I den franske vinordbog betegner “terroir” de ydre omstændigheder, der har skabt en vin og som derfor giver den en unik smagskarakter. Altså en slags skabelsesberetning om man vil.
Én af de ydre omstændigheder ved visse flasker af Den Gule Enke, verdens måske mest kendte champagne, er dog ikke sådan til at smage. Druerne kan meget vel være plukket af sæsonarbejdere, der har arbejdet under forhold, som ifølge en fransk byretsdom strider mod menneskerettighederne.
I centrum for det hele står en srilankansk kvinde ved navn Chandrika Suntharalingam. Hun har stået for at rekruttere flygtninge og migranter på modtagecentre i Frankrig, der er endt som arbejdskraft for franske champagneproducenter. Rekrutteringen har udmøntet sig i en dom for intet mindre end human trafficking. Ud over ikke at have fået løn og kontrakter som lovet, så har høstarbejderne boet under “uværdige forhold” og arbejdet i timevis uden adgang til vand.
Mandag den 20. august 2018 mødte en afghansk mand op på Reims togstation i hjertet af det franske vindistrikt Champagne. Manden havde ingen penge, så han tilbragte natten i en nærliggende park, mens han ventede. Klokken fire om natten blev han hentet i en varevogn, der kørte ham ud til et tidligere stationshotel i udkanten af den lille by Oiry.
Inde i det tidligere stationshotel hang en tung stank i de uventilerede lokaler. Huset var proppet med flere hundrede sovende personer fra hele verden. Afghanere som ham selv, men også senegalesere, ivorianere og sudanesere.
Dem, der sov i kælderen, gjorde det med risikoen for at indånde asbest, hvilket hans nye chef, Chandrika Suntharalingam, var blevet gjort opmærksom på, da hun skrev under på kontrakten til hotellet, hvor sæsonarbejderne skulle indlogeres.
Den afghanske mand fandt ud af, hvad han havde sagt ja til på første vagt. Med alt for lidt vand til rådighed skulle han plukke druer i det, der officielt er målt som den næstvarmeste sommer i Champagne nogensinde.
Mange af arbejderne var kommet til Frankrig med menneskesmuglere ad risikable ruter, men følte sig ikke i bedre hænder nu:
“Jeg har krydset adskillige lande ved hjælp af menneskesmuglere. De passede bedre på os end Chandrika Suntharalingam”, fortæller en af arbejderne.
Historien er blevet fortalt ved en retssag i byen Reims og som blev afsluttet i september 2020. Det er også kommet frem, at Chandrika Suntharalingams virksomhed Rajviti har leveret arbejdskraften til franske champagnehuse, herunder Veuve Clicquot, der producerer Den Gule Enke. Veuve Clicquot, der er et af de absolut største champagnehuse i verden og ejes af Louis Vuitton-koncernen, er dog ikke blevet holdt ansvarlig i sagen. Den eneste medarbejder, der var tiltalt i sagen, blev frifundet.
Veuve Clicquots internationale kommunikationschef Brune Failliot tager afstand fra forholdene i et mailsvar til Danwatch:
“Veuve Clicquot tager stærkt afstand fra de kendsgerninger, som du refererer til, der hverken reflekterer vores værdier eller metoder. Veuve Clicquot vil gerne minde om, at i retssagen om “skjult arbejde” og vanrøgt af drueplukkere under høsten i 2018, var vi aldrig impliceret og vores ansatte blev frifundet 11. september 2020”.
Deres ansatte blev rigtigt nok frifundet, men med en aktindsigt fra den franske retssag kan Danwatch afsløre, hvordan migranterne helt konkret blev udnyttet, og hvordan resultatet af deres arbejdskraft kan være endt i Veuve Clicquots flasker.
I mange tilfælde bor smuglerne faktisk på modtagecentrene sammen med andre asylansøgere eller lever udenfor, men rekrutterer specifikt ofrene inde i centrene
Det er sjældent, at vi hører om folk som Chandrika Suntharalingam. Men problemerne med trafficking-netværk, der udnytter det europæiske asylsystem, er mere udbredt, end man skulle tro, mener Melita Gruevska-Graham. Hun er leder af anti-traffickingprogrammet i den internationale organisation ICMPD, der arbejder med migrationspolitik:
“Udnyttelsen af asylsøgende migranter er udbredt, fordi smuglerne misbruger de sårbarheder, de har på grund af manglen på juridisk status og de traumer, de har fået langs ruterne til Europa. Desværre er antallet af sager, som vi bliver bekendte med meget lavt, fordi myndighederne ikke har kapaciteten til hurtigt at identificere potentielle ofre blandt flygtninge, asylansøgere og migranter”, påpeger hun.
