18. marts 2023

En bitter kop te: Dokumentar afslører omfattende misbrug af kvinder i Kenyas te-marker

I årevis er kvindelige arbejdere på teplantager i Kenya, som er ejet af nogle af verdens største te-virksomheder, blevet udsat for seksuel chikane, voldtægt og trusler om fyring hvis de nægter at have sex med deres overordnede. Det afslører en ny undersøgelse fra BBC, der har startet en kædereaktion i teens verden.

Teplukkere nær Kericho, centrum for Kenyas vigtigste eksportafgrøde. Foto: Nigel Pavitt/Ritzau Scanpix

Ved den lille by Kericho i Kenyas frodige, grønne højland strækker te-plantagerne sig over titusindvis af hektarer. Det varme, tempererede klima skaber ideelle forhold for dyrkningen af te i det solskinsrige område, der producerer sort te for nogle af verdens største te-virksomheder. 

Mens te er verdens mest populære drik næst efter vand har forholdene bag te-produktionen indtil nu været mere eller mindre overset. Det ændrer en ny BBC-dokumentar på, der sætter fokus på bagsiden af Kenyas teproduktion og efterlader mangen en te-elsker med en bitter smag på tungen.

Den nye dokumentar afslører nemlig, at seksuelle overgreb på kvindelige arbejdere på teplantager i Kericho hører til dagen sorden. Plantagerne er ejet af verdens største teproducenter, heriblandt Lipton Teas & Infusions, og James Finlay & Co., der indtil nu har leveret te til blandt andre Starbucks og Twinings.

“Det er ren tortur. Han vil i seng med dig og så får du et arbejde”, fortæller en kvindelig arbejder til BBC om sin chef. 

Hele 75 procent af de kvindelige ansatte, som BBC har talt med, fortæller, at de har været udsat for kønsbaseret vold på arbejdet. Det indebærer blandt andet voldtægt, chikane og seksuel afpresning i form af et arbejde i bytte for sex. En anonym kvinde fortæller at hun og mindst syv af hendes kollegaer er blevet smittet med HIV fra den samme overordnede på en af Finlays teplantager.

“Jeg fandt ud af, at jeg blev gravid og smittet med HIV på samme tid. Der kom et tidspunkt, hvor jeg overvejede selvmord”, fortæller hun i et interview til BBC.

Det meste af den sorte te, vi drikker i verden, kommer fra Kenya, selv om vi ikke nødvendigvis ved det. Det står nemlig ofte ikke på pakkerne, fortæller Martin Skrydstrup, professor i globalisering og bæredygtighed på Copenhagen Business School. 

“Der sælges enormt meget te fra Kenya, men forbrugerne er ofte ikke klar over det. Teen bliver blandet og pakket i Polen, Holland, Tyskland eller de Forenede Arabiske Emirater. Så den kommer fra Kenya, men det fremgår ikke på teposen eller pakken,” siger Martin Skrydstrup.  

Te er Kenyas største og vigtigste eksportvare og udgør en grundlæggende del af Kenyas økonomi. Hvert år produceres der over 450 millioner kilo te på de kenyanske plantager, og te-industrien beskæftiger direkte eller indirekte omkring hver tiende kenyaner.

Starbucks og Twining dropper Finlay-te

Oven på afsløringerne står virksomhederne nærmest i kø for at fordømme arbejdsforholdene på teplantagerne. Kort efter dokumentarens udgivelse meddelte Starbucks, at de stopper al handel med James Finlay & Co. 

Det samme har Twinings, som indtil nu har købt deres sorte te fra Finlays plantager i Kericho, også gjort.

I Danmark ender teen på supermarkedernes hylder gennem forskellige distributører, heriblandt Royal Unibrew, som distribuerer Liptons te. I et svar til Danwatch skriver Henriette Øllgaard, koncerndirektør for bæredygtighed, at Ekaterra, der ejer Lipton-brandet, straks suspenderede og politianmeldte de involverede ledere, som BBC dokumentaren identificerer, samt har igangsat en “gennemgribende, uafhængig undersøgelse” af anklagerne. 

“Vi er lige dele forargede og chokerede over hændelserne og har derfor sat alle kræfter ind på at blive klogere på sagen og monitorere situationen løbende i tæt dialog med Ekaterra ” skriver Henriette Øllgard. Hun tilføjer, at de forventer svar på Ekaterras undersøgelse i slutningen af marts måned. 

Flere af dagligvarekoncernernes svar kan læses længere nede i artiklen. 

Hvad er Lipton Teas & Infusions? 

  • Den 1. juli 2022 sælger Unilever deres te-virksomhed, Ekaterra, til kapitalfonden CVC Capital Partners Fund VIII for omkring 33,5 milliarder danske kroner. Nogle af Ekaterras mest kendte mærker er Lipton, Pukka, PG tips, T2 og TAZO®. Januar 2023 skifter Ekaterra navn til Lipton Teas & Infusions.
  • I Danmark forhandles Lipton blandt andet af dagligvarekoncernerne Dagrofa der ejer SPAR, MENY, MinKøbmand og LetKøb og Salling Group, der har Salling, Netto, Føtex og Bilka.
Kilde: Unilevers hjemmeside

Hvad er James Finlay & Co?

