 2016, 2018 og 2019. Foto: Google Earth Pro/Danwatch

Lejren i Sangfanggu havde intet navn. Den var blot kendt som “Den Femte Landsby i Sangfanggu.” Her kan man se, hvordan lejren er blevet udbygget- Billederne er fra henholdsvis 2016, 2018 og 2019. Foto: Google Earth Pro/Danwatch

Lejren i Sangfanggu havde intet navn. Den var blot kendt som “Den Femte Landsby i Sangfanggu.” Her kan man se, hvordan lejren er blevet udbygget- Billederne er fra henholdsvis 2016, 2018 og 2019. Foto: Google Earth Pro/Danwatch

Lejren i Sangfanggu havde intet navn. Den var blot kendt som “Den Femte Landsby i Sangfanggu.” Her kan man se, hvordan lejren er blevet udbygget- Billederne er fra henholdsvis 2016, 2018 og 2019. Foto: Google Earth Pro/Danwatch


Forrige
Næste

Skrigene 

Noget af det, Qalbinur husker allerbedst fra lejren i nærheden af byen Sangfanggu, er skrigene

“Hver gang vagterne hentede en af mine elever fra klassen, kunne vi kort efter høre ham skrige noget så forfærdeligt. Det skete hver dag, formiddag, eftermiddag, aften. Vi kunne hele tiden høre de mest forfærdelige skrig.”

Qalbinur Sidik så ikke selv, hvad der skete med fangerne. Men hun vidste, de blev slået og tortureret. 

“Nogle gange så jeg dem i deres celler, når jeg gik forbi. Der var et lille vindue, som blev brugt til at give dem mad. Jeg kunne se, når de lå forslåede og sårede på jorden”.

Efter det første chok havde lagt sig, vovede Qalbinur Sidik at spørge en af vagterne, som hun indimellem talte med i pauserne, hvad der egentlig foregik. Bagefter ville hun ønske, at hun aldrig havde spurgt.

“Han fortalte, at der er fire former for tortur. Der er den elektriske hat, hvor man får stød i hovedet, der er de elektriske handsker, hvor man får stød på hænderne, der er den elektriske stol,  og så har de også en elektrisk stav, som de bruger til at give stød i anus og på kønsdelene”. 

I det hele taget var forholdene i lejren forfærdelige.

Tårerne løber ned af Qalbinur Sidiks kinder, når hun fortæller om, hvordan fangerne fik så lidt mad, at de bare blev tyndere og tyndere. En bolle og en kop tynd rissuppe var ofte det eneste, de fik på en hel dag. Qalbinur Sidik var selv med til at dele maden ud, og hun så, hvordan fangerne huggede det i sig. 

Toiletbesøg var tilladt tre gange om dagen, et minut ad gangen. Og om natten sov fangerne uden tæpper på det bare cementgulv, uanset hvor koldt det var. Lægehjælp var der tilsyneladende heller ikke meget af. 

En dag var det Osman, en stor, stærk fyr og en af hendes dygtigste elever, som ikke dukkede op til undervisningen. Da hun spurgte efter ham fik hun at vide, at han var død om natten, angiveligt af mangel på insulin.

Qalbinur Sidik blev selv tvunget til at arbejde som underviser i kinesisk i to forskellige genopdragelseslejre for uighurer i perioden 1. marts 2017 til 1. februar 2018. 

Derudover har hun kendskab til anvendelsen af uighuriske tvangsarbejdere i Xinjiang Tianshan Building Materials Group, som er det firma, hendes mand arbejder i.

I april 2018 blev hun bedt om at oversætte en kinesisk-sproget kontrakt som firmaet havde indgået med 114 uighuriske tvangsarbejdere, som fabrikken havde fået. Mange af dem kom fra Kashgar. 

Det fremgik af kontrakten, at deres månedsløn var på cirka 200 dollar (1200 Yuan eller 1300 kroner). De skulle arbejde 12 timer om dagen med en halv times middagspause. 

De skulle betale 500 Yuan for den mad, de modtog på fabrikken. 

De resterende 700 Yuan blev indsat på deres private bankkonti.

Arbejderne havde forbud mod at forlade fabrikken, forbud mod at modtage besøg og forbud mod at have kontakt med folk udenfor. 

I forbindelse med deres ansættelse skulle de aflevere deres mobiltelefoner.
Ifølge Qalbinur Sidik kom flere af dem fra genopdragelseslejre, hvor de fortalte, at forholdene var endnu værre.

Sindelagskontrol

Qalbinur Sidik beskriver i dag undervisningen som det rene hjernevask. Eleverne skulle følge et særligt undervisningsmateriale, som hele tiden understregede kinesisk kultur og nationalisme.

For eksempel skulle eleverne lære “røde sange” udenad, fortæller Qalbinur Sidik med henvisning til Kinas kommunistiske sangskat. 

Men det var ikke kun fangerne, som blev indoktrineret til at elske Kina og kineserne.

Som led i sindelagskontrollen blev Qalbinur Sidik og hendes mand Tursun også tvunget til at være vært for en kinesisk venskabsfamilie. Myndighederne valgte Tursuns overordnede i Xinjiang Tianshan Building Materials Group til opgaven.

Først kom den overordnede med sin kone og barn og boede hos familien Sidik i en hel uge, hvor Qalbinur og hendes mand måtte beværte og underholde dem.

Derefter kom chefen alene cirka hver tredje måned, blev hos dem i flere dage, og bagefter rapporterede han til myndighederne om deres “sindelag”.

Chefen forsøgte flere gange at lokke Qalbinur Sidiks mand til at gå til den nærliggende moske for at “bevise”, at familien var “ekstreme muslimer”, som dyrkede deres tro. Og han tvang gentagne gange parret til at drikke alkohol sammen med ham, selvom de normalt ikke drikker.

Men noget af det værste var, at han konstant lagde pres på Qalbinur Sidik for at få hende til at gå i seng med ham.

“Opskriften på de såkaldte venskab blev kaldt ‘Fem ting I gør sammen’ – vi skulle lave mad sammen, spise samme, studere sammen, rejse sammen og sove sammen. Vores såkaldte ‘familieven’ lagde meget vægt på det sidste”, fortæller Qalbinur Sidik.

Hun beskriver den kinesiske “familieven” som “et uhyre”, der f.eks. tvang hende til at stå tæt og holde sin hånd oven på hans, når han snittede grønsager sammen med hende i køkkenet eller stegte ting på komfuret. 

“En dag tvang han os til at drikke med ham, og så tog han tøjet af. Han sad der i bar overkrop og tvang mig til at sidde på hans skød, kramme og kysse ham. ‘Du er så smuk, lad mig kysse sig, din mad er vidunderlig’, sagde han blandt andet. Senere ville han igen sove med mig, men jeg sagde til min mand, at jeg ville slå både ham og uhyret ihjel, hvis han vovede sig ind på mit værelse og voldtog mig om natten”.

DOKUMENTATION

Ifølge Qalbinur Sidik ser man her det tidligere ældrecenter i Tougung, hvor kvindelejren var indrettet. Foto: Google Earth Pro/Danwatch

Ifølge Qalbinur Sidik ser man her det tidligere ældrecenter i Tougung, hvor kvindelejren var indrettet. Foto: Google Earth Pro/Danwatch

Zombier

Netop som Qalbinur Sidik troede, at livet ikke kunne blive værre, fik hun fra den ene dag til den anden ordre til at tage til en ny lejr for at undervise. Denne gang en lejr kun for kvinder.

Ligesom lejren i Sangfanggu havde denne lejr, som lå i Tougung, intet navn. Men Qalbinur husker et skilt med ordene “LaoNian Gong Li” på bygningen, der tidligere havde fungeret som ældrecenter. 

Indenfor var forholdene om muligt endnu værre end i Sangfanggu-lejren.

“Det var en bygning på seks etager med høje mure omkring. Der var kameraer overalt, og vinduerne var så tæt lukkede, at selv en flue hverken kunne komme ind eller ud”, fortæller hun.

“Alle fangerne, også i denne lejr, var uighurer. De var kvinder mellem 15 og 40 år, vil jeg tro. Der var en ubeskrivelig stank overalt. Der var mellem 30 og 50 kvinder i hver celle og kun et enkelt toilet i hver celle, så der lugtede så afskyeligt af pis og lort i hele bygningen”. 

Men det værste var de indsprøjtninger og piller, som Qalbinur Sidik fortæller, at kvinderne blev tvunget til at tage for at forhindre dem i at få børn.

“Hver mandag blev der taget blodprøver og givet indsprøjtninger og noget medicin, som havde til formål at stoppe deres menstruation og forhindre, at de kunne blive gravide”.

Præcis hvad det var for medicin, kvinderne fik, ved Qalbinur Sidik ikke. Men alle fangerne var uighuriske kvinder i den fødedygtige alder og flere af dem blødte ihjel, mens hun var i lejren. Angiveligt på grund af medicinen.

“Allerede den første dag, så jeg en kvinde på 18-20 år blive båret ud. Hun var blødt til døde. De andre sagde det var på grund af indsprøjtningerne”, fortæller Qalbinur Sidik, mens tårerne endnu engang triller.

