I denne uge er det 26. gang, at verdens ledere igen er samlet for at snakke om klimaets tilstand og prøve at forhandle sig frem til løsninger, som forhindrer de dommedagsscenarier, der vil følge, hvis klodens temperatur fortsætter med at stige.
Og også til dette møde, der foregår i Glasgow i Skotland, er klimaaktivister stimlet sammen for at kræve handling og spørge verdens mest magtfulde mænd, hvorfor vi bliver ved med at udlede rekordmeget CO2, når det nu netop er 26. gang, at politikerne er samlet om forhandlingsbordet.
For viden om klimaets suk efter hjælp har været kendt i årtier – også blandt de store olieselskaber som Total og Exxon, som har gjort deres for at skjule sandheden om deres aktiviteter, viser flere studier.
En anden kilde til viden er de mange dokumentarer om klima, der florerer derude. Vi har spurgt om anbefalinger på redaktionen og samlet en række af dem i anledningen af COP26. Alle som én understreger de, hvorfor det er vigtigt, at vi passer på vores planet.
God fornøjelse!
En boblende vandmand flyder bagom ryggen på biologen Donna Haraway, mens hun med entusiasme og utallige afstikkere forklarer instruktør Fabrizio Terranova om et for hende afgørende redskab til at redde kloden: historiefortælling.
I dokumentaren Donna Haraway: Story Telling For Earthly Survival bliver seeren introduceret til historiefortællingens kraft gennem professor, biolog og feministisk tænker, Donna Haraways egne talte ord.
Eksempelvis i hendes fortælling om, hvordan hunde og mennesker er forbundet, som et bevis for det afgørende gensidige fællesskab, der er mellem arter. Det er komplekse tanker og teorier om kapitalisme, postkolonialisme, køn, dyr og økosystemer, der samtidigt snor sig mellem hinanden, men med historiefortællingens kraft er det leveret, så man forstår og interesserer sig for det.
Det centrale budskab er, at vi mennesker ikke kan løbe fra, at vi er forbundet til den jord, vi skader.
Hvem husker ikke det grufulde klip fra 2019 af hvalrosser, som kastede sig i døden fra en klippeskrænt. Èn efter én forsvandt de ned i afgrunden, fordi isen, de normalt opholder sig på, var smeltet. Billederne var voldsomme, og de gik verden rundt.
Men klippet var kun en brøkdel af den virkelighed, som Netflix-serien Our Planet kunne vise. Med David Attenborough som fortæller undersøger serien konsekvenserne af menneskets påvirkning af naturen. Og det gør den uden filter og fuldstændig utvetydigt. Eksempelvis ser vi et time-laps af Borneos jungles forvandling fra frodig skov til palmeplantager og olieboringer. En forvandling, der indebærer, at 100 orangutanger hver uge må dø.
Our Planet minder os med presserende intensitet om, at vi lige nu truer verdens vidundere.
Det ligner en klassisk naturdokumentar med storslåede billeder og strygermusik for fuld blæs. Men de kæmpemæssige kenyanske plastiklossepladser og den uendelige horisont af psykedeliske minelandskaber har i dokumentaren Antropocæn til formål at minde os om vores uigenkaldelige påvirkning af naturen.
Menneskets indflydelse på Jorden har nemlig nået et sådant omfang, at den har givet navn til en ny geologisk tidsalder: den antropocæne æra. De turkisgrønne lithiumsøer i den lyserøde ørkensol i Chile er virkelig smukke, men også gruopvækkende, for de erstatter en unik natur, der aldrig kommer tilbage
Det er overalt: Plastikforurening. Hvad enten det er hjemme i Danmark eller ude i verden flyder det med plastik, omend situationen er helt anderledes i lande som Indien og Indonesien. Og skandalen vokser i sådan en grad, at vi i dag har en situation, hvor dyr er forgiftede, floder er oversvømmende, og havene er forurenet af plastik.
Men hvordan kan det nå så vidt, nu hvor vi – særligt i Danmark – genbruger på livet løs, mens plastikindustrien brander sig selv på at have opfundet “100% genanvendeligt” materiale? Det spørger dokumentarserien The recycling myth også om. Og krafterne bag serien går derfor på jagt. Ved at spore pengene finder de organiserede kriminelle og såkaldte affaldsmoguler, som tjener boksen på at smugle affald. Et område, der nu er lige så lukrativ som narko ifølge serien.
Vi vil ikke fortælle, hvad der sker, men man kan spørge sig selv: Hvem bliver rig på, at vi drukner i plastik?
Vi kan næsten ikke komme udenom An Inconvenient Truth fra 2006, når vi snakker om klimadokumentarer.
Ikke mindst fordi dokumentaren er en af de mest succesfulde nogensinde, og fordi den endte med at give Al Gore Nobels Fredspris for hans indsats for klimaet. Blandt andet har en fremtrædende klimaforsker sagt, at filmen havde “en meget større indflydelse på den offentlige mening og offentlighedens bevidsthed om globale klimaændringer end nogen videnskabelige artikler eller rapporter”.
I filmen ser man Al Gore turnerer rundt med et velkendt budskab: Global opvarmning er reel, og den er menneskeskabt. Og mange af os husker den – kurven, som viste, hvor alvorligt, det så ud, hvis vi ikke handlede nu. På den måde gjorde Al Gore mange af os klogere – og filmen kan altid tåle et gensyn, hvis man trænger til at blive rystet og forarget på klimaets vegne.
Sandra Blenner Rasmussen