Nazha El Khalidi havde filmet i fire minutter, da de marokkanske betjente sprang på hende, slog hende, tog hendes telefon og trak hende ind til en fire timers afhøring. Det fortæller hun, da Danwatch møder hende i København i midten af marts i forbindelse med en konference.
Hun er selvlært journalist for mediekollektivet Equipe Media, hvor hun dokumenterer forbrydelser mod Saharawierne i forlængelse af deres kamp for uafhængighed i Vestsahara i det nordøstlige Afrika. De kæmper for uafhængighed fra Marokko.
I dette tilfælde filmede hun en fredelig demonstration på gaderne i El Aaiún, hovedstaden i Vestsahara, den 4. december 2018.
Der er lidt over to måneder til, at hun den 20. maj kommer for en domstol, anklaget for på ulovlig vis, at have fungeret som journalist. Hun risikerer op imod to års fængsel for at have filmet og trykket “udgiv” lige inden betjentene nåede frem til hende og hendes sag er langt fra den eneste eller den første. [Boks1]
Sagen er et eksempel på de stridigheder, der stadig udspiller sig, imellem Saharawierne i Vestsahara på den ene side og den marokkanske regering på den anden side.
Ikke siden 1991, hvor fredsforhandlingerne begyndte under FN, er det lykkedes at nå et politisk kompromis i området, hvilket er en vigtig grund til at en historie som El Khalidis på ingen måde er usædvanlig.
Danwatch har forelagt Nazha El Khalidis historie for generalmajor Kurt Mosgaard, der fra 2005-2007 var en del af FN’s styrke i Vestsahara (MINURSO) og fra 2006-2007 ledede han missionen. [Boks2]
“En historie som den Nazha El Khalidi fortæller er helt typisk. Jeg ville have undret mig over andet. Det er den faktiske situation i den besatte del”, fortæller han.
I december 2018 blev der dog tændt et muligt lys i mørket. På den samme dag som El Khalidi blev arresteret blev forhandlingerne for første gang i seks år genoptaget i Geneve i Schweiz. Og selvom der ikke kom noget resultat ud af møderne i december, blev man dog alligevel enige om, at genoptage forhandlingerne i første halvdel af 2019.
Det skete i forrige uge, den 21. marts, hvor repræsentanter var mødt op fra Marokko, Algeriet, Mauretanien og ikke mindst frihedsbevægelsen Polisario, der repræsenterer Vestsahara, og er støttet af Algeriet.
El Khalidis historie er en flig af det store billede, men handler i hendes tilfælde om, at alle uafhængige Saharawimedier i Vestsahara bliver presset af den marokkanske regering. [Citat1]
Kurt Mosgaard sammenligner situationen i Vestsahara med den i Østtimor eller med situationen i Palæstina.
Den konflikt, som Nazha El Khalidi forsøgte at dokumentere igennem Equipe Media, tager sin begyndelse i 1976, hvor Spanien opgav deres besættelse af området. Derefter overtog Marokko herredømmet, men Marokko har aldrig anerkendt det oprindelige folk, Saharawierne, som siden har ført oprørskampe imod det marokkanske styre. [Boks3]
Hun er en blandt henved 14 selvlærte journalister, som har specialiseret sig i videodokumentation for Equipe Media. To kolleger er tidligere blevet idømt henholdsvis seks og 20 års fængsel i lignende tilfælde, hvor deres forseelse består i, at de har filmet oprørs-situationer.
“Marokko er lykkedes med at fjerne os fra tid og sted. De går efter vores hjerner og tillader ingen universiteter eller skoler i vores områder, så det er svært at finde veluddannede folk, der snakker flere sprog. Folk er nødt til at rejse til udlandet og komme tilbage igen for det”, siger hun.
Kurt Mosgaard deler den opfattelse.
“Konflikten medvirker til, at den del af det nordlige Afrika, det vil sige Marokko, Vestsahara, Mauretanien og Algeriet, ikke udvikler sig socialt og økonomisk, hvilket får unge til at søge mod andre lande, ikke mindst Europa”, siger han.
Han ser ikke nogen nem løsning på problematikken, men understreger, at det kun kan foregå ved forhandlinger.
“En løsning bør følge international ret og vejen derhen går igennem øget international opmærksomhed”.
Christian Erin-Madsen