“Det var så uhyggeligt at se, hvordan kvinderne opførte sig nærmest som zombier. Deres hår var barberet af, og det virkede som om, de var på stoffer, som om de ingen sjæl havde”.

Allerede den første dag, så jeg en kvinde på 18-20 år blive båret ud. Hun var blødt til døde. De andre sagde det var på grund af indsprøjtningerne.

Qalbinur Sidik

Systematisk voldtægt 

Qalbinur Sidik er ikke i tvivl om, at de kvindelige fanger var ofre for tvungen fødselskontrol. Men det var ikke det eneste, der foregik i lejren, som hun vurderer husede mindst 7.000-8.000 fanger.

En dag mødte hun en tidligere kollega i lejren, som fortalte, at hun havde fået til opgave at undersøge beskyldninger om voldtægt af en række fanger.

“Jeg spurgte hende om det var sandt, at kvinderne blev voldtaget, og det var det. Hun fortalte, at fire-fem fangevogtere eller politifolk tog en pige med ind i et rum uden kameraovervågning, og så voldtog de hende efter tur. Ofte brugte de også elektriske stave til at voldtage hende med og gentog så det hele forfra. Nogle af pigerne blødte voldsomt, men blev alligevel tvunget til at gøre rummet rent bagefter. Nogle piger blødte endda fra munden og ørerne efter overgrebene”.

Kollegaen fortalte, at mange af pigerne var helt unge teenagere, og at gerningsmændene ofte pralede med voldtægterne over for deres kolleger. Det var derfor, hun var blevet bedt om at undersøge anklageren, fortæller Qalbinur Sidik.

“Jeg var bange og følte mig konstant i fare. Men jeg havde ikke noget valg.” Qalbinur Sidik

Kvindernes historier

Forholdene i lejren gik hende mere og mere på, men der var tilsyneladende ingen måde, hun kunne slippe væk fra opgaven med at undervise dem.

“Jeg var bange og følte mig konstant i fare. Men jeg havde ikke noget valg. Hvis myndighederne vil have, at du skal arbejde i en af lejrene, kan du ikke sige nej. Du er nødt til at adlyde, ellers ender du selv i lejren”, siger hun.

Indimellem fandt Qalbinur Sidik en måde at vise fangerne respekt på. Eksempelvis skulle de en dag lave sætninger med udtrykket “Mit fædreland”.  

“Alle kvinderne rakte hånden op for at svare og så brugte de sætningerne til at fortælle mig deres historier. En sagde for eksempel ‘Jeg elsker mit fædreland. Derfor sendte mine forældre mig til USA for at studere. Jeg kom tilbage, fordi jeg savnede mit fædreland. Da jeg landede i lufthavnen, blev jeg sendt herned uden at se mine forældre. Jeg elsker mit fædreland og takker regeringen og kommunistpartiet for at give mig denne mulighed.’”

En anden fortalte, at hun havde fire børn derhjemme, den yngste var kun 15 dage, da hun blev sendt til lejren. 

“Jeg gav bryst, da de kom for at hente mig hertil for at lære kinesisk. Jeg takker regeringen og kommunistpartiet for at give mig denne mulighed. Jeg elsker mit fædreland”.

Qalbinur Sidik fortæller, at hun lyttede til alle kvindernes beretninger uden at græde.

DOKUMENTATION

Screenshots af den besked, Qalbinur Sidik fik om at møde til kontrol. “Kære borgere! Kampagnen for fødselskontrol 2020 er begyndt. Alle kvinder mellem 18-50 skal henvende sig på Chang Le Yuan Hospitalet den 19.,20.,21.,22. Juni.” “Hvis der sker noget, hvem skal tage ansvaret for dig? Spil ikke hasard med dit liv. Det handler ikke kun om dig. Du må også tænke på dine pårørende og familiemedlemmer omkring dig. Hvis du nægter at samarbejde, vil du blive taget med på politistation og sat i jernstolen!” Foto: Privat

Screenshots af den besked, Qalbinur Sidik fik om at møde til kontrol.
“Kære borgere! Kampagnen for fødselskontrol 2020 er begyndt. Alle kvinder mellem 18-50 skal henvende sig på Chang Le Yuan Hospitalet den 19.,20.,21.,22. Juni.”
“Hvis der sker noget, hvem skal tage ansvaret for dig? Spil ikke hasard med dit liv. Det handler ikke kun om dig. Du må også tænke på dine pårørende og familiemedlemmer omkring dig. Hvis du nægter at samarbejde, vil du blive taget med på politistation og sat i jernstolen!” Foto: Privat

Tvangssteriliseret

Selv om Qalbinur blev øjenvidne til de kinesiske myndigheders bestræbelser på at forhindre uighuriske kvinder i at få børn, havde hun ikke forestillet sig, at hun selv skulle blive et offer for den politik.

Med sine efterhånden 49 år var hun ikke længere i den fødedygtige alder og havde i øvrigt heller ikke tænkt sig at skulle have flere børn, men så…

“En dag fik jeg besked om, at alle kvinder mellem 18 og 59 skulle henvende sig på Chang Le Yuan hospitalet for at blive kontrolleret. Der stod, at hvis man ikke møder til kontrol, vil man selv og ens familie ende i jernstolen på politistationen. Det betyder, at man bliver hentet af politiet og fængslet eller sendt i en lejr, hvis man ikke samarbejder”, fortæller hun.

I første omgang insisterede hospitalet på at lægge en spiral op. Og det samme gentog sig, da Qalbinur på et tidspunkt begyndte at bløde og måtte have den fjernet igen.

Men en forårsdag i 2019 ringede hendes telefon pludselig, og den nu 50-årige skolelærer fik besked på omgående at møde på hospitalet til sterilisation.

“Det var tre uger efter min 50 års fødselsdag, og den unge kvinde i den anden ende af telefonen sagde: ‘Qalbinur, min søster, du bliver nødt til at tage på hospitalet og blive steriliseret. Der er ikke noget at gøre. Jeg kan ikke hjælpe dig.’ Jeg tiggede og bad og sagde, at jeg var parat til at gøre alt andet, men ikke sterilisation. Men hun stod fast og sagde, at jeg ikke havde noget valg”.

Tvangssteriliseringen fandt sted et par dage senere. Det var en dybt ydmygende oplevelse, som Qalbinur Sidik ikke er meget for at tale om i detaljer. 

“Der var en lang kø af kvinder. De var allesamme uighurer. Der var ikke kinesere imellem. Jeg ventede længe, før det blev min tur. Jeg fik besked på at lægge mig op på en briks, og lægen lovede, at det det ikke ville gøre ondt. Jeg fik et drop i armen, men var ved bevidsthed under hele operationen. Det varede måske en time, jeg ved det ikke. Bagefter var jeg meget svimmel og dårlig. Personalet sagde, at det var fordi, jeg havde mistet en masse blod. Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg kom hjem fra hospitalet den dag”.

DOKUMENTATION

Qalbinur Sidik underviste i kinesisk på Folkeskole Nummer 24 i Ürümchi i Xinjiang-provinsen, før hun blev tvangsudskrevet til at undervise uighuriske fanger. Foto: Privat

Qalbinur Sidik underviste i kinesisk på Folkeskole Nummer 24 i Ürümchi i Xinjiang-provinsen, før hun blev tvangsudskrevet til at undervise uighuriske fanger. Foto: Privat

Flugten

Som belønning for sterilisationen fik Qalbinur Sidik et stempel i sine papirer, som gjorde det muligt for hende at få udleveret sit pas, som myndighederne havde tilbageholdt i flere år.

“Jeg afleverede papirerne, der beviste at jeg var blevet steriliseret. De viste, at jeg havde gjort alt for at opfylde regeringens krav, og en uge senere fik jeg endelig mit pas tilbage”.

Med passet i hånden lykkedes det Qalbinur Sidik at rejse til Holland, officielt for at besøge sin datter Dilfuze, som studerer der, men reelt havde hun ingen planer om at vende tilbage til Kina. Hendes mand Tursun har ikke fået udrejsetilladelse, og det regner hun heller ikke med, at han får i fremtiden. 

“Vi har kun den ene datter, så det er meget vigtigt for mig at være i nærheden af hende. Det var et svært valg, men min mand kan ikke rejse med. Det har politiet sagt lige ud til ham, da vi kom for at ansøge om pas. Vi havde en invitation med fra min datter, og politiet sagde til mig: ‘Du er usbeker, så vi vil overveje din ansøgning’, men til min mand sagde de: ‘Du er uighurer, så du skal end ikke drømme om at få et pas’”.

“Han skrev, at han ville skilles – at vi ikke længere havde noget ægteskab. Derefter blokerede han mig”, fortæller Qalbinur Sidik om sin mand Tursun. Hun er overbevist om, at hendes mand er blevet tvunget af de kinesiske myndigheder til at kræve skilsmisse.

Pisk og gulerod

Qalbinur Sidik har nu boet i Holland i to et halvt år, og hun aner ikke, hvordan hendes mand har det.

“Det første år blev han konstant generet af politiet og sikkerhedstjenesten. Og pludselig sendte han mig en WeChat-besked fra politistationen, hvor han blev tilbageholdt. Han skrev, at han ville skilles – at vi ikke længere havde noget ægteskab. Derefter blokerede han mig”, fortæller Qalbinur Sidik.

WeChat er en kinesisk besked-app, som en milliard kinesere bruger både som socialt medie, dating-app og til betalinger. 

Hun er overbevist om, at hendes mand er blevet tvunget af de kinesiske myndigheder til at kræve skilsmisse. 

I december 2020 kontaktede Tursun hende pludselig igen og fortalte, at de lokale kinesiske myndigheder havde tvunget ham til at tage offentligt afstand fra hende. 

“‘De optog næsten fire timers video med mig, hvor jeg tog afstand fra dig’, fortalte han. ‘Jeg er så ked af jeg ikke kunne beskytte dig. Jeg forsøgte men fejlede’”. 

Selv om Qalbinur Sidik nu bor i Holland, føler hun, at de kinesiske myndigheder stadig jagter hende. 

“De har forsøgt på alle mulige måder at få mig til at tie og også forsøgt at overtale mig til at komme tilbage til Xinjiang. Men det vil ikke lykkes”, slår hun fast.

“I begyndelsen af 2021 arresterede de for eksempel min søster og tvang hende til at ringe mig op sammen med en politimand, der forsøgte at lokke mig til at komme hjem til Xinjiang. Han lovede, at jeg ville kunne leve i frihed med familie. Jeg ved jo godt, det ikke passer”, siger hun.

DOKUMENTATION

Det kinesiske politi arresterede Qalbinur Sidiks søster i 2021 og forsøgte derefter flere gange i 2021 at overtale hende til at vende tilbage til Xinjiang. Et af opkaldene blev filmet af BBC. Foto: Privat

Det kinesiske politi arresterede Qalbinur Sidiks søster i 2021 og forsøgte derefter flere gange i 2021 at overtale hende til at vende tilbage til Xinjiang. Et af opkaldene blev filmet af BBC. Foto: Privat

Qalbinur Sidik afviste høfligt tilbuddet, men politiet blev ved med at ringe til hende. Og fordi hendes søster var arresteret, turde hun ikke ikke lade være med at tale med dem.

“De ringede hele tre gange, og sidste gang lod jeg en journalist fra BBC optage opkaldet”, fortæller Qalbinur Sidik.

Det fik imidlertid myndighederne til at droppe fløjlshandskerne, og få dage før Danwatchs interview med Qalbinur Sidik, kontaktede hendes mand hende igen. 

Denne gang ringede han med kameraet slået til og fortalte, at han var blevet udsat for tortur, fortæller Qalbinur Sidik. 

“Han var blevet afhørt igen og igen. Han var rædselsslagen og undskyldte igen, at han havde fordømt mig. Men jeg forstår selvfølgelig hans situation”, fortæller Qalbinur Sidik.

“Jeg er så frygtelig ked af det og har så ondt af ham. Han så så bange ud.”

Qalbinur Sidik fortæller, at videoopkaldet kom dagen før, hun skulle afgive vidneforklaring ved Uighur Tribunal i London. Det er et folkeretligt initiativ, der har til formål at indsamle vidnesbyrd om forfølgelsen af uighurer og andre etniske mindretal i Xinjiang.

Og det mener hun bestemt ikke er tilfældigt. Men Qalbinur Sidik har for længst besluttet, at hun ikke vil tie. 

DOKUMENTATION

Qalbinurs tidligere kolleger på Folkeskole Nummer 24. To af lærerne, Akbar Sawut og Ahmet Turghun er angiveligt blevet arresteret af de kinesiske myndigheder. Foto: Privat

Qalbinurs tidligere kolleger på Folkeskole Nummer 24. To af lærerne, Akbar Sawut og Ahmet Turghun er angiveligt blevet arresteret af de kinesiske myndigheder. Foto: Privat

“Det, der foregår i Xinjiang, er et folkemord. Kineserne slår det uighuriske folk ihjel. Det er min pligt at fortælle omverdenen om, hvad der sker”, siger hun.

På sin mobiltelefon har Qalbinur Sidik stadig nogle få billeder fra sit liv i Xinjiang. Der er glade billeder af hende selv og søsteren, forelskede billeder sammen med Tursun og billeder af lærerstaben på hendes gamle arbejdsplads, Folkeskole Nummer 24.

To af lærerne har hun tegnet en grøn cirkel om. Det er Akbar Sawut og Ahmet Turghun, som ifølge Qalbinur Sidik er blevet arresteret, efter hun selv blev tvunget på pension i foråret 2019.

Hvor de er nu, aner hun ikke. Og det samme gælder hendes søster og ikke mindst hendes mand, som hun ikke har haft kontakt med, siden han fortalte hende om torturen i foråret 2021.

Listen af problemer, som Ukraine døjer med på højdepunktet af en brutal russisk invasion, er selvsagt alenlang.

Men foruden tabet af menneskeliv, infrastruktur og kulturarv har ukrainerne også et helt andet og særligt problem. Et kritisk problem, der inden længe risikerer at vokse sig adskillige gange større og føre til sultedøden for millioner af mennesker verden over.

Millioner af tons korn og madolie er lige nu strandet i store siloer og på lagre rundt om i landet. En enorm mængde fødevarer, der efter planen skulle have været eksporteret til nogle af verdens fattigste mennesker, men som på grund af krigen og en russisk flådeblokade ikke kan komme videre.

Ukraine er en af verdens største producenter af hvede, byg og solsikkeolie, og sammen med Rusland står Ukraine for 30 procent af den globale produktion af hvede. Ifølge Ukraines regering blokerer Rusland lige nu for eksporten af mindst 20 millioner tons korn fra de ukrainske havnebyer.

Millioner risikerer at sulte

Udover at være en økonomisk hovedpine for Ukraine, der risikerer at miste mange milliarder i eksportindtægter, udgør problemet en meget reel og dødsensfarlig risiko for millioner af mennesker i især Mellemøsten og Nordafrika, som er dybt afhængige af fødevareimporten fra Ukraine. 

Alene i Egypten, der sidste år købte over tre millioner tons hvede af Ukraine, er flere end 70 millioner mennesker afhængige af statsstøttede brødprogrammer. Også i lande som Indonesien, Tunesien og det i forvejen udsultede Yemen afhænger befolkningen af korn fra Ukraine.

Situationen er så alvorlig, at FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation advarer om, at konsekvenserne af det strandede korn i værste fald kan føre til, at 19 millioner flere mennesker bliver underernærede i den nærmeste fremtid.

Fødevaresikkerheden i fare

Da fødevarerne befinder sig i en krigszone, findes der ingen nemme løsninger. Mens lande som Frankrig har forsøgt at planlægge at føre kornet ud via godstoge over land, lader det til, at det er noget nær umuligt at komme uden om handelsruterne gennem Sortehavet. 

Ukraines jernbanenet har ikke samme dimensioner som det europæiske og derfor kan vognene ikke bare fortsætte ud af landet. Derudover har netop jernbanerne været et yndet mål for russerne, der ønsker at sabotere Ukraines forsyningslinjer til fronten. I øjeblikket er det ifølge eksperter derfor både et logistisk og sikkerhedsmæssigt mareridt at forsøge at trille kornet ud.

Over 90 procent af Ukraines fødevarer eksporteres derfor normalt ad søvejen fra en række større havnebyer ved Sortehavets nordvestlige kyst, med Odessa som den største og vigtigste. 

Men netop den del af Sortehavet har været centrum for voldsomme krigshandlinger, og den russiske Sortehavsflåde har siden krigens begyndelse håndhævet en de facto flådeblokade af Ukraines havnebyer, som forhindrer fragtskibe i at sejle ud.

Allerede i maj måned advarede FN’s fødevarechef, David Beasley, om, at hvis parterne ikke snart formår at åbne de Ukrainske havne igen, “vil det være en krigserklæring mod den globale fødevaresikkerhed. Og det vil resultere i hungersnød og destabilisering og massemigration verden over”.

Tyrkiet i spidsen 

På FN’s anmodning har NATO-landet Tyrkiet tilbudt at yde militær beskyttelse til fragtskibe, der vil hente korn i Ukraine. Tyrkiet kontrollerer det strategisk vigtige Bosporusstræde, som er den eneste vej ind og ud af Sortehavet, og har i løbet af krigen holdt sig på nogenlunde god fod med både Ukraine og Rusland. 

Måske netop derfor har begge parter indvilliget i at lade tyrkerne stå for centrale dele af missionen. I starten af juni kunne man se Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov trykke hånd med Tyrkiets udenrigsminister Mevlut Cavusoglu ved et pressemøde i Ankara.

“Vi er klar til at sikre sikkerheden for skibe, der forlader ukrainske havne”, lød det fra Lavrov.

“Vi er klar til at gøre dette i samarbejde med vores tyrkiske kolleger”.

Siden da er forhandlingerne fortsat. Så sent som i denne uge trådte Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, frem på et pressemøde og erklærede, at “forhandlingerne skrider fremad, så korn og solsikkeolie  og det hele kan nå resten af verden. Om en uge eller 10 dage vil vi intensivere samtalerne og prøve at nå et resultat”, lød det.

Torsdag den 30. juni trak russiske styrker sig tilbage fra den omstridte ukrainske klippeø Snake Island, der ligger ud for Odessa og derfor har stor strategisk betydning for skibstrafikken til og fra Ukraine.

Ifølge Ruslands forsvarsministerium skete det som et “tegn på velvilje” og et signal om, at Rusland ikke ville stå i vejen for FN’s planer. Samtidig gjorde de det klart, at det nu måtte være op til Ukraine at fjerne de søminer, der ligger i vejen for, at skibene kan sejle sikkert ud.

Uforudsigelige søminer

Netop spørgsmålet om minerne er en af missionens helt store udfordringer. Farvandet omkring Ukraines havnebyer stærkt mineret, formentlig med flere end 400 søminer ifølge The Guardian.

Selv om Rusland ifølge de amerikanske myndigheder angiveligt har lagt en  del af minerne, stammer langt de fleste fra Ukraine. Det ukrainske militær har selv lagt størstedelen af minerne ud omkring deres vigtigste havnebyer for at beskytte sig mod en russisk invasion ad søvejen, siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl, som er militær forsker ved Forsvarsakademiet.

“Man har spekuleret meget i, om russerne vil angribe med amfibiestyrker fra Sortehavs-flanken parallelt med et fremspring ad landvejen mod store havnebyer som Odessa. Derfor er man også meget forsigtige med at fjerne minerne igen, for russernes garantier er som regel ikke mere værd end det papir, de er skrevet på”, siger han.

Netop spørgsmålet om garantier er en af de udfordringer, de tyrkiske forhandlere forsøger at finde en løsning på. Rusland vil have garanti for, at Ukraine ikke udnytter kornskibene til at smugle våben bag russernes linjer. Og Ukraine vil have garanti for, at Rusland ikke angriber, så snart man har lavet en sikker vej gennem minefelterne.

Er der tale om almindelige bundminer, flytter de sig typisk ikke ret meget, og så kan det være muligt at finde en sikker vej gennem minefelterne, fortæller Kenneth Øhlenschlæger Buhl. Men er minerne forankrede, kan de rive sig løs, og det vil gøre missionen langt mere farlig. 

Noget tyder på, at det sidste er tilfældet. Flere gange er ukrainske miner drevet sydpå og er dukket op langs Sortehavskysten ved Rumænien og Tyrkiet. Adskillige gange har de tyrkiske myndigheder måttet uskadeliggøre miner, som var drevet mod Bosporusstrædet ved Istanbul, der er et af verdens mest befærdede farvande med tre gange så meget skibstrafik som Suez-kanalen.

Alting har en pris

Flere lande har meldt ud, at de gerne vil bidrage til at løse problemet. Storbritannien har eksempelvis lovet, at hjælpe med at fjerne miner. Men derudover hviler det meste af missionen på Tyrkiet, der siger, de nok skal stå for det meste. Der er blandt andet oprettet et kommandocenter i Istanbul, hvorfra missionen skal koordineres, og det tyrkiske militær har også tilbudt både at fjerne miner og bevogte skibene, samt at kontrollere, om der skulle være smuglede våben ombord.

Men Erdogan gør det ikke gratis. Flere medier har rapporteret om, at Tyrkiet vil have 25 procent rabat på det korn, de selv køber af Ukraine. Ifølge mediet Middle East Eye har den tyrkiske landbrugsminister Vahit Kirisci sagt, at Ukraine allerede har accepteret en lavere pris.

Omvendt har Ukraine også stillet krav til tyrkerne. De har blandt andet gjort det klart, at Tyrkiet skal spille en større rolle i at forhindre, at Rusland kan sælge det korn, de anklages for at have stjålet fra Ukraine i løbet af krigen.

“Det her korn transporteres til andre lande, inklusiv Tyrkiet”, sagde Ukraines ambassadør i Tyrkiet, Vasyl Bodnar, ved et pressemøde i Ankara i juni. 

“Vi har bedt Tyrkiet om at hjælpe os og er, efter forslag fra den tyrkiske side, ved at indlede kriminalsager mod dem, der stjæler og sælger kornet”.

Den 4. juli tilbageholdt tyrkiske toldere det første russiske fragtskib, som menes at sejle med stjålet korn. I dagene efter fulgte flere skibe. I skrivende stund undersøges det stadig, om ukrainernes påstande kan bevises, og både skibe og korn skal konfiskeres, eller om skibene får lov at sejle videre.

Kamp mod tiden

Den månedlange blokade af Ukraines havne betyder, at landets kornsiloer og madoliedepoter er propfyldte. Udover at fødevarerne ikke når dem, der desperat har brug for dem, medfører de fyldte lagre også en række andre risici.

Flere gange har det russiske militær ramt og ødelagt sådanne lagre med bomber og missiler – eksempelvis i havnebyen Mykolaiv i slutningen af juni. Og går der først ild i et kornlager, er det svært at slukke igen, før det er helt udbrændt. 

Men det største problem venter lige rundt om hjørnet, når årets høst skal i hus. For hvis ikke lagrene snart bliver tømt, vil der ikke være plads til de mange tusinde tons nye afgrøder og fødevarer, og så risikerer krisen at vokse sig betydeligt meget større.

Eller som Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, udlagde det i starten af juni:

“Lige nu har vi omkring 20-25 millioner tons, som er blokeret. Til efteråret kan det tal være 70-75 millioner tons”.

Ifølge flere kilder i den britiske og amerikanske regering kan der gå lang tid, før krisen er ovre – uanset om det lykkes at løse problemet her og nu. USA’s udsending for global fødevaresikkerhed, Cary Fowler, vurderer at krisen kan vare tre år endnu. En britisk unavngiven embedsmand mener ifølge The Guardian også, at vi står over for en længerevarende krise:

“Selv i det bedste scenarie, hvis krigen stopper i morgen, ser vi stadig ind i en to-årig krise på globalt plan”, siger han til den britiske avis.

 

Forsvaret i Afrika

Danwatch har i den seneste tid sat fokus på Forsvarets træningsmissioner i Afrika. Vi har blandt andet afsløret, at Frømandskorpset har trænet borgerkrigstropper i Cameroun, som de vidste blev indsat mod egen befolkning

Læs alle artiklerne her:

Den 23. marts 2018 stod danske frømænd på en militærbase i det sydvestlige Cameroun og trænede specialstyrker fra Camerouns militær. 

Samtidig nærmede tropper fra samme hær sig byen Bole 45 kilometer nordøst fra den danske træning. De var på jagt efter engelsksprogede separatister og sympatisører i civilbefolkningen, der ønskede selvstændighed fra den fransktalende del af landet under den autoritære præsident Paul Biya. 

Da de camerounske soldater nåede frem til landsbyen, begyndte uhyrlighederne.

En 43-årig camerounsk mand var på vej hjem til sin familie efter et besøg i en anden by. Men han blev blokeret af hærens soldater ved en bro i udkanten af Bole. 

“Pludselig kunne jeg se en kæmpe røgsky og det gik op for mig, at Bole var blevet sat i brand. Mellem røgen var der sporadiske skud”, fortæller manden, der er anonym af hensyn til sin sikkerhed, til Human Rights Watch.

“Da jeg vendte tilbage, var mit hus brændt ned, og min mor var brændt inde. Da militæret kom, løb min kone og børn, men min mor kunne ikke. Hun led en forfærdelig død. Vi fandt kun hendes hoved og indvolde. Alt andet var brændt”.

Danwatch afslørede for nylig, at Frømandskorpset i 2018 trænede camerounske specialstyrker, som man vidste først skulle “indsættes mod egen befolkning” i den camerounske borgerkrig. Civile blev henrettet og huse blev sat i brand under operationerne, hvor dansk-trænede camerounske soldater deltog. Men træningen af borgerkrigssoldaterne fik lov til at fortsætte af Forsvarsministeriet. 

Nu kan Danwatch afsløre, at mens træningen af de camerounske tropper efterfølgende blev gennemført i foråret 2018, havde den camerounske hær travlt med at sætte landsbyer i flammer helt ned til 45 kilometer væk fra den danske træning. 

Faktisk var den camerounske hær i gang med en systematisk afbrændingskampagne af landsbyer i foråret 2018, ført an af specialstyrkerne fra BIR, der samtidig modtog dansk træning i samme borgerkrigsramte region, hvor nedbrændingerne foregik. 

Forsvaret har i redegørelser til Forsvarsministeriet tidligere forsvaret sine træningsmissioner i Cameroun med, at der ikke var geografisk overlap mellem de forbrydelser, den camerounske hær begik og den danske træning af samme hær. 

Men den udlægning falder nu til jorden. 

“Det er vanvittigt, at Danmark trænede Camerouns hær i foråret 2018 i Sydvest-regionen, hvor samme hær var i gang med systematisk at brænde landsbyer ned”, siger Billy Burton, Cameroun-ekspert og medgrundlægger af databasen Cameroon Database of Atrocities.

Lektor ved Forsvarsakademiet, Thomas Mandrup, undrer sig over, at Forsvarets Efterretningstjeneste, som indsamler efterretninger, når danske soldater er udsendt, tilsyneladende ikke har været mere opmærksomme på borgerkrigens eskalering, mens den danske træning stod på.

