Vinduerne kunne ikke åbnes og næsten alle nødudgange var låste, da en fabriksbrand i 2012 brød ud på tekstilfabrikken Ali Enterprises i Karachi i Pakistan. På ganske kort tid omkom 258 fabriksarbejdere i hvad, der regnes som den værste fabriksbrand i Pakistans historie.
Lige siden har overlevende og pårørende forsøgt at placere ansvaret – ikke bare hos den lokale fabriksledelse men også hos de udenlandske mærker, der fik tøj produceret på fabrikken. Torsdag begyndte en tysk domstol så de indledende høringer i et civilt søgsmål mod den tyske tøjkæde KiK, som en overlevende arbejder og tre pårørende sagsøger for at være medansvarlig for branden.
“For 258 mennesker blev fabrikken en dødsfælde. Ingen vil være i stand til at kompensere for det tab. Men de ansvarlige burde i det mindste blive holdt til ansvar. KiK var fabrikkens primære kunde og bærer derfor noget af ansvaret for den utilstrækkelige brandsikkerhed,” siger Saeeda Khatoon, en af sagsøgerne der selv mistede sin søn i branden, til NGO’en Clean Clothes Campaign.
Sagen mod KiK er den første af sin slags i Tyskland, og skulle det lykkes at holde kæden juridisk ansvarlig for branden i Pakistan, vil det sætte helt nye standarder for opkøberes forpligtigelser for forholdene hos deres leverandører.
Af samme årsag tvivler flere iagttagere på, at de pårørende og overlevende kommer til at vinde sagen. Ifølge Poul Hauch Fenger, der er advokat med speciale i strafferet og menneskerettigheder, så er det stærkt tvivlsomt, om den tyske virksomhed vil kunne blive draget juridisk til ansvar for ulykken.
”Det ville have ganske uoverskuelige konsekvenser for den internationale handel, hvis man kan gøres juridisk ansvarlig på den måde. Det ville jeg være meget tilbageholdende med at etablere, hvis jeg var dommer i den her sag,” siger han og tilføjer, at søgsmålet også kan falde på, at forældelsesfristen er overskredet.
Men skønt KiK sandsynligvis ikke har overtrådt tysk lov, mener Poul Hauch Fenger dog, at sagen lægger op til, at tøjkæden kan have forbrudt sig på deres forpligtigelser i forhold til internationale retningslinjer om virksomheders sociale ansvar. Ifølge dem bør en virksomhed nemlig undersøge standarderne for arbejdssikkerhed hos en leverandør, inden man indgår et samarbejde.
Da alle kan anlægge et civilt søgsmål, kan Poul Hauch Fenger også sagtens forestille sig, at en sag, der ligner den mod KiK, i fremtiden kan komme for retten i Danmark. Og selvom han vurderer det lige så usandsynligt, at en dansk virksomhed på den måde drages juridisk til ansvar for deres leverandørers forhold, mener han, at sagen vil kunne komme til at have betydning for den måde, vi tænker på virksomheders ansvar uden for landets grænser.
”Det kan sætte en rigtig sund debat i gang om, om det er forsvarligt, at lignende fabrikker producerer tøj for europæiske mærker, og tvinge virksomhedernes ansvar for arbejdernes fysiske sikkerhed ind i kerneområdet for CSR,” siger han.
Flere interesseorganisationer peger også på, at søgsmålet under alle omstændigheder lægger et vist pres på virksomheder med tvivlsomme leverandører. Umiddelbart efter søgsmålet blev godkendt af retten i Dortmund, annoncerede KiK da også, at man ville betale mere end 30 millioner kroner i kompensation til ofre og pårørende i Karachi – dog stadig uden at påtage sig det ansvar for ulykken, som de fire sagsøgere kræver.
Ben Vanpeperstraete, en talsperson for Clean Clothes Campaign, mente ikke, at timingen for den udmelding var helt tilfældig.
“Sagen mod KiK I Tyskland har bidraget væsentligt til den indgåede aftale om kompensation,” sagde han.
Nikolaj Houmann Mortensen
