Rekordstore strejker lammer transportsektoren over hele Europa

Stigende priser og et stigende arbejdspres efter corona-oplukning får i øjeblikket transportarbejdere til at nedlægge arbejdet. Europas vigtigste lufthavne aflyser tusindvis af afgange, mens jernbanenettet i Storbritannien er lammet af de største strejker i 30 år.

Euston Staion i det centrale London stod torsdag fuldstændig øde, efter 40.000 ansatte fra 13 britiske togselskaber fortsatte deres strejke. Foto: Wictor Szymanowicz / Ritzau

På nærmest alle dele af det europæiske kontinent udnytter transportarbejdere lige nu deres strategiske placering til at kræve bedre arbejdsforhold og lønninger.

Mandag stod den offentlige transport i Belgien stort set stille, mens samtlige flyafgange fra Bruxelles lufthavn måtte aflyses, da 70.000 strejkende arbejdere marcherede gennem Bruxelles gader med krav om, at regeringen sætter ind over for de hastigt stigende leveomkostninger.

Siden mandag aften har Storbritanniens jernbaner været ramt af de største strejker i tre årtier, efter 40.000 ansatte har nedlagt arbejdet i protest mod forringede arbejdsvilkår og manglende lønstigninger trods den hastigt stigende inflation.

Ansatte fra en række af de største lufthavns- og lavprisflyselskaber som Ryanair og EasyJet

har varslet strejker i både Frankrig, Italien, Portugal og Spanien over de næste uger, mens British Airways’ medarbejdere har advaret om snarlige strejker i Europas travleste lufthavn, Heathrow.

Og i Danmark, Sverige og Norge har omkring 1.000 piloter fra SAS varslet strejke fra slutningen af juni.

Mangel på arbejdskraft

Strejkerne har allerede resulteret i kaotiske tilstande i nogle af Europas trafikale knudepunkter, og mange lufthavne og flyselskaber aflyser nu på forhånd store dele af den den kommende feriesæsons afgange, oplyser medier som Politico.

Mange fagforeninger hævder imidlertid, at strejkerne ikke primært er planlagt strategisk i ferien for at lægge mere pres på virksomhederne, men simpelthen fordi arbejdsbyrden ser ud til at blive for stor for transportarbejderne henover højsæsonen.

Flybranchen har på verdensplan ifølge Reuters opsagt mere end to millioner ansatte under corona-pandemien, og en ekstraordinær høj efterspørgsel på rejser i løbet af foråret og sommeren ser ud til at være kommet bag på den europæiske industri, som simpelthen står med for få ansatte. 

Mange af de tidligere ansatte har nu andre jobs eller er gået tidligere på pension, og det er svært for branchen at lokke dem tilbage igen.

“De har tydeligvis alternativer nu og kan skifte imellem jobs”, som seniorøkonom i den hollandske finansielle virksomhed ING Group, Rico Luman, sagde til Reuters mandag.

Strejkerne og den store mangel på arbejdskraft har ifølge Reuters fået lufthavne i blandt andet Tyskland, Frankrig, Spanien til at tilbyde bonusser til deres ansatte for at skaffe nye medarbejdere, mens Hollands Schiphol-lufthavn nu er gået med til en timebonus henover sommeren til 15.000 af deres ansatte, som vil betyde en lønstigning på 50 procent for dem, som er ansat på mindsteløn.

Mange af transportarbejdernes fagforeninger efterspørger på samme vis lønstigninger i lyset af de hastigt stigende priser over hele kontinentet.

Som Mick Lynch, lederen af den britiske fagforning for jernbane-, havne- og transport-arbejdere RMT, sagde til Goodmorning Britain tidligere på måneden:

“Vi står midt i en leveomkostningskrise, vores arbejdere har arbejdet under hele pandemien, og deres belønning har været en fastfrysning af deres løn”.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down