Thida, 28 år, syerske på Bestseller-fabrik:

”Jeg er ligeglad med, hvad de kalder mig, jeg kan ikke undvære mit arbejde”

”Jeg er ligeglad med, hvad de kalder mig, jeg kan ikke undvære mit arbejde”

Thida er 28 år, mor til to børn og gift med børnenes far, som hun kun ser to gange om måneden. Hun kvalitetssikrer tøj på en tekstilfabrik af den ene grund, at hendes familie faktisk ikke kan overleve uden hendes job. Vi fik lov til at overnatte hos Thida og hendes familie.
louise_WEB.jpg
Louise Voller
Journalist
nikolaj_WEB-1.jpg
Nikolaj Houmann Mortensen
Journalist
jarl.jpg
Jarl Kaldan
Fotograf
Louise Voller
Journalist
Nikolaj Houmann Mortensen
Journalist
Jarl Kaldan
Fotograf
Thida er 28 år, mor til to børn og gift med børnenes far, som hun kun ser to gange om måneden. Hun kvalitetssikrer tøj på en tekstilfabrik af den ene grund, at hendes familie faktisk ikke kan overleve uden hendes job. Vi fik lov til at overnatte hos Thida og hendes familie.
Del meget gerne. Vi har gjort os umage.
bestseller_logo_black_2016-copy.png

Fabrikken, som Thida arbejder på, producerer tøj til danske Bestseller, bekræfter virksomheden.

Klokken 16.00

Udefra er idyllen slående. Træhuset på pæle troner alene på irgrønne rismarker, hvor køerne græsser roligt. Eftermiddagsheden trykker, og frøer og cikader varmer langsomt op til, at solen går ned om to timer.

Hendes mand tager imod. Boureys hår er vandkæmmet, og håndtrykket er beslutsomt. Han taler kun khmer, men hans udstrakte hånd tilbyder en siddeplads ved det lange træbord midt i rummet, hvor familien spiser og opholder sig sammen. Han finder vandflasker frem og kalder på sine børn.

9-årige pige Rany og hendes 8-årige bror Ranuth er generte. Blikket er fæstnet til bordpladen, og der kommer kun enstavelsesord tilbage.

Klokken 17.10

En skikkelse på stien op mod det lille træhus bliver tydeligere. Skridtene er lidt tunge, hun smiler, da hun kommer op til huset, lidt distræt kører hun fingrene gennem sin datters hår. Det er nu 12 timer siden, at 28-årige Thida forlod datteren og resten af familien for at tage på arbejde.

“Ja, jeg savner dem altid. Fordi jeg altid er på arbejde, og jeg kommer først hjem, når de sover. De bliver lagt i seng af deres bedstemor”, siger hun.

Bedstemor og bedstefar bor i huset bag ved familiens hus. De har opfostret Thida og hendes søster, og nu har forældrene brug for, at børnene betaler tilbage, som man gør i Cambodja.

“Hvis jeg havde tid til at være hos mine børn, så kunne jeg følge dem i skole og sørge for ordentlig mad til dem”.

Rany og Ranuth er hinandens bedste venner. Det bliver man, når man tilbringer hver eneste dag sammen, ofte alene, og skal klare alting selv, fordi Thida forlader børnene klokken fem om morgenen, og far kører tuk-tuk i Phnom Penh.

Bourey kommer kun hjem til familien i én nat hver 14. dag. Når han arbejder i Phnom Penh, sover han i sin tuk-tuk. Imens han er hjemme, leger børnene konstant i tuk-tuk’en.

Selvfølgelig har 8-årige Ranuth mange gange prøvet at mangle sine forældre, siger han. Men han vil ikke fortælle til hvad.

Klokken 17.23

Hun sidder ikke ned, før hendes hænder per automatik tænder op i bålet, finder ris frem og blander lime, salt og peber til marineret kylling, æg og basilikum. Et festmåltid, fordi der er gæster, som har taget en del af maden  med. Det er langt fra, hvad familien plejer at spise, fortæller Thida.

“Jeg har så få penge, så jeg bruger meget lidt på mad. Jeg køber kun lidt svinekød og fisk, jeg ville ønske, jeg kunne købe oksekød”.

Thida tjener omkring 200 dollars om måneden, hvis hun overarbejder hver uge. Det betyder 10 timers arbejde hver dag undtagen søndag, hvor hun som regel holder fri. Hvis der er ekstra kollektioner, så bliver fridagen inddraget.

Klokken 19.50

Alle sidder samlet omkring bordet, bedstemor sidder på bordet, og alle deler alt. Børnene får mad først, så Bourey, og så Thida. Cirka en håndfuld ris, lidt kylling og et par skiver agurk.

Efter maden taler vi videre. Om drømme.
“Jeg ville ønske at jeg kunne tjene flere penge på at sælge grøntsager eller kød, lave min egen forretning, så jeg havde tid til at tage mig af mine børn, for jeg vil helst ikke arbejde på en fabrik, men jeg har ikke andre muligheder”.

Thidas indtægt skal dække hele familiens udgifter. Hun har lånt penge til at bygge sine forældres hus og til at købe en tuk-tuk til sin mand, så han også har et arbejde. Lånene koster hende 1,5-2 procent i rente om måneden. Det svarer til 19-26 procents rente om året, hvilket ikke er højt for cambodjanske standarder, men temmelig uoverskueligt at betale tilbage.

Thidas mor sidder i baggrunden og lytter. Så bryder hun ind.
“Sig nu sandheden, du har ikke penge nok til at betale for familien hele måneden, så du får penge fra din søster, som du så skal betale tilbage. Og så har du ingen penge at betale tilbage med - og derfor får du ikke mad nok at spise, og derfor bliver du svag”.

