16. maj '24Tømmer

NGO: Mærsk har transporteret træ, der medfinansierer islamistisk oprør i Mozambique

Mærsk har transporteret ulovligt træ fra Mozambique til Kina, der stammer fra skove kontrolleret af islamistiske oprører i Cabo Delgado-provinsen, skriver NGO’en Environmental Investigation Agency i ny rapport. EU-parlamentarikere på tværs af partiskel langer ud efter rederiet.

20240401 122842 7 1920x1280we
Oprørerne angreb landsbyen Pulo i marts 2024 og nedbrændte 30 huseFoto: Juan Luis Rod/AFP/Ritzau Scanpix

Denne artikel er en del af undersøgelsen En skov af containere

  • Hver måned sejler Mærsk containere fyldt med træ fra Mozambique i det sydøstlige Afrika til Kina. Store mængder af træet er beskyttet af et eksportforbud og derfor ulovligt, viser handelsdata.
  • Ifølge flere kilder er der også betydelig risiko for, at træet medfinansierer et islamistisk oprør forbundet til Islamisk Stat, der har hærget det nordlige Mozambique siden 2017.
  • Mærsk afviser, at det er deres opgave at kontrollere træets oprindelse, men anerkender, at der er "udfordringer" med træeksport fra Mozambique.

Når Mærsk transporterer træ fra Mozambique til Kina, sejler rederiet ikke bare med træsorter beskyttet af et eksportforbud, som Danwatch kunne fortælle tidligere på ugen. 

Mærsk transporterer også træ, der kan forbindes med det islamistiske oprør, som har hærget Cabo Delgado, Mozambiques nordligste provins, siden 2017. 

Det skriver den internationale miljøorganisation Environmental Investigation Agency (EIA) i en ny rapport, der netop er udkommet, og som er blevet delt med Danwatch. 

Rapporten har været flere år undervejs og baserer sig på shipping- og handelsdata fra 2017 til 2024 samt mere end 30 kilder i Cabo Delgado og Kina. 

Ifølge EIA er 30 procent af det træ, der bliver fældet i Cabo Delgado, såkaldt konflikt-træ. Det vil sige, at det kommer fra skove kontrolleret af de islamistiske oprørere, der på syv år har dræbt knap 7000 mennesker, nedbrændt hundredvis af landsbyer og drevet næsten én million mennesker på flugt. 

Fra 2022 til marts 2024 var Mærsk og deres franske konkurrent CMA-CGM de eneste rederier, der transporterede tømmer fra Mozambique til Kina, skriver EIA. 

Mærsk har takket nej til et interview om deres transport af træ fra Mozambique, men i en mail til Danwatch erkender rederiet, at der er “udfordringer” i landet. 

De afviser dog at følge EIA’s opfordring til at suspendere al eksport af træ fra Mozambique. 

“Mærsk transporterer kun last, som er blevet clearet af det respektive lands myndigheder, og som er i overensstemmelse med gældende lovgivning og regulering. Vi er bekendt med, at der er udfordringer i Mozambique, men en total suspendering af træeksport fra landet ville ramme lovlige forretninger og forhindre dem i at eksportere deres varer”, skriver Mærsks presseafdeling i et mailsvar til Danwatch. 

Mange ubesvarede spørgsmål

Det er ikke første gang, at tømmerindustrien i Mozambique bliver kædet sammen med oprøret i Cabo Delgado.

I 2019 beskrev en rapport fra den mozambikanske tænketank Instituto de Estudos Sociais e Económicos, at oprørerne tjener penge på fældning og salg af træ. Og i december 2023 nævnte en analyse fra Mozambiques egen regering det samme. 

“Efter syv år er der stadig mange ubesvarede spørgsmål om oprørerne i Cabo Delgado. Vi ved ikke, hvem deres øverste leder er, og vi ved heller ikke helt præcis, hvordan de er finansieret”, siger Borges Nhamirre, forsker hos den sydafrikanske tænketank Institute for Security Studies og ekspert i mozambikansk sikkerhedspolitik. 

I tråd med EIA vurderer han dog, at der er “stor risiko” for, at meget af det tømmer, der bliver sendt ud af Cabo Delgado, kan kædes sammen med oprørerne. 

“Vi mangler måske stadig de helt klare beviser, men efterhånden har vi en del indikationer på, at oprørerne tjener penge på at handle med diverse naturressourcer i Cabo Delgado. Det er især rubiner og andre ædelstene, men også tømmer”, siger Borges Nhamirre. 

Alexandra Bloom, senioranalytiker hos EIA, forklarer, at det er svært at spore den helt nøjagtige oprindelse på det træ, som Mozambique eksporterer til Kina.

“Kinesiske handelsmænd køber træ fra terrorister og blander det med træ fra andre områder”, siger hun. 

