‘839 dage’ samler trådene fra Somalias voldelige fortid til en moderne fortælling om fanger og fangevogtere, der alle venter på et spinkelt håb om en lysere fremtid. Men hvordan fanger man følelsen af at være en 17 år gammel nyslået pirat, i et land hvor det bogstaveligt talt er en daglig kamp at få mad på bordet? Dramatikeren bag stykket, Henrik Szklany, stiller op til interview med Danwatch.
[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]
Henrik Szklany, hvad er det ved historien om Somalia og pirateri, der først fangede din interesse?
“Gidseldramaet blev ofte fremstillet i medierne som en eventyrfortælling med helte og skurke, og jeg havde ikke lyst til at gentage fortællingen om, at piraterne var skurke, sømændene var ofrene, og så var der skurkene i Danmark i skikkelse af rederiet og regeringen, der ikke kunne finde ud af at få dem hjem. Jeg vil hellere fortælle historien om, hvorfor der er pirater i Somalia, og hvad der får en ung mand til at blive pirat.”
Hvordan forberedte I jer på at fortælle den historie?
“Vores forberedelse til det her stykke var anderledes, end hvad jeg har prøvet før, fordi der ikke ligefrem findes en ‘Turen går til Somalia’, og fordi jeg ikke vidste så meget om kulturen og hverdagslivet i Somalia. Landet bliver ofte beskrevet som en fejlslagen stat, hvor der er borgerkrig, og hvor der for år siden var hungersnød.”
Hvad gjorde du så?
“Gennem skønlitteratur, artikler om Somalias historie og ved at snakke med herboende somaliere, har jeg prøvet at finde ud af hvordan Somalia var nået hertil. Somalia fik først et officielt skriftsprog i starten af 1970’erne, så traditionen for mundtlige overleveringer var også vigtig for mig at få med i stykket.”
Fra Henrik Szklanys forestilling 839 dage om gidseltagningen af de to danske sømænd Eddy Lopez og Søren Ljyngbjørn. Foto: Rico Feldfoss
Har der været øjeblikke hvor du er blevet overrasket, mens du forberedte dig på at fortælle denne historie?
“Jeg forventede jo nok, at der var en form for hverdagsliv, men min bevidsthed var alligevel plastret til med, at det er et land, hvor der konstant er ballade og kaos. Men der er også et hverdagsliv med folk, der går på arbejde, og hvor der er nogle generationsforskelle omkring, hvordan man skal drive landet videre. Det er et valg, om man skal være gedehyrde, fisker eller noget tredje, og så er der spørgsmålet, om man overhovedet stadigvæk kan blive fisker, eller om man skal vælge pirateri som karrierevej.
Pirateri er ligefrem en karrierevej?
“Jeg blev overrasket over, at pirateri for mange netop ses som et legitim arbejde. For nogen er det også deres fortælling om dem selv: ‘Nu har omverdenen udnyttet vores stat så længe, så nu må vi også udnytte dem’, så nogle får en Robin Hood følelse, mens andre bare ikke har andre muligheder. De vil hellere have mad på bordet end dø.”
Forestillingen turnerer lige nu landet rundt. Foto: Rico Feldfoss
Har du fået en forståelse for, hvorfor de her unge mænd vælger pirateri som karrierevej?
“Et af mine største mål fra starten var at gøre fortællingen mere nuanceret, og jeg har klart en forståelse for, hvorfor der er nogen, der bliver tvunget ud i pirateri. Magthaverne i piratorganisationerne skummer fløden, og de laveste i hierarkiet får ofte ikke meget ud af det.”
Og det har givet dig en forståelse?
“Det gør det jo ikke i orden, men der er nogle mekanismer, som man også bliver nødt til at kigge på, for man kan ikke løse problemet ved kun at slå ned på de laveste i hierarkiet, på samme måde som man ikke kan fjerne en mafia ved at gå efter deres wise guys. Jeg tror altid, det er vigtigt i en konflikt, at man ikke dæmoniserer sin modstander, og jeg tror også, det er vigtigt, at vi ikke gør dem til bådridende djævle, som angriber uskyldige fragtmænd, selvom det også er det, der sker. Jo mere man ved om sin modstander, jo nemmere bliver det at løse en konflikt.”
Var der et øjeblik, hvor du kunne forestille dig selv blive pirat, hvis du var opvokset i Somalia under andre vilkår?
“Det har jeg aldrig overvejet, og det er jo det, der også er svært ved det her. Jeg prøver at sætte mig ind i, hvad folk føler og tænker i en anden verden, og derfor kan jeg ikke sige, hvad jeg vil gøre, fordi jeg aldrig har været i deres verden. Hvis man stiller et hypotetisk spørgsmål, om hvorvidt man ville skyde sin bror, hvis man selv havde en pistol for panden, så kan man sagtens sige nej, men man kan ikke vide det. Man kan sagtens forsøge at være reflekterende når man står her, og lige har spist en avocadomad, men hvis man har været sulten i to år, og der ikke er flere geder og ens bedstefar er ved at dø, så har man en anden opfattelse. Måske kan man få et snert af den empati eller indsigt i en anden verden i denne forestilling.“
Henrik Szklany er i disse dage på turné med forestillingen, der bliver vist på forskellige teatre over hele Danmark frem til december. Du kan finde en turné-plan på Baggårdsteatrets hjemmeside, hvor du også kan købe billetter til forestillingerne.
Anders Brønd Christensen
