2. februar 2024

Bliver green(washing) sæsonens farve? 

Vi tog til modeugen for at finde ud af det

Modeugegæster foran Rolf Ekroths show i Øksnehallen. Foto: Asta Kongsted

Det er anden dag af Copenhagen Fashion Week, og jeg er af uransagelige årsager blevet sat på forreste række til morgenens første modeshow, finske Rolf Ekroth i Øksnehallen på Vesterbro. I den enorme, hvidmalede hal trækker gæsterne mod de sorte stolerækker, der skal danne ramme om opvisningen. Hallen er bar, men lyses pletvist op af en grøn læderjakke eller et postkasserødt antræk.

Mens de mere velklædte gæster indtager deres pladser ved siden af mig (en tidligere model på den ene side og noget, der kunne ligne en brand ambassadør på den anden), tænker jeg på, hvordan jeg er havnet her?  

Enten ved de her mennesker ikke, hvem jeg er – journalist fra et kritisk erhvervsmedie –  og har derfor ikke turdet sætte mig bagerst af frygt for, jeg rent faktisk har en form for indflydelse i modebranchen (det har jeg ikke). Eller også har der manglet presse, og man har tænkt, at min tilstedeværelse var bedre end ingenting (det er den nok heller ikke, for hvem er egentlig interesseret i at lukke en journalist med en stedmoderlig interesse for mode ind til sit show?).

Forfatter Olga Ravn går rundt langs rækkerne og kan ikke finde sit sæde, og jeg når at tænke, at hvis Ravn bliver smidt om bagved, mens jeg sidder her, er der en, der mister sit job senere. Hun bliver dog anvist et sæde, musikken starter, og alle er glade. Jeg er i hvert fald – især for ikke at skulle forholde mig til det tøj, der kort tid efter bliver præsenteret og som vel bedst kan beskrives som efterskole-core: Der er enorme sweatre, fnuggede pomponer og puder på både skinneben og røve. 

En velpolstret drømmeverden

“For mange ligner vores branche en glitrende drømmeverden”, sagde den københavnske modeuges CEO, Cecilie Thorsmark, mandag formiddag til åbningsceremonien i en alvorstung tale, hvor både Gaza, Ukraine og klimakrise blev nævnt. “Og nogle gange er den det,” fortsatte hun og opfordrede sine kolleger til at “bryde ud af den privilegerede boble”. 

Under Thorsmarks ledelse har Copenhagen Fashion Week lagt sig i selen for at blive pionerer inden for grøn omstilling af modeverdenen og opstillet en række minimumskrav, som modebrands skal leve op til for at kunne deltage i den københavnske modeuge. Blandt andet skal virksomhederne “arbejde strategisk med at inkorporere bæredygtighed og internationale standarder for menneskerettigheder”, ligesom virksomhederne ikke må destruere overskydende tøj fra tidligere kollektioner eller benytte sig af pels. 

“Vi må bryde ud af vores boble af og til for at gøre det, der vil gøre det muligt for os at sige til vores børn: Ja, jeg arbejdede i modeindustrien, mens verden stod i flammer. Men jeg gjorde hvad der var muligt for at presse på for noget bedre”, sagde Thorsmark til åbningsfesten, hvorefter hun gav ordet videre til modeugens hovedsponsor Zalando. Dén onlinetøjvirksomhed, som Forbrugerrådet Tænk anmeldte for greenwashing i 2021 for deres afslappede brug af begrebet “bæredygtighed”. 

Ude foran Rolf Ekroth-showet stiller gæsterne op til fotografering. Om Ekroth med sit velpolstrede og hjemmestrikkede udtryk er foran eller bagud for sin tid er svært at vurdere, men hans publikum ser i hvert fald væsentligt anderledes opsigtsvækkende ud i pelskonstellationer, miniskørter og glamourøst hår og make-up. 

De sidste par uger har influencers på TikTok nemlig bebudet, at moden går i retningen af en såkaldt mob wife-aesthetic. Det betyder, at det nu er på tide at begynde at klæde sig som en gangsters flashy hustru. Lige for tiden taler man om “æstetik” frem for mode, og omtrent én gang om måneden går en ny æstetik viral og varsler et kollektivt stilskifte. 

