Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Penge fra Danmark og EU hjælper Tyrkiet med at spærre krigsflygtninge inde i Syrien
En Danwatch-undersøgelse
Det er ikke kun ved grænsen til Syrien, at EU har indkøbt militære køretøjer til grænsekontrol. Da EU udbød en kontrakt for overvågningsudstyr til grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland, undrede en mulig budgiver sig over EU’s krav til pansring af køretøjerne.
»Helt klart overkill (clearly an overkill solution)«, skrev han.
Men EU stod fast: Den svære armering er et ufravigeligt krav, lød svaret, som ikke gav nogen forklaring på behovet for den svære pansring.
Den usædvanlige ordveksling findes i et omfattende dokument som handler om EU’s udbud af en ordre på 50 køretøjer til brug for Tyrkiets kontrol af sin grænse mod Grækenland.
De føjer sig til rækken af militære køretøjer og overvågningsudstyr som EU indkøber til et land der er i militær undtagelsestilstand efter kupforsøget i 2016, og med en politisk ledelse der er kendt for at slå hårdt ned på kritikere og andre opfattede modstandere af regimet.
Producerede vandkanoner
Køretøjerne skal ifølge EU “bidrage til at forhindre illegal migration, menneskesmugling, grænseoverskridende kriminalitet og smugleri”.
Ifølge EU’s specifikationer skulle 20 af køretøjerne være så svært pansrede, at den mulige byder havde vanskeligt ved at forstå formålet.
Kravene til pansring svarer til, at køretøjerne kan modstå 10 kilo TNT sprængstof under hvert hjul, hvilket er oppe i den høje ende af NATO’s specifikationer for pansrede køretøjer af denne størrelse, forklarer Samuel Cranny-Evans, som er analytiker og specialist i netop det emne hos det militære månedsmagasin, Jane’s International Defence Review.
Ligesom med de 82 Cobraer til blandt andet grænsemuren mod Syrien i syd, gik også denne ordre på cirka 220 millioner kroner (30 millioner euro) til tyrkiske producenter af militærudstyr: Aselsan, som er 84 procent ejet af Tyrkiets hær, leverer elektronik, mens Katmerciler leverer selve køretøjerne af typen Hizir. Katmerciler er ejet af et tidligere parlamentsmedlem for præsident Erdogans AKP-parti, Ismail Katmerci.
Hans firma Katmerciler producerer også de kraftige TOMA køretøjer, udstyret med vandkanoner, som Tyrkiets politi og sikkerhedsstyrker ved flere lejligheder har brugt under voldelige sammenstød med demonstranter.
Må ikke bruges til andre formål
EU-Kommissionen oplyser i et skriftligt svar, at selv om EU betaler, så er det Tyrkiet, som har bestemt den svære pansring af køretøjerne, og EU har efterfølgende godkendt kravene.
Pansringen skal tage højde for »hyppigt forekommende terrorangreb på militærpersonel og behovet for beskyttelse af køretøjer som benyttes i alle grænseområder«, skriver kommissionen.
I svaret afviser kommissionen at den tyrkiske hær, som de pansrede køretøjer skal overdrages til, kan bruge udstyret til krigshandlinger uden for Tyrkiet eller til at nedkæmpe civile uroligheder internt i Tyrkiet.
Det fremgår af kontrakten, at udstyret kun må bruges til grænseovervågning. Det må ikke ændres eller bruges til andre formål, uden skriftlig tilladelse fra EU-Kommissionen, fremgår det af kommissionens svar.
Hverken Tyrkiets regering i Ankara eller ambassaden i København har reageret på henvendelser.