Det samme fortæller en af Danmarks førende forskere i menneskehandel og migration, seniorforsker ved DIIS Sine Plambech. Hun mener, at trafficking-sager er svære både at opdage og straffe rent juridisk. Sagen fra champagnehøsten er faktisk en af de sjældne gange, fænomenet er kommet frem i dagens lys – og de ansvarlige er blevet dømt:
“Trafficking-sager er notorisk svære at rejse i retten, fordi det bliver et spørgsmål om frivillighed og tvang. De her mennesker lader sig måske frivilligt udnytte, der er jo ikke nogen, der kommer og kidnapper dem”, siger hun.
“De bliver jo fortalt en løgn, men det er typisk meget svært at bevise, om personerne ender i situationen under tvang. Det er moderne slaveri, fordi det en meget kompleks form for udnyttelse”.
Den franske sag fortæller også noget om landbrugssektorens rolle i udnyttelsen af migranter og flygtninge.
I september i 2021 foretog Europol i samarbejde med de nationale myndigheder inspektioner på en række landbrug og vingårde på tværs af Europa. Alene i Frankrig fandt man næsten 100 ofre for human trafficking på bare en uge og igangsatte intet mindre end 93 nye efterforskninger, fremgår det af en pressemeddelelse. Det var dermed klart det land, hvor Europol iværksatte flest nye efterforskninger.
“Vi må sande, at netop landbruget er et sted, hvor vi ser rigtig meget udnyttelse af arbejdsmigranter, fordi det er sæsonbestemt. Så kan man tage en måned, hvor man plukker druer, og så tager man videre og plukker jordbær. Man kan ret nemt forsvinde ved den her type arbejde”, konstaterer Sine Plambech.
I løbet af sommeren 2018 satte Chandrika Suntharalingam kursen mod Bar Sur Aube, en anden by i det østlige Frankrig med et indbyggertal på lige under 5000. Her troppede hun op ved det lokale modtagecenter for flygtninge og migranter for at rekruttere arbejdere til høsten.
Til lejligheden havde hun allieret sig med en sudaneser, der allerede var på asylcenteret. Han spillede en afgørende rolle som oversætter af Chandrika Suntharalingams “jobtilbud” til de andre sudanesere, hun henvendte sig til i foyeren. De talte ikke et ord fransk.
Flygtninge og migranter, som kun har boet et par år i Frankrig, stod i høj kurs hos Chandrika Suntharalingam. Både dem, der for nyligt havde opnået asylstatus i landet, samt flere uden asyl blev ofre for udnyttelse. Ligesom i resten af Europa har asylansøgere i Frankrig meget begrænsede muligheder for at arbejde.
Noget tyder på, at udnyttelsen af det europæiske asylsystem er en slags modus operandi for trafficking-netværk i Europa. I den nyeste rapport forfattet af Europarådets anti-trafficking ekspertråd, GRETA, står der, at særligt Frankrig oplever problemer med trafficking-netværk, der udnytter sårbare mennesker i modtagecentrene.
GRETA konkluderer, at migranter og flygtninges manglende adgang til det europæiske arbejdsmarked betyder, at de accepterer tilbud om uformel beskæftigelse, der i virkeligheden er indgangsbilletten til trafficking og udnyttelse.
Melita Gruevska-Graham fra ICMPD kan godt genkende mønsteret fra champagnehøsten. Hun bekræfter, at der er mange fra deres research, der fortæller om, hvordan modtagecentrene er mål for smuglere:
“I mange tilfælde bor smuglerne faktisk på modtagecentrene sammen med andre asylansøgere eller lever udenfor, men rekrutterer specifikt ofrene inde i centrene”, siger hun.
I juli 2018, måneden inden, at den afghanske mand troppede op på togstationen i Reims, sendte Chandrika Suntharalingam en sms til en medarbejder hos virksomheden Sarl Serviti. Sarl Serviti leverede arbejdskraft til champagnehusenes høst, heriblandt Veuve Clicquot.
