De anklages for korruption og klimasvineri. Men tre pensionskasser investerer stadig i Glencore

Opkøber kul i stor stil

I årevis har store institutionelle investorer som pensionsselskaberne forsøgt at presse multinationale mineselskaber til at stoppe deres involvering i udvinding af kul.

Kul er det mest klimaskadelige af de fossile brændsler. Og skal klimaaftalen fra Paris overholdes, er der ingen tvivl om, at det er den energikilde, som det haster mest med at få udfaset. Og det er rent faktisk lykkedes investorerne at presse en række af de store mineselskaber til at reducere deres investeringer i kulminer. Imens er Glencore dog gået den anden vej og har opkøbt en stor del af de kulminer, som de andre har solgt.

Da de to store mineselskaber BHP og Anglo American sidste sommer solgte Cerrejon-minen i Colombia til Glencore, var det for eksempel for at leve op til de to selskabers strategi om kun at fokusere på fremtidens råstoffer. Minen i Colombia er en af verdens største og har været genstand for årelange kontroverser.

“Vi kender aktivet godt, og vi mener, at vi er den mest ansvarlige forvalter af Cerrejon på dette tidspunkt i dens livscyklus”, sagde Ivan Glasenberg, Glencores daværende topchef om købet.

“At skille sig af med fossile aktiver og gøre dem til nogle andres problem er ikke løsningen, og det vil ikke reducere de totale emissioner”.

Opkøbet af kulaktiver i stor skala har på kort sigt været en god forretning for Glencore og dermed deres investorer, da prisen på kul senest i maj i år har slået rekorder. Men for pensionsselskaber og andre investorer, der hævder at tage Paris-aftalen alvorligt, er det ikke uden udfordringer. 

Ifølge Jacob Ehlerth Jørgensen fra Sampension er Glencore »ikke i mål endnu« på klimaområdet, men har forbedret sig med en strategi om ikke at udlede mere CO2, end de medvirker til at fjerne fra atmosfæren i 2050. 

“Hvad angår klima, er selskabet ikke i mål endnu, men der er sket en klar forbedring”, skriver han.

Den problematiske omstilling

Hvis Glencore bare var et kulselskab, er der ikke nogen tvivl om, at de for længst ville være smidt ud af alle danske pensionsselskabers porteføljer. Men selskabet handler med og udvinder et væld af forskellige naturressourcer heriblandt kobber, nikkel og kobolt – mineraler som er afgørende i den grønne omstilling af samfundet.

I rapporten fra Business and Human Rights Ressource Centre er der netop fokus på de problemer med menneskerettigheder og forurening, der opstår i kølvandet på de store mineselskabers udvinding af metaller.

Ifølge rapporten er det 12 store mineselskaber, der er forbundet til 2/3 af alle rapporter om krænkelser af menneskerettigheder i mineindustrien. Glencore er som sagt topscoreren.

“Globalt har Glencore den værste historik. Det er det firma, der er forbundet til det højeste antal anklager i Afrika, det næsthøjeste i Asien og Stillehavet, og det tredjehøjeste i Sydamerika”, står der i rapporten.

Ifølge Jessie Cato, der er programansvarlig ved Business and Human Rights Ressource Centre, er problemet ikke, at Glencore ignorerer anklagerne. Tværtimod er de et af de firmaer, der prioriterer at svare og forholde sig til alle beskyldninger, som NGO’en bringer frem. Problemet er, at der hele tiden kommer nye anklager til:

“Der virker til at være en betydelig kløft mellem firmaets politik og praksis på jorden, der hvor de opererer. Det kan man se ved, at det ikke bare er et problem med et enkelt projekt eller en enkelt region”, siger Jessie Cato.

Genovervejer investeringer

Business and Human Rights Ressource Centre indsamler rapporter om konflikter og menneskerettighedskrænkelser, der involverer selskaber i blandt andet mineindustrien. Det sker enten igennem partnersamarbejder med andre organisationer eller igennem overvågning af medier i de lande, hvor de store selskaber opererer.

Indberetningerne bruger de blandt andet til at få selskaberne til at forholde sig til de rapporterede hændelser og skabe synlighed omkring problemerne i industrien. I den nye rapport har de blandt andet fokus på Glencores Antapaccay-kobbermine i Peru, hvor der har været en del sammenstød mellem lokale aktivister og politiet.

