De seneste uger har både danske og internationale medier været propfyldte af anekdoter om den afdøde Dronning Elizabeths personlige egenskaber, og det savn hun efterlader hos meget af den britiske befolkning.
I andre dele af verden, hvor Storbritannien har sat sit aftryk i dronningens levetid, er det dog også piblet frem med kritiske røster. For blandt mange i de tidligere britiske kolonier er dronningen et symbol på det imperium, der har stået bag massiv undertrykkelse.
Kort inden dronningens død blev den britiske stat stævnet i en retssag, der genopliver fortidens forbrydelser i Kenya. At sagen netop handler om Kenya gemmer på sin egen symbolik. Det var under et officielt besøg i den daværende britiske koloni, at Elizabeth i 1952 fik at vide, at hendes far var død, og at hun skulle være dronning. Og det var med hende på tronen, at den britiske kolonimagt i de efterfølgende år internerede hundredtusindvis kenyanere i lejre og udsatte titusindvis for tortur, seksuelle overgreb og drab.
Med et søgsmål ved den Europæiske Menneskeretsdomstol forsøger en gruppe kenyanere nu at få mere af den historie anerkendt af den britiske stat.
Sagen drejer sig konkret om tvangsflytning, internering og tortur af de oprindelige folk i Kenyas Kericho-region fra starten af 1900-tallet og helt frem til Kenyas uafhængighed i 1963. Ifølge rapportører fra FN blev mere end en halv million mennesker i regionen fordrevet eller udsat for seksuel vold, tortur eller vilkårlige drab fra den britiske kolonimagt, som blandt andet overgav jorden til hvide landbrugsejere.
Det er de færreste af de fordrevne kenyanere, som har haft mulighed for at vende tilbage til deres land. I stedet er meget af jorden i dag reserveret til te-plantager, som mestendels ejes af multinationale firmaer med hovedsæde i Storbritannien, heriblandt Unilever, Lipton og Finlay’s.
Søgsmålet har været planlagt længe inden Dronning Elizabeths død og retter sig ikke personligt mod hende, da hun ikke var direkte ansvarlig for landets politik. Men det kommer efter mange forsøg på at få en undskyldning fra det officielle Storbritannien, som kongehuset for mange repræsenterer. For eksempel skrev mere end 100.000 oprindelige folk fra Kericho i foråret til den britiske Prins William og bad ham give en undskyldning for kolonimagtens politik i regionen. Men uden resultat.
“Den britiske regering har desværre undveget og undgået enhver mulig vej til erstatning. Vi har intet andet valg end at gå rettens vej for vores klienter, så der kan gøres op med historien”, siger advokat Joel Kimutai Bosek, som repræsenterer gruppen til Reuters.
Gruppen ønsker økonomisk kompensation og tilsyneladende en meget stor én på helt op til 200 milliarder dollars ifølge BBC Africa. Men man beder særligt om, at den britiske stat giver de berørte en officiel undskyldning. Udover det konkrete erstatningskrav har søgsmålet da også stor symbolsk betydning i Kenya. Ifølge Mickie Mwanzia Koster, der er lektor i afrikansk historie og diaspora ved Texas Universitet, har kernen i mange af landets politiske kampe både under og efter kolonitiden nemlig været den britiske kolonimagts omfordeling af jorden.
“De frodige te-, kaffe- og blomster-landbrug i Kenya er en påmindelse om den europæiske økonomiske omstrukturering under kolonitiden, der startede tilbage i 1895”, siger lektoren, som har beskæftiget sig indgående med koloniseringen af Kenya og de nutidige debatter om erstatningskrav for kolonitiden.
”Ressourcerne blev flyttet fra afrikanere til hvide bosættere, hvilket har resulteret i generationers profit og velstand for briterne og generationers fattigdom blandt afrikanere, som blev flyttet til mindre produktive jorde og tvunget til at arbejde på gårdene for at betale de skatter, briterne pålagde dem”, siger hun.