“Det kan være svært at få øje på, at vi havde så store interesser i Cameroun, at det var nødvendigt at fortsætte træningen af den camerounske hær under borgerkrigen i 2018, hvor de begik så mange overgreb”, siger Thomas Mandrup til Danwatch. 

Forsvaret er ikke vendt tilbage med svar på vores spørgsmål inden udgivelse. Forsvarets Efterretningstjeneste skriver i et svar til Danwatch, at de ikke kommenterer på konkrete sager.

Dansk træning under borgerkrig 

Af en aktindsigt fra Forsvarskommandoen fremgår det, at Frømandskorpset trænede de camerounske specialstyrker COPALCO tre gange i løbet af marts, april og maj 2018. 

Træningen i marts foregik i regi af den amerikanske maritime militærøvelse Obangame Express, mens træningerne i april og maj var selvstændige danske træningsmissioner, som officielt havde til formål at styrke kampen mod pirateri i Guineabugten, hvor danske rederier har kommercielle interesser.  

Som i de forgangne år foregik den danske træning i den engelsktalende Sydvest-region. Men nu var regionen blevet centrum i borgerkrigen, der brød ud i oktober 2017, efter engelsktalende separatister erklærede Nordvest og Sydvest-regionen for en selvstændig stat ved navn Ambazonien.  

Da Frømandskorpsets træning faldt i foråret 2018, var den camerounske hær i gang med en brutal nedkæmpning af oprøret. Talrige af de brutale hændelser som landsbyafbrændinger og drab på civile foregik under 100 kilometer fra de danske træninger, enten samtidig med eller i perioden omkring de danske træninger af samme hær, som begik uhyrlighederne.    

Samtidig boede de danske frømænd på et hotel kun 17 kilometer væk fra Buéa Central Prison, hvor adskillige fanger blev tortureret og dræbt af den camerounske hær ifølge en rapport fra Amnesty International. Mændene var blevet taget til fange under militæroperationer omkring byen Mamfé, hvor dansk-trænede camerounske styrker deltog

Overgrebene var kendte 

Hærens nedbrænding af landsbyer i Camerouns Sydvest-region opstod ikke som et nyt fænomen midt under den danske træningsmission i marts 2018. Der var adskillige blinkende alarmlamper i ugerne op til træningen. 

I januar brændte hæren landsbyen Kwakwa ned, kun 53 kilometer væk fra basen, hvor den danske træning skulle foregå det følgende forår. Syv civile blev dræbt under angrebet ifølge Human Rights Watch

“Kwakwa er en af krigens mest notoriske nedbrændinger af en landsby, hvor folk blev pulveriseret i deres egne hjem”, siger Emma Osong, en sydcamerounsk menneskerettighedsfortaler, til Danwatch. 

I februar 2018 – måneden inden den første af tre danske træninger af camerounske styrker under borgerkrigen – bragte Reuters en artikel om, at den camerounske hær brændte landsbyer ned i samme region, og at tusindvis af civile var flygtet til nabolandet Nigeria. 

“Hæren – som normalt bør opretholde lov og orden og beskytte ejendom og liv – går amok i landsbyer, brænder huse ned, brænder madlagre og folks butikker af. Alt er plyndret. Det er utroligt. Det er uacceptabelt. Og det er inhumant”, sagde den camerounske lovgiver Joseph Banadzem til mediet VOA i februar 2018.

DOKUMENTATION

Videoerne fra landsbyafbrændingerne er indsamlet og verificeret af både Human Rights Watch og BBC. Danwatch har ikke haft mulighed for uafhængigt at geolokalisere videoerne. Du kan læse om Human Rights Watch metode her og se BBC’s indslag her


Afspil
Landsbyen Kuke


Afspil
Landsbyen Munyenge


Afspil
Landsbyen Munyenge


Afspil
Landsbyen Kwakwa

Tidligere
Næste

Systematisk afbrændingskampagne  

Mens Frømandskorpset træner camerounske styrker under Obangame Express i marts 2018, er korpset samtidig på en fact finding-mission i området omkring den camerounske kystby Limbe. Her skal de undersøge sikkerhedssituationen, inden de selvstændige danske træninger af camerounske styrker i april og maj. Det viser en aktindsigt, som Danwatch har fået af Forsvarskommandoen. 

Hele regionen er på dette tidspunkt underlagt udgangsforbud efter kl 21 på grund af den dagligt eskalerende sikkerhedssituation. Men det får ikke Frømandskorpset til at genoverveje, om næste træning skal gennemføres. 

Frømandskorpset vurderer trods udgangsforbuddet i hele regionen, at situationen i Idenau og Isongo – militærbaserne hvor de danske træninger i Sydvest-regionen foregik – “er fredelig uden ændringer i normalbilledet siden sidste besøg i december 2017”. 

Men selvom situationen på disse to steder var stabil i foråret 2018, stod resten af regionen bogstavelig talt i flammer. 

“Hæren var simpelthen i gang med en systematisk afbrændingskampagne af landsbyer i den periode i Nordvest og Sydvest-regionen. Folk var på flugt fra den camerounske hær og gemte sig i bushen, mens Danmark var i gang med at træne samme hær”, siger Cameroun-eksperten Billy Burton.

Mens Forsvaret er på fact finding-mission i Sydvest-regionen, vurderer FN’s Flygtningeorganisation UNHCR, at mindst 40.000 mennesker er blevet internt fordrevne som følge af hærens operationer i regionen. I maj, hvor den sidste danske træning finder sted, er antallet af internt fordrevne i regionen mere end firedoblet til 160.000 mennesker.

Ifølge databasen Armed Conflict and Events (ACLED) mistede mere end 384 mennesker livet i borgerkrigen i Nordvest og Sydvest-regionerne fra marts til maj 2018. 

50 landsbyer brændt ned

Den camerounske menneskerettighedsorganisation CHRDA (Centre for Human Rights and Democracy in Africa) berettede i maj 2018, at 50 landsbyer var blevet nedbrændt i Sydvest og Nordvest-regionen i de første fem måneder af 2018. 

BBC udgav i juni 2018 indslaget Burning Cameroon: Images you’re not meant to see, der ligeledes dokumenterer nedbrænding af en række landsbyer i Sydvest-regionen mellem januar og maj 2018. Flere af dem ligger tæt på de danske træninger både geografisk og tidsmæssigt.    

Den 29. april – i en mellemliggende periode mellem to danske træninger – bliver landsbyen Munyenge brændt ned. Den ligger 45 kilometer fra Isongo-basen, hvor Frømandskorpset plejer at afholde de selvstændige danske træningsforløb af camerounske specialstyrker.   

“Da de kom til landsbyen begyndte de at skyde op i luften. Alle løb ind i bushen. De skød nogle civile den dag og dræbte dem. Om aftenen begyndte de at brænde nogle af husene ned omkring dem. De brændte et helt kvarter ned den dag”, fortæller et øjenvidne i Munyenge til BBC. 

“De dræbte en person og skar hans hoved af. Liget lå og rådnede, men ingen kunne begrave det”.  

Det var specialstyrkerne fra BIR, som brændte husene ned. Måneden inden modtog BIR dansk træning under Obangame Express-øvelserne ifølge et svar fra Forsvarskommandoen til Danwatch. 

Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch udgav i juli 2018 rapporten “The killings can be stopped”. Organisationen dokumenterede nedbrænding af huse i 20 landsbyer i Sydvest og Nordvest-regionen begået mellem januar og juni 2018. 

“Da jeg rejste gennem de engelsktalende regioner i april 2018, fik jeg hurtigt en fornemmelse af, at tingene ikke var normale. Folk var urolige og paranoide, boligkvarterer og landsbyer var brændt ned og der var soldater til stede på alle hovedveje,” siger rapportens forfatter Jonathan Pedneault, der ikke længere arbejder for Human Rights Watch. 

“Hvis det danske Forsvar havde et minimum af interaktion med de lokale, burde de have vidst, at der var en konflikt i gang i området, og at den var kompleks. Der var ingen gode sider”.  

Hvem har sovet i timen? 

At Forsvaret forberedte at træne camerounske specialstyrker, mens landet langsomt sank ned i en blodig borgerkrig, skabte bekymring tilbage på Specialoperationskommandoens hovedkvarter på Flyvestation Aalborg.   

I en aktindsigt fra Forsvaret fremgår det i en intern rapportering, at Orlogskaptajn Kristoffer Kruuse allerede i december 2017 appellerer til, at situationen i Cameroun bør overvåges nærmere op til kommende træninger i foråret 2018. 

“De hårdhændede udmeldinger (fra Camerouns militær, red.) og den indenrigspolitiske situation repræsenterer en ustabil situation, hvilket appellerer til at den indenrigspolitiske situation i Cameroun bør monitoreres af Udenrigsministeriet og Forsvars Efterretningstjeneste”, skriver Kruuse i en orientering til Forsvarskommandoen. 

Danwatch har spurgt Forsvaret om orlogskaptajnens interne appel blev videregivet til Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Udenrigsministeriet. Forsvaret er ikke vendt tilbage med svar inden deadline.

