Åbner i en ny fane
Transport / shipping20/11/2019

SF vil melde Mærsk til politiet

Højesteret i Bangladesh har afgjort, at ophugningen af et tidligere Mærsk-ejet olieskib på en strand i Bangladesh er ulovlig. Nu vil SF have miljøminister Lea Wermelin til at politianmelde den danske rederigigant.
6 Fra Shafi DSC00523 mere
Det udtjente Mærsk-skib North Sea Producer lå klar til ophugning da Danwatch besøgte Bangladesh i 2016. Nu har højesteret i Bangladesh dømt ophugningen ulovlig.Foto: S. Rahman/Danwatch
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Mærsk og de lyssky aftaler

Det er olieskibet North Sea Producer, der fra 1984 til 2016 har sejlet med olie i Nordsøen for Mærsk, der er genstand for en dugfrisk højesteretsdom fra Bangladesh. 

I 2016 solgte Mærsk skibet til virksomheden GMS, der er verdens største opkøber af udtjente skibe. Senere samme år dokumenterede Danwatch i samarbejde med Politiken og TV2, at skibet, der indeholder radioaktivt affald, lå klar til ophug på en strand i Bangladesh. 

Det til trods for, at det ifølge internationale konventioner er ulovligt at eksportere skibe til skrot på sydøstasiatiske strande, fordi der er tale om farligt affald. 

[Citat1]

SF mener, at Mærsk nu må stå til ansvar for, hvad der sker med deres udtjente skibe, når de bliver hugget op. 

“Det er totalt uacceptabelt, at de bare shipper problemet ud af landet og om på den anden side af kloden som skrot. Det er farligt for både de arbejdere, der hugger det op og for miljøet”, siger SF’s miljøordfører, Carl Valentin.

“Mærsk er medskyldig”

Nu er der faldet dom i sagen i højesteret i Bangladesh. De konkluderer, at både import og ophugning af skibet i Bangladesh er ulovlig. SF mener, at det må få konsekvenser, også for Mærsk, der har solgt skibet.

“Mærsk er medskyldig i de livsfarlige arbejdsforhold, som fattige mennesker udsættes for, mens de arbejder med ophugningen af rederiets udtjente flåde. Det skal de stå til ansvar for, og de skal også stå til ansvar for det voldsomme miljøsvineri, som de efterlader til resten af befolkningen i området”, siger Carl Valentin.

Udover højesteretsdommen i Bangladesh, er britiske myndigheder i gang med at efterforske sagen. De undersøger, om Mærsk var vidende om, at skibet blev solgt til ophugning. 

SFs miljøordfører håber at en dansk politianmeldelse også kan bidrage til at sætte skub i efterforskningen i Storbritannien.

“Vi skal gøre det helt klart for både Mærsk og resten af shipping-verdenen, at det er en praksis, vi ikke vil acceptere, og som de skal holde sig langt væk fra. En politianmeldelse vil samtidig også hjælpe de britiske myndigheder med at komme til bunds i sagen”, siger Carl Valentin.

Enhedslisten vil have svar fra ministeren

Også Enhedslisten reagerer på dommen fra Bangladesh. De vil kalde både miljøminister Lea Wermelin og udenrigsminister Jeppe Kofod i samråd.

“Det er rigtigt positivt, at Bangladesh har taget sådan et skridt i den rigtige retning mod en global bæredygtig ophugning af skibe”, siger Christian Juhl, arbejdsmiljøordfører for Enhedslisten.

Han vil have svar på, hvordan Danmark kan bidrage til at sætte en stopper for farlig og miljøskadelig ophug af blandt andet udtjente Mærsk-skibe.

“En ting er, at der kommer en dom, det gør der overalt. Men denne dom har overhalet Danmarks intentioner på det her område, og jeg vil naturligvis tage op med ministeren, hvordan vi kan tage den gode udvikling i nye retninger”, siger Christian Juhl. 

Mærsk oplyser til Danwatch, at de ikke på nuværende tidspunkt ønsker at kommentere sagen. 

Miljøminister Lea Wermelin har ikke haft mulighed for at kommentere på sagen inden Danwatchs deadline. 

 

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.