Arktis og Grønland sættes på dagsordenen i Københavns kulturliv

Arktisk Festival løber af stablen på Nordatlantens Brygge i den kommende weekend, og Cinemateket disker op med grønlandsk film i filmserien Håbets Ø hele november måned. Der er rig mulighed for at blive klogere på vores nordlige naboer både politisk, kulturelt, klimamæssigt og kunstnerisk.

Foto: Nordatlantens Brygge

Kvanefjeld, parlamentsvalg, handelsruter i Arktis, og diskussioner om grønlandsk uafhængighed. De seneste år er opmærksomheden på Grønlands centrale placering i højaktuelle temaer som klima, naturressourcer, handel og kolonial fortid og nutid mangedoblet.

I den kommende weekend og i løbet af november måned kan du dykke ned i Grønlandsk historie, kultur og aktuelle politiske forhold. Det foregår både i Cinemateket og på Nordatlantens Brygge i København, hvor Arktisk Festival finder sted. 

I Cinemateket markeres 300-året for Danmarks kolonisering af Grønland med filmrækken Håbets Ø, der byder på film og foredrag i løbet af november. 

Arktisk Festival byder ligeledes på foredrag og udstillinger og meget mere, alt sammen kondenseret ned til to dage, lørdag den 30. og søndag den 31 oktober. 

“Programmet spænder vidt, og vi dykker ned i kulturen, historien og traditionen og har events for besøgende i alle aldre – også for børnene”, som der står på festivalens hjemmeside.  

Håbets Ø

Filmserien i Cinemateket, der tager sit navn efter den koloni, Hans Egede grundlagde ved sin ankomst til Grønland i 1721, tager nu fat på aktuelle problematikker, der rører sig i og omkring Grønland. 

Åbningsfilmen er den meget omtalte Kampen om Grønland, som dokumenterer nye generationer af unge, politiske stemmer, der med forskellige midler behandler det de hver især oplever som de største og vigtigste brydninger, og spørgsmålet om forholdet til Danmark er selvsagt noget, der går igen.

Der er dog også meget andet at hente i grønlandsk film, og i programmet finder man også både fantasy, komedie, drama og musik-dokumentar.

Også dokumentaren ved navn Håbets Ø, som udkom i 2019 bliver vist med mulighed for at møde den ene instruktør, Sidse Torstholm Larsen. 

Filmen beskriver et forløb, hvor det annonceres at en stor amerikansk aluminiumsproducent vil åbne en fabrik i bygden Maniitsoq i Vestgrønland. Projektet giver håb i lokalmiljøet, med udsigt til vækst og potentielt økonomisk uafhængighed fra Danmark for hele Grønland. Men håbet svinder hen ad vejen. 

Den vises i Cinemateket med besøg af Sidse Torstholm Larsen den 1. november.

Fest for interesse i Arktis

Arktisk Festival er en årligt tilbagevendende begivenhed, som byder på både historisk indblik, kunst og oplysning ved forskere og andre eksperter.

Bag festivalen står dels Grønlands, Færøernes og Islands officielle repræsentation, som hver især også holder oplæg ved arrangementet. 

Dels rejsebureauet Arctic Friend, og kulturinstitutioner som Nordatlantens Brygge, der formidler kunst og kulturhistorie fra Grønland og Arktis, og Det Grønlandske Selskab, hvis formål er at “at orientere om og opbygge gode relationer til Grønland”, som det fremgår af deres hjemmeside.

Festivalen er vokset over de seneste år, og det er nu anden gang, at samlingen af foreninger afholder festivalen i stort format med flere lokationer i spil.

“En festival er netop er netop et eksempel på hvor meget mere synlig man er sammen – at vi har samlet de her kræfter”, siger Karin Elsbudóttir, som er direktør ved Nordatlantens Brygge.

Hun håber at det kan være med til at skabe engagement og øget opmærksomhed på Nordatlanten.

“Det kan forhåbentlig også være med til at skabe et miljø omkring dem, der er specielt interesserede i Arktis. Både for dem, der er involveret i forskning og kultur og arbejder med det, og så at bringe det ud til almindelige mennesker, og kunne dele den viden, der er om Arktis”, siger hun.

Lørdags program byder blandt meget andet på samtaler om kunst med Aka Høegh og foredrag om klima-formidling og -aktivisme ved Andri Snær Magnason og Heiða Ásgeirsdóttir – to prominente klimaformidlere fra Island, samt muligheden for at deltage i en arktisk byvandring i København. 

Om søndagen kan man, foruden kunstudstillinger og rejseforedrag, høre seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Mikkel Runge Olesen holde foredrag om geopolitiske stridigheder i Arktis. Eller man kan opleve Kamma Skaarup, der har boet og arbejdet i Grønland som sygeplejerske før hun blev for optaget af fiskeri og slædehundejagt og endte med at leve som fanger i tre år.

Det fulde program for henholdsvis Cinematekets events og Arktisk Festival kan findes her.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down