Heineken i Afrika
“Gennemsigtighed er smukt, hvis du ikke har noget at skjule”.
Med det slogan reklamerer ølgiganten Heineken i det lille afrikanske land, Sierra Leone. Men ifølge en ny bog har Heineken haft rigeligt at skjule, siden selskabet første gang gjorde forretning på det afrikanske kontinent.
Sager om korruption og bestikkelse og støtte til voldelige oprørsgrupper har verseret om det hollandske megabryggeri, siden Olivier van Beemens bog med titlen ‘Heineken in Africa’ udkom i 2015 i Holland, og senest på engelsk i februar, 2019. Især i Congo har Heinekens aktiviteter været genstand for diskussion.
“Man kan spørge sig selv, om man vil ende i en situation, hvor en virksomheds tilstedeværelse aktivt bidrager til at finansiere væbnede grupper kendt for at begå menneskerettighedskrænkelser”, siger Congo-ekspert og forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Peer Schouten.
I den Demokratiske Republik Congo har Heineken brygget øl i snart 100 år og haft stor success med sin congolesiske øl Primus. Men Congo er samtidigt også et af de fattigste og mest voldsplagede lande i verden.
I den østlige del af Congo har lovløshed hersket i mange år. Forskellige lokale militser har gennem tiden holdt til i den ustabile region, og de har tjent penge ved at kontrollere hovedvejene med vejspærringer, hvor de har opkrævet ‘skat’ fra forbipasserende.
Det er faktisk ‘beskatning’ via vejspærringer, der ifølge forfatter Olivier van Beemen står for en stor del af militsernes finansiering. Og det er især transporten af øl, der er blevet beskattet:
“Bralima (Heinekens datterselskab, red.) var vores største enkelte indtægt”, fortæller et tidligere medlem af den voldelige rebelgruppe M-23 til Olivier van Beemen i bogen. M23 kontrollerede mellem 2012 og 2013 en stor del af det østlige Congo.
Peer Schouten fra DIIS forklarer, at mange multinationale selskaber ofte ender med at støtte voldelige regimer, når de fører forretning i svage stater:
“Det er den anden side af at føre forretning i konfliktzoner. Alle steder er der væbnede grupper og ulovlige beskatninger, så alle ender med at betale til væbnede grupper”, forklarer han.
“Virksomheder som Heineken understøtter en forretningsmodel for væbnede grupper. Vi ved ikke, om de væbnede grupper faktisk tyer til vejspærringer, netop fordi de kan se, at de kan tjene penge på internationale selskaber”, siger Peer Schouten til Danwatch.
Men ifølge Olivier van Beemens kilde i det tidligere M-23, så har ‘vejskatten’ netop været en af årsagerne til, at militsen kunne operere så længe, som den gjorde:
“Uden at beskatte transport ville vi ikke have holdt ud så længe som vi gjorde”, fortæller det tidligere medlem af M-23.
I en undersøgelse fra 2013, som blev offentliggjort i magasinet Foreign Policy, estimerede Peer Schouten, at Heinekens datterselskab, Bralima, på ét år havde betalt i omegnen af 1 million amerikanske dollars til rebellerne i vejskat.
I en mail til Danwatch anerkender Heineken, at der i 2014 blev foretaget betalinger ved vejspærringer kontrolleret af oprørsgrupper i det nordøstlige Congo.
“Det var et brud på vores adfærdskodeks, og vi har lært af det. Vi har revideret vores interne procedurer for at undgå, at dette sker igen”, skriver Heineken. Ifølge Heineken har beløbet, der er blevet betalt ved vejspærringerne højst ligget på 50.000 dollars.
Men ifølge Peer Schouten er det ikke første gang, at Heineken finansierer væbnede grupper. Allerede tilbage i 2001 indgik Heineken en aftale med en lokal væbnet gruppe om at betale skat for at få lov til at fortsætte ølbrygningen.
“Og Heineken var glade, fordi skattetaksten var lavere, end hvad regeringen plejede at kræve. Så Heineken brugte de væbnede grupper, som de facto sad på magten, til at fremme deres interesser”, forklarer han.
Det er senere blevet bekræftet i en kommissionsrapport fra den congolesiske regering, den såkaldte Lutundula-rapport fra 2006, at Heineken betalte penge til rebelgruppen ved navn RCD-Goma i perioden 1998-2003.
“Pointen er ikke, hvorvidt virksomheden fik en skattelettelse eller skattestigning under RDC-Gomas styre; pointen er snarere, at hvis Bralima (datterselskab, red.) betalte skatter til RDC-Goma, så bidrog selskabet til at finansiere en rebelgruppe, som dengang var kendt for at begå massive krænkelser af menneskerettigheder”, skriver Peer Schouten i en forskningsartikel fra 2013.
