I Sydgrønland findes et fjeld, der kaldes Kringlerne, fordi fjeldets formationer set fra luften ligner en kringle. Under fjeldets overflade findes ét af verdens største reserver af de kritiske mineraler, som alle lande er på jagt efter. Knap 26 millioner tons, når malmen er sorteret fra.
Her har et australsk mineselskab i to årtier arbejdet på at opnå de nødvendige tilladelser til at grave de kritiske mineraler op af fjeldet. Tilladelsen fik de allerede for fem år siden, og nu kommer pengene. Selskabet bag mineprojektet, Critical Metals Corp, har netop fået lovning på 120 millioner USD, eller hvad der svarer til 840 millioner danske kroner, til at grave mineralerne frem.
Lånet kommer fra EXIM’s Supply Chain Resiliency Initiative (SCRI), som er sat i verden for at reducere afhængigheden af Kina inden for kritiske mineraler, og lånet bliver Trump-administrationens første investering i et oversøisk mineprojekt, skriver Reuters.
Millionerne er bevilget, hvis det lykkedes selskabet at rejse “tilstrækkelig egenkapital fra strategiske investorer”, hvilket ifølge EXIM skulle være tilfældet. Det oplyser Critical Metals Corp på deres hjemmeside.
Amerikansk lobby skubber kineserne ud
Allerede under USA’s tidligere præsident Joe Biden lobbyede amerikanske myndigheder succesfuldt mineselskabet for ikke at sælge mineprojektet til en kinesisk udvikler, og med tilkendegivelsen fra EXIM er mineprojektet i Sydgrønland blevet et nøgleinitiativ i USA’s strategi for at styrke vestlig forsyningssikkerhed for sjældne jordarter.
I kulissen lurer det amerikanske forsvarsministerium og våbenproducenten Lockheed Martin, som desperat mangler kritiske mineraler til våben i en verden med et eskalerende konfliktniveau.
I marts skrev Danwatch historien om greenwashing af militærgrej om netop Critical Metals Corp, der på deres hjemmeside reklamerer for “kritiske mineraler” til Europas omstilling til røn energi, samtidig med, at selskabet forhandler kritiske mineraler til våbenindustrien.
Direktør i Critical Metals Corp, Tony Sage bekræftede, at der har været forhandlinger med våbenproducenterne RTX, Boeing og Lockheed Martin, der bla. producerer F-35 kampfly.
En af de største investorer i Critical Metals Corp er mæglerfirmaet Cantor Fitzgerald, ledet af Howard Lutnick, som Trump nominerede til at lede det amerikanske handelsministerium, og den 1. marts tiltrådte selskabets nyeste bestyrelsesmedlem med en helt særlig profil:
Michael C. Ryan har 40 års erfaring i USA’s militær, senest som vice-assisterende forsvarsminister i USA med ansvar for Europa og NATO-politik.
Mineselskab sanktioneret for at “vildlede aktionærer”
Mineselskabet bag projektet Kringlerne, der altså nu kan se frem til en kapitalindsprøjtning fra USA, har tidligere været i søgelyset. I september sidste år beskrev Danwatch, at Critical Metals Corp, der tidligere hed European Lithium og i dag har præcis samme ledelse, i 2020, 2021 og 2022 har fået bøder for brud på finansielle regler, herunder at videregive “falske og vildledende signaler til markedet”.
Bøder, der kan betyde, at råstofmyndighederne i Grønland kan ende med at spænde ben for projektet. I Mineloven står der, at en direktør, der vil overtage et selskab og udvindingstilladelsen til en mine i Grønland, ikke må have modtaget bøde eller anden straf eller sanktioner inden for de seneste fire år.







