Det kan få store konsekvenser for den danske lobbyvirksomhed Rud Pedersen, hvis præsident for EU-parlamentet, Roberta Metsola, følger opfordringen i et åbent brev, som elleve venstrefløjspolitikere i EU sendte hende onsdag
Det vurderer lektor Wiebke Marie Junk, lektor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet med speciale i lobbyisme.
“Potentielt vil det kunne ramme Rud Pedersen der, hvor det gør allermest ondt”, siger hun.
I brevet, der fra dansk side er underskrevet af Enhedslistens Per Clausen, argumenterer politikerne for, at Rud Pedersens lobbyister skal nægtes adgang til EU-parlamentet, når der er møder, forhandlingerne eller andre begivenheder relateret til EU’s handelsaftale med Marokko.
Som Danwatch tidligere har fortalt, arbejder Rud Pedersen for den marokkanske erhvervs- og arbejdsgiverorganisation CGEM i Bruxelles.
CGEM beskrives af eksperter som det officielle Marokkos forlængede arm og er aktuelt aktiv i genforhandlingerne af EU’s handelsaftale med det nordafrikanske land.
I oktober 2024 blev aftalen erklæret “ugyldig” af EU-Domstolen, fordi den blev vurderet til at krænke befolkningen i Vestsaharas ret til selvbestemmelse. Hverken EU, FN eller Danmark anerkender Marokkos suverænitet over Vestsahara, som marokkanerne besatte i 1975.
“En virksomhed som Rud Pedersen lever af at kunne skaffe sine klienter adgang til beslutningstagerne. Hvis de ikke har den adgang, falder hele deres arbejde til jorden”, siger Wiebke Marie Junk.
Principielt standpunkt
Flere af underskriverne på brevet til præsident for EU-parlamentet, herunder Per Clausen fra Enhedslisten, har allerede annonceret, at de personligt ikke længere vil mødes med Rud Pedersens lobbyister.
Men i henvendelsen til Roberta Metsola forlanger politikerne, at parlamentet tager et mere principielt standpunkt.
Som følge af krigen i Ukraine har repræsentanter for Rusland og Belarus de seneste år været forment adgang til EU-parlamentet. Hvis parlamentet skal være konsekvente i deres forsvar for folkeretten, bør repræsentanter for Marokko derfor få samme behandling, lyder det i brevet.
“EU-parlamentet bør være helt tydelige, netop som vi har været i forhold til repræsentanter fra Rusland og Belarus: Vi kan på ingen måde acceptere besættelser, der strider mod international lov, heller ikke den marokkanske tilstedeværelse i Vestsahara”, lyder det i brevet.
Danwatch har spurgt EU-parlamentet, hvordan Roberta Metsola forholder sig til brevet, men parlamentet er ikke vendt tilbage inden redaktionens deadline.
Kan skade omdømmet
Wiebke Marie Junk tvivler på, at præsidenten for EU-parlamentet vil føre en blokade mod Rud Pedersen ud i livet.
“Underskriverne er politikere fra en mindre gruppe i parlamentet. Hvis der var opbakning til forslaget på tværs af grupperne, ville brevet have stået stærkere”, vurderer hun.
Men selv hvis Roberta Metsola ikke udelukker Rud Pedersens lobbyister, kan sagen få konsekvenser for virksomheden, tilføjer Wiebke Marie Junk.
“Det er på ingen måde rart for Rud Pedersen, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved deres legitimitet, som der bliver nu, og slet ikke når det foregår i al offentlighed. Det vil kunne få konsekvenser for dem i andre sager i Bruxelles også”, siger hun.
EU’s Åbenhedsregister viser, at Rud Pedersen er blevet betalt mellem 100.000 og 200.000 euro for deres arbejde for CGEM. Og ifølge det typisk velinformerede medie Africa Intelligence er aftalen “overvejende finansieret” af et af CGEM’s medlemmer, Azura Group.
Azura Group er blandt de marokkanske virksomheder, der er mest aktive i Vestsahara. De producerer tomater nær Dakhla i det sydlige Vestsahara, som de primært eksporterer til Europa.
Danwatch har gentagne gange forsøgt at få Rud Pedersen i tale, men virksomheden ønsker ikke at stille op til interview.