Det er repræsentanter fra befolkningsgrupperne Talai og Kipsigis, som står bag søgsmålet. Ifølge FN’s særlige rapportører på racisme, oprindelige folks rettigheder og tortur blev mere end 500.000 medlemmer af de to befolkningsgrupper berørt af briternes fordrivelser fra Kericho-regionen, og mange blev udsat for grove krænkelser af menneskerettigheder, såsom ”ulovlige drab, seksuel vold, tortur, umenneskelig og nedværdigende behandling, vilkårlige tilbageholdelser, vilkårlig fordrivelse og krænkelser af retten til privatliv, familieliv og ejendom.”
Op igennem starten af 1900-tallet blev store områder i Kericho inddraget fra særligt de oprindelige Kipsigis-folk og givet til hvide bosættere, som startede landbrug her.
Talai-folket var særligt engageret i modstanden mod det britiske kolonistyre og blev af den grund systematisk fordrevet fra deres oprindelige land af briterne.
Vidnesbyrd beskriver, hvordan huse jævnligt blev brændt ned, og at både kvinder og børn blev udsat for voldtægter af de britiske soldater. De fordrevne blev efterfølgende lukket inde i såkaldte ”reservater”, som var overfyldte områder, der var plaget af sygdomme, farlige dyr og insekter – og som havde mangel på ressourcer og indkomstmuligheder. Mange døde som konsekvens af forholdene.
”Livet her var virkelig dårligt. Jeg overlevede kun af Guds nåde”, fortæller en af ofrene, Kibore Cheruiyot, til BBC.
”Min bror var ikke så heldig. Han blev bidt af en slange og døde. Syv medlemmer af min familie døde”, siger Cheruiyot, der selv var 10 år, da han og hans og familie blev fordrevet fra Kericho.
Ifølge FN-rapportørerne lever mange folk stadig med stærke fysiske og psykiske mén fra perioden, ligesom de negative økonomiske konsekvenser ved tabet af land stadig er fremtrædende.
På trods af Kenyas uafhængighed fik de færreste talai- og kipsigis-folk mulighed for at vende tilbage til deres oprindelige land, og mange lever i dag som ‘besættere’ af små plotter jord, som de ikke har papir på.
Alt imens er Kericho-regionen blevet overtaget af te-plantager, hvoraf mange er ejet af nogle de største multinationale te-producenter med base i Storbritannien. Det var briterne, som introducerede te-dyrkning til Kenya, og landet er i dag verdens største eksportør af te efter Kina. Men produktionen er i meget lille grad kommet Kericho-regionens oprindelige beboere til gode, lyder det fra gruppen bag søgsmålet.
”I dag bosætter og dyrker nogle af verdens mest velstående tevirksomheder som Unilever, Williamson Tea, Finlay’s og Lipton disse jorder og fortsætter med at bruge dem til at generere betydelige overskud”, lyder det fra gruppen bag søgsmålet i en fælles udtalelse ifølge Reuters.
Det giver Mickie Mwanzia Koster dem ret i.
”Tidligere regeringer i Kenya har i høj grad beskyttet de her store kommercielle og europæiske landbrugs interesser”, siger hun og peger på, at der langt fra er blevet gjort nok for at give de fordrevne folk deres land tilbage efter Kenyas uafhængighed.
”Desværre er en af udfordringerne, at andre mennesker i nogle tilfælde har købt eller solgt jord, der i første omgang var stjålet.”
Indgivelsen af sagen til Menneskerettighedsdomstolen betyder ikke med sikkerhed, at sagen vil blive ført her, og det skal retten nu først tage stilling til.
Men det er faktisk ikke uden fortilfælde, at briterne har betalt erstatning til Kenya for kolonitidens ugerninger. I 2013 gik Storbritannien med til at betale kompensation til mere end 5.000 kenyanere, som var blevet tortureret af britiske kolonistyrker under det såkaldte Mau Mau-oprør mod kolonimagten i 1950’erne.
Særligt i løbet af det sidste årti har der været mange debatter om erstatningskrav fra tidligere koloniserede lande og efterkommere af dem, som de europæiske kolonimagter slavegjorte og tvangsforflyttede. Mickie Mