Den restaurantfyldte del af gågaden, Havnevej hedder den, er næsten tom. Vi er kommet sent afsted efter mad, klokken er over otte, og derfor er køkkenerne ved at lukke, men vi er sultne, og panikken er ved at slå ind, indtil en ung, kvindelig tjener på en stor hjørnecafe formår at presse vores bestillinger ind.
”I skal bestille hurtigt, og I kan kun bestille én ting”, får vi at vide, hvilket passer os fint.
Vi er nemlig ikke i Skagen for at spise os gennem regionens landskendte menukort med skaldyr og fisk, vi er her af en helt anden årsag. Med ’vi’ mener jeg mig og Anja Sahlberg fra Sveriges Radio, som er kommet for at tale om Ruslands skyggeflåde, som er de her gamle nedslidte skibe, den russiske stat har sat i verden for at bryde sanktionerne mod russisk olie.
På caféen får jeg dampet torsk med noget blomkålscreme og kartofler til knap 300 kroner, mens Anja bestiller pankostegt feta ovenpå nogle grøntsager, som jeg ikke lige husker præcist, hvad var, men de imponerede vist ikke helt, og tjeneren måtte også komme og hente en halvfyldt tallerken, da vi gik (jeg spiste selv op, men jeg var også meget sulten).
Men selskabet er godt, og vi drikker en øl, mens vi taler om i morgen. For få kilometer væk fra gågaden ligger nogle helt enorme skibe på den store ankerplads ude på havet, altså en slags parkeringsplads for skibe. Tankskibene er flere hundrede meter lange, flere hundrede tusinde tons tunge – og fyldt med russisk olie. De er så tæt på, at man kan se dem med det blotte øje fra de idylliske strande og klitter.
Om natten lyser skibenes kraftige spotlys horisonten op, mens proviantbåde fra de danske virksomheder på havnen trækker lysstriber efter sig, når de sejler ud med mad og andet godt til tankskibene, mod betaling naturligvis. Lagerhallerne er åbne og oplyste, selvom det er sent om aftenen, og den ene fyldte europalle efter den anden står klar til at blive læsset ombord på både, der kan sejle dem ud til ankerpladsen. Det siges blandt nogle af de lokale, at antallet af proviantbåde i havnen er mere end fordoblet, siden Rusland invaderede Ukraine for lidt over to år siden. Der er penge i russernes olie.
For nyligt var talskvinden for det russiske udenrigsministerium, Maria Zarkharova, ude og sige i ret skarpe vendinger, at Danmark nok ikke skal forsøge at stoppe skibe med russisk olie, der sejler gennem de danske farvande, fordi så vil Rusland slå tilbage med en gengældelsesaktion af en art, som hun ikke lige specificerede yderligere, men jeg kan forestille mig, at det ikke bliver sjovt.
Truslen føles dog en smule absurd, når Danmark overhovedet ikke er i gang med at gøre noget lignende – tværtimod ligger olieskibene lige her ud for Skagen, og Anja og jeg passerer endda nogle af myndighedernes skibe, da vi trasker rundt på havnen, men der er tilsyneladende ingen, der lige sejler ud og får en snak med skyggeskibene om, hvorvidt de bryder sanktionerne eller ej, og om de i øvrigt har styr på deres papirer, så længe de holder sig på ankerpladsen og ikke sejler i havn.
På den måde kan de ligge frit derude, få kilometer fra dyre sommerhusudlejninger og rosé og pil-selv-rejer og sende penge direkte i krigskassen i Rusland – samtidig med, at det er en god forretning for Danmark, fordi de stopper ud for Skagen.
Skagen er på mange måder en pengeby. Her er først og fremmest idyllisk, men her er også dyrt. Ved havnen bliver de rige på at sælge proviant af al mulig slags og brændstof til verdens handelsflåde, heriblandt til de rigtig mange skibe med russisk olie, der sejler til og fra Østersøen, fordi det er sidste stop inden Atlanterhavet.
