6. mar '25Politik

EU-politikere i åbent brev til Rud Pedersen: I arbejder for en besættelsesmagt

Det danske konsulenthus Rud Pedersen bør droppe sit lobbyarbejde for Marokko og dermed sine forbindelser til den ulovlige besættelse af Vestsahara, lyder det i et åbent brev udgivet torsdag morgen af fire venstrefløjspolitikere i EU. 

Morocco Royal
Marokkos Kong Mohammed VI har siddet på tronen siden 1999. Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix

Torsdag morgen har en samling nordiske venstrefløjspolitikere i EU iværksat en protestaktion foran det danske konsulenthus Rud Pedersens kontor i Bruxelles.

Aktionen ledsages af et åbent brev til Rud Pedersen, hvor virksomheden beskyldes for at understøtte den ulovlige besættelse af Vestsahara, som Marokko annekterede i 1976.

Aktionen sker efter, at Rud Pedersens Bruxelles-afdeling – som Danwatch fortalte tirsdag – har påtaget sig en kontroversiel lobby-tjans for den marokkanske erhvervs- og arbejdsgiverorganisation CGEM. 

CGEM beskrives af eksperter som det officielle Marokkos forlængede arm og er aktuelt aktiv i genforhandlingerne af EU’s handelsaftale med det nordafrikanske land. 

I oktober 2024 blev aftalen erklæret “ugyldig” af EU-Domstolen, fordi den blev vurderet til at krænke befolkningen i Vestsaharas ret til selvbestemmelse. 

Hverken EU, FN eller Danmark anerkender Marokkos suverænitet over Vestsahara.

“At arbejde for en besættelsesmagt, direkte eller indirekte, er ikke kun moralsk forkert; det bidrager også til en mere usikker verden”, lyder det i brevet til Rud Pedersen. 

Brevet, der er blevet delt med Danwatch, er underskrevet af fire nordiske venstrefløjspolitikere i Europa-Parlamentet: Jussi Saramo (Finland), Jonas Sjöstedt, Hanna Gedin (Sverige) samt Enhedslistens Per Clausen. 

Nægter at mødes med Rud Pedersen

Rud Pedersen er et af Europas største public affairs-bureauer grundlagt i 2003 af Morten Rud Pedersen, tidligere særlig rådgiver for S-formand Mogens Lykketoft. 

De har mere end tyve kontorer i Europa og tilbyder virksomheder og organisationer rådgivning om politik, kommunikation og strategi. 

EU’s Åbenhedsregister viser, at Rud Pedersen aktuelt har 87 kunder i Bruxelles – fra Novo Nordisk og LEGO til mineselskabet Glencore og medicinalfirmaet Bayer. 

Men så længe konsulenthuset arbejder for CGEM, nægter de fire nordiske venstrefløjspolitikere at mødes med Rud Pedersens lobbyister. 

Både når det gælder Vestsahara og andre emner, lyder det i brevet. 

“En virksomhed er naturligvis fri til at vælge sine kunder, men vi politikere er også frie til at beslutte, hvilke konsekvenser disse valg skal have, og hvem vi vil mødes med. Det er en ret, vi vil gøre brug af, når det kommer til jeres lobbyisme for en fuldkommen uretfærdig sag”, skriver EU-parlamentarikerne.

Tilbageholdt i Vestsahara

Den ene af brevets underskrivere, finske Jussi Saramo, blev i slutningen af februar i år tilbageholdt af uniformerede mænd i Laayoune, hovedstaden i Vestsahara, og sendt tilbage til Spanien. 

Saramo var rejst til Laayoune sammen med en spansk og en portugisisk kollega fra Europa-Parlamentet for at undersøge, om EU-Domstolens afgørelse i oktober sidste år bliver håndhævet. 

“Vi fik ingen forklaring. De fortalte os bare, at vi var persona non grata, og myndighederne i Marokko nægtede os adgang”, udtalte Jussi Saramo til POLITICO. 

Danwatch har stillet Rud Pedersen en række spørgsmål om deres arbejde for CGEM, Vestsaharas internationale status samt EU-Domstolens afgørelse. 

Men konsulenthuset har hverken ønsket at stille op til interview eller bidrage med en skriftlig kommentar.

Rettelse torsdag 6. marts, kl 12:00: Det fremgik tidligere, at brevet til Rud Pedersen også var underskrevet af finnerne Li Andersson og Merja Kÿllonen. Det er ikke tilfældet