Chandrika Suntharalingam skrev, at hun kunne finde 300 personer og tilføjede, at hun også havde fået et godt tilbud på et sted, hvor de kunne bo: Det gamle stationshotel i Oiry.
Chandrika Suntharalingams firma Rajviti var ifølge retsdokumenterne ved “at igangsætte en meget bred rekruttering for at udvikle sin forretning”.
For at gøre det har Rajviti altså rekrutteret migranterne på blandt andet modtagecentre og solgt deres arbejdskraft både direkte til mindre champagneproducenter, men også til andre leverandører af arbejdskraft til høstarbejdet såsom Sarl Serviti og et andet firma ved navn Viti-Chenille. Sidstnævnte informerede retten om, at Veuve Clicquot var deres største kunde. Det er altså disse firmaer, der udgør forbindelsen mellem de handlede migranter og Den Gule Enke.
Da politiet tog ud til hotellet d. 28 august 2018, mødte de 40 arbejdere og arbejdslederen fra Viti-Chenille. Arbejdslederen fortalte, at han hver morgen hentede mellem 20 og 90 arbejdere og førte dem ud til vinmarkerne. Rajviti sendte så ham en regning for arbejdskraften, mens han sendte en regning videre til Veuve Clicquot.
Han vidste med al sandsynlighed godt, hvilke forhold migranterne arbejdede under, hvilket han også er dømt for i retten. Her fik han også formuleret, at vinstokke var vigtigere for ham “end et par prekære og fremmede arbejderes situation”.
Brune Failliot, Veuve Clicquots kommunikationschef, skriver til Danwatch, at de har styrket kontrollen med deres underleverandører siden 2019, og at der jævnligt bliver lavet inspektioner under høsten både i vinmarkerne og på indkvarteringsstederne.
Veuve Clicquot er ejet af den franske koncern LVMH, der tidligere i år blev kåret som den virksomhed i Europa med den højeste markedsværdi. Danwatch har også forsøgt at få et interview med LVMH for at spørge ind til sagen og forbindelsen til Rajviti. Koncernen har ikke været villige til at stille op til interview med begrundelsen, at “emnet var følsomt” for dem.
Efter noget tid blev forholdene på stationshotellet for usle for den afghanske mand. Sammen med nogle af hotellets andre sæsonarbejdere konfronterede han Chandrika Suntharalingam. Huset var ganske enkelt ubeboeligt, og arbejdsdagen sluttede nogle gange så sent som klokken ti om aftenen. De blev prompte kørt andre steder hen i det franske vindistrikt.
“Vi blev transporteret i høj hast i varevogne, ligesom menneskesmuglerne plejer at gøre det”, beretter den afghanske mand. Et af de andre steder, han kunne få lov at sove, var på gulvet ved siden af en vinpresse – altså i et produktionsområde. Her fandt politiet senere en lang række afghanere, som beklagede sig over, at de efter arbejdsdagen kun fik to skåle med ris, der skulle deles mellem 40 personer.
De fleste af de rekrutterede til høsten talte ikke fransk og var enten helt uden eller med lav indkomst. I vidneskranken forklarede mange af dem, at de var blevet lovet kontrakter og løn, hvilket de fleste af dem aldrig fik.
“De har udnyttet det, man i dansk traffickinglov kalder en “vildfarelse”, når man lyver om, at de får en kontrakt og ordentlige arbejdsvilkår. Det er klart, at man ikke får nogle med fra et slumkvarter eller modtagecenter, hvis man siger til dem: ‘I kommer til at bo forfærdeligt, I får heller ingen løn eller kontrakt’”, forklarer Sine Plambech.
“Mange af de afghanske flygtninge eller illegale flygtninge i Europa lever allerede meget sårbart. Så måske er deres alternativ værre. Underleverandørerne udnytter jo, at de her mennesker, så i det mindste kan tjene nogle penge”, siger hun.
Man har jo et samfundsmæssigt ansvar i forhold til at erklære, hvordan man håndhæver de forpligtelser, som FN’s verdensmål angiver. Den type ansvar har danske importører og forhandlere også
Normalt modner en flaske champagne i en kælder i et par år for at udvikle smagen. En flaske af Den Gule Enke ligger i en kælder i minimum 3 år, før champagnehuset årligt sender cirka 19 millioner flasker ud på verdensmarkedet. Man estimerer, at champagne baseret på høstudbyttet fra 2018 begynder at komme i omløb i butikkerne i løbet af næste år.
