For få dage siden druknede otte børn fra fra den egyptiske landsby Ezbet al-Taftish, da de var på vej hjem fra deres arbejde på en fjerkræfarm sammen med 15 andre børn.
Da arbejdet var ovre, hoppede de op på den lastbil, der skulle køre dem hjem, men bilen nåede aldrig frem. Den kørte ved et uheld i Nilen og otte ud af 23 børn druknede.
Ulykken har skabt stor debat i Egypten, hvor børnearbejde har grebet om sig i kølvandet på corona-pandemien. Den samme udvikling sker i mange andre fattige lande i resten af Afrika, Asien og Latinamerika.
Ifølge FN’s arbejdsorganisation International Labour Organization er antallet af børn mellem 5 og 17 år, som er tvunget til at arbejde for at forsørge sig selv og deres familie, vokset fra 152 millioner i 2020 til 168,9 millioner ved årsskiftet, og ifølge FN’s børneorganisation UNICEF ventes tendensen at fortsætte.
Forklaringen på, at millioner af børn ender på arbejdsmarkedet i alt for ung en alder, skyldes først og fremmest de mange skolelukninger under corona-pandemien, konstaterer blandt andet UNICEF i en nylig rapport.
I mange af verdens fattigste lande har skolelukningerne været mange og langvarige. Derfor ender børnene i stedet på fabrikker eller i landbruget.
Det bekræfter Helle Gudmandsen, chef for unge og uddannelse hos Red Barnet.
“Mindst 1,6 milliarder børn har været ramt af skolelukninger under corona, og mange steder har skolelukningerne været meget langvarige”, siger hun og fortæller, at i et land som Uganda har skolerne stort set været lukket ned i to år.
“Det har meget alvorlige konsekvenser for børnene, for den klassiske løsning, hvis børnene ikke går i skole, er, at de i stedet tager med forældrene på arbejde. I Uganda lever mange af landbrug eller fiskeri, og så bliver børnene simpelthen indrulleret i arbejdet”, siger hun.
Den manglende skolegang har særligt store konsekvenser for de ældste elever, som for manges vedkommende aldrig kommer tilbage på skolebænken.
“Hvis børnene gik i sjette-syvende klasse eller derover, da pandemien ramte, er der meget stor risiko for, at de aldrig kommer til at gøre deres skolegang færdig”, siger Helle Gudmandsen.
Også UNICEF har advaret om, at en hel generation på denne måde risikerer at blive tabt. I en nylig opgørelse kalder FN-organisationen det den største uddannelseskrise nogensinde og anslår, at op mod 600 millioner børn ikke får lært at læse, regne og skrive.
Ifølge en oversigt som FN’s uddannelsesorganisation UNESCO har lavet, har skolelukningerne især været omfattende i Afrika, men også i mange asiatiske og latinamerikanske lande har børnene været sendt hjem i lange perioder.
Og kombinerer man skolelukningerne med øget fattigdom og faldende levestandard i mange fattige lande, føjer man spot til skade, forklarer Helle Gudmandsen.
“Mange af verdens fattigste lande er blevet meget hårdt ramt økonomisk under pandemien, og det rammer de fattigste i samfundet, som så er nødt til at sende deres børn ud og arbejde for at få mad på bordet”, siger hun.
Andre steder i verden fører den øgede fattigdom til, at familierne sælger eller gifter deres døtre væk i en stadig yngre alder. Det sker f.eks.i Afghanistan og Jordan, fortæller hun..
Men hvad kan man gøre for at vende udviklingen?
Ifølge Helle Gudmandsen er det vigtigste at få børnene tilbage i skole så hurtigt som muligt. Og det er en opgave, som de lokale regeringer og internationale hjælpeorganisationer bør satse på, siger hun.
“Der er ingen tvivl om, at det vigtigste er at få børnene tilbage i skole. For al erfaring viser, at det er afgørende for, hvordan de klarer sig resten af livet. F.eks viser undersøgelser, at børn, der har gjort deres skolegang færdig, bliver betalt bedre for deres arbejde som voksne,” siger hun.
I mange fattige lande er det imidlertid en stor opgave at få genåbnet skolerne, dels fordi lærerne kan have fundet andet arbejde, og dels fordi de sjældent er uddannet til at løfte børnene tilstrækkeligt fagligt til at lappe på flere års mistet skolegang.
“Hvis skolerne åbner igen, har jeg til gengæld aldrig mødt en forælder, der ikke gerne vil have deres barn i skole, hvis de på nogen mulig måde kan klare sig uden barnets indtægt”, siger Helle Gudmandsen, der bl.a. har arbejdet i mange år med børnearbejde i Ghana.
Charlotte Aagaard