Thida skjuler et forlegent smil.
“Jeg dropper ikke måltider. Men mine måltider bliver mindre, for jeg har ikke penge nok, for jeg vil kunne købe mad til mine børn, som de kan få med i skole”.

Klokken 20.35

Bourey finder sivmåtter, hovedpuder og myggenet frem og reder op i husets eneste rum. Rany og Ranuth ligger tæt, ansigt til ansigt, de nøgne børneben er viklet ind i hinanden.

Vi andre ligger rundt om fordelt under myggenet og falder i søvn til insisterende lyde fra frøer og cikader og  hinandens åndedræt.

Klokken 3.50

Nærmest som aftalt galer hanen, og Thida bevæger sig lydløst ud under myggenettet og ned ad den stejle stige. Hun lukker hønsene ud, fodrer køerne og koger ris i den mørke morgen, før hun selv går i bad og gør sig klar til at gå et par kilometer op mod hovedvejen.

Her skal hun hentes af en lastbil, der samler syerskere op og kører dem rundt til tekstilfabrikkerne.

Klokken 4.45

Hun pakker sin morgenmad. Lidt ris og æg fra i går aftes som hun spiser, før hun møder på arbejde kl. 6.40. Derudover er der frokost kl 11-12.00, og så har hun ikke flere pauser, før hun får fri kl 18.00.

“Jeg køber min mad foran fabrikken, som regel vandet suppe, for hvis jeg spiser ris og lidt tørret kød, så bliver jeg for træt. Normalt er jeg sulten igen kl 16, for jeg spiser kun lidt ris. Og så har jeg ingen energi. De tillader ikke, at vi går ud for at spise, kun i spisepausen”.

Det hårdeste ved arbejdet på fabrikken, der blandt andet producerer tøj til Bestseller, er heden på fabrikken, der ikke er ordentligt afkølet - og de høje produktionsmål, fortæller hun.

“Jeg føler mig tit svimmel og har hovedpine, fordi mit arbejde er meget hårdt, de sætter kvoter for os, som vi skal nå”.

Thidas kvote er 4000 kjoler eller jeans, som hun skal kvalitetssikre hver dag. Uanset om hun er der otte eller ti timer.

“På otte timer skal jeg også nå 4000 kjoler eller jeans, og hvis jeg ikke når det, skal jeg overarbejde i to timer. Hvis jeg stadig ikke når min kvote, bliver der seriøse beskyldninger. De siger, at jeg er uansvarlig. De bruger stærke ord, og de truer med, at jeg bliver fyret. Jeg bliver meget påvirket af at blive beskyldt for at være ligeglad og truet med fyring. Jeg bliver utrolig ulykkelig, men jeg kan ikke få et andet job, så jeg er nødt til at finde mig i det”.

Klokken 5.05

Mørket opsluger Thidas silhuet, da hun forsvinder ud i morgenmørket. Hun bliver fulgt af børnenes søvndrukne blikke, de er lige vågnet, og lidt endnu kan de sidde på trappen foran huset, før de skal i gang med at blive vasket, få tøj på og i skole.

I dag er børnenes far her, men det er han ikke langt de fleste morgener, hvor børnene selv tager tøj på, spiser ris og går 5-6 kilometer til skole.

Når de kommer hjem, skal børnene fodre køer og høns og vaske op, før Thida vender hjem igen kl 19.30 på de dage, hvor hun har overarbejde. Det har hun langt de fleste dage.

Bent Gehrt, Workers Rights Consortium:

“Vi kan jo se medierapporter nærmest ugentligt om lastbiler der er væltet og arbejdere, der dør. Så der er i hvert fald omkring 100 arbejdere hvert år som dør på vej til eller på vej hjem fra arbejde”.

Klokken 5.32

Det tager halvanden time for Thida at komme på arbejde på ladet af lastbilen. Da hun stiger på, er der allerede 44 syersker på ladet. Inden længe er den fyldt helt op.

Lastbilerne er livsfarlige, men det er den eneste mulighed for Cambodjas begyndende arbejderklasse at komme ind til fabrikkerne på, hvis de vælger at leve sammen med deres familier i landsbyerne. De er ikke ludfattige, men de tjener endnu ikke nok til at køre scootere eller bil, og der findes endnu ikke rigtig offentlig transport i områderne uden for Phnom Penh.

Turen bag på lastbilen er udmattende. Alle skal stå op, helt tæt, i al slags vejr. Når hun endelig når frem, er energien allerede brugt.

“Jeg er altid sulten og udmattet, men det er ligegyldigt, hvor sulten jeg er. Jeg spiser, så jeg har energi nok til at arbejde på fabrikken, og jeg bruger mine følelser for børnene til at skabe energi til mit arbejde. Alt, hvad jeg gør og har gjort, er for mine børn og min familie”.

Når du nu er nået langt ...

Så har vi en lille tjeneste at bede dig om. Flere end nogensinde læser Danwatch’ journalistik,  men få betaler for det. Det er ok, da vi ikke, som mange andre medier, ønsker at ”låse” vores journalistik inde bag en digital betalingsmur. Vi laver vores journalistik i offentlighedens interesse, og derfor er det også vigtigt for os, at den er frit tilgængelig.

Og det er her, vi har brug for dig.

Danwatch’ uafhængige undersøgende journalistik koster tid, penge og hårdt arbejde at producere. Hvis alle der læser og værdsætter vores undersøgende journalistik, også støtter op økonomisk, vil vores særlige journalistiske fokus og Danwatch' fremtid være mere sikker.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.