I byen tjener de lokale kassen på velhavende turister fra hele Danmark, når turistsæsonen går i gang – og nu også to journalister fra Sverige og Danmark med trætte øjne. Jeg har da egentlig heller aldrig set så mange hæveautomater på så lille et område, som de har her.
De bliver sikkert brugt mest i den famøse uge 29, Hellerup-ugen, som den også kaldes, eller af byens mange arbejdende fra udlandet. Det er underligt med de hæveautomater, som i øvrigt er de der mystiske Euronet-pengemaskiner, som blinker og bimler, fordi Skagen samtidig er en smuk, gammel og velholdt by, lidt ala Svaneke på Bornholm (som i 1975 modtog en europæisk guldmedalje for bybevaring), men mens Svaneke dufter af røget fisk, så stinker Skagen af penge – og særligt, hvilket jeg næsten ikke tør sige, oliepenge.
Nå, men efter aftensmaden forlader Anja og jeg vores bord med to halvtomme fadølsglas, og vi aftaler at mødes næste dag klokken kvart i syv til hotelmorgenmad. For klokken otte skal vi ud at sejle i en rib-båd (en slags gummibåd med fast bund) med en stor motor på, hvilket vi, ærligt talt, begge er lidt bekymrede over, da vores skibsfører, Lasse, inden da har fortalt os, at bølgerne er “på grænsen for, hvad der bliver behageligt”, som på nordjysk vist nok betyder noget i retning af, at det godt kan gå hen og blive livsfarligt.
Morgenmaden kaster vi hurtigt ned i halsen (og forhåbentlig skal den ikke kastes op igen, hvis mavesækken rykkes rundt af bølger, der ikke er ‘behagelige’), inden vi går ned til Kvasevej 8 på havnekajen, hvor vores lynhurtige gummibåd venter.
Jeg har glemt regnbukser, eller det vil sige, at jeg slet ikke har overvejet tanken, så jeg låner et par af en lods på havnen, fordi det bliver meget vådt i sådan en gummibåd, når bølgerne bliver knap 1,7 meter høje, som skibsfører-Lasse siger. Jeg har ellers forsøgt at klargøre mig ved at spørge nogle af mine sømandskilder til råds, og de siger, at jeg bare skal bære ”almindeligt behageligt tøj til udendørs brug”. Heldigvis går jeg ofte i regnjakke.
Anja og jeg sætter os på siden af gummibåden, dens store motor brummer løs, og vi sejler ud fra den lille kaj på Kvasevej og ud mod åbent hav. Fra start passerer vi i havneanlægget et enormt tankskib, der er ved at lægge til, og jeg føler mig i et øjeblik som David, der skal kæmpe mod Goliat, ved tanken om, at vi nu skal ud og finde et skib med russisk olie, som jeg har lovet min svenske kollega, men de er beskyttet af tonsvis af stål, og vi har kun en gummibåd, og ingen slynge og sten til at beskytte os med.
Lasse er dog et stort smil og glæder sig tydeligvis til at kaste sig ud i bølgerne. Han kigger på os og siger, at de første to minutter, når vi kommer ud fra havnen, vil bølgerne slå fra alle retninger, og vi skal holde godt fast, så vi ikke ryger ud af båden. ”I kommer til at tænke, at det er meget crazy, men det går over”, siger han (på engelsk, fordi vi desværre har en kommunikationsbrist i det dansk-svenske, hvilket vi alle er enige om er lidt pinligt).
Bølgerne ser små ud, men båden bliver rigtig nok kastet rundt, og ved hver bølge føles det som om, at den letter et par meter og smadrer ned i en meget hård vandoverflade, mens både Anja og jeg holder rigtig godt fast. Lasse derimod, han står op og ligner en, der nyder hvert et sekund af turen, mens jeg selv når at tænke, at jeg er glad for, at jeg har redningsvest på.
