Selvom Google Digital News Initiative nu har lagt hele listen over modtagere frem, så er det stadig ikke muligt at se, hvilke konkrete projekter medierne har fået støtte til. Ifølge Google handler det om konkurrencehensyn, da det skal være muligt at få støtte til projekter uden at være tvunget til at offentliggøre forretningshemmeligheder. Som et af de eneste medier på listen har Danwatch dog allerede meldt åbent ud, hvad mediet har fået støtte til.
Google DNI
Digital News Initiative er et partnerskab mellem Google og udgivere af nyheder i Europa for at støtte udviklingen af kvalitetsjournalistik gennem teknologi og innovation. Målet er at fremme mere bæredygtig journalistik gennem løbende samarbejde og dialog med teknologi- og medievirksomheder
Mediefonden har i første omgang uddelt 200 millioner kroner til 128 projekter fra 23 europæiske lande. I alt vil fonden udbetale mere en én milliard kroner til innovative projekter hos europæiske medier over tre år
“Vi har fået 50.000 euro til projektet “Open Supply Chain”, så vi kan undersøge muligheden for at udvikle en interaktiv database for internationale varekæder. Projektet er open source og skal være gratis tilgængeligt for alle, så vi har intet problem med at lægge det åbent frem”, siger Jesper Nymark.
Open Supply Chain handler om indsamling af data om produkters rejse fra producent til varehylde både fra eksempelvis Danwatchs egne journalister og researchere, der har indsamlet bunkevis af varekædedata siden 2007 – men også fra frivillige brugere, medier og ngo’er med interesse for varekæder.
Helt konkret skal man kunne klikke på eksempelvis en kaffebønne i Etiopien og læse, om der er sket krænkelser af menneskerettigheder eller miljøpåvirkning i produktionen af kaffebønnen. Dernæst skal du kunne se, hvor bønnerne rejser hen – og i hvilke supermarkeder, de ender.
LÆS MERE
Google giver 50.000 euro til Danwatch til ‘Open supply chain project’