Mohamad Mamo arbejder som ’game master’ ved en brætsspilscafé i Syriens hovedstad Damaskus, hvor han guider spillere gennem brætspil, fungerer som dommer undervejs og sørger for, at alle får en god oplevelse.
Efter al-Assad
- Efter Syriens diktator Bashar al-Assads fald den 8. december 2024 overtog en overgangsregering magten under ledelse af Ahmed al-Sharaa, der tidligere var tilknyttet Islamisk Stat og Al-Qaeda.
- En FN-rapport dokumenterer, at medlemmer af de nye myndigheders styrker og allierede grupper har begået systematiske overgreb mod civile, som i flere tilfælde kan udgøre krigsforbrydelser.
Syrien har gennem 14 år været præget af borgerkrig, hvor hundredtusinder af mennesker er blevet dræbt, og omkring 15 millioner er blevet fordrevet, ifølge FN’s undersøgelseskommission. Hvordan har krigen konkret påvirket dit liv?
Jeg var kun omkring ni eller ti år, da det hele begyndte, så jeg husker ikke særlig meget fra de første år. Det, jeg husker fra min barndom, er, at mine forældre konstant var bekymrede for mig og min bror, og at vi næsten aldrig gik ud. Gennem alle de 14 år levede vi meget isoleret. Jeg tror, det var sådan for de fleste. Vi var blandt de få, der ikke var nødt til at forlade landet eller flygte fra vores område, men vi levede stadig i konstant frygt. Min nærmeste familie var heldig. Men flere i min udvidede familie måtte flygte fra landet og levede i eksil i årtier. Derfor så vi dem aldrig. Assad-regimet forfulgte dem i mange år. En af mine slægtninge har været uden for Syrien i 43 år – altså i mere end fire årtier. Det begyndte allerede under Hafez al-Assads styre [Syriens diktator fra 1971 til sin død i 2000 og far til tidligere diktator Bashar al-Assad].
Selvom jeg er syrer, kendte jeg faktisk ikke ret meget til mit eget land. Først efter befrielsen begyndte jeg at lære Syrien bedre at kende. Jeg begyndte at rejse mere rundt og opleve steder længere væk. Før det udforskede vi næsten aldrig landet.
Store dele af Syrien ligger i ruiner efter næsten 14 års borgerkrig. Under ramadanen i 2025, en hellig måned for muslimer, tog Mohamad Mamo sammen med ungdomsorganisationen Peace Organization til Al Hajar Al Aswad, en sydlig forstad til Damaskus, for at uddele måltider til beboerne.
Den dag i dag lever mange syrere stadig med konsekvenserne af Assad-regimet. Mennesker har mistet deres hjem. Mange bor stadig i flygtningelejre, fordi deres huse er fuldstændig ødelagte. Andre har ikke engang råd til at vende tilbage til Syrien. Store dele af landet ligger stadig i ruiner.
Jeg tror, at næsten enhver syrisk familie har mistet nogen eller er blevet splittet. Jeg har selv mistet nogle mere fjerne slægtninge, og andre kendte jeg slet ikke, fordi de havde levet i eksil, siden jeg var lille. Nu vender de langsomt tilbage, én efter én, og jeg får mulighed for at møde dem – nogle for allerførste gang i mit liv. Nogle siger til mig: “Jeg kan godt huske dig, da du var barn.” Men jeg kan slet ikke huske dem.
Hvordan oplevede du livet under Bashar al-Assads diktaturstyre?
Hvis jeg skulle beskrive livet dengang med ét ord, ville det være “sjælløst”. Det føltes, som om alle havde mistet håbet. Næsten alle drømte om at forlade landet. Mange havde ikke noget valg. De var nødt til at flygte for at redde deres liv og forlade deres hjem og byer. Hvis de blev, risikerede de at blive arresteret, fængslet, tortureret eller slået ihjel. Millioner af mennesker flygtede til nabolande som Libanon, Jordan og Tyrkiet. Andre satte livet på spil ved at krydse Middelhavet i håb om at nå Europa. Selv dem, der ikke var tvunget på flugt, forsøgte at komme væk. De søgte stipendier, arbejde eller andre muligheder for at bosætte sig i udlandet og skabe sig et værdigt liv.
Blandt mine venner var det stort set det eneste, vi talte om. Alle på min alder tænkte på at rejse væk og finde en bedre fremtid uden for Syrien. Folk var præget af depression og håbløshed. De troede simpelthen ikke på, at de kunne skabe et godt liv i Syrien. På et tidspunkt føltes det, som om alle havde opgivet tanken om, at Syrien overhovedet var et rigtigt land længere. Det føltes mere som et sted, der blev styret af en bande end af en regering. Reglerne blev bøjet og ændret til magthavernes egen fordel. Det var en af hovedårsagerne til, at så mange ønskede at forlade landet.
Det var oveni alle de forbrydelser, regimet begik mod den syriske befolkning som drab, tortur, vilkårlige anholdelser og tyveri fra de mennesker, de egentlig skulle beskytte. Regimet begik utallige forbrydelser mod menneskeheden. Mange af dem er veldokumenterede og er blevet vist og beskrevet i medier verden over.
Tusindvis af syrere fejrede Bashar al-Assads diktaturs fald på Umayyadepladsen i Damaskus i december 2024. Billedet er taget den 13. december 2024, fem dage efter regimets fald, fra Mohamad Mamos vens lejlighed.
Efter Assad-regimets fald den 8. december 2024 og magtovertagelsen af oprørsalliancen ledet af Hay’at Tahrir al-Sham, hvordan er hverdagen i Syrien under præsident Ahmed al-Sharaa?
De første en til to måneder efter den 8. december føltes fuldstændig uvirkelige. Ikke kun for mig, men for syrere over hele verden. Ingen havde for alvor troet, at det kunne ske. Ikke fordi det var umuligt, men fordi så mange havde mistet håbet. Mange var allerede begyndt at skabe et nyt liv uden for Syrien og havde indstillet sig på, at de aldrig ville vende tilbage. De fleste holdt selvfølgelig fast i håbet om Syrien, men efter 14 år med krig, flugt og lidelser var der også mange, der ikke længere havde kræfterne. Flere af mine slægtninge havde levet i eksil i årtier. Først efter den 8. december fik jeg mulighed for at møde dem og lære dem at kende.
Jeg havde selv været frivillig allerede før den 8. december, men dengang var der ikke særlig mange unge, der engagerede sig. Mange var præget af håbløshed og depression. Efter den 8. december ændrede det sig fuldstændigt. Det var, som om håbet vendte tilbage fra den ene dag til den anden. Jeg kan tydeligt huske, hvordan næsten alle frivilliggrupper og organisationer begyndte at arrangere oprydningskampagner. Der bliver arrangeret udstillinger, kulturelle begivenheder, møder og fællesskabsaktiviteter overalt. Folk arbejder hårdt, fordi de igen tror på, at de kan være med til at bygge landet op. Der er en helt anden optimisme end tidligere. Det føles, som om livet langsomt er ved at vende tilbage.
Hvilken fortælling eller hvilket billede af Syrien mener du, at omverden ofte overser?
Vi er jo et helt normalt land. Selvom vi har været igennem 14 års revolution og konflikt, så elsker vi livet. Vi har et af de bedste køkkener i verden, hvis ikke det bedste, efter min mening. Og så har vi en rig historie. Man kan gå rundt i den gamle bydel og pludselig støde på en sten, der stammer helt tilbage fra Romerriget. Syrien er fyldt med historiske steder og fortællinger. Damaskus er en af de mest levende byer, jeg kender. De traditionelle kvarterer, souken [syrisk marked], moskéerne, kirkerne og alle de forskellige mennesker, der lever side om side og skaber liv i gaderne. Damaskus har sin helt egen sjæl. Den er helt særlig.
Mohamad Mamo og hans ven Alex laver keramik i Damaskus.
Jeg håber, at folk vil komme til Syrien og opleve landet med deres egne øjne. Man kan allerede se vloggere og rejsende komme til Syrien og dele deres oplevelser, så resten af verden kan se, hvad Syrien egentlig handler om. Mange af deres oplevelser har været meget positive, og de anbefaler andre at besøge landet. Vi byder alle velkommen.
Hvad er dine håb for Syriens fremtid?
Syrien har potentialet til at blive et fantastisk land – faktisk et af de bedste i verden. Men vi har stadig enormt meget arbejde foran os. Først og fremmest skal vi genopbygge landet og få det på fode igen. Derefter kan vi begynde at bygge videre derfra. Infrastrukturen er fuldstændig ødelagt, så meget skal genopbygges fra bunden. Vi skal også bygge nye hjem til alle dem, hvis huse er blevet lagt i ruiner under Assad-regimet. Jeg er optimistisk og har håb for Syrien. Men det kræver meget arbejde og kommer til at tage lang tid at hele. Jeg ved ikke, om man nogensinde helt kan glemme fortiden, men vi kan arbejde på at hele og skabe et normalt liv igen.
En gade i gåafstand fra Mohamad Mamos hjem i Damaskus.
