I 2013 ramte en opsigtsvækkende investeringsmulighed det afrikanske obligationsmarked. En nyetableret tunfiskerivirksomhed fra Mozambique, Ematum (Empresa Mocambicana de Atum), havde brug for kapital til fiskekuttere og andet fiskegrej. Renten var attraktiv og finaniseringsplanen overordentlig optimistisk. Virksomheden forventede en årlig fangst på 200.000 ton tun, en af verdens dyreste fisk.
To store banker, Credit Suisse og russiske VBT Capital, fik hurtigt afsat obligationer i Ematum for intet mindre end 850 millioner dollars. Også i Danmark, hvor Dagbladet Information afslørede, at fire pensionskasser og to banker skød i alt næsten 400 millioner kroner i virksomheden.
Danske Invest, der hører under Danske Bank-koncernen, og Sydinvest tegnede sig for henholdsvis 198 millioner og 127 millioner kroner, mens de resterende 53 millioner kroner kom fra Unipension, Nordea Liv & Pension, Industriens Pension og PensionDanmark.
Snart stod det dog klart, at noget var galt. Allerede to måneder efter obligationskøbene rapporterede finansmediet Bloomberg, at 220 millioner dollars var blevet brugt til 24 fiskekuttere og seks militærlignende både. De resterende 630 millioner dollars kunne der ikke redegøres for.
I dag ved man, at Ematum var omdrejningspunktet for en af de største korruptionsskandaler i Afrikas historie. Virksomheden var intet andet end en tom skal, som en række kleptokratiske politikere og forretningsfolk brugte til i hemmelighed at dirigere i alt to milliarder dollars ned i private lommer. Et svimlende beløb, der i 2013 svarede til 12 procent af Mozambiques bruttonationalprodukt.
En af hovedarkitekterne bag svindelnummeret var daværende finansminister Manuel Chang, og også daværende præsident Armando Guebuza og forsvarsminister Filipe Nyusi var indblandet – Nyusi, der i dag har afløst netop Guebuza og er i færd med sin anden præsidentperiode. Uden at inddrage parlamentet eller centralbanken, som forfatningen ellers foreskriver, sørgede de for, at den mozambikanske stat garanterede – og altså hæftede for – låntagningen.
Straks sagen kom for dagens lys, indefrøs Den Internationale Valutafond og fjorten andre større donorer enhver slags finansiering til Mozambique. Siden har landets rigsadvokat forsøgt at få Credit Suisse og VBT Capital til at enten annullere eller nedskrive lånene. Bankerne bliver beskyldt for at have været for uforsigtige og således medskyldige i, at Mozambiques befolkning er endt med en gigantisk regning.
Skandalen har dog allerede sat dybe spor. Det bekræfter en helt ny rapport fra Christian Michelsens Institutt i Oslo og Maputo-tænketanken Centro de Integridade Pública. Den udkom 27. maj og sætter konkrete tal på, nøjagtig hvilke konsekvenser de hemmeligholdte lån har haft på Mozambiques økonomi.
Konklusionen er brutal: Korruptionen har kostet Mozambique 11 milliarder dollars og er direkte skyld i, at to millioner mennesker blev drevet ud i fattigdom mellem 2016 og 2019.
Samtidig er landets internationale troværdighed blevet gennemhullet. Det allerede konfliktfyldte forhold mellem regeringen og oppositionen er kraftigt forværret, og landets retssystem, der burde have stillet de ansvarlige til regnskab, heriblandt altså den nuværende præsident Nyusi, har forsømt deres opgave og i stedet ladet alle implicerede gå fri.
Som resultat, lyder det i rapporten, er Mozambique blevet “mindre demokratisk og mere autoritært”, siden de ulovlige lån blev optaget i 2013.
I 2016 steg inflationen og priserne på basisvarer dramatisk, uden at indtægterne fulgte med. Dermed mistede mange evnen til at købe deres fornødenheder og faldt dermed under fattigdomsgrænsen
“Det har være vanskeligt at opgøre de fulde konsekvenser af de hemmelige lån. Det er utrolig mange faktorer i spil, der er næsten umulige at regne sammen. Derfor er der tale om kvalificerede estimater”, fortæller Aslak Orre fra Christian Michelsens Institutt i Oslo og en af rapportens forfattere.
De 11 milliarder dollars er han og kollegerne nået frem til ved at sammenlægge gældsbetjeningen – det vil sige renter, afdrag og diverse mindre sagsomkostninger – samt værdien af faldet i Mozambiques bruttonationalprodukt.
Udregningen af fattigdomsstigningen er mere kompliceret. Rapporten skelner mellem to slags fattigdom: multidimensionel fattigdom og forbrugsfattigdom. Hvor sidstnævnte måler, om man har indtægter nok til at købe “en standardiseret pakke af basisvarer”, handler den multidimensionelle også om adgangen til forskellige velfærdsydelser.
Når forskerne konkluderer, at Ematum-skandalen har ledt to millioner mozambiquere er ud i fattigdom, er der tale om forbrugsfattigdom.
“I 2016 steg inflationen og priserne på basisvarer dramatisk, uden at indtægterne fulgte med. Dermed mistede mange evnen til at købe deres fornødenheder og faldt dermed under fattigdomsgrænsen”, siger Aslak Orre.
Men oveni kommer altså den multidimensionelle fattigdom. Her var der ingen relativ stigning i perioden 2016-2019, men på grund af høj befolkningstilvækst i Mozambique steg det absolutte tal af multidimensionelt fattige med ca. én million.
