Demonstranter protesterer d. 13. september 2019 uden for Det Europæiske Patentkontor i München, hvor Gilead høres om priserne på sofosbuvir.
D. 16. maj 2019 klokken lidt over 10 sad Elijah Eugene Cummings og kiggede ned i sine papirer, inden han skævede ud over salen, hvor den magtfulde undersøgelseskomite i Repræsentanternes hus, House Committee on Oversight and Reform var samlet.
Elijah Eugene Cummings, komiteens formand, fortalte om Truvada, en “fænomenal medicin”, der kunne gøre en ende på den HIV-epidemi, som i årtier havde plaget det amerikanske samfund og mange andre dele af verden. Men, tilføjede han:
“Problemet er, at Gilead, firmaet som producerer den her medicin, kræver a-stro-no-mi-ske priser.”
Elijah Eugene Cummings vendte blikket mod Daniel O’Day, den administrerende direktør i Gilead Sciences, der har patent på Truvada, og dermed eneret til at producere og sælge det.
“Gilead har tjent mere end 36 milliarder dollars alene på det,” fortsatte Cummings den offentlige og tv-transmitterede høring om Gileads medicinpriser.
“Lad mig gentage. De har tjent mere end 36 milliarder dollars alene på den her medicin.”
“Hvordan kan Gilead gøre det? Hvordan kan vores system tillade et firma at tage den her medicin, der er udviklet med offentlig støtte, og bruge sit monopol til at kræve astronomiske priser,” tordnede komiteformanden.
Og han var ikke den eneste, som havde set sig sur på Gilead. I november 2019 sagsøgte Donald Trumps regering Gilead for at have krænket patenter ejet af den amerikanske stat og tjent milliarder af dollars på offentlig forskning.
“Gileads fremfærd var ondsindet, hensynsløs, tilsigtet, bevidst uretmæssig, åbenlys og i ond tro,” lød det i sagsanlægget, der omhandlede Gileads HIV-medicin.
Da Gilead-direktøren Daniel O’Day og en lille gruppe af andre medicinalbosser i begyndelsen af marts i år mødtes med Donald Trump, få måneder efter sagsanlægget, var tonen anderledes imødekommende.
“Du må ikke skuffe os, Daniel. Forstår du?” sagde præsidenten, inden han begyndte at rose Gilead.
“Fantastisk firma. Virkelig fantastisk.”
I mellemtiden var verden blevet lagt ned af Corona-pandemien. Udsigten til en vaccine, der sætter en stopper for virussen, ligger et år ude i fremtiden. I mens har Gilead den eneste medicin, der ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO “reelt kan være effektiv” over for corona lige nu. Remdesivir hedder lægemidlet, som i disse uger gennemgår kliniske studier for at se, om det rent faktisk kan bruges til at forhindre, at corona udvikler sig til den alvorlige sygdom Covid-19.
Daniel O’Day har skrevet, at Gilead vil gøre medicinen tilgængelig og billig. Gilead har sågar lovet at donere 1,5 millioner doser af medicinen, nok til at behandle 140.000 mennesker. Alligevel frygter NGO’er og eksperter, at Gilead vil gøre kuren mod Corona så dyr, som de overhovedet kan.
“Vi tror ikke rigtig på dem. Selvfølgelig siger de, at de vil gøre det tilgængeligt til en overkommelig pris, men de har ikke givet os nogen indikationer på, hvordan de vil gøre det. Og vi har set med anden medicin, at de gør præcis det modsatte,” siger Jessica Burry, der er talsperson for MSF Access, Læger uden Grænsers internationale arbejde med at sikre adgang til medicin.
Det er langt fra første gang, at MSF Access er kritiske over for Gilead. Medicinalvirksomheden har i løbet af de seneste fem-ti år vokset sig til en af de største i verden med en omsætning på over 150 milliarder kroner om året, og udover den bedste kur mod HIV, står Gilead også bag den bedste kur mod leversygdommen hepatitis C. Men Gilead tager sig dyrt betalt og slæber et spor af retssager, skandaler og høje medicinpriser efter sig.
Tahir Amin er advokat med speciale i intellektuel ejendomsret og direktør i I-MAK, en organisation som forsøger at reformere patentsystemer og øge adgangen til medicin til overkommelige priser. Han bliver heller ikke optimistisk, når han ser på den måde, Gilead plejer at arbejde på:
“Jeg ville ønske, at vi kunne stole på, at Gilead gør det rigtige, men deres historie taget i betragtning, så er jeg bekymret for, at de vil prøve at kontrollere det her og tjene på det,” siger Tahir Amin.
