22. november 2012

Søvndals bosætter-mærkning undergravet af mærkningsfusk

Udenrigsministerens lancering af en mærkningsvejledning for bosættervarer kan ikke gøre op for, at Israel fejlmærker varer fra bosættelser.


En ny og frivillig mærkningsvejledning fra Fødevarestyrelsen der blev offentliggjort i oktober gør det muligt for supermarkeder at fortælle deres kunder, om varer fra Vestbredden kommer fra ulovlige israelske bosættelser eller fra palæstinensiske producenter. Men det er svært for supermarkeder og danske myndigheder at identificere produkter fra bosættelser, da de fejlmærkes af israelske eksportører.

Mærkningsordningen kommer oveni eksisterende mærkningsregler for produkter fra bosættelser, både på EU-plan og i Danmark. Det er nemlig ikke tilladt at mærke varer fra bosættelser som israelske. Alligevel har DanWatch fundet fejlmærkede bosættervarer i danske butikker: Kun ét tilfælde var korrekt mærket.

“Hvis et bosætterprodukt bevidst er fejlmærket fra eksportørens side, er det vanskeligt for Fødevarestyrelsen at afsløre,” siger Erik Andersen fra Fødevarestyrelsen, der har arbejdet på mærkningsvejledningen. Embedsmænd i SKAT er enige: “SKAT kan normaltvis ikke opdage, hvis bosættervarer af eksportøren er forsætligt fejlmærket med oprindelse i en israelsk by, da SKAT tager udgangspunkt i de dokumenter, der følger produkterne,” siger Klaus Uhre fra SKAT.

Danske supermarkeder vil heller ikke bruge mærkningsvejledningen. De fleste har i forvejen en politik om ikke at føre bosættervarer: “I og med at vi ikke vil forhandle varer fra de besatte områder, så bliver det ikke et issue, som vi bliver nødt til at tage stilling til,” siger indkøbschef Peter Løth fra Dansk Supermarked.

Men DanWatch har fundet dokumentation for systematisk fejlmærkning hos producenter såsom israelske Mehadrin, der forsyner Dansk Supermarked og Coop med frugt: Billeder taget i bosættelser og i danske butikker viser, at emballage til eksport af frugt og grønt er mærket, mod reglerne, ‘Made in Israel’. For Mehadrin har både produktion i bosættelser og i Israel.

Mærkningsvejledningen

-Fødevarer fra de israelskbesatte palæstinensiske områder må ikke mærkes med “Israel” som oprindelsesland.
-Hvis butikker yderligere ønsker at angive, om en fødevare med oprindelse fra Vestbredden er produceret i en israelsk bosættelse eller er produceret af en palæstinensisk producent, kan det ske på følgende måde:
Oprindelse: Vestbredden (israelsk bosættelsesprodukt), hhv. Vestbredden (palæstinensisk produkt)
Produceret på Vestbredden (israelsk bosættelsesprodukt), hhv. Vestbredden (palæstinensisk produkt)

Villy Søvndal mener ikke at fejlmærkning af bosættervarer er så udbredt et problem at mærkningsordningen skal ændres:
“Snyd og bedrag er altid vanskeligt – for ikke at sige umuligt – at gardere sig fuldstændigt imod,” siger han til DanWatch.

Derimod er han tilfreds med den debat som mærkningsvejledningen har affødt:
“Jeg er meget tilfreds med den store opmærksomhed, der har været i den offentlige debat om den frivillige mærkningsordning, siden jeg i maj 2012 redegjorde for regeringens hensigt om at offentliggøre en vejledning herom. Jeg tør godt fastslå, at ordningens indførelse rækker videre end blot symbolpolitik.”

Umuligt at kortlægge import fra bosættelser

Det er ikke muligt at kortlægge den danske import af frugt og grønt fra bosættelser, da det importeres gennem andre EU lande. Det er kun direkte import, som tjekkes af toldmyndighederne og derfor optræder varerne heller ikke i statistikkerne. Og derfor kan forbrugerne altså ikke vide sig sikre.

I England har Coop ikke ønsket risikoen ved at handle med virksomheder som Mehadrin, der har produktion i Israel og i bosættelser, på grund af fejlmærkning. Derfor har engelske Coop valgt helt at afstå fra at handle med virksomheder, der har nogen produktion i bosættelser. Et stop for import af bosættervarer er ikke noget man har taget til sig fra dansk side, men Villy Søvndal henviser til, at der fortsat drøftes måder at undgå at understøtte bosættelser:
“Danmark – og EU – arbejder bevidst på at undgå, at der direkte eller indirekte sker en understøttelse af den økonomiske aktivitet i bosættelserne.  Regeringen indgår derfor hele tiden i drøftelser med EU-partnere, de nordiske lande og NGO´er om tiltag, der er egnede til at forhindre direkte eller indirekte støtte til de ulovlige bosættelser,” siger han til DanWatch.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down