FE skriver til Danwatch, at de svarer ikke på spørgsmål om konkrete sager. Udenrigsministeriet skriver, at de ikke kan finde dokumentation for, at de modtog en sådan appel fra Forsvaret.  

Danwatch har forelagt hændelsesforløbet til lektor ved Forsvarsakademiet Thomas Mandrup, som blandt andet har forsket i stabiliseringsoperationer i Afrika. 

Han mener ikke, at frømændene nødvendigvis har vidst, at der blev brændt landsbyer af, mens de trænede Camerouns hær. Og i så fald er det ikke første gang, soldater er uvidende om, hvilke uhyrligheder der foregår udenfor militærbasens mure.  

“Vi har før set en meget værre sag i Kiwanja i DR Congo, hvor 150 mennesker blev massakreret cirka én kilometer væk fra en base, hvor 100 indiske FN-soldater holdte til, uden at der blev grebet ind, fordi de var underbemandet og manglede efterretninger” siger han. 

Alligevel er der ifølge Mandrup grund til at undre sig over, at man fra dansk side tilsyneladende ikke var opmærksom på de overgreb, der fandt sted i regionen for de danske træninger, når internationale medier rapporterede om landsbyafbrændinger i regionen i ugerne op til træningerne. 

“Der er som regel en taktisk efterretningsindsats fra FE og politisk støtte fra Udenrigsministeriet, som skal understøtte en træningsmission som denne”, siger Thomas Mandrup. 

“Når der bliver skrevet bekymret hjem som orlogskaptajnen gør her, må man formode, at der var nogen, der tjekkede op på det og undersøgte det. Der kan man undre sig over, om nogen måske har sovet i timen, hvis de ikke har opfanget det her”. 

Danmark trækker sig

Den 20. juli 2018 rejser Frømandskorpset en sidste gang på fact finding-mission til Sydvest-regionen i Cameroun. 

Sikkerhedssituationen skal udredes inden “Specialoperationskommandoens aktiviteter fremadrettet mod præsidentvalg d. 7. oktober 2018”, fremgår det af en rapport fra turen, som Danwatch har fået aktindsigt i af Forsvarskommandoen. 

Flere af Frømandskorpset møder bliver aflyst af sikkerhedshensyn og situationen i området er “mere uropræget” end sidste besøg i maj, fremgår det af rapporten. Nogle områder kan danskerne ikke få adgang til pga. “skyderier”. 

En dansk træning, som var planlagt i august, aflyses.   

Og denne fact finding tur i sommeren 2018 – hvor de fleste møder aflyses og det i stigende grad er usikkert for danskerne at opholde sig i områder, hvor man har trænet camerounske soldater igennem tre år – bliver altså enden på det danske militære engagement i Cameroun. 

Fra 2019-2022 følger regeringen en ny anti-pirateri-strategi, og Cameroun er ikke længere en del af planerne. Nu vil man fokusere på Nigeria og Ghana. 

I dag fortsætter den camerounske borgerkrig på fuldt blus. Sidste uge blev omkring 30 landsbybeboere dræbt i det nordvestlige Cameroun i en fejde over landjord. Engelsktalende separatister spillede en nøglerolle i volden. 

Senere på ugen var de dansk-trænede specialstyrker fra COPALCO involveret i endnu en aktion under borgerkrigen, hvor de ifølge et pro-separatistmedie anholdte en separatistleder. På billeder fra aktionen sidder 11 mænd og én kvinde anholdt på jorden med forpinte ansigter. 

Bag ved en mur på en sidegade i Phnom Penh ligger et børnehjem. Børnene kommer løbende og springer i armene på turister, når de kommer ind ad den store port fra gaden. 

Udenfor inviterer et skilt forbipasserende til at komme ind og få et kram, mens nogle af børnene er sendt ud på gaden for at bringe turister med indenfor. 

Denne scene udspiller sig hver eneste dag uden for mange af Cambodjas børnehjem. Men bag murene gemmer bagsiden af den velmenende turisme sig.

Vi har også lavet en podcast

Turismens bagside

Børnehjem er en populær turistattraktion både i Cambodja og mange andre lande i det globale syd såsom Kenya og Haiti. Hjemmene bliver hvert år besøgt af tusindvis af turister, som kommer ind fra gaden, sammen med en tourguide eller som frivillige, der hovedsageligt kommer fra den rige del af verden for at tage sig af børnene i et par uger eller måneder. 

De besøgende og frivillige kommer med de bedste intentioner, men i Cambodja er børnehjemsturisme blevet en lukrativ forretning for dem, der driver børnehjemmene. Der er mange penge at tjene både på de besøgendes donationer og på de frivilliges ophold. 

Det er formentlig de færreste turister, der ved, at deres gavmildhed og gode intentioner støtter en industri, der splitter familier ad og sætter børn i en sårbar situation, hvor de risikerer voldsom omsorgssvigt, psykologiske traumer og overgreb. 

FN’s børnefond UNICEF og en lang række NGO’er, samt udenrigsministerierne fra både England og Australien opfordrer af samme grund rejsende til ikke at være frivillige på børnehjem.

Det har fået et stigende antal af organisationer, der sælger frivilligrejser, til at stoppe med at tilbyde ophold på børnehjem, for eksempel verdens største internationale udbyder af frivillige ophold Projects Abroad

I Danmark kan man imidlertid stadig købe et ophold på et cambodjansk børnehjem. Blandt andre hos Global Contact fra Mellemfolkeligt Samvirke.

En god forretning

Ifølge Kathryn E. van Doore, der er børnerettighedssadvokat, har turismen og industrien omkring frivillighed i det globale syd gjort børnehjem til en profitabel forretning, der opererer i tråd med markedets principper om udbud og efterspørgsel, hvor børn rekrutteres og købes til børnehjemmene, så stedet kan tjene penge på, at turister kan besøge og være frivillige hos dem. 

Det bekræfter hjælpeorganisationen ChildSafe Movement, der er en del af Friends International, som beskæftiger sig med beskyttelse af børn verden over.  

“Børnehjem dukkede op i massevis, fordi det var en god forretningsmodel. Man kan tjene gode penge på det”, fortæller James Sutherland, der er bosiddende i Cambodja og  international kommunikationskoordinator for ChildSafe Movement.

Ofte er forældrene blevet løjet for og fortalt, at de og børnene kan besøge hinanden, men det sker ikke.
James Sutherland, Koordinator for ChildSafe Movement

Fire ud af fem har familie

Når børnehjem er blevet et stort fænomen i Cambodja, skyldes det et stort behov for at kunne huse de mange fordrevne og forældreløse børn efter folkemordet i Cambodja i 1970’erne.

Men på trods af at antallet af forældreløse børn faldt, fordi mange blev genforenet med deres familie eller reintegreret i samfundet, så viser tal fra den cambodjanske regering, at antallet af institutionaliserede børn i Cambodja steg med 91 procent (fra 6,254 til 11,945) og antallet af børnehjem med 75 procent (fra 154 til 269) i perioden 2005-2010. 

Ifølge en kortlægning af UNICEF er de tal steget til 16,579 børn i 406 børnehjem i 2017. 

Stigningen faldt bemærkelsesværdig meget sammen med den store vækst i turismen til landet.

Langt de fleste børn på Cambodjas børnehjem, har faktisk levende slægtninge. Fire ud af fem har mindst en levende forælder ifølge det cambodjanske Ministerium for Sociale Anliggender, Veteraner og Unge-rehabilitering. De rekrutteres fra fattige familier af mellemmænd eller børnehjemmet selv, der lover dem bedre levevilkår.

Tallene bekræftes af ReThink Orphanages, der er en international koalition af organisationer og virksomheder, der arbejder imod unødig institutionalisering af børn. 

De henviser til forskning som viser, at omkring 80 procent af de børn, der bor på børnehjem verden over, har mindst en levende forælder.

FAKTA

Stigning i antallet af institutionaliserede børn i Cambodja

Købt af fattige familier

Børn bliver rekrutteret eller endda købt fra fattige familier.

“Det kan være svært at forstå, men forældre i en fattig familie, der for eksempel ikke har råd til at give deres børn skolegang, vil modvilligt gå med til at placere dem på en institution, fordi de tror, at deres barn vil få det bedre der”, siger James Sutherland.

Han tilføjer, at “ofte er forældrene blevet løjet for og fortalt, at de og børnene kan besøge hinanden, men det sker ikke”.

I nogle tilfælde får familierne at vide, at barnet vil blive returneret til dem. Men det er langt fra alle børn, der forenes med deres familie igen, fortæller han.

Forældrene går med til at placere deres barn på en institution, hvor de får at vide, at de vil få mad, tøj, skolegang og lignende, men de skadelige konsekvenser ved at vokse op på børnehjem, eller Residential Care Institutions som de også kaldes, er mange, alsidige og veldokumenterede.

Ifølge en rapport udarbejdet af Lumos, en international NGO der beskæftiger sig med institutionaliseringen af sårbare børn, er børnene ekstremt sårbare over for grove former for svigt og udnyttelse, som f.eks. seksuelle overgreb af turister og frivillige.

Derudover risikerer børnehjemsbørnene at udvikle tilknytningsproblemer som følge af udskiftning i omsorgspersoner. 

