“Maersk og det livsfarlige affald i Indien”, lød overskriften, da Danwatch i 2016 kulegravede, hvordan arbejdere blev udsat for giftig røg, brandfarlige gasser og kummerlige arbejdsforhold under arbejdet med at ophugge to skibe fra Maersk på Shree Ram-værftet i Indien.
Begge skibe blev hevet op på land ved den såkaldte beachingmetode: Skibene bliver sejlet ind ved højvande, hvorefter de strander i vandkanten for at blive ophugget.
Nu vil den etiske vagthund, Etikrådet, under den norske stats Pensionsfond Udland (SPU) dedikere 2019 til at granske shippingfirmaers skrotmetoder på strande i Indien, hvor beaching foregår. SPU er også kendt som den norske oliefond, fordi fondens midler er baseret på indtjening fra olieboringer i Nordsøen. [Citat1]
Etikrådet har tidligere set nærmere på beaching i Bangladesh og Pakistan, hvilket førte til, at fire selskaber blev udelukket fra deres portefølje, og nu er turen så kommet til Indien.
“Fælles for de sager, vi prioriterer, er, at der er en tæt forbindelse imellem selskaber i SPU’s portefølje og eksempelvis alvorlig miljøskade eller grove brud på menneskerettighederne”, siger Aslak Skancke, fagchef i sekretariatet til Etikrådet om baggrunden for deres undersøgelser. [Boks1]
Initiativet bliver mødt med begejstring fra Alla Pozdnakova, der er professor i jura ved Skandinavisk Institut for Maritim Lovgivning (UiO).
“Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, fordi de har valgt at fokusere specifikt på ophugning af skibe ud af alle de mulige miljøovertrædelser, de kunne fokusere på. Fonden viser på den måde, at den tager sin globale rolle alvorligt, fordi det er umuligt at bekæmpe det her udelukkende på nationalt plan”, siger Pozdnakova.
“Udover at målrette indsatsen mod specifikke virksomheder på en meget direkte måde, kan fonden også sende et stærkt signal til andre aktører i finanssektoren, som så kan følge trop”.
Da Danwatch i 2016 undersøgte forholdene i Indien, interviewede vi også Baskut Tuncak. Han er FN’s særlige rapportør for miljømæssig forsvarlig håndtering og bortskaffelse af farlige stoffer og affald, og han sagde dengang:
“Beaching kan i sagens natur ikke gøres på en miljømæssig forsvarlig måde. Betingelserne tillader det simpelthen ikke. Skibe er i sig selv så giftige, at udledningerne er betydelige. Jeg ser beaching-metoden som meget bekymrende, fordi giftige kemikalier bliver udledt direkte i miljøet”.
Danwatch bragte i sidste uge nyheden om, at skrotværftet Shree Ram, hvor Maersk fik ophugget to skibe i 2016, ikke kom på EU’s liste over godkendte værfter til skibsophugning. Værftet levede ifølge EU ikke op til krav om arbejdssikkerhed og miljøhensyn, men Maersk vil alligevel fortsætte med at bruge værftet.
Oliefonden vil i Indien vurdere forholdene konkret og uafhængigt af, om EU har godkendt det enkelte værft eller ej.
“Det, at EU ikke godkender et ophugsværft er ikke ensbetydende med, at vi vil konkludere, at virksomheden er uacceptabel efter vores retningslinjer. Vi må foretage en konkret vurdering af forholdene”, siger Aslak Skancke, fagchef for sekretariatet til Etikrådet.
Ifølge Alla Pozdnakova er det afgørende med en overordnet indsats, så oliefondens indsats skal flankeres af andre. Og helst shipping-aktørerne selv.
“Medmindre shippingfirmaerne selv ændrer deres attitude, og landene, hvor beaching foregår, forbedrer forholdene dramatisk, er jeg bange for, at de her uhyrlige fremgangsmåder vil fortsætte, uanset hvad SPU eller andre aktører gør”.
Hun mener, at industrien har en tendens til kun at rydde op i de værste overtrædelser. Derfor burde der være en lavere tærskel for overtrædelser.
“Mens den norske pensionsfond typisk går målrettet efter de mest seriøse overtrædelser, herunder beaching, burde shippingindustrien og pensionsfonden generelt også gå op i alle de tilfælde, der bliver karakteriseret som mindre seriøse. Særligt fordi der ikke findes nogen entydig definition af, hvad ‘seriøse tilfælde’ er”.
Christian Erin-Madsen