Gileads mulige behandling, Remdesivir, blev egentlig udviklet som en kur mod Ebola, men blev sat på hylden. Siden har forskere undersøgt, om Remdesivir kunne bruges mod andre vira, blandt andet to forskellige slags coronavirus, der er i familie med Covid-19. Studier i laboratorier og dyreforsøg har blandt andet vist tegn på, at Remdesivir kan forhindre, at vira kopierer sig selv og spreder sig.
Når en pandemi rammer, kigger alverdens medicinalvirksomheder først på den medicin, de har stående på hylden for at se, om de allerede har noget, der kan virke – og her var Remdesivir det bedste bud på en behandling, der kunne komme hurtigt på markedet. I slutningen af januar, da Corona stadig blev betragtet som et kinesisk problem, begyndte Gilead at teste Remdesivir i sine laboratorier, og sammen med de kinesiske myndigheder gav de det til en lille gruppe af patienter. Resultaterne var gode, og d. 6. februar startede Gilead de første kliniske forsøg på mennesker i Kina. Sammen med amerikanske myndigheder og WHO har Gilead siden udbredt forsøgene til tusindvis af patienter i hele verden, herunder Danmark.
Gilead havde i forvejen patent på Remdesivir i USA og dermed eneret på at producere, markedsføre og sælge medicinen. Men d. 23. marts fik Gilead også registreret kuren som et orphan drug i USA, en særlig ordning til behandling af sjældne sygdomme, der rammer under 200.000 amerikanere. Selvom man på det tidspunkt udmærket vidste, at Corona COVID-19 ikke ville blive en sygdom for de få, men ramme millioner af amerikanere, udnyttede virksomheden, at der kun var 74.000 registrerede tilfælde i USA.
Den særlige status skal give virksomhederne incitament til at producere medicin til et lille antal mennesker ved at give hurtigere godkendelse, færre krav til kliniske forsøg, syv år længere patent, ekstra forskningsstøtte og en skatterabat.
De amerikanske sundhedsmyndigheder godkendte altså ansøgningen, men efter et stormvejr af kritik, anført af den daværende demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders, bad Gilead om at få den særlige status fjernet. Siden har Gileads administrerende direktør, Daniel O’Day, skrevet flere åbne breve, hvor han lover, at Gilead gør alt, hvad de kan for at sikre, at medicinen bliver “tilgængelig” for så mange som muligt.
Det har dog ikke været nok til at tilfredsstille 147 organisationer, som i slutningen af marts sendte et fælles brev til Daniel O’Day.
“Gilead har et dårligt generalieblad, når det kommer til at sikre universel adgang til livreddende behandling, og virksomhedens nylige måde at handle på giver en ringe forvisning om, at virksomheden vil handle i offentlighedens interesse,” står der bl.a.i brevet. Organisationerne peger også på, at Remdesivir er udviklet på amerikanske universiteter med offentlig støtte, og de beder Gilead om at opgive deres patenter og dele deres viden med verden.
Gilead har i skrivende stund patent på Remdesivir i minimum 70 lande og har så godt som globalt monopol på kuren helt frem til 2031. De endelige resultater af de kliniske forsøg forventes at komme i løbet af april, og hvis de er gode, kan Remdesivir godkendes som lægemiddel.
Donald Trumps regering er ikke de eneste, der ligger i en juridisk fejde med Gilead.
I maj 2018 stævnede amerikaneren Michael Lujano Gilead for at være skyld i betydelige personskader hos ham. Ifølge LA Times havde den 37-årige mand fra San Diego fra 2004 til 2015 taget medicin mod HIV, der indeholdt et stof kaldet tenofovir disoproxil fumarate (TDF) udviklet af Gilead. I 2016 i en alder af 35 år var Michael Lujano blevet diagnosticeret med osteoperose, også kendt som knogleskørhed, i rygrad, nakke og hofte. Sygdommen var, viste det sig, en kendt bivirkning af TDF, som Gilead ifølge sagsanlægget ikke gjorde tilstrækkeligt opmærksom på.
Siden har hundredevis af HIV-patienter sagsøgt Gilead for det, de omtaler som skjulte bivirkninger ved TDF – udover knogleskørhed handler det om en række leversygdomme. Det er dog ikke den vigtigste anklage i sagen. Ifølge sagsanlægget udviklede Gilead i begyndelsen af 00’erne et alternativ til TDF ved navn tenofovir alafenamide fumarate (TAF), som var mere effektivt og dermed havde færre og mindre bivirkninger. Gilead nåede at lave en række små kliniske studier med positive resultater, men i oktober 2004 stoppede de pludselig arbejdet med TAF. Først i 2010, da patentet på TDF var ved at udløbe, og Gilead ville miste eneretten på at sælge det, blev TAF fundet frem fra hylderne og sat i produktion.
