Mariam pakkede sine bøger, den dag hendes landsby Nabatieh skulle evakueres. Hun og hendes familie er blandt de 1,3 millioner, der er drevet på flugt siden konflikten brød ud igen den 2. marts 2026. Foto: Privat
Konflikten mellem Hizbollah og Israel
- Den 2. marts 2026 brød en krig ud mellem Israel og den Iran-støttede libanesiske milits Hizbollah.
- Parterne indgik en våbenhvile den 17. april, men kampene er siden fortsat – særligt i det sydlige Libanon.
- Siden Hizbollahs oprettelse i 1982 har Israel og Hizbollah gentagne gange udkæmpet krige og væbnede sammenstød.
Hvordan vil du beskrive situationen i Libanon lige nu?
Situationen i Libanon er, at man ikke kan høre moskéens kald til bøn eller kirkens klokker, fordi lyden af missiler overdøver dem. Det er mennesker, der er født til at leve med værdighed, men som nu står uden tag over hovedet. Jeg er fra den sydlige by Nabatieh, en by som var ment til at være vidne til kærlighed og liv i hvert eneste hjørne, men som valgte at sige nej til besættelsen [Israel], valgte at kæmpe og gøre modstand mod fjenden, der ønsker at tage den fra dens folk. Og derfor gjorde de [Israel] gaderne, som engang summede af liv, stille. De gjorde hjemmene, der husede de venligste mennesker, tomme, og himlen med de smukkeste solopgange vågner nu under missiler. Men Nabatieh dør aldrig. Vi vil vende tilbage og gøre den bedre, end den var.
Solnedgang over Mariams hjemby Nabatieh. Foto: Privat
Hvordan oplevede du at blive nødt til at forlade dit hjem i Nabatieh, og hvor er du nu?
Det øjeblik fik mig til at tænke: ‘Hvordan kan nogen bære hele sit hjerte i en taske?’ Heldigvis havde jeg nok tid til at pakke mine ting, men i et pludseligt øjeblik af frygt, uanset hvor meget tid man har, mister hjernen kontrollen over at tænke logisk. Det første, jeg pakkede, var mine mindebokse. Det er bokse, hvor jeg samler hvert brev, nogen har skrevet til mig, og små gaver. Jeg elsker at samle på ting, og jeg beholder alt, hvad jeg får. Jeg pakkede også min dagbog, mine notesbøger og poesibog og min kalender, tre romaner, min oplader, mine yndlingsbukser og yndlingstasker og lidt tøj. Jeg sagde farvel til minder, der er ridset dybt i min sjæl, som jeg aldrig havde lyst til at forlade. Men det eneste værre end midlertidigt at være adskilt fra det sted, hvor din sjæl hører til, er at lade nogen anden tage det fra dig. Lige nu bor vi i en slægtnings hus i Beirut. Heldigvis har huset møbler, og vi har de basale daglige fornødenheder. Alhamdulillah [takket være Gud] har vi det godt.
Mariams kasse med noter, dagbøger og poesibog er kommet med til Beirut. Foto: Privat
Hvordan har krigen i 2024 og den nuværende krig påvirket dit liv?
Som en teenager, der tager sine første skridt i at opdage livet og sig selv, har krig sat et stort aftryk på mig og været en pludselig hændelse, der har gjort mig løsrevet fra min vej og mine drømme. Samtidig har krig gjort mig mere knyttet til de mennesker og steder, jeg elsker. Den største effekt er, at krigen har åbnet mine øjne for at se det, jeg aldrig har set før: Den har fået mig til at indse, hvor meget jeg virkelig elsker mit land, og hvad selv det mindste stykke jord betyder for mig. Hvor privilegeret jeg er at have et sikkert hjem, en omsorgsfuld familie og et liv fyldt med kærlighed. Krig har også lært mig, at når mit land bliver angrebet, er det eneste, der virkelig betyder noget, at hæve stemmen og stå sammen – hånd i hånd som libanesere og som mennesker.
Hvordan er det for dig at se dit land gennemleve endnu en krig?
En ny krig betyder, at du vil høre flere bomber, se flere fordrevne mennesker uden et sted at tage hen, og indse hvor mange ærefulde sjæle der vil dø for at forsvare os. Midt i mine tankers kaos har jeg intet andet end tillid til, at Gud, som smukt har skabt dette land, aldrig vil forlade det. Det er svært at glemme, at vi er i krig. Hver eneste detalje omkring mig minder mig om det.
For eksempel, når jeg ser på gaderne i Beirut, er de ikke de samme som dem, jeg plejede at gå på hver dag i min hjemby Nabatieh. Menneskene her er venlige, men de er ikke de samme mennesker, jeg plejede at være omgivet af dagligt. Jeg vågner ikke længere op til lydene fra mine naboer. Nu deltager jeg i online undervisning, men jeg husker, hvordan mine venner og jeg plejede at hænge ud i klassen. Når jeg ser på min telefon, at klokken er 12 om aftenen, tænker jeg, at klokkeslættet ikke har betydning nu, mens det for måneder siden var tidspunktet, hvor jeg skulle fodre min kat. Disse små detaljer kan ikke undgå at hjemsøge mig med savn.
En side i Mariams poesibog. Foto: Privat
Jeg prøver at gøre ting i min hverdag, som får mig til at glemme, at jeg er i krig. Øjeblikkene, hvor jeg holder min blyant og tegner det, der falder mig ind, hjælper mig meget. Når jeg læser en bog, eller når jeg skriver og lægger min sjæl på papiret, eller når jeg spiller på guitarstrengene – alle disse små ting får mig ikke til helt at glemme virkeligheden, men de får mig til at indse, at verden trods al uretfærdighed har en smuk side. Alt det, vi går igennem, er en del af, hvem vi er, og vil hjælpe os med at vende tilbage. Jeg tror, det handler om at være taknemmelig. Om at værdsætte de små øjeblikke og de velsignelser, der er omkring os. Og det handler om perspektiv, for hvis du vil se skønhed i noget, vil du være i stand til at se skønhed i alt.
Hvad håber og drømmer du om for din egen fremtid og for Libanon?
Først og fremmest vil jeg gerne kunne betale min mor tilbage for den indsats, hun har lagt i at opfostre mig og mine søskende. Jeg drømmer også om at stifte min egen familie og opdrage mine børn i et hjem fyldt med kærlighed, ligesom mine forældre gjorde for mig. Jeg vil gerne rejse verden rundt, opdage forskellige kulturer, forskellige naturer, forskellige mennesker og have en karriere, som jeg faktisk elsker, og som har betydning. Jeg ønsker at opnå fred og stabilitet i mit eget liv, både følelsesmæssigt og økonomisk.
For Libanon håber jeg, at de 10.452 km² bliver fuldstændigt libanesiske, at fugle frit kan synge, og at gaderne vil summe af liv. Jeg ønsker inderligt, at folk i Libanon en dag ikke skal forlade deres land for at opfylde deres drømme, men kunne gøre det her, og at Libanon bliver et suverænt land, som bærer på talenter og håb og gør dem til virkelighed på sin jord. Jeg håber altid at kunne se solopgangen fra mit vindue i syd, uden at bekymre mig om, at en besætter forstyrrer mit lands fred.
