I oktober sidste år erklærede EU-Domstolen handelsaftalen mellem EU og Marokko for ugyldig.
Aftalen, der gav marokkanske virksomheder mulighed for at eksportere varer fra det besatte Vestsahara til Europa, blev vurderet til at krænke befolkningen i Vestsaharas ret til selvbestemmelse.
Fem måneder senere bliver der løbet stærkt i Bruxelles for at lande en ny handelsaftale mellem EU og Marokko.
Og midt i det hele står det store danske konsulenthus Rud Pedersen, der arbejder som lobbyister for Confédération Générale des Entreprises Du Maroc (GCEM), den marokkanske erhvervs- og arbejdsgiverorganisation.
Det fremgår af EU’s Åbenhedsregister og bliver bekræftet af Rud Pedersen i en mail til Danwatch.
Ifølge EU’s Åbenhedsregister arbejder Rud Pedersen for CGEM inden for emnerne “handel og landbrug”.
Dermed er det utænkeligt, at EU-Marokko-handelsaftalen og det kontroversielle Vestsahara-spørgsmål ikke er omdrejningspunktet for det danske konsulentbureaus arbejde for marokkanerne, vurderer Riccardo Fabiani, projektdirektør for Nordafrika hos tænketanken Crisis Group.
“Hvis man lobbyer for CGEM i Bruxelles i denne tid, så er det vanskeligt at forestille sig, at det primære fokus ikke er EU-domstolens afgørelse, Vestsahara og genforhandlingerne af EU’s handelsaftale med Marokko”, siger han.
Afrikas sidste koloni
Vestsahara i det nordvestligste hjørne af Afrika har siden 1976 været besat af Marokko og bliver kaldt Afrikas sidste koloni.
I 1991 sikrede FN en våbenhvile mellem Marokko og den saharawiske frihedsbevægelse Polisario med henblik på at få afholdt en folkeafstemning, der kunne afgøre Vestsaharas fremtid, men 33 år senere er afstemningen aldrig blevet afholdt, og regionens status er derfor stadig omstridt.
Marokko står fast på, at de har historisk ret over Vestsahara, hvor marokkanske myndigheder gentagne gange er blevet anklaget for alvorlige menneskerettighedsovergreb.
Men hverken FN, EU eller Danmark anerkender marokkanernes suverænitet over området.
Derfor møder Rud Pedersens arbejde for CGEM stor kritik fra NGO’en Western Sahara Resource Watch, der monitorerer internationale virksomhedsinteresser i Vestsahara i solidaritet med saharawierne.
“Det sidste vi trænger til i en tid, hvor internationale spilleregler er under pres, er lobbyister, der takker ja til opgaver for selskaber, som fuldstændig ignorerer folkeretten og et helt folks grundlæggende menneskerettigheder”, siger Erik Hagen, bestyrelsesmedlem i Western Sahara Resource Watch og direktør for det norske initiativ, Støttekomitéen for Vestsahara.
Danwatch har stillet Rud Pedersen en række spørgsmål om deres arbejde for CGEM, Vestsaharas internationale status samt EU-Domstolens afgørelse.
Men konsulenthuset har hverken ønsket at stille op til interview eller bidrage med en skriftlig kommentar.
Et instrument for regeringen
CGEM repræsenterer Marokkos største virksomheder, hvoraf mange har betydelige aktiviteter i Vestsahara.
På papiret er de en privat organisation, men ifølge eksperter er CGEM i realiteten en forlænget arm for det officielle Marokko.
I 1990’erne havde CGEM tendens til at være mere konfrontatorisk over for monarkiet. I dag har organisationen indordnet sig, siger Irene Fernández-Molina, lektor i internationale forhold på Exeter Universitet og forfatter til en forskningsartikel om CGEM.
“CGEM følger den officielle marokkanske linje i alle spørgsmål – også i forhold til EU og Vestsahara. De er blevet til et instrument for monarkiet og regeringen”, siger hun.
Riccardo Fabiani fra Crisis Group er enig i, at CGEM dårligt kan adskilles fra den marokkanske stat.
“I praksis arbejder CGEM ekstremt tæt med myndighederne og monarkiet. Måske især i spørgsmålet om Vestsahara, hvor staten har store politiske interesser, og virksomhederne har store økonomiske interesser”, siger han.
Finansieret af Azura Group
EU’s Åbenhedsregister viser, at Rud Pedersen er blevet betalt mellem 100.000 og 200.000 euro for deres arbejde for CGEM. Og ifølge det typisk velinformerede medie Africa Intelligence er aftalen “overvejende finansieret” af et af CGEM’s medlemmer, Azura Group.
Azura Group er blandt de marokkanske virksomheder, der er mest aktive i Vestsahara. De producerer tomater nær Dakhla i det sydlige Vestsahara, som de primært eksporterer til Europa.
Danwatch har spurgt Rud Pedersen om, det er korrekt, at Azura Group har finansieret deres arbejde for CGEM. Men det har konsulentbureauet heller ikke ønsket at svare på.
For Azura Group var EU-Domstolens afgørelse i oktober tæt på en katastrofe.
Dommen gør det klart, at Vestsahara er “separat og distinkt” fra Marokko, og det betyder, at en ny handelsaftale mellem EU og Marokko kræver én af to ting:
Enten bliver Vestsahara skrevet helt ud af aftalen, så en virksomhed som Azura Group ikke længere vil kunne sælge tomater produceret i Vestsahara til EU-landene, eller så giver Polisario – den saharawiske frihedsbevægelse – tilsagn til en ny aftale.
Riccardo Fabiani anser ingen af mulighederne for videre sandsynlige:
“Marokko vil hverken tillade, at Polisario bliver lukket ind i forhandlingerne, eller at Vestsaharas territorium bliver skrevet ud af aftalen”, siger han.
Han vurderer, at EU’s handelskommissær og Marokko er i færd med at undersøge, hvordan de kan omgå EU-Domstolens afgørelse.
“EU og Marokko vil gerne finde en model, hvormed de kan respektere afgørelsen uden at reelt efterleve den. Men vi ved ikke, hvilke konkrete forslag, der er på bordet lige nu. Fordi det er et så sensitivt emne for begge parter, slipper der meget få informationer ud”, siger han.
EU er Marokkos største handelspartner. I 2022 handlede parterne med hinanden for 53,3 milliarder euro.