I en kommentar til rapporten skriver Glencore, at de har politikker, hvor de har forpligtet sig til at respektere menneskerettighederne for ansatte og i de lokalsamfund, de opererer i.

“Vores aktiver er placeret i forskellige kontekster, nogle i højt udviklede lande med stærke juridiske og politiske rammer, og andre i mere udfordrende socio-politiske omstændigheder med en historie for konflikt, begrænsede basale services og svage retsstater”, skriver Glencore.

Information og Danwatch har sendt rapporten fra Business and Human Rights Ressource Center til de danske pensionsselskaber, som investerer i Glencore. Og i Lærernes Pension vil man nu undersøge rapportens anklager yderligere og tage stilling til, om det bryder mod pensionsselskabets retningslinjer.

“Det er nogle meget alvorlige anklager, som Glencore står overfor. Det er anklager, som på flere områder kan bryde med vores etiske retningslinjer, og som derfor ikke stemmer overens med en ansvarlig investering i Lærernes Pension. Derfor er vi i fuld gang med at undersøge forholdene i samarbejde med vores screeningsbureau”, skriver Katrine Graabæk Mogensen, chef for ansvarlige investeringer i Lærernes Pension.

Sampensions Jacob Ehlerth Jørgensen forklarer, at rapporten fra Business and Human Rights Ressource Centre “selvfølgelig gør indtryk”, men at problemerne bør løses gennem dialog med Glencore.

“Grøn omstilling kræver udvinding af endnu flere råstoffer, og selskaber som Glencore er vigtige i den sammenhæng. Men udvindingen skal selvfølgelig ske på et ansvarligt grundlag, og hvor det ikke sker, er vi klar til at tage dialogen op med selskaberne”.

Hele minesektoren er et problem

Ifølge Jessie Cato fra Business and Human Rights Ressource Centre er problemerne bestemt ikke isolerede til Glencore. Faktisk er det hele minesektoren, den er gal med.

“Der er et problem med hele sektorens opførsel. Den måde, mineindustrien i generationer er vokset, har været gennem en udbytningsmodel. Det har været drevet af profit over folk”.

Det generelle problem er også noget, som Sandra Metoyer, der er chef for ansvarlige investeringer i Velliv, peger på. Den data, Velliv får fra en ekstern leverandør, viser nemlig også, at hele industrien har udfordringer med menneskerettigheder og miljø.

Velliv har investeret 48 millioner i Glencore gennem såkaldte indexfonde, hvor der er mange forskellige selskaber i, så der ikke er så høj en risiko. Flere af selskaberne i fondene er i mineindustrien.

“Hvis man tager mineindustrien, og de selskaber, der ligger i de indexfonde, vi har, så har langt de fleste kontroverser. Og hvilke, der er slemmere end andre, er svært at sige”, siger Sandra Metoyer.

Indexfondene gør det dog svært at dykke ned i det enkelte selskab i detaljer og forholde sig til detaljerede beskyldninger eller problemer. I stedet bliver det styret via nogle mere overordnede kriterier og data fra en ekstern leverandør, der screener. Og her har sagerne omkring Glencore endnu ikke tændt nogle alarmlamper.

“Den scorer ikke i rød hos os. Den er lige på grænsen, og derfor fanges den ikke af den proces, som man bliver nødt til at skulle have, når man investerer så bredt”, siger Sandra Metoyer.

At ekskludere alle selskaber i mineindustrien med udfordringer og rapporter om menneskerettighedskrænkelser er dog ikke løsningen, mener hun. For selskaberne leverer materialer, der er fuldstændigt centrale for den grønne omstilling. Og den bedste mulighed for at påvirke selskaberne er ved at have investeringer i dem, forklarer Sandra Metoyer.

“Aktivt ejerskab er vejen frem. Det er ikke så innovativt et svar, men det er den eneste mulighed. Den grønne omstilling kommer ikke til at ske uden mineselskaberne, og jo flere penge, vi kan samle sammen om at stå bag at forsøge at påvirke selskaberne, desto bedre er det”, siger Sandra Metoyer.