“Og vi argumenterer for, at 706.000 af dem ikke ville have været fattige uden de hemmelige lån”, siger Aslak Orre.
Det hænger sammen med, at den mozambikanske stat siden 2016 har måttet skære betragteligt i de offentlige budgetter. Allerede det år blev der brugt halvt så mange midler på uddannelse og sundhed som i 2014. Pengene gik i stedet til betale gæld. Ved indgangen til 2020 havde Mozambique afviklet gæld for 675 millioner dollars.
Det vil sige det, der svarer til 56.000 klasseværelser (med plads til 25 elever). 898 sundhedsklinikker. Og 83.624 huse med plads til i alt 418.120 personer.
Danwatch har forelagt rapportens konklusioner om låneskandalens konsekvenser for de danske pensionskasser og banker, der postede penge i Ematum, – bortset fra Unipension, der i dag er opløst. I en række skriftlige svar beklager de alle udviklingen.
Fra PensionDanmarks kommunikationsdirektør, Ulrikke Ekelund, lyder det eksempelvis:
“Vores investering i Ematum blev lavet ud fra et ønske om at medvirke til at finansiere opbygningen af fiskeriflåden i et fattigt afrikansk land samtidig med, at vi forrentede vores medlemmers pensionsopsparinger. Det er selvfølgelig dybt ulykkeligt, at det er gået lige modsat, og at sagen stadig tynger landets befolkning på grund af fuldstændig uacceptabel adfærd fra en gruppe korrupte politikere”.
Vi har også spurgt pensionskasserne og bankerne, om de har foretaget sig noget særligt for at sikre, at de ikke igen smider penge efter stråmandsvirksomheder som Ematum.
Uden at blive konkrete skriver både Industriens Pension og Nordea Liv & Pension, der i dag har skiftet navn til Velliv, at der altid er risiko forbundet med projekter i udviklingslande, og at de derfor er opmærksomme på at lave grundigt analysearbejde, inden de investerer.
I samme kategori oplyser Erik Eliasson, chef for ansvarlige investeringer i Danske Bank:
“Siden 2016 har vi styrket vores processer for ansvarlige investeringer markant. Vi har blandt andet lanceret en ny politik for ansvarlige investeringer, som vi har implementeret på tværs af alle vores fonde. Derudover har vi udvidet vores afdeling for ansvarlige investeringer, fra kun at være få mand, til i dag at have et af Nordens største afdelinger på området”.
“Når det så er sagt, så kan der opstå uforudsete situationer, da der i udviklingslande er større politisk ustabilitet og mangel på gennemsigtighed, men vi gør selvfølgelig alt vi kan for at adressere disse inden for rammen af vores investeringsprocesser”.
PensionDanmark meddeler, at de som konsekvens af afsløringerne ikke længere har investeringer i Mozambique, mens Sydinvest ikke har svaret på vores henvendelse.
Med Ematum-skandalen kan man sige, at der er blevet føjet et tredje akt til Mozambiques nyere historie.
Først var der borgerkrigen, der fulgte, umiddelbart efter selvstændigheden fra Portugal i 1975. I sytten år flød blodet i kampene mellem den marxistisk inspirerede befrielsesfront FRELIMO, der havde sat sig på (og stadig sidder på) regeringsmagten, og guerrilla-oppositionen RENAMO.
Så kom 90’erne og 00’ernes heftige fremskridt. FRELIMO og RENAMO lagde våbnene, økonomien blev åbnet, minedriften tog fart, råvarepriserne steg, og pludselig blev Mozambique hyldet som et regulært vækstmirakel. “Boom time for Mozambique, once the basket case of Africa”, skrev The Guardian i 2012.
Og så er vi fremme ved i dag, hvor landet i Afrikas sydøstlige hjørne altså atter skælver. Situationen kan ikke måle sig med borgerkrigens rædsler, men den internationale anerkendelse har for længst fortonet sig.
Takket være Ematum-skandalen har økonomien fuldstændig tabt sit momentum – ifølge Verdensbanken oplevede Mozambique negativ vækst for første gang i tredive år i 2020.
Imens vinder Islamisk Stat-inspirerede terrorister frem på snart femte år i Cabo Delgado, landets nordligste og mest marginaliserede region. Cirka 2700 har mistet livet, mere end 700.000 er flygtet, og efter længere tids nølen er regeringen i Maputo nu begyndt at se sig om efter udenlandsk militær assistance.
Ifølge Joseph Hanlon, professor i udviklingsstudier på The Open University i Storbritannien og en af verdens førende Mozambique-kendere, risikerer det kun at være begyndelsen:
“Så længe at der ikke bliver taget hånd om de underliggende udfordringer i det nordlige Mozambique – arbejdsløshed, fattigdom, ulighed – vil konflikten fortsætte”, vurderer han.
Netop situationen i Cabo Delgado er også nævnt i den nye norsk-mozambikanske rapport. Umiddelbart har den ikke en forbindelse til Ematum, men så alligevel. Var lånene ikke blevet optaget, og stod Mozambique i dag ikke med en milliardregning, ville landet alt andet lige have haft bedre forudsætninger for at kontrollere kampene og bekæmpe deres udspring. Det samme gælder corona-pandemien:
“Havde det ikke været for den skjulte gæld, er vi overbevist om, at Mozambique havde været bedre rustet til at klare pandemien – og formentlig også krigen i Cabo Delgado”, spår rapporten.
Så længe at der ikke bliver taget hånd om de underliggende udfordringer i det nordlige Mozambique – arbejdsløshed, fattigdom, ulighed – vil konflikten fortsætte
Oscar Rothstein
