“Det her land tilhører de rige, og det er tid til, at de fattige samler sig og kæmper imod”

Keeshi havde maske på under protesterne for at forsøge at beskytte sig mod politiets tåregas. Foto: Privat

Hvorfor deltog du i protesterne onsdag den 25. juni i Nairobi? 

Jeg synes, at det kenyanske regime har været meget undertrykkende især over for unge mennesker. Og så ville jeg gerne mindes de mange, der døde under protesterne sidste år. Når jeg går på gaden, handler det om at kræve respekt, at kræve at blive hørt og samle os som et folk. Vi er i gang med at opbygge en folkemagt. Jeg har mødt virkelig mange seje mennesker ved protesterne, og når vi taler sammen og engagerer os, så står vi langt stærkere. 

Hvordan oplevede du protesterne?

Jeg vågnede onsdag morgen og var meget ængstelig, fordi politiet ugen forinden under nogle protester havde skudt og dræbt en person, der delte masker ud. Jeg skulle ud og gøre præcis det samme med nogle venner. Vi havde samlet vand og mundbind ind, som vi ville give til folk under demonstrationen. Jeg var nervøs, da jeg tog af sted fra min lejlighed. Jeg bor tæt på centrum af byen, hvor protesterne skulle finde sted, og normalt er det nemt at komme dertil, men der var ingen offentlig transport. Jeg endte med at gå derhen, og der stod politibetjente langs vejene, og nogle af dem havde knipler, men det lykkedes mig at komme hen til det sted, hvor jeg havde aftalt at mødes med mine venner og dele vand og masker ud. 

Vi begyndte at dele det ud, men der gik ikke længe, før politiet begyndte at bruge tåregas mod os, og vi måtte efterlade de fleste af vores ting og løbe væk. Når så store folkemængder begynder at løbe, og der er tåregas overalt, er det meget kaotisk. Du har to valg. Enten løber du med den store folkemasse, eller også bliver du stående og risikerer at blive væltet og trampet på eller blive indhentet af politiet. Jeg løb. Virkelig stærkt. 

Grupperne af demonstranter var efterfølgende spredt mange forskellige steder i byen, og når vi nogle gange formåede at krydse hinandens veje, blev vi hurtigt splittet op igen, fordi politiet brugte tåregas. Nogle af mine venner valgte at tage hjem, men jeg og nogle andre blev. Vi forsøgte at finde steder, hvor politiet ikke var, og hvor vi kunne samle os i større grupper. Det lykkedes nogle andre demonstranter at barrikadere en del gader med sten og tunge blomsterkrukker, så vi til sidst var i stand til at komme til Uhuru Highway. Det er en kendt stor vej i Nairobi, der går mod præsidentens kontor. På det tidspunkt var vi måske omkring 200 til 300 mennesker, og jeg tænkte, at mange måske var taget hjem, men lige pludselig kom der en stor folkemængde fra en sidegade og joinede os på Uhuru Highway. Vi var flere tusinder. Det var fantastisk. Der var en genopblusning af håb, spænding og sammenhold, og det lykkedes os at marchere et godt stykke på Uhuru Highway. Men så kom politibetjente løbende mod os fra én gade, og fra en anden kørte der politibiler. Politiet begyndte at bruge tåregas og vandkanoner. Jeg begyndte at løbe. Jeg har aldrig løbet så hurtigt i mit liv. Jeg var bange. Bange for at blive fanget. Bange for at miste livet. Det lykkedes mig at komme ind på området ved University of Nairobi med en del andre, men politiet var på vej derhen, så jeg løb videre og formåede at finde en motorcykel, der kunne køre mig hjem. 

En af barrikaderne der forsøger at holde politibilerne væk.

Da jeg sad i min lejlighed om aftenen, var jeg helt fysisk udmattet af at løbe hele dagen. Jeg følte mig også besejret, fordi vi ikke lykkedes med at komme tæt på præsidentens kontor, så han og regeringen kunne høre vores opråb. 

10 personer er blevet dræbt og omkring 400 mennesker såret. Du ved, at der er en risiko for at komme til skade. Hvorfor deltager du alligevel? 

Vi har et samfund, hvor der er store problemer, og hvor jeg risikerer at lide eller dø på andre måder. Sundhedssystemet fungerer knap nok, så jeg kan også blive syg og dø, fordi jeg ikke har råd til sundhedshjælp. Politivold er udbredt, og jeg føler ikke, at der er nogen form for beskyttelse. Ikke engang i mit eget hjem. Kampen er så vigtig, at det er det værd at risikere at komme til skade eller dø. 

Kenyas indenrigsminister har kaldt protesterne for et kupforsøg og benægtet, at politiet brugte overdreven magt. Hvad er din reaktion på det? Og hvordan har du det med at deltage i protester, der ender med voldelige sammenstød?

For at være ærlig er jeg ikke særlig chokeret over hans udtalelser. Regeringen siger altid de mest besynderlige ting for at forsøge at fremstille det som om, at de har lov til at begå vold. Sidste år kaldte præsidenten os også terrorister. Men jeg tror, ​​at enhver med en form for kritisk tænkning er i stand til at se, hvad der foregår. Hvad angår politiet, kan enhver person med øjne tydeligt se, at der sker politivold. Og det er ikke kun under protesterne. I forhold til spørgsmålet om voldelige sammenstød kan jeg kun citere Kwame Ture, der var en amerikansk aktivist, der spillede en stor rolle i borgerrettighedsbevægelsen i USA og den globale pan-afrikanske bevægelse: “For at ikke-vold kan virke, skal din modstander have en samvittighed. USA har ingen”, sagde han. Og det har den nuværende regering i Kenya heller ikke, hvilket de har bevist gang på gang. Man kan ikke gå efter folk med tåregas og våben og forvente, at folk bare står og ser rundt.

Hvordan er din hverdag, og hvordan har regeringens politik påvirket dit liv? 

Min søster og jeg er delvist forældreløse, og vi var ikke i stand til at gennemføre vores videregående uddannelse, fordi universitetsgebyrerne er blevet meget høje. Vores familie har ikke råd til at betale, fordi alt generelt er blevet så dyrt i Kenya. Jeg har ligesom mange af mine venner udfordringer med at betale husleje, have råd til mad og finde et job. 

Derudover har regeringen indført mange tiltag, der øger uligheden i samfundet. De har eksempelvis gjort mange grønne områder i Nairobi utilgængelig for almindelige folk ved at indføre betaling for at få adgang til dem og løbende øge priserne. Det her land tilhører de rige, og det er tid til, at de fattige samler sig og kæmper imod. 

Hvad er dine håb for fremtiden?

Jeg ønsker mig et samfund, hvor alle har råd til uddannelse og sundhedshjælp og ikke skal bekymre sig om, hvordan man skal betale den næste regning eller det næste måltid. 

Nogle gange føler jeg, at mine håb er ret usandsynlige, fordi de kræver en stor systemisk forandring. Denne her kamp handler ikke kun om at vælte præsidenten. For han er egentlig ikke hovedproblemet. Der har været et system i Kenya længe, hvor der er korruption, og hvor de rige og eliten lever det gode liv. Derudover handler det også om neokolonialisme og afhængigheden af Vesten i forhold til høje lån og ulige aftaler om eksport og import af varer. Det hele fastholder samfundet i status quo. 

Af hensyn til Keeshis sikkerhed oplyser Danwatch ikke hendes fulde navn. Danwatch er bekendt med hendes identitet.