Michael Lujano og de hundredevis af andre HIV-patienter, der nu også lider af knogleskørhed eller leversygdomme, mener, at Gilead bevidst har tilsidesat deres sundhed og udskudt udviklingen af en bedre kur for at udnytte patentsystemet, så de havde monopol. Ifølge retsdokumenter har Gilead mellem 2004 og 2015 tjent 36,2 milliarder på deres HIV-medicin, skriver Drugwatch.
Ifølge anerkendte økonomer som Dean Baker, fra Center for Economic and Policy Research og Jeffrey Sachs fra Columbia University er det velkendt, at medicinalvirksomheder bruger mange millioner på juridiske strategier, lobbyisme og kampagner, der skal beskytte patenterne på deres nyudviklede lægemidler. For lige så snart patenterne udløber, kan andre producenter få lov til at lave det som såkaldte generiske lægemidler til lavere priser.
Patenterne skal sikre, at medicinalvirksomheder har incitament til at udvikle ny medicin, mens dem, der efterfølgende laver de generiske lægemidler, skal skabe konkurrence og drive priserne ned, så medicinen bliver billig og tilgængelig for flest mulige. Men i takt med, at de store medicinalvirksomheder bliver drevet med et fokus på profit til investorer, er kampen om patenterne vokset, og nogle medicinalvirksomheder går langt for at fastholde deres monopol, siger eksperter og aktivister.
For eksempel viser et studie fra University of California School of Law, at mellem 2005 og 2015 gik tre ud af fire nye patenter til lægemidler, der allerede eksisterede. Ved at søge patenter på forskellige dele af medicinen eller på små ændringer, forlænger medicinalvirksomhederne deres monopol. På halvdelen af de hundrede bedst sælgende lægemidler fik medicinalvirksomheder mere end en gang forlænget deres patent, finder studiet.
I stedet for at opgive deres patenter laver nogle medicinalvirksomheder særlige initiativer eller programmer, som skal sikre adgang til deres lægemidler i udviklingslande, hvor hverken staten eller borgerne har pengene til dyre behandlinger. Et sådan initiativ lovede Gilead i 2018 for deres lægemiddel L-AmB, der behandler en særlig form for meningitis, som rammer mange HIV-patienter og resulterer i en smertefuld død.
Gilead lovede i en officiel meddelelse at gøre medicinen tilgængelig i 116 udviklingslande til en pris på 17 dollar per flaske, hvilket betød, at Gilead ikke ville tjene på det. Men da MSF Acess et år efter gennemgik initiativet, havde Gilead kun registreret lægemidlet i seks lande, og her var prisen så dyr, at de færreste havde råd til det. For eksempel var prisen i Sydafrika på 200 dollar pr flaske.
Ifølge Jessica Burry og MSF Access var Gileads initiativ intet andet end et “PR-stunt”, og læger i udviklingslande var alarmerede over, at folk døde af en sygdom, man faktisk havde en effektiv kur mod – den var bare ikke tilgængelig.
“Gilead har fundet forskellige måder at skabe positiv PR og få det til at se ud som om, at de gør deres bedste for at sikre, at folk har adgang til deres medicin. Men når du graver lidt i deres praksis og forskellige programmer, opdager du, at det ikke er alt, der er, som det ser ud til,” forklarer Jessica Burry.
I 2015 publicerede det amerikanske senat en rapport, der gav et indblik i, hvordan Gilead arbejder. På baggrund af 20.000 interne dokumenter, e-mails og en stor mængde prisdata afslørede undersøgelsen, hvordan Gilead havde prissat og markedsført deres lægemiddel mod hepatitis C, en sygdom der hvert år er skyld i mere end 700.000 dødsfald. Konklusionen var ret klar: Gilead forsøgte at “maksimere deres omsætning med få betænkeligheder, hvad angår tilgængelighed og overkommelige priser”.
“Gilead satte i bund og grund prisen, efter hvad de kunne slippe afsted med,” forklarer Tahir Amin fra I-MAK.
Prisen på lægemidlet, der hedder Sovaldi og bygger på et stof ved navn sofosbuvir, lød i USA på 1.000 dollar for en enkelt pille. Ifølge Dagbladet Information kostede en fuld behandling i Danmark i 2016 op til en halv million kroner, selvom medicinen kun koster lidt over 500 kroner at producere.
Høje medicinpriser forsvares ofte med, at det kræver et stort arbejde at udvikle medicinen, og medicinalvirksomhederne tager store risici. Men Gilead havde ikke udviklet sofosbuvir. De havde opkøbt en virksomhed, der hed Pharmaset som havde udviklet lægemidlet på baggrund af offentlig forskning.
Demonstranter protesterer d. 13. september 2019 uden for Det Europæiske Patentkontor i München, hvor Gilead høres om priserne på sofosbuvir.
Victor Roy, der er læge og ph.d. i sociologi, skrev i 2016 om, hvordan sofosbuvir blev udviklet og prissat. Hans artikel i det anerkendte tidsskrift British Medical Journal viste, at Gilead tjente 40 gange så meget på lægemidlet, som det havde kostet at udvikle. Det er ifølge Victor Roy en del af Gileads forretningsmodel, som også er udbredt i resten af medicinalindustrien.
Den fungerer sådan her: Gilead opkøber mindre firmaer, når de er lige ved at have nye lægemidler eller vigtig forskning klar, ligesom de gjorde med Pharmaset. Derefter sælger Gilead medicinen til den højest mulige pris. Til sidst bruger Gilead pengene til at opkøbe nye virksomheder og tilbagekøbe deres egne aktier, så virksomheden stiger i værdi.
Gilead har ikke svaret på Danwatch’s henvendelse om et interview, men i 2016 talte Dagbladet Information med virksomhedens daværende nordiske direktør, Kennet Brysting, om de høje priser på sofosbuvir. Udover at forsvare sig med, at Gilead løb en risiko ved at opkøbe Pharmaset for 11 milliarder dollar, og at Gilead brugte noget af overskuddet på ny forskning, forklarede han de høje priser med medicinens samfundsværdi. Sofosbuvir sparede samfundet for dyre hospitalindlæggelser og levertransplantationer, og derfor gav den høje pris – ifølge Gilead – mening.
Da MSF Access, Læger uden Grænsers internationale program, der skal sikre adgang til medicin, i 2015 ville købe sofosbuvir til patienter med hepatits C, fik de sig noget af en overraskelse.
Det var allerede kendt, at Gilead solgte særlige licenser, der gav indiske medicinalvirksomheder lov til at producere medicinen på en række betingelser – for eksempel at de kun måtte sælge medicinen i fattige lande, mens Gilead stadig skulle have eneret på de lukrative markeder i mellemindkomstlande som Kina og Brasilien.
Men da MSF Access talte med de indiske producenter, opdagede de, at Gilead havde lavet et særligt program, der ville sætte yderligere begrænsning på salget af medicinen i de fattige lande og stille en række krav til dem, der skulle have behandlingen,
Kravene overskred en række grundlæggende menneskerettigheder, lød det fra MSF og andre organisationer og eksperter. For eksempel ville kravet om ID, statsborgerskab og bopæl forhindre migranter, flygtninge og andre marginaliserede mennesker, som ofte rammes hårdest af hepatitis C, i at få medicinen. Sporingen af de enkelte flasker overskred patienters ret til fortrolighed og gav Gilead mulighed for at indsamle følsomme informationer uden folks samtykke. Og kravet om kun at udlevere en flaske ad gangen, der skulle returneres igen, begrænsede adgangen til livsvigtig medicin.
Anand Grover, der har været FN’s særlige rapportør for retten til sundhed, skrev efter afsløringen, at Gileads ‘anti-diversion program’ “formentlig krænker retten til sundhed”.
Gilead selv svarede, at tiltagene skulle sikre, at de værdifulde lægemidler ikke endte et andet sted end hos de tilsigtede modtagere, “patienter i nød”. Samtidig understregede virksomheden igen, at de brugte differentierede priser på baggrund af landes sygdomsbyrde og økonomiske midler.
Siden har videnskabelige studier dog vist, at selv i de lande, hvor medicinen sælges af generiske producenter, har prisen været så høj, at flertallet ikke har råd til den.
Vi ved endnu ikke, hvordan og til hvilke priser Gilead vil sælge Remdesivir, hvis det bliver godkendt som en kur mod corona og Covid-19. Men når eksperter og organisationer ser på, hvordan Gilead har handlet tidligere, frygter de, hvordan de vil handle under de nuværende omstændigheder.
“Medmindre de laver en 180 graders vending, forventer jeg ikke, at Gilead vil handle anderledes denne gang,” siger Jessica Burry.
Heller ikke Tahir Amin fra I-MAK har høje forventninger til Gilead:
“Selvom vi står i en pandemi, tror jeg, de vil støtte sig til deres tidligere modeller, de har brugt ved HIV- og hepatitis C-epidemierne. Her har Gilead efterladt et stort antal mennesker uden behandling, mens de fokuserede på de profitable markeder. Det er ikke unikt for Gilead, men et større og strukturelt problem, når det kommer til patenter i medicinalindustrien ,” siger Tahir Amin.
Han tilføjer, at selvom Gilead vil give de første doser af behandlingen væk, så kan det være, at de ser en mulighed for at tjene mange penge i fremtiden, hvis Remdesivir bliver en standardkur mod corona. Problemet lige nu er, tilføjer Tahir Amin, at Gilead ikke selv kan møde den voksende efterspørgsel fra hele kloden – og derfor bør de opgive deres patent på medicinen, så andre kan hjælpe med at producere remdisivir.
“Og redde så mange liv som muligt,” understreger han.
Jonathan Tybjerg