21. juli 2022

Drenge fra Afrika er vores landsmænd, når de vinder guld. Ellers er de fra Afrika.

Denne uges nyhedsoverblik handler om børns rettigheder. Både de børn, der flygter fra krig og vold, og dem, der ender som internationale sportsstjerner.

Den dobbelte guldvinder i atletik, Mo Farah, afslørede fornylig i en BBC-dokumentar, at han blev smuglet til England fra Somalia af menneskesmuglere. Få dage efter stod en anden sportsstjerne frem med endnu en historie. Illustration: Sarah Hartvigsen Juncker. Fotokilde: Imago Sportfotodienst/Ritzau Scanpix

Vi er nødt til at tale om Hussain Abdi Kahin, selvom ingen af os kender ham. Til gengæld kender de fleste sportsfans Mo Farah, og nyheden er så, at der er tale om én og samme person. 

Mo Farah er en dobbelt guldvinder i atletik, der i denne uge stod frem og fortalte, at han kom til Storbritannien med kyniske menneskesmuglere på en anden drengs identitetspapirer. Den somaliske løber har levet som Mo Farah siden. Ingen ved, hvor den rigtige Mo Farah er i dag.

Et par dage senere stod en anden sportsstjerne frem: “Jeg kunne have været Mo Farah”. Med det mente den 34-årige bokser Kelvin Bilal Fawaz, at han kunne have fået en international karriere som bokser, hvis han ligesom Mo Farah havde fået permanent opholdstilladelse i Storbritannien.

Som 14-årig ankom Kelvin Bilal Fawaz til Storbritannien, undslap menneskehandlerne og anmeldte dem til myndighederne. Han begyndte at bokse for at overleve, fortæller han. Da den unge nigerianer blev taget for at ryge hash og male graffiti, røg muligheden for permanent opholdstilladelse, siger myndighederne. Også selvom intet af det var slemt nok til en dom.

I 2014 måtte Kelvin Bilal Fawaz afslå en boksekontrakt på 230.000 pund (knap to millioner kr), fordi han ikke har permanent opholdstilladelse. Tre år efter blev Kelvin Bilal Fawaz arresteret og truet med hjemsendelse til Nigeria, et land, der ikke ville lukke ham ind eller give ham et pas.

Mens Kelvin Bilal Fawaz har kæmpet for ikke at blive hjemsendt til Nigeria, har han vundet seks kampe for Storbritannien internationalt. I seksten år har Kelvin Bilal Fawaz kæmpet for en afgørelse, som han stadig ikke har fået, og i en alder af 34 år er hans boksekarriere ved at være forbi, mener han.

“Myndighederne har anerkendt, at jeg var offer for menneskehandel, men alligevel har jeg ikke fået permanent opholdstilladelse”, siger Kelvin Bilal Fawaz.

De to mænd fortæller om en industri, der kan indfri børns drømme og knuse dem igen, hvis det går galt. Men det er ikke international sport, der er problemet her, det er brud på international lov. Børn, der er ofre for menneskehandel, har ret til opholdstilladelse. Alligevel sker det for under to procent, viser tal fra ECPAT, en international organisation, der arbejder for at stoppe udnyttelse af børn.

I fodboldklubben FC Midtjylland har man i årevis fokuseret på talentudvikling med nigerianske spillere gennem samarbejdet med den nigerianske klub, FC Ebedei. I 2015 beskyldte syv nigerianske spillere klubben for underbetaling og ulovlige kontrakter. For en måned siden sagde sportschef FC Midtjylland, Svend Graversen:

“Vi skal intensivere tilstedeværelsen i Nigeria for at blive ved med at udvikle spillere, der kan gå ind på vores hold”.

Ideen er, at de nigerianske fodboldspillere skal udvikles i Jylland og senere spille for de største europæiske klubber. For de nigerianske spillere i FC Midtjylland, Paul Onuachu og Frank Onyeka gik drømmen i opfyldelse. De andre hører vi ikke så meget om.

  • USA. En amerikansk dommer har afvist en retssag rejst af tidligere børnearbejdere i Mali mod Hershey, Nestle, Cargill og Mars. Anklagen om medvirken til udnyttelse af børnearbejde i Elfenbenskystens kakaoplantager er ikke tilstrækkeligt underbygget, mente dommeren, der manglede en “klar sammenhæng” mellem virksomhederne, der køber kakao i regionen og de otte børnearbejdere, der er voksne i dag. Anklager Terry Collingsworth vil appellere sagen, så virksomhederne “tvinges til at leve op til deres løfter om ikke at bruge børnearbejde”.
  • Myanmar. Fagforeninger opfordrer EU til at suspendere handel med Myanmars tekstilfabrikker, “da der ikke er nogen måde man kan handle med Myanmar uden at krænke menneskerettighederne”. fagforeninger hævder, at overgreb fra landets militærjunta er så omfattende og veldokumenterede, at det er på tide at ophæve EUs handelsaftale, Everything but Arms Agreement.
  • Botswana. Overførsel af HIV fra mor til barn er på vej mod nul i landet, der engang havde Afrikas triste rekord i HIV-fødte spædbørn. Fremskridtet skyldes en omfattende kampagne fra myndighederne, hvor mødre behandles med HIV medicin under graviditeten og spædbarnet behandles de første seks uger af livet.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down