Ifølge hende er det derfor “tæt på umuligt” for Mærsk at garantere, at de ikke udskiber træ fra Mozambique, der er forbundet til det islamistiske oprør i Cabo Delgado.

Forbindelse til Islamisk Stat

  • Oprøret i Cabo Delgado blev i 2017 indledt af en lokal milits, der kaldte sig selv for Ansar al-Sunna. I 2019 blev de en del af Islamisk Stats centralafrikanske fraktion, inden Islamisk Stat Mozambique blev til en selvstændig del af Islamisk Stat i 2022. 
  • Der er stadig tvivl om, præcis hvad forbindelsen er mellem Islamisk Stat Mozambique og Islamisk Stats øverste ledelse består af, men ifølge internationale efterretninger har oprørerne i Cabo Delgado blandt andet modtaget finansiering fra Islamisk Stat.
  • Islamisk Stats fane er flere gange blevet hejst af oprørene i forbindelse med større angreb.
Kilde: Hudson Institute

Bred kritik fra EU-parlamentarikere

Krigshandlingerne i Cabo Delgado fik i 2021 EU til at sende en militær træningsmission til Mozambique. 

Siden har soldater fra EU’s medlemsstater været udstationeret i Mozambique for at ruste deres mozambikanske kolleger til at tage kampen op med oprørerne, som man frygter spreder sig til større dele af Mozambique eller ind i et eller flere nabolande. 

Tidligere på ugen, tirsdag den 14. maj, besluttede EU at forlænge missionens mandat til juni 2026. 

Derfor møder Mærsks medvirken til handel med træ fra Mozambique også stor kritik fra flere danske EU-parlamentarikere. 

“Det er forrykt, hvis Mærsk er indblandet i ulovlig træhandel i Mozambique, og især hvis det ligefrem er foregået længe og systematisk. Jeg forventer selvfølgelig, at de straks gør alt, hvad de kan for at undgå, at det sker igen. Jeg kommer til at følge op på sagen, hvis jeg stadig er valgt, når det nye EU-Parlament træder sammen”, siger SF’s Kira Maria Peter-Hansen.

Hendes kollega fra Enhedslisten, Nikolaj Villumsen, er enig. 

“Jeg synes det er fuldstændig uacceptabelt og moralsk forkasteligt. Du kan ikke bilde mig ind, at Mærsk ikke er bevidst om, at de i praksis er med til at finansiere ekstremistiske islamister, der terroriserer befolkningen”, skriver han i en mail til Danwatch. 

Hos Socialdemokratiet kalder EU-parlamentsmedlem Niels Fuglsang sagen for “et grelt tilfælde”:

“Som virksomhed har du et klart ansvar for de varer, du tager ombord og skal selvfølgelig ikke medvirke til ulovlig træfældning, der har fatale konsekvenser for dyreliv og økosystemer. Det er fuldstændig afgørende, at vi får sat en stopper for den slags. Hvis det samtidig finansier ulovlige oprørsgrupper og modarbejder EU’s fredsopbyggende træningsmission, så er det jo et virkelig grelt tilfælde”, skriver han i en mail til Danwatch.

Efter en længere periode med kun beskedne angreb fra oprørerne, stormede terrorister den strategisk vigtige by Macomia i det centrale Cabo Delgado fredag den 10. maj. 

Det skete netop som soldater fra SADC – en sammenslutning af landene i det sydlige Afrika – var begyndt at trække sig ud af provinsen, hvor de sammen med Rwanda har hjulpet Mozambique med at nedkæmpe oprøret. 

Mozambique har det ultimative ansvar

Ifølge EU-parlamentariker Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti “fodrer” Mærsk “den hund, der bider os”, når de sejler med konflikt-træ fra Mozambique. “Det er, mildest talt, aparte”, siger han til Danwatch.

Anders Visitsen mener, at Mærsks involvering i ulovlig træhandel i Mozambique er en anledning til at overveje, om transportselskaber som Mærsk skal tage endnu større juridisk ansvar for, hvad de fragter fra a til b. 

“Vi synes det er på tide med en debat om, hvorvidt der skal gælde såkaldt objektivt ansvar for transportselskaberne. De skal selv kunne kontrollere om det, de transporterer, er sanktionsbelagt. Det kan ikke kun være en opgave for myndighederne”, siger han. 

Ifølge Borges Nhamirre er det imidlertid ikke rederier som Mærsk, der bærer det primære ansvar for at dæmme op for ulovlig træhandel i Mozambique. 

“Rederierne har et moralsk ansvar for ikke at sejle med ulovligt tømmer. Men i sidste ende er det Mozambiques egen regerings ansvar at dæmme op for finansieringen til oprørerne og rydde op i tømmerindustrien”, siger han. 

Senioranalytiker hos EIA, Alexandra Bloom, er enig. 

“Den ulovlige træfældning i Mozambique skyldes først og fremmest korrupte politikere og udbredt fattigdom og konflikt”, siger hun.