  • James Finlay & Co. er en britiskejet multinational tevirksomhed. De er en af de største leverandører af te i Kenya med et areal på mere end 10.000 hektarer jord og fire fabrikker.
  • Finlay producerer te til deres eget mærke, der hovedsagligt sælges i Storbritannien, men de producerer også store mængder te til andre virksomheder, herunder Starbucks og Twinings. 
Kilde: Finlays hjemmeside

“Det er dejligt at se så mange kvinder med røven i vejret” 

Op til flere af de tilsynsførende har i årevis har ansvaret for hundredvis af ansatte. På en rundvisning af Finlays teplantager, dokumenterer en anonym kilde med skjult kamera en manager spankulere rundt i markerne mens han fortæller åbent om forskellige overgreb af de kvindelige ansatte, som arbejder under ham.

“Der var engang, hvor kvinder ikke kunne gå gennem markerne uden at blive voldtaget”, fortæller han i videoklippet. 

De seksuelle overgreb bliver begået af ledelsen selv, men også af andre mandlige kollegaer. Den samme mand fortæller i videoen hvordan ledelsen dækkede over en grusom gruppevoldtægt på plantagen, der aldrig blev meldt til politiet. 

Blandt de stedsegrønne tebuske går tusindvis af arbejdere rundt og plukker bladene. Iført store gummiforklæder, der skal beskytte arbejderne fra de læderagtige, takkede teblade, udføres det hårde og krævende arbejde hovedsageligt af kvinder og migrantarbejdere fra særligt Uganda eller andre områder i Kenya.

Martin Skrydstrup har sammen med flere forskere siden 2018 arbejdet på forskningsprojektet SUSTEIN, der undersøger den kenyanske tes værdikæde. I forbindelse med sin forskning har han ad flere omgange besøgt forskellige teplantager i Kericho.

Han fortæller om sit første besøg på en teplantage, hvor en tilsynsførende på indforstået vis bemærker at “det er dejligt at se så mange kvinder med røven i vejret”, da de observerer arbejderne i marken. Han hentyder til de kvindelige teplukkere, der må bukke sig ind over de store tebuske for at plukke bladene.

Det er sådanne kvindehadske og sexistiske bemærkninger, der danner rammen for mange af disse kvinders arbejdsdag.

“Overordnede på de her teplantager har i årevis misbrugt de magtpositioner, de har haft over for kvindelige ansatte, og fordi en stor del af dem er migranter og ikke har et socialt sikkerhedssystem til at beskytte dem, så er de enormt udsatte over for kønsbaseret vold”, fortæller Martin Skrydstrup. 

Arbejdet i markerne er hårdt, fysisk arbejde, der har efterladt mange med alvorlige kroniske skader. I bytte for mindre anstrengende arbejdsopgaver fortæller flere kvinder til BBC, hvordan de bliver tvunget til sex. Dertil kommer frygten for at miste sit arbejde, der gør, at kvinderne ofte ikke tør afvise deres overordnede, når først de er blevet ansat på plantagen. 

Jobsamtale på hotelværelse

For at bevise, hvad der foregår på plantagerne, går en journalist undercover for BBC. Hun søger arbejde på flere af Liptons og Finlays teplantager, og allerede fra jobsamtalen er det meget tydeligt, at et arbejde som teplukker har sin pris.

BBC-journalisten beskriver jobsamtalen med Jeremiah, manageren på en af Liptons teplantager i Kericho, som dybt ubehagelig, da han inviterer hende hjem til sig selv. 

“Selv derfra hvor jeg sad som undercover-journalist, følte jeg mig presset til at tage med ham hjem. Jeg kan kun forestille mig, hvordan en sådan situation vil være for kvinder, der desperat har brug for et arbejde”, fortæller hun i dokumentaren.

Hun bliver også inviteret til en jobsamtale på et hotelværelse, hvor manageren for nogle af Finlays plantager meget hurtigt instruerer hende til at tage sit tøj af og “lægge sig ned.”

Journalisten, der bærer et skjult kamera, gentager mange gange overfor manageren, at hun ikke har givet samtykke, da han presser hende op mod et vindue med tvang. Han svarer hende:

“Rør ved mig. Bare rør mig en lille smule. Bare giv samtykke. Jeg giver dig nogle penge, og så får du et job. Jeg har hjulpet dig, hjælp mig. Vi lægger os ned, afslutter og går. Så kan du komme og arbejde.” 

Overgreb har stået på i årevis

Det er langtfra første gang, at Liptons teplantager i Kenya, der tidligere var ejet af Unilever, bliver kritiseret for mangel på håndtering af seksuel chikane på plantagerne. 

Allerede for ti år siden lancerede Unilever en handlingsplan med “nultolerance” efter gentagne rapporter om kønsbaseret vold på deres teplantager i Kericho. Handlingsplanen indeholdt blandt andet et rapporteringssystem, der skulle gøre det muligt at melde seksuel chikane og overgreb på plantagerne.