Danwatch har spurgt Veuve Clicquot, om de blankt kan afvise, at produktet indeholder resultatet af de udnyttede migrantarbejderes arbejde, men deres internationale kommunikationschef har ikke svaret på henvendelsen. De har derfor heller ikke svaret på, hvilke forbindelser, der kan have været til Rajviti i årene op til sagen.
Vi har henvendt os til danske vinforhandlere med Veuve Clicquot i deres sortiment. De svarede alle, at de ikke kendte til sagen. Derudover henviste de til, at det er virksomheden Möet Hennessy Danmark, der importerer produktet. De har kontor i København, men har trods gentagne løfter om at vende tilbage heller ikke fulgt op på henvendelsen.
Hverken Möet Hennessy Danmark som importør eller danske vinforhandlere, der sælger champagnen, kan ignorere produktionsforholdene, mener Andreas Rasche, der er ekspert i virksomhedsansvar på Copenhagen Business School:
“Jeg vil altid argumentere for, at der er brug for effektive menneskeretlige due-diligence systemer, så du ved, hvad der sker i din forsyningskæde. Kontrol ned til allernederste niveau er dog besværligt, fordi forholdene mellem underleverandører kan være ekstremt svære at spore”, siger han.
Han henviser til UNGP, FN’s principper for virksomheders overholdelse af menneskerettighederne, der drager dem til ansvar for et produkt ned til sidste underleverandør – uanset om det i praksis er svært.
En af de forhandlere Danwatch har henvendt sig til er online-vinhandlen Vildmedvin. De skriver, at de ikke har taget stilling til, om de vil sælge produktet næste år. Desuden skriver de, at de “vil tage dialogen med den danske importør for at høre, hvad de gør for at undgå lignende sager fremadrettet”.
Mads Jensen, der er indehaver af Supervin, Jyllands største vinbutik, afventer også en tilbagemelding fra Möet Hennessy Danmark og udelukker ikke, at de sælger produktet næste år. Dog siger han:
“Hvis ”det er overvejende sandsynligt”, at der er forhold, der strider mod menneskerettighederne, er mit udgangspunkt et “nej tak” herfra”.
Christa Thomsen, der er professor ved Aarhus School of Business and Social Sciences refererer ligesom Andreas Rasche til de principper, som FN angiver. Hun mener heller ikke, at danske virksomheder kan løbe fra deres ansvar, selvom de juridisk set ikke er forhindret i at sælge produktet:
“Man har jo et samfundsmæssigt ansvar i forhold til at erklære, hvordan man håndhæver de forpligtelser, som FN’s verdensmål angiver. Den type ansvar har danske importører og forhandlere også”, siger hun.
En anden afghansk mand mødte en sommerdag i 2018 op ved banegården Gare de l’Est i Paris, hvor den franske hovedstad åbner sig ud mod det mere tyndtbefolkede champagnedistrikt øst for byen. Han havde fået et godt tip om arbejde i vinmarkerne.
Synet, der mødte ham, var elleve varevogne, som stod klar til at køre ham og over 100 andre ud til de forskellige indkvarteringer ude ved vinmarkerne. Nogle skulle sove ved en vinpresse, andre på en af etagerne i stationhotellet i Oiry.
Arbejdet mellem de snorlige vinstokke i augustsolen startede klokken syv om morgenen og sluttede klokken ti om aftenen. Undervejs kunne han forsyne sig med én coca-cola og tre flasker vand, der skulle deles mellem otte personer. Manden bidrog til et så gavmildt høstudbytte den sommer, at champagnekyndige har proklameret, at vi kan have at gøre med “vintage of the century”. Altså en helt særlig årgang.
Da arbejderne efter fem dage stadig ikke havde fået hverken kontrakt eller løn som lovet, truede de med at ringe til politiet. Chandrika Suntharalingam, der havde sat det hele i stand, svarede, at det var hun ligeglad med.
September sidste år blev hun og en medansvarlig i Rajviti idømt tre års fængsel, men dommen er blevet anket til Appelretten i Reims.
Joachim Krejberg Knudsen