Og dét er ulovligt ifølge Peer Schouten:
“Det er ulovligt ifølge international ret forsætligt at finansiere væbnede grupper, der krænker menneskerettigheder”, siger han.
Heineken vil ikke kommentere på eller bekræfte, at selskabet betalte skat til oprørsgruppen, men skriver følgende til Danwatch:
“Heineken samarbejdede ikke med RCD Goma. Vi har ikke fundet nogen indikation på et sådan samarbejde”.
I samme tidsperiode, 1998-2003, raserede Den Anden Congokrig kontinentet og tog livet af mellem tre og fem millioner mennesker. Krigen var den blodigste i verdenshistorien siden 2. verdenskrig.
Ifølge både Olivier van Beemen og Peer Schouten var Heineken dog hurtig til at udnytte krigens ustabilitet til sin fordel; datterselskabet Bralima kunne nemlig iværksætte massive fyringsrunder på sit bryggeri i det østlige Congo.
Heineken havde længe ville fyre flere medarbejdere, men det havde ikke været muligt før krigen, fordi den congolesiske regering skulle give tilladelse til store fyringsrunder.
“Mens regeringen sad på magten, kunne Heineken ikke fyre medarbejderne på grund af landets arbejdslove. Men så kommer de væbnede grupper og agerer en slags ny regering. Heineken finder ud af, at nu kan bryggeriet fyre medarbejderne, fordi den væbnede gruppe, som sad på magten, tillod det”, forklarer Peer Schouten.
“Heinekens tilgang var pragmatisk. Det anså rebellerne som den nye legitime administration, mens Human Rights Watch anklagede dem for massedrab og voldtægt”, skriver Olivier van Beemen i sin bog og refererer til NGO’en, der holder øje med brud på menneskerettigheder verden over.
I alt 168 arbejdere blev afskediget. Allerede dengang forsøgte mange af arbejderne at få fyringerne omgjort eller få bryggeriet til at betale en fratrædelsesgodtgørelse. Uden held.
Først i løbet af sommeren 2017 valgte Heineken efter to års forhandling ved OECD’s såkaldte nationale kontaktpunkt i Amsterdam at kompensere de medarbejdere, der var blevet fyret 17 år tidligere.
“Heineken indrømmede sine fejl og lovede at betale. Hver klager fik kompensation; betalingerne strakte sig fra 500 til 36.500 dollars og lå gennemsnitligt på 8.000 dollars per person. De tidligere arbejdere fejrede det: i et land hvor den årlige medianindkomst er knap 500 dollars, var det ‘manna fra himlen’”, skriver Olivier van Beemen.
Olivier van Beemens bog, som oprindeligt udkom på hollandsk i 2015, har spillet en stor rolle i arbejdernes kamp for at få kompensation, forklarer han til Danwatch og kalder det en “tropisk udgave af David og Goliat”.
En anden grim sag for Heineken handler om såkaldte ‘ølpiger’, der blev udsat for seksuelle krænkelser. Den endte med, at en investeringsfond og en hollandsk bank trak sig fra et samarbejde med Heineken.
Brugen af kvinder, flere af dem prostituerede, til at markedsføre sine produkter på barer og caféer havde tidligere været et problem for Heineken i Sydøstasien, men i både Nigeria og Congo har det stået lige så slemt til, skriver Olivier van Beemen.
“Hver aften bliver jeg befamlet mod min vilje. Det er ligemeget, om jeg arbejder på en dyr café eller en populær bar”. Det fortæller Peace, en kampagnepige i Nigeria ansat af Heineken til at promovere den lokale øl, til Olivier van Beemen.
Ifølge en intern undersøgelse foretaget af Heineken selv i 2007 arbejder kampagnepigerne ofte til lave lønninger og risikerer at blive seksuelt misbrugt. Kvinderne blev endda nødt til at have sex med sine lokale arbejdsgivere for få lov at beholde sit job.
“Og sådan fortsætter kampagnepiger i Congo og Nigeria med at arbejde under de mest forfærdelige forhold. Skillelinjen mellem promotion, prostitution og seksuelt misbrug er uklar”, skriver han.
Da Olivier van Beemens bog udkom for anden gang i 2018, skabte ølpigeskandalen furore i Holland. Udviklingsministeren blev bedt af det hollandske parlament om at forholde sig strengere til hollandske selskabers forretningsmetoder i udlandet.
Også investeringsfonden, the Global Fund, som støttes af Bill Gates, droppede sit samarbejde med Heineken på grund af skandalen, mens den hollandske bank ASN Bank besluttede at trække alle investeringer i selskabet.
Heineken skriver i en mail til Danwatch, at de siden skandalen har lavet en omfattende intern undersøgelse og indført nye regler for brugen af kampagnepiger. De har desuden reduceret antallet af rekrutteringsbureauer fra 470 til omkring 80.
Nikolaj Skydsgaard