Alligevel tyder det på, at der ikke er sket meget siden da. BBC’s undersøgelse fandt beviser for, at der fortsat ikke bliver handlet på klager om seksuel chikane. Helt omvendt viser det sig, at de ansatte i flere tilfælde er blevet straffet for at gøre brug af rapporteringssystemet.

“Flere arbejdere meldte episoder om seksuel chikane. De blev efterfølgende fyret”, fortæller en anonym kilde til BBC. 

Beatrice Kemei er parlamentsmedlem og Kericho Amts repræsentant for kvinder. Hun skriver på sin Twitter-profil, at hun er dybt chokeret over afsløringerne, og kalder overgrebene for et brud på menneskerettighederne. 

“Det er tydeligt, at plantagernes ledere har dyrket en kultur, hvor de kræver seksuelle ‘tjenester’ fra kvinder, der søger arbejde på plantagerne, som er deres kilde til levebrød, i bytte for arbejde, mindre hårde arbejdsopgaver eller andre fordele, hvilket er et brud på grundlæggende menneskerettigheder”, skriver hun.

Stigende arbejdsløshed gør kvindelige arbejdere mere sårbare 

Høsten af te har traditionelt set foregået ved håndplukning af tebladene. I dag er den manuelle håndplukning i højere grad blevet erstattet med maskiner.

Titusindvis af teplukkere har ifølge fagforeningen Kenya Tea Workers Union mistet deres arbejde til fordel for maskinerne, og store mængder afskedigelser de seneste år har efterladt mange arbejdere i desperation.

“Mens investorerne scorer en profit på 200 procent, står lokalsamfundene tilbage med tårer”, siger Eric Mutai, guvernør i Kericho provinsen til BBC Eye.

Usikre ansættelsesforhold og øget konkurrence om arbejde gør det lettere for dem, som står for den daglige drift af plantagerne, at udnytte kvindelige ansatte.

Mange af kvinderne fortæller til BBC, at den høje arbejdsløshed i området betyder, at de ikke har andet valg end at give efter for deres chefs seksuelle krav. Ellers står de uden indkomst til at brødføde sig selv og deres familier.

Varekæden reagerer

Salling Group, der i Danmark forhandler te fra de pågældende plantager i deres butikker, herunder Netto og Føtex, har på baggrund af BBC’s undersøgelse straks rakt ud til deres leverandører og stillet krav om at få rettet op på sagerne. Det forklarer kvalitetschef Carina Jensen.

“Vi tager disse anklager meget seriøst. Derfor har vi også rakt ud til vores direkte leverandør af nævnte te brands for at høre nærmere omkring, hvordan de forholder sig til dokumentaren, samt hvilke tiltag de planlægger for at rette op og undgå sådanne forfærdelige hændelser i fremtiden. I den forbindelse har vi fået indblik i deres initiativer, der straks igangsættes – og vi vil naturligvis følge implementering samt effektivitet heraf løbende, så vi sikrer, at der leves op til vores Code of Conduct”, siger hun.

Også hos dagligvarekoncernen Dagrofa, der driver Spar, MENY, MinKøbmand og LetKøb, forventer man, at deres leverandører får styr på sagerne.

“I Dagrofa ser vi med stor alvor på de forelagte undersøgelser, og vores leverandører skal selvfølgelig efterleve de krav, som er angivet i de indgåede rammeaftaler og Code of Conduct,” skriver Dagrofas CSR-chef Henrik Johannsen i et svar til Danwatch. 

Ifølge FNs principper for menneskerettigheder og erhverv (UNGP), som både Dagrofa og Salling Group ifølge deres hjemmesider skilter med at følge, har alle virksomheder i varekæden et ansvar for at overholde menneskerettighederne. 

Både Lipton og James Finlay meldte kort efter ud, at de har suspenderet og politianmeldt de overgrebsmænd, der har arbejder som tilsynsførende på deres plantager. Siden BBCs afsløringer er fire gerningsmænd gået under jorden, meddeler det kenyanske politi ifølge Business and Human Rights Ressource Centre. 

Medlemmer af det kenyanske parlament har desuden oprettet en komite, der skal undersøge anklagerne.

Fagforeningen The Kenyan Plantation and Agricultural Workers Union (KPAWU) kalder i en pressemeddelelse afsløringerne for hjerteskærende. 

De kræver, at Lipton og Finlay omgående skal stoppe med at overlade håndteringen af arbejdskraft til eksterne virksomhed. De skriver i en pressemeddelelse at det påvirker arbejdernes rettigheder, fordi de arbejder under kontrakterede virksomheder i stedet for moderselskabet. Løsningen, mener fagforeningen, er at de multinationale virksomheder i stedet tilbyder direkte ansættelse til deres arbejdere. 

Den opfordring har Finlay tilsyneladende taget til sig. De skriver, at de har afsluttet deres samarbejde med en af de pågældende virksomheder og har ansat alle 300 arbejdere, der arbejdede på plantagerne direkte under Finlays for at garantere, at de ikke bliver ramt yderligere af sagen.

Flere artikler om /

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram