Bagdad bag sløret

Hvad er det egentlig, vi ser, når vi tænker på Bagdad og Irak? Støvede veje, udbombede butiksfacader, der engang så lidt mindre sølle ud? Terrorangreb? Eller militære køretøjer og flygtningelejre?

De fleste ser i hvert fald næppe det Irak og det Bagdad, som journalist Sanne Gram Fadel tager dig med ind i i sin nye bog, Salon Bagdad. Her er neglelak og hårspray i mængder, der tenderer kemisk forurening. Her smider kvinderne hijab og niqab. Og her hviskes selv de mest intime detaljer om den første gang, mænds vold, mødres forventninger og drømme om fremtiden.

Her sætter vi os nemlig ned i Madam Hudas skønhedssalon og ser kvindernes liv i den øvre middelklasse glide forbi mens mændene befinder sig i udkanten af kvindernes liv i bogen:

“Man forbinder jo Bagdad med noget meget mere voldsomt end skønhedssaloner. Men de ligger spredt ud over hele Mellemøsten, og i den her salon fik jeg helt eksklusivt adgang til de her kvinders liv. Deres liv er så forskelligt fra alt, vi kender, og det ville jeg gerne fortælle om, da jeg fik mulighed for det”, siger Sanne Gram Fadel, der selv taler arabisk, og som i en årrække har været korrespondent i Mellemøsten.

Foto: Sanne Gram Fadel

Bogen er blevet til ved, at Sanne Gram Fadel selv i flere dage har siddet i Madam Hudas skønhedssalon i det kvarter i Bagdad, der hedder Harithiya. Her møder vi de 13 kvinder Huda, Umm Muhammad,Yaqeen, Denise, Sabah, Sauwar, Maha, Sjasja, Marna, Roya, Nour, Duha og Zahraa.

“Bogen skal give danskerne et indblik i en verden, som de ikke kender. Vores land har været engageret i Irak – vi var med i krigen, og vi er der stadig. Og invasionen i 2003, som vi jo altså var en del af, fylder enormt meget i det liv, som der foregår i skønhedssalonen i dag”.

Det var lettere under Saddam

Invasionen af Irak den torsdag i marts 2003 er et fast omdrejningspunkt i Salon Bagdad. For selvom vi møder kvinderne i skønhedssalonen i slutningen af 2010’erne, så bølger diskussionen: var livet for kvinder bedre før eller efter invasionen?

Sanne Gram Fadel fremhæver tre ting, kvinderne især slås med. For det første er der en række forventninger til kvinder, som er kulturelt betingede, og de forventninger er det blevet sværere at gøre op med, fortæller kvinderne:

“Man skal huske, at invasionen bogstavelig talt bombede landet tilbage”, siger Sanne Gram Fadel og forklarer, at familierne derfor lukkede sig om sig selv. Fællesskabet i familien blev vigtigere end individet, og derfor er det blevet sværere for nogle kvinder at gøre op med familiens forventninger til dem. Som en kvinde i bogen, der bliver gift, fordi det ikke er godt for familiens ære, hvis de har for gamle døtre boende hjemme, for så “kunne andre jo tro, at der var noget galt med enten pigen eller familien.”

[Boks1]

For det andet, kommer truslerne mod kvinder fra flere forskellige sider:

“Til trods for alle de forbrydelser mod menneskeheden, som Saddam Hussein har begået, og alt det brutale, der foregik under hans styre, så tager vi som mennesker udgangspunkt i, hvordan vores eget liv er nu, og hvordan det var”, siger hun

Med det mener Sanne Gram Fadel, at der under Saddam Husseins styre var meget klare regler for mænd og kvinder, og trådte man ved siden af, vidste man, hvem der stod for afstraffelsen.

“Jeg har undret mig over, at folk kunne synes, det var bedre under Saddam. Men det var stabiliteten. Nu oplever de her kvinder, at de lever i en hverdag, hvor korruptionen ikke kun er på styrets hænder. Nu er det over det hele. Militser og bortførelser var ikke på samme måde en faktor under Saddam”.

Foto: Sanne Gram Fadel

For det tredje, så kæmper kvinderne med at skaffe sig ordentlige basale livsvilkår. Uddannelsessystemet har det svært. Man har ikke elektricitet. Der mangler vand. Nogle steder får man ikke hentet skrald:

“Alle de ting, som er forbundet med et samfund, som skal genfinde sig selv, efter sådan et voldsomt nedslag, som Irak-krigen jo var. Det er det, de stadig mangler. Kvinderne fortæller, at selvom Saddam Husseins styre var sindssygt brutalt og voldsomt undertrykkende, så oplever de i dag et samfund, hvor der ikke rigtigt er styr på noget”.

Drømmenes holdeplads

Allerede i 2008 slog en undersøgelse fra den internationale organisation, Women for Women, fast, at situationen for de irakiske kvinder efter invasionen i 2003 havde udviklet sig til en national krise .

Her kunne man blandt andet læse en kvinde fortælle, at selvom amerikanerne havde givet irakerne frihed, så havde de også berøvet dem al sikkerhed og tryghed. Og den melding går igen her 12 år senere i Sanne Gram Fadels bog. Flere af kvinderne sukker gang på gang: “Det var bedre under Saddam”.

Krigen er så tæt koblet sammen med de ting, der foregår i salonen. Kvinderne lever et relativt almindeligt liv, og de tilpasser sig. Men mange af dem drømmer om at forlade Bagdad og Irak.

Foto: Sanne Gram Fadel

Men selvom nogle endda har mulighederne, så holder flere ting dem tilbage: familiernes forventninger, frygten for livet uden for deres kendte tilværelse og deres dårlige  engelskkundskaber, for bare at nævne tre af de ting, der står i vejen for kvindernes succes:

“Bagdad er ikke noget særlig spændende sted. Det er det bare ikke. Jeg er enormt fascineret af byen, og folk er enormt ivrige efter at få et liv, som kan noget, men rammerne er bare begrænsede. Folk kan hænge ud i storcentre, og de kan også tage nogle uddannelser. Men sammenlignet med den vestlige verden er det bare mere fattigt kulturelt”, siger Sanne Gram Fadel.

[Boks2]

Man kan for eksempel godt gå til ballet, som en datter til en af kvinderne gør. Men vil barnet senere have en karriere som balletdanser, skal hun et andet sted hen. Der er ikke noget statsteater, som kan give de muligheder, der er i Vesten. Og sådan er det ofte. For de tilbud har man ikke i Irak, og det hænger sammen med landets generelle situation.

“Alligevel har de her kvinder stadig drømmen om, at livet kan blive bedre. Det, synes jeg, er fascinerende. Den drivkraft, som nogle af de her kvinder har, som får dem til at overleve en hverdag med noget, der for os lyder som sindssyge livsvilkår, er fascinerende”, siger Sanne Gram Fadel. Hun nævner blandt andet en af kvinderne, der vokser op hos en far, som tæsker hende, hvorefter hun bliver gift med l en mand, der lader sin mor tyrannisere hende så voldsomt, at hun tilsidst må flygte. Til sidst ender hun efter en skilsmisse tilbage hos sin far, hvor hun deler værelse med sin søster og sit lille barn.

“Men de står op i morgen igen, og det synes jeg er stærkt. Det har fascineret mig, at de her kvinder omfavner og accepterer skæbnen, men drømmer om noget andet. Det skaber et håb, synes jeg”.

Salon Bagdad udkommer 18. september på Gyldendal.