Falske dødsattester

Ifølge Lumos, bliver børnene i nogle tilfælde gjort forældreløse på papiret. 

Det sker ved, at  børnehjemmene forfalsker dødsattester på forældrene eller laver nye, falske dåbsattester til børnene, så de på papiret ser ud som om, de er forældreløse. 

På den måde er børn også blevet bortadopteret ud af landet til intetanende adoptivforældre, viser en rapport fra den cambodjanske menneskerettighedsorganisation Cambodian League for the Promotion and Defense of Human Rights.

Det gør det utroligt svært for de organisationer, der beskæftiger sig med at genforene børnene med deres familier igen, fordi der ikke er nogle dokumenter, der kan hjælpe dem med at opspore familien, fortæller James Sutherland.

Pengemaskine

At børnehjem er blevet så god en forretning skyldes blandt andet den store interesse og de mange donationer fra turister. 

Derfor bliver mange af de børnehjem, der oprettes, bygget tæt på populære turistmål som de store byer Phnom Penh og Siem Reap. 

Her bliver børnene sendt ud på gaden for at opsøge og lokke turister ind på børnehjemmet, hvor de kan lege med børnene, tage billeder med dem, købe småting de har lavet eller se en opvisning med sang og dans. 

I slutningen af besøget vil de besøgende blive opfordret til at donere penge eller købe varer som ris eller blyanter i den lokale butik til hjemmet.

Det er enormt sårbare børn. De eneste, der burde arbejde med dem, er kvalificeret og uddannet personale.
James Sutherland, Koordinator for ChildSafe Movemen

Sultet med vilje

Sutherland fortæller, at nogle børnehjem har lavet aftaler med de lokale butikker, hvor de sælger de donerede varer tilbage til butikken, som de så kan sælge til nye turister igen dagen efter. Han fortæller også, at pengene fra donationerne i mange tilfælde slet ikke går til at forbedre livet for børnene, men ryger i lommen på dem, der driver børnehjemmet.

Ifølge Lumos, er der i nogle tilfælde rapporteret om børn, der er blevet bevidst underernæret og holdt i en elendig tilstand for at fremstå endnu mere sørgelige og på den måde tiltrække flere penge fra berørte turister, der forbliver uvidende om det voldsomme omsorgssvigt, de har bidraget til. 

“Det ville du aldrig gøre i dit hjemland”

“Det turisterne ikke opfatter, er, hvad det er de børn udviser, når de kommer løbende og krammer fuldstændig fremmede mennesker, og nogle gange siger: “Jeg elsker dig” til dem.  De udviser tegn på psykologisk lidelse og tilknytningsforstyrrelser”, siger James Sutherland.

Forskerne Linda Richter og Amy Norman, der har skrevet om børnehjemsturisme i Afrika, forklarer, at det børnene udviser er, at de helt ukritisk møder fremmede mennesker med den samme hengivenhed og kærlighed, også selv om det er mennesker, som de aldrig har set før. Børnenes behov for anerkendelse og omsorg får dem til at klamre sig til omsorgspersoner, knytte sig og skabe kærlige relationer til alle, de støder på. 

De åbne døre til institutionen for turister, der kan komme og gå som det passer dem, skaber en ureguleret adgang til de sårbare børn. Det krænker ifølge ChildSafe Movement barnets rettighed til privatliv og sikkerhed i eget hjem, som er en del af FNs konventioner for børns rettigheder. Den flygtige kontakt med turister kan blandt andet forårsage eller forværre tilknytningsproblemer hos børnene. 

“Du kan gå direkte ind fra gaden, kramme og tage billeder med de her sårbare børn,” siger James Sutherland: “Det ville du jo aldrig gøre i dit hjemland, så hvorfor gør du det her?”

Tsunami af frivillige

Frivilligturisme er en populær måde at bruge sit sabbatår mellem studierne for unge, der gerne vil gøre noget godt. Og børnehjem i det globale syd er et eftertragtet mål for den slags rejser. Cambodja er på top ti over hotspots for frivilligturisme i verden, ifølge ReThink Orphanages. 

Ifølge Antonia Canosa, forsker i børns rettigheder ved Southern Cross University, advokerer eksperter i børns sikkerhed imod frivilligturisme på børnehjem. Det gør de på grund af “den korte varighed af besøgene, at den beror på ukvalificeret frivillige i stillinger, hvor de er ansvarlige for sårbare børn og forskningen om skaderne ved institutionalisering af børn”.

“Det er enormt sårbare børn. De eneste, der burde arbejde med dem er kvalificeret og uddannet personale”, siger James Sutherland.

Forladt igen og igen

Det er ofte personer med de bedste intentioner, der rejser afsted for at være sammen med børnene og gøre noget positivt, men den hårde sandhed er, at det potentielt påvirker børnene enormt negativt og ofte er på de frivilliges præmisser. 

Den uendelige udskiftning af frivillige, der kommer og forsvinder, har store følelsesmæssige konsekvenser for børnenes udvikling, siger han,

“Man hører ofte frivillige fortælle om, hvor hjerteskærende det er at efterlade børnene efter at have været sammen med dem i to måneder. For børnene er det en konstant svingdør, hvor der hver anden måned kommer en ny frivillig person ind, som de knytter bånd til og mister igen”, fortæller Sutherland. 

Han uddyber, at oplevelsen af at blive forladt igen og igen er et psykologisk traume, som kan efterlade børnene med alvorlige tilknytningsproblemer, der kan resultere i, at de ikke kan danne meningsfulde relationer senere i livet.

Den ukontrollerede adgang til børnene udnyttes af pædofile til at groome og forgribe sig på dem.

Paradis for pædofile 

Det er ikke alle turister, der kommer på besøg eller melder sig som frivillig på børnehjemmene, der har gode intentioner. Den ukontrollerede adgang til børnene udnyttes af pædofile til at groome og forgribe sig på dem, ifølge en rapport udgivet af ECPAT, der er et international netværk af civilsamfundsorganisationer, der arbejder for at stoppe seksuel udnyttelse af børn. 

Den arabiske tv-station Al-Jazeera har også sat fokus på problemet i en dokumentar om de cambodjanske børnehjem. Udsendelsen, hvor der er filmet med skjult kamera, viser hvordan tre voksne mennesker kommer direkte ind fra gaden og får lov til at tage fire børn med på en dagstur uden for hjemmet uden ledsagelse eller opsyn, og uden at skulle fremvise nogen former for ID. 

Børnehjemslederen får endda børnene til at stille sig på en lang række, så gæsterne selv kan vælge hvilke børn, de vil have med.

Ifølge ECPAT udnytter pædofile muligheden for at være frivillig på børnehjem til at komme i kontakt med børn, som de kan forgribe sig på. Det bliver blandt andet muliggjort ved, at der som oftest ikke er noget baggrundstjek af frivillige eller opsyn af deres samvær med børnene. 

En amerikansk mand blev sidste år idømt 15 års fængsel for at have begået overgreb på et børnehjem, som han selv havde oprettet i 2008 i Kenya. I 2016 blev en 21-årige mand idømt 40 år i fængsel for at i årevis at have begået overgreb på et børnehjem i Nairobi, hvor han var frivillig. 

Global Contact fortsætter

Global Contact er Mellemfolkelig Samvirkes rejseafdeling, der blandt andet sælger frivillige rejser. De erkender, at det kan være problematisk at sende frivillige til Cambodjas børnehjem, men trods den skarpe kritik fra en lang række organisationer, heriblandt  UNICEF, vil organisationen fortsætte med det. 

“Det er jo ikke problemfrit. Det viser vores retningslinjer, at vi har tænkt over og prøvet at forholde os til, men vi mener ikke, at det er afgørende for, at det ikke kan lade sig gøre og bidrage positivt”, siger Lasse Jensen, der er daglig leder hos Global Contact.

En del af Global Contacts retningslinjer er, at børnehjemmet ikke må være afhængig af indkomsten fra de frivilliges ophold, at de frivillige ikke må arbejde med børn under to år og at når en frivillig rejser med Global Contact, er den frivillige på børnehjemmet i minimum to måneder.

Det mener Lasse Jensen ikke er for kort tid: “Hvis der er faste omsorgspersoner, som de er knyttet til, så kan børnene godt administrere, at der kommer nogle frivillige i kort tid”.

Ingen børneattester

Global Contact er også godt klar over risikoen for, at børnene udsættes for overgreb og udnyttelse af pædofile. Og organisationen indhenter straffeattester på de frivillige, hvis landet kræver det – og det gør blandt andet Cambodja. 

Men de kan ikke indhente børneattester, som er en særskilt straffeattest, der indeholder domme og bøder givet på baggrund af seksualforbrydelser begået mod børn under 15 år, og hvor de står på attesten i længere tid. 

“De skal jo ikke arbejde i Danmark, så det er lidt tricky”, siger Lasse Jensen, og forklarer, at det faktisk slet ikke er muligt at indhente en børneattest, fordi de frivillige ikke skal arbejde med børn i Danmark. De er officielt frivillige for et konkret børnehjem i udlandet og ikke for Global Contact.  