På den måde er Instagram og TikTok ved at slå modeindustrien i dens eget spil. De allerede hyppige modeuger har tilsyneladende svært ved at følge med de endnu hurtigere internetkredsløb. 

Her er Copenhagen Fashion Weeks partnerskab med Zalando oplagt, for når det regner på modeugedesignerne, så vælter det ned over high street mærkerne. Den enorme webshop har netop specialiseret sig i hurtigt salg af hurtigt producerede tøj, og bag Zalando står milliardæren Anders Povlsen. Manden, der med sit Bestseller-imperium flere gange har været under anklage for at udnytte billig arbejdskraft i Myanmar, som Danwatch tidligere har dokumenteret.

Respectfully, folk ser ikke så godt ud”

På gaden foran dagens andet show, der afholdes af ungarske Aeron, er de fremmødte gæster knapt så farverige, og i den nærliggende 7-eleven er man heller ikke imponerede over modeugeklunset: 

Respectfully, folk ser ikke så godt ud”, siger 7/11-medarbejderen. 

“Jeg ved ikke lige, hvad fashion er i deres øjne, men øøøh”, svarer den anden. 

Om man er enig i æstetikken eller ej, så bliver gæsterne fotograferet flittigt af fremmødte fotografer og – i et par tilfælde – af deres egne mødre. Både hos Rolf Ekroth og her foran Aeron-showet har jeg lagt mærke til, at flere influenter har deres mødre med. Det får mig til at tænke på soccer moms og helikopterforældre, der dedikerer deres liv til at få deres børnestjerner frem i verden. Hvis de her mødre har taget en uge ud af kalenderen for at fotografere deres børn foran diverse modeshows, siger det noget om, hvor stor en økonomi der er i influencerbranchen, hvor succes kan måles i din evne til at påvirke dine følgeres forbrugsmønstre. 

I selskab med modefolket og de nye barnestjerner bliver jeg pludselig meget opmærksom på, hvor slidt min frakke egentlig er, selvom jeg (delvist i protest) selv valgte den i dagens anledning. Jeg kommer til at tænke på en scene fra den legendariske film “The Devil Wears Prada”, hvor den sylespidse modemagasinchef rister den blåøjede (journalist) hovedperson for at tænke, at hun befinder sig udenfor modeverdenens indflydelse. “Dit håbløse outfit”, siger chefen (og her parafraserer jeg), “blev valgt for dig af de mennesker, der befinder sig lige her”. 

Modebranchen selv ville sikkert sige, at den sælger drømme – og måske sex – men i mit tilfælde har den altid tjent sine penge på mit mindreværd. 

Naturens forretningsmodel 

I en større kontekst har modeindustrien også tjent penge på produktionskæder, hvor fabriksarbejdere i det globale syd har været den helt store taber. Derfor tager jeg til et arrangement, som modeugen afholder med sin mediepartner, Vogue Business. 

I lokaler udlånt af elbilproducenten Polestar, der er ejet af den kinesiske bilfabrikant Geely, er en række ildsjæle inviteret til at fortælle om bæredygtige produktionskæder og langtidsholdbare løsninger. Lokalet er skarpt oplyst, og det er ikke svært at skelne mellem dem, der er kommet for at sælge biler og dem, der er her for at tale om innovative tiltag som 3D-vævning og stof lavet ud af tang.

Tiltagene lyder faktisk interessante, men jeg kan ikke undgå at bemærke, at de fleste paneldeltagere nævner scalability, altså opskalering af produktionen, som den største og vigtigste udfordring. Jeg spørger panelet, om der er nogen, der tænker over, om nedskalering bør spille en større rolle i modeindustrien. 

“This is capitalism”, griner en paneldeltager. 

En anden paneldeltager fra 3D-tekstilproducenten unspun anerkender, at lige det med nedskalering ikke er deres stærkeste side, men at hun er inspireret af naturens måde at nedbryde sine materialer på. 

“What’s nature’s business model?” spørger hun retorisk, og salen griner. 


Danwatch har forholdt Copenhagen Fashion Week anklagerne om greenwashing, ligesom vi har bedt dem forholde sig til foreneligheden mellem samarbejdet med Zalando og deres egne bæredygtighedskriterier. De er ikke vendt tilbage inden deadline.

Flere artikler om

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram