Kartellerne, der får deres magt fra den lukrative narkohandel, tilføjer vold, undertrykkelse og brutalitet til denne opskrift, og så er scenen sat for et dramatisk opgør mellem det gode og det onde i det smukke grænselandskab mellem USA og Mexico. Og lad os bare slå fast med det samme, at ‘Cartel Land’ er et must see. Ved dette års Sundance festival vandt filmen både prisen for “bedste instruktør” i dokumentarkategorien og juryens specialpris for fotografi.
Udbud og efterspørgsel
Fra første minut bliver tonen slået an i en nervepirrende åbningsscene, hvor vi i ly af natten møder “kokkene”, der i den mexicanske ørken producerer de stoffer, som er hele filmens omdrejningspunkt, og som primært bliver sendt nordpå til et uudtømmeligt amerikansk marked. Bevæbnede mænd i bare overkroppe med maskerede ansigter hælder rygende kemikalier sammen i store plastikbeholdere, mens lederen uddyber de moralske dilemmaer, som deres levebrød stiller dem:
[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]
“Vi ved, at vi gør skade med alle de stoffer, der ender i USA, men hvad skal vi gøre? Vi er fattige. Hvis vi klarede os bedre, ville vi være som dig: Rejse jorden rundt eller have gode, lovlige jobs”.
Disse unge mænd udfylder for en tid deres plads i kæden af udbud og efterspørgsel, men narkohandlen er en omskiftelig branche, hvor man sjældent får lov til at være oven på længe ad gangen. Motiveret af den rigdom, der kan opnås ved at tilfredsstille det evigt hungrende markeds jagt på en flygtig rus, venter mange i kulissen på at tage deres plads.
Cirkel af vold
Ifølge den amerikanske NGO, RAND Corporation, bruger amerikanere årligt 100 milliarder dollars på stoffer, hvoraf en stor del, ifølge FN’s organ for narkotika og kriminalitet, krydser den over 3.000 kilometer lange grænse ind i landet fra Mexico. Det er dog ikke tal og statistikker som disse, der fylder i de 100 minutter, filmen varer, da formålet med filmen ifølge instruktøren, Matthew Heinemann, ikke har været at lave en “policy-film”, men derimod at “følge de almindelige mennesker der bliver berørt af krigen mod stoffer”.
Dr. Jose manuel “El Doctor” Mireles er ved første øjekast den ridder i hvid rustning, som Mexico har manglet. Størstedelen af filmen foregår i hans fodspor. Vi følger hans Autodefensas, der har svoret at tage kampen op mod kartellerne, og befri lokalbefolkningen fra den cirkel af vold som fodres i kølvandet på narkohandlen.
“Vi må ikke blive som de kriminelle, vi kæmper imod”, er Dr. Mireles’ formanende ord til hans kommandører i Autodefensas, men det skal dog vise sig, at det selv for den charmerende Mireles er lettere sagt end gjort at holde sine tropper på dydens smalle sti. Som filmen skrider frem, bliver publikums sympati sat grundigt på prøve, og man bliver stillet over for svære moralske dilemmaer om, hvor meget vold den gode sag kan tillade sig at bruge.
Efterlader publikum med væsentlige spørgsmål
Cartel Land er både smuk og voldsom, men kræver også meget af sit publikum.
“Jeg tror på, at det, jeg gør, er godt, og jeg tror på, at det, jeg kæmper imod, er ondt”. For den vejrbidte og bryske eks-misbruger Tim Foley, der har gjort det til sin personlige mission at jagte kartellerne i Arizonas ørken, kommer svarene let. På den amerikanske side af grænsen følger vi hans korps af frivillige, der, bevæbnet til tænderne, afsøger ørkenen for menneskesmuglere og kartellets fodsoldater.
I dette ørkenlandskab finder vi en både en smuk og rammende scene for fortællingen, der understreger følelsen af, at man konstant er i større og mørkere kræfters vold. Der drages igennem hele filmen utallige paralleller mellem Mireles, Foley, og de andre vigilantes (selvtægtsmænd, red.), der er filmens hovedpersoner: Motiveret af den samme afmagt fra lovens side, virker deres handlinger som uundgåelige konsekvenser af en desperation, som gennemsyrer de samfund, hvor pæne idealer ikke overlever længe, og hvor lovløsheden hersker.
Cartel Land efterlader publikum med en følelse af, at grænserne mellem sort og hvidt, godt og ondt flyder sammen til en grå tåge, hvor det moralske kompas peger i utallige retninger. Fraværet af eksperter, statistikker og politiske beslutningstagere bliver på én og samme tid filmens styrke og svaghed: Det gør det muligt for filmen, at fokusere på de ofte oversete skæbner, der gemmer sig bag tallene: de 80.000 mennesker, der ifølge the Congressional Research Service er blevet dræbt i Mexico som følge af organiseret kriminalitet siden 2006.
Men det efterlader også væsentlige spørgsmål – som ikke bliver besvaret – om de dybereliggende socioøkonomiske årsager til voldsspiralen. ‘Cartel Land’ er en film, der kræver noget af sit publikum, og som tvinger os til at stille svære spørgsmål, som vi selv må søge svarene på. Som indblik i en hverdag, der for de fleste af os er fuldstændig fremmed, er ‘Cartel Land’ dog en lige dele vedkommende, menneskelig og sindsoprivende fortælling, som du skylder dig selv at se.
Er du blevet bidt af dokumentarer? Du kan læse mere om vores dækning af CPH:DOX her.
Anders Brønd Christensen