Efter vi kommer væk fra de voldsparate bølger ved havnen, kommer der mere ro på, altså i den forstand, at vi kun letter og smadrer ned igen i én retning, hvilket faktisk viser sig at være enormt underholdende. Men nu begynder et stort problem at vise sig for os, fordi skyggeskibene, som vi egentlig gerne vil ud til, ligger meget langt ude på ankerpladsen, og Lasse er lidt skeptisk for, om Anja og jeg kan klare bølgerne derude, og derfor bliver det besluttet, at vi sejler ud til bunkeringskibet Rina i stedet. Rina kan man godt kalde en flydende tankstation, og rigtig mange af kunderne er olieskibe fra Rusland – også fra skyggeflåden.
Rina ejes af selskabet Fast Bunkering, et lettisk selskab, som ifølge data fra MarineTraffic pumper millioner af liter brændstof i skibe med russisk olie, også skyggeflåden. Selskabet ejer flere skibe, herunder et andet bunkeringskib, Zircone, som Greenpeace for nyligt blokerede i svenske farvande.
I det øjeblik, vi nærmer os Rina i Skagen, føler jeg mig som en blanding af en Greenpeace-aktivist og en pirat i stræderne ud for Østafrika. Indtil vi altså stopper foran skibet og tager billeder af os selv med et stort smil smurt udover krydderbollen og Rina i baggrunden, og Lasse griner og siger, at det er den obligatoriske selfie. Der bliver vi lige mindet om, at vi trods alt ikke er i gang med hverken at kapre eller blokere nogle skibe, at vi ikke er David mod Goliat, men at vi er der blot for at observere, fotografere og optage en radiosamtale om skyggeflåden.
Og det er lige netop det, vi gør, inden vi vender båden og sejler tilbage mod havnen i høj, nærmest svævende hast. Vi har været på vandet en times tid i alt. Det har været en sjov, og også lidt vild, oplevelse for både mig og Anja, men alligevel tilbyder den gode skibsfører at give os en sidste oplevelse, vi siger ja, og han råber ”hold rigtig godt fast” og sætter båden i højeste gear, så benene trykkes ned i båden af ren centrifugal kraft (tror jeg nok), mens han sejler i en stor cirkel. Vi griner alle efterfølgende, siger farvel på kajen og er enige om, at det var en god fornøjelse.
Selvom vi ikke kunne sejle op til skyggeskibene, så lå de på ankerpladsen, og jeg får trods alt taget nogle billeder, hvor de kan ænses i horisonten. På en måde en passende metafor, at jeg kun akkurat kan skimte dem, at de er indenfor rækkevidde, og at bedst som jeg tror, at nu har jeg dem lige, hvor jeg vil have dem, så sker der noget uventet (i dette tilfælde vind, som måske ikke er så uventet), og vi må tilpasse os. Det er i virkeligheden det samme jeg gør i mit arbejde med at afsløre den russiske skyggeflådes metoder. En jagt, hvor jeg hele tiden må forholde mig til uventede kommaer og parenteser i kontrakter og sanktioner, der kan ændre alt.
Nok om det. Vores jagt på de sanktionsomgående skibe tager en time til søs, og på kajen står jeg nu med min telefon i hånden og kigger på MarineTraffic, hvor jeg kan se, at der ligger hele tre russiske skyggeskibe på ankerpladsen ud for Skagen. De har ligget der i flere dage, og ifølge en af mine samtalepartnere fra England, så sejler de alle tre på fuldstændig ugyldige forsikringspapirer og med skjult ejerskab. De er også tudsegamle og indregistreret obskure steder, som før krigen i Ukraine ikke havde noget som helst renomme som skibsnation – særligt det Vestafrikanske land Gabon, som for under et år siden blev omdannet til et militærdiktatur, efter præsidenten blev væltet af hæren.
Jeg kigger på skibene og spejder ud over Skagens blå vande, som er utroligt smukt i sollyset, og man kan stadig ane, at de tre skyggeskibe ligger for anker derude i horisonten. Mange af dem, jeg taler med i mit arbejde om skyggeflåden, er decideret rasende over, at skibene kan få lov til at ligge her i Danmark og købe mad, brændstof og mere til, som bliver sejlet ud til dem fra Skagen, og for at være ærlig, så har jeg også selv undret mig.
Det er en helt absurd kontrast at stå ved vandet i smukke Skagen, hvor folk siger hej til hinanden på gaden og er hjælpsomme og rare, og så kigge ud på de russiske skyggeskibe, hvis eneste formål er at bryde sanktionerne og sende milliarder tilbage til Rusland, og de ligger helt uforstyrret hen, lige dér.
Selv ikke Skagensmalerne kunne få det her billede til at se idyllisk ud. Krøyers ‘Sommeraften på Skagen Sønderstrand’ havde ikke været det samme, hvis der lå gigantiske olietankere i den harmoniske havoverflade – og slet ikke, hvis de tankere så endda er en del af skyggeflåden.
Efter Ruslands statslige rederi, Sovcomflot, røg på Vestens sanktionslister, har flere af deres skibe skiftet både hænder og navne, i hvert fald på papiret, men sejler stadig rundt med “SCF” skrevet stort på skorstenen, som alle andre Sovcomflot-skibe. Jeg har hørt flere sømænd lave sjov med det: Nej-nej, det er da ikke Sovcomflot, det står da for “Safety Comes First”. Og som en af dem koldt konstaterer, så er det altså i virkeligheden “Money Before Safety”.
Jeg har talt med mange eksperter fra nær og fjern, som mener, at de her skibe udgør en kæmpe risiko og kan smadre det danske havmiljø, hvis et af dem forliser eller synker. Lasse fra gummibåden fortalte mig, at det siges, at der fra Skagen til Frederikshavn ligger 2200 skibsvrag fra 1600-tallet og frem, et slags varsel fra fortiden om fremtiden, for som både sømænd og eksperter altid siger til mig om skyggeflåden: Det er ikke et spørgsmål om hvis, der sker en ulykke, det er et spørgsmål om når, den sker.
Men i modsætning til de 2200 skibsvrag, der tilsyneladende er spredt over havbunden som nålegran fra et gammelt juletræ, så vil en ulykke på et russisk skyggetankskib med over hundrede tusinde tons olie om bord skabe ødelæggelser af ragnarokskarakter i de danske farvande, som allerede lider under iltsvind og det ene og det andet, og som i den grad lige nu har brug for kunstigt åndedræt og ikke kvælertag.
Sanktionerne mod Rusland skulle egentlig sætte en stopper for Putins mulighed for at tjene så meget på russernes sorte guld. Men det er ikke ligefrem det, man fornemmer sker, når man står med fødderne plantet på sandstranden og skuer ud over havet, og nu har jeg selvfølgelig ikke talt med alle i Nordjylland, men trods alt ret mange efterhånden, og de mener nu nok, at skibstrafikken fra Rusland ser ud til at være vokset gevaldigt.
En person, som jeg har lovet ikke at nævne ved navn, sagde til mig, at der er så “helvedes mange penge” i Ruslands olieeksport, at det nogle steder i Nordjylland nærmest ses som skruebrækkeri at kritisere det faktum, at tankskibene ligger for anker her i Skagen uden at blive undersøgt nærmere, mens pengene vælter ind i danske virksomheder, der handler med skibene.
Noget af det sidste, som Anja siger, da vi er tilbage på Skagens togstation, hvor den gamle stationsbygning i øvrigt er blevet omdannet til en fransk genbrugsbutik, er, at hun har været i Nordjylland mange gange før, og at hun er rigtig glad for at være tilbage.
Vi taler om, hvorvidt man kan se sig selv have sommerhus i Skagen, hvortil hun svarer ja, det ville vel egentlig være skønt, men jeg er ærligt talt ikke helt sikker på, at jeg vil have hus med den her udsigt.