Ifølge Lasse Jensen har Global Contacts frivillige en positiv effekt på børnehjemmene: 

“Det gavner børnene, at der kommer aktiviteter, der ikke var kommet ellers, og der kommer opmærksomhed og omsorg, som vi kan levere på et højere niveau med flere hænder og et andet børnesyn i de lande,” siger han.

En indøvet afsked

Tilbage i Phnom Penh forbereder børnene deres sang, som børn på mange børnehjem ifølge beretninger, optræder med for de frivillige, der skal rejse efter at have været hos dem i noget tid. Ordene fra sangen ligger på rygraden, fordi børnene optræder med den, hver gang de frivillige rejser og igen dagen efter, når de nye ankommer. 

FAKTA

Hvad siger rejseudbyderne?

På trods af den internationale kritik af frivilligturismen og børnehjemsbesøg for turister, kan man stadig købe ophold på børnehjem hos en del forskellige udbydere i Danmark og et besøg som en del af en rundrejse hos et rejseselskab. 

Danwatch har spurgt dem til, hvordan de forholder sig til kritikken.

Stjernegaard Rejser tilbyder en rundrejse i Thailand, hvor en del af pakken er et besøg på et børnehjem.  De har ikke ønsket at svare på Danwatch’ spørgsmål 

  • I hvilke lande sender I frivillige til børnehjem? Og hvilken varighed har opholdene?

    Vi sender ikke nødvendigvis frivillige til børnehjem. Det kommer an på om de søger om at komme til den specifikke arbejdsplads – det vi kalder ”projekter”. Vi har rigtig mange andre typer af projekter og ofte falder folks interesse på andre arbejdsområder.
    Ud af 40 ICYE-lande er det I følgende lande i øjeblikket muligt at blive frivillig på et børnehjem: Bolivia, Mexico, Indien, Tanzania, Marokko, Brasilien, Kenya, Peru, Uganda, Ghana og Indonesien. I mange af disse lande omhandler opgaverne skoleundervisning og ikke opgaver som primær omsorgsperson. De nævnte lande har også mange andre typer projekter.
    Vi sender ikke personer ud i frivilligt arbejde i udlandet i under 4 uger. Dette er meget bevidst, da vores hovedfokus er den kulturelle udveksling, fordybelse i kulturen og forståelse for kulturen med det frivillige arbejde som værktøjet til at opnå dette.
  • Er I bekendte med kritikken af frivilligophold på børnehjem?

    Ja, det er vi.
  • Hvordan forholder I jer til kritikken af frivilligophold på børnehjem?

    Vi tager kritikken alvorligt og har I den samlede ICYE-føderation, der er vores globe samarbejde, som indeholder nogle minimumskrav til de involverede udvekslingsorganisationer, udarbejdet en Child Protection Policy, der blev vedtaget på den internationale generalforsamling 2022.

    Fra vores Child Protection Policy, afsnit om børnehjem:
    ICYE GLOBAL POLICY ON SAFEGUARDING OF CHILDREN
    ”CHILDREN IN ORPHANAGES
    It is estimated that approximately eight million children live in orphanages – most of these still have families who could take care of them. Reasons for families to leave their children with institutional care include poverty, disability, abandonment, stigmatization and discrimination. They are often exposed to violence, exploitation and abuse.
    UNICEF strongly advises against the placement of unqualified volunteers in orphanages. We are aware that volunteering not only normalises access to vulnerable children but can also contribute to creating a demand for children to be in orphanages. Most volunteers have very good intentions and want to protect children from harm, but are unaware that their stay can cause emotional stress, attachment disorders and a sense of abandonment for the children living in orphanages.
    For these reasons, ICYE will revise our ethics around placing volunteers in orphanages. Our long-term goal is that no ICYE volunteers will work in orphanages.”
  • Hvorfor har I valgt at udbyde ophold for frivillige på børnehjem på trods af den kritik, der er af det?

    Vi samarbejder med lokale ICYE-organisationer, der selv bestemmer hvilke institutioner, organisationer og arbejdspladser de samarbejder med ift. at finde en god arbejdsplads til en frivillig. Vi har valgt ikke at sortere i de samarbejdsaftaler den lokale ICYE organisation har indgået, men stole på den lokale ekspertise og deres relation til institutionen, organisationen eller arbejdspladsen samt deres kvalitetskontrol af stedet. Vi vælger at påvirke de lokale ICYE-organisationer gennem aftaler og politikker godkendt på vores generalforsamlinger.
  • Indhenter I straffeattest på de frivillige, inden i sender dem afsted?

    Vi skal se en straffeattest på vedkommende inden de rejser med os. ICYE-organisationen i modtagerlandet skal også se straffeattesten, inden de tager imod den frivillige.
  • I hvilke lande sender i frivillige til børnehjem? Og hvilken varighed har opholdene?

Vi sender frivillige til børnehjem i Tanzania, Zambia, Uganda, Kenya, Ghana, Sydafrika, Sri Lanka, Thailand, Nepal, Ecuador og et enkelt i Cambodja, hvor der udelukkende bor handicappede børn. Opholdene starter fra 2 uger.

  • Er i bekendte med kritikken af frivilligophold på børnehjem?

Vi har arbejdet med frivillige i mere end 10 år, og vi er derfor kendt med kritikken.

  • Hvordan forholder i jer til kritikken af frivilligophold på børnehjem?

(har ikke ønsket at svare)

  • Hvorfor har i valgt at udbyde ophold for frivillige på børnehjem på trods af den kritik, der er af det?

Vi besøger personligt alle vores destinationer, inden vi sender frivillige dertil, vi har lokale ansatte, som jævnligt besøger og observere børnehjemmene og alle andre projekter, og samtidig bliver alle frivillige spurgt om deres oplevelser både under og efter opholdet. Det er blandt andet for at vi kan stå inde for de steder, vi sender frivillige til. Vi har tidligere stoppet samarbejdet med projekter, hvor vi ikke længere mente, at det gavnede – eller hvor stederne ikke længere havde brug for hjælp.  Frivilligt arbejde skal være en god oplevelse og det skal give mening for alle parter.

Der findes mange børnehjem i verden, men heldigvis er der også utrolig mange af dem, som er virkelig dygtige til at tage sig af børn på en kærlig og omsorgsfuld måde. Dem vil vi gerne støtte!

Vi oplever, at der kan være meget få ansatte på stederne, og derfor har de ofte kun tid til at tage sig af de praktiske gøremål. Vores frivillige bidrager til leg og underholdning, de hjælper med lektier, de er med, når børnene spiser, de lytter og giver dem den opmærksomhed, som de ansatte ikke altid har tid til. Derudover hjælper de også de ansatte med deres arbejdsopgaver, så de kan få hænderne fri.

Mange børnehjem kan sagtens fungere uden frivillige – Det skal de jo – Men de frivillige er et positivt indslag til børnene i den tid, de er der. Vi kan ikke sætte en dansk standard på et børnehjem i eksempelvis Afrika, men vi kan forholde os til, at der findes børnehjem på andre præmisser (ikke nødvendigvis dårlige!), og så kan vi gøre vores bedste, for at give de børn og ansatte nogle fantastiske venskaber og minder.   

  • Indhenter i straffeattest og børneattest på de frivillige, inden i sender dem afsted? 

Alle frivillige skal medbringe og fremvise deres dokumenter ved ankomst. Hvis de ikke kan det, så bliver de afvist og får ikke tilladelse til at arbejde. Det er en del af vores betingelser, som alle skal godkende ved tilmelding. Vi lægger ikke inde så personlige oplysninger, hvorfor vores frivillige selv skal medbringe dokumentationen lokalt.

Jeg kan som formand for Nepal 2010 kun oplyse, at vi som sådan ikke tilbyder ophold, men er behjælpelig, når frivillige ønsker at besøge vores skoler og børnehjem og i hvert tilfælde indhenter vi altid både straffeattest (obligatorisk).  De frivillige betaler heller ikke for at få lov til at besøge vores skole, idet de selv står for alle udgifter vedr. deres rejser vi formidler kun kontakt, når vi som nævnt har fået oplyste attest.   

EXIS tilbyder frivilligophold på børnehjem i Cambodja, Ghana, Kenya, Sydafrika, Tanzania, Togo, Indien, Nepal, Sri Lanka, Vietnam og Peru.

Varighed: 2 uger +

EXIS har ikke ønsket at svare på Danwatch’ spørgsmål 

AFS Interkultur tilbyder frivilligophold på børnehjem i Mexico og Den Dominanske Republik. 

Varighed: 12 uger+

AFS Interkultur har ikke ønsket at svare på Danwatch’ spørgsmål 

VIVA Impact tilbyder ophold på børnehjem i Honduras. 

Varighed: 12 uger+

VIVA Impact har ikke ønsket at svare på Danwatch’ spørgsmål

Chance 2 Change tilbyder frivilligophold på børnehjem i Tanzania, Myanmar og Ghana.

Varighed: 4 uger+

Chance 2 Change har ikke ønsket at svare på Danwatch’ spørgsmål

USALAMA tilbyder frivilligophold på et børnehjem i Tanzania.

Varighed: ?

USALAMA har ikke ønsket at svare på Danwatch’ spørgsmål

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifierchevron-down