16. august 2021

Ekspert: NATO’s stop for civile fly ud af Kabul kan være brud på folkeretten

Det amerikanske militær har lukket for den civile flytrafik ud af Kabul og tillader kun militære evakueringer af NATO-landenes statsborgere og ansatte. Men det kan være ulovligt at forhindre afghanerne i at forlade deres land og forskelsbehandle de flygtende på baggrund af nationalitet, siger den internationalt anerkendte folkeretsekspert Ben Saul til Danwatch

Foto: @NicolaCareem / Twitter

De hjerteskærende billeder fra Kabuls lufthavn af desperate afghanere, der forsøger at flygte ved at hægte sig fast på amerikanske militærfly på vej ned af landingsbanen, viser, hvordan NATO-alliancen i øjeblikket opererer på kant med international lov. 

Det vurderer den internationalt anerkendte folkeretsekspert og professor ved The University of Sydney Law School, Ben Saul.

Billederne fra Kabul lufthavn viser ganske tydeligt, at afghanere, der forsøger at flygte fra Taleban, ikke kan forlade landet gennem den amerikansk-kontrollerede lufthavn. Og dermed kan der være tale om et brud på USAs og NATO-alliancens, inklusive Danmarks, menneskeretslige forpligtelser over for den afghanske befolkning, siger Ben Saul, der har undervist ved Oxford og Harvard Law School.

“Hvis NATO og USA kontrollerer lufthavnen, skal de respektere deres menneskerettighedsforpligtelser over for afghanere, hvilket inkluderer deres ret til frit at forlade deres land”, siger han.  

Diskrimination baseret på nationalitet

Ifølge internationale nyhedsbureauer tog det amerikanske militær søndag eftermiddag kontrollen over Kabuls lufthavn og meldte kort efter ud, at al civil luftfart fra den afghanske lufthavn var indstillet.

Siden har lufthavnen kun været anvendt til militære flyvninger og evakuering af  NATO-alliancens borgere, herunder danske ambassadeansatte, samt en del af de afghanere, der har arbejdet for alliancen.

Danwatch har spurgt den australske folkeretsekspert, om det er i overensstemmelse med folkeretten, når USA og NATO  på den måde tager kontrol over Kabuls lufthavn og forhindrer lokalbefolkningen i at flygte ud af landet. 

“Forudsat at de civile fly kan flyve, kan en prioritering af udlændinge på militære flyvninger frem for afghanere på civile flyvninger indebære en ulovlig indblanding i afghanernes ret til at forlade deres eget land, kombineret med forskelsbehandling på grundlag af nationalitet”, siger Ben Saul til Danwatch.

Ingen vurdering af sikkerhedsbehovet 

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har amerikanske soldater affyret varselsskud mod de mange civile afghanere, der er søgt til lufthavnen. Og flere medier meldte mandag om dødsfald, også blandt civile, der har klamret sig til fly, mens de lettede fra lufthavnen.

Ben Saul hæfter sig ved, at NATO, der kontrollerer lufthavnen, tilsyneladende ikke foretager nogen som helst vurdering af sikkerhedsbehovet for de civile afghanere, der når lufthavnen, udover dem der i forvejen er udpegede af NATO-landene.

“Der virker ikke, som om NATO-landene har et system for at prioritere, hvilke af de afghanere, der når frem til lufthavnen, der har størst behov for evakuering – for eksempel hvor stor risiko, Taleban udgør for dem”, siger han.

Ifølge Ben Saul gælder de mulige overtrædelser af folkeretten uafhængigt af, om USA og NATO har indgået en aftale med de afghanske myndigheder om at overtage kontrollen over lufthavnen eller ej.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down