Et af de værfter, som Mærsk bruger til at ophugge udtjente fragtskibe, fik i februar en nedadvendt tommelfinger af EU-kommissionen. Værftet Shree Ram i byen Alang i Indien levede ikke op til Kommissionens krav til arbejdsforhold og miljø.
Men Mærsk vil ikke udelukke at benytte sig af værftet i fremtiden.
Værfterne i Alang har siden 2016 været under massiv kritik pga. brugen af ‘beaching’-metoden, hvor skibe ophugges på strande under åben himmel, mens tidevandet skyller de giftige affaldsstoffer ud i havet.
Derudover kritiseres værfterne på Alang for manglende sikkerhed og kontrakter for arbejderne, der kan sikre arbejdere, der kommer ud for arbejdsulykker.
I en undersøgelse fra 2016 kunne Danwatch dokumentere farlige forhold for arbejderne på værftet, bl.a. manglende sikkerhedsudstyr mod giftige gasser og åbne flammer fra den manuelle ophugning med håndholdte flammeskærere.
EU-kommissionen afviser FN-godkendt værft
Efter besøg af EU-kommissionen og et hold uafhængige inspektører har Shree Ram-værftet fået afslag på at blive optaget på EU’s liste over forsvarlige værfter.
EU’s nye liste er første initiativ til at skabe regler om forsvarlig ophugning af europæiske skibe. Frem til nu har forsvarlig skibsophugning været baseret på retningslinjer fra FN’s Hongkong-konvention.
Skibe som flager europæisk må fra 1. januar kun ophugges på værfter, der står på EU’s liste over godkendte værfter.
Indtil videre indeholder EU’s liste over godkendte værfter 23 i Europa, et i USA samt to i Tyrkiet.
Skibe med dansk flag har været forpligtede til at følge Hongkong-konventionen siden 2017, ifølge brancheorganisationen Danske Rederier.
Både FN-konventionen og EU’s liste indebærer en række miljø- og arbejdsmæssige krav for ansvarlig skibsophugning. Kravene fra EU-kommissionen er dog muligvis strengere. Shree Ram blev nemlig godkendt af FN allerede i 2013.
Ringe sikkerhed for arbejderne og miljøsikring
Ud af de over 120 krav fra EU, som værfter skal efterleve for at blive godkendt, levede Shree Ram ikke op til 34 punkter.
I rapporten, som EU-kommissionen har offentliggjort, er tilsynsmyndighedens konkrete bedømmelser streget ud, men ud fra anmærkningernes kategorier er det muligt at danne sig et indtryk af afslaget.
EU-kommissionen forklarer til Danwatch, at udstregningerne skyldes personfølsomme oplysninger og kommercielle hensyn.
Langt de fleste af tilsynsmyndighedens anmærkninger handlede om manglende miljøhensyn, som for eksempel ringe håndtering af giftigt affald, ozon-ødelæggende stoffer, skadelige kemikalier og tungmetaller.
Kritikken lyder ligeledes på, at arbejderne mangler uddannelse og oplæring til at varetage de farlige arbejdsopgaver på Shree Ram. Derudover er der ifølge rapporten mangler ved værftets sundhedsfaciliteter og sikkerhedsprocedurer for arbejderne.
Mærsk vil ikke udelukke at benytte Shree Ram igen
Danwatch har spurgt Mærsk, hvorvidt EU’s afslag vil påvirke Mærsks fremtidige samarbejde med værftet.
“Hvis (Mærsk, red.) trækker sig ud af Alang nu, ville det risikere at sætte de forbedringer, der har fundet sted de sidste 2-3 år, over styr”, siger John Bang Kornerup, chef for Mærsks bæredygtighedsstrategi.
Han pointerer, at EU’s afvisning af Shree Ram ikke er endelig, da værftet kan blive optaget på listen, hvis det forbedrer sig på de punkter, der fremgår i rapporten. Det vil stadig være lovligt for Mærsk at ophugge skibe i Alang, så længe skibene ikke flager europæisk.
Mærsks skibe flager med flag fra både Danmark, Singapore, Hong Kong og USA.
Mærsk har i øjeblikket ingen konkrete planer om ophugning hos Shree Ram, men ville over for Danwatch ikke afvise at bruge værftet igen.
“I forbindelse med skibsophugning tager vi beslutninger fra sag til sag”, siger en talskvinde for Mærsk og fortsætter:
“Vi er i kontakt med værftet for at forbedre de mangler som lå til grund for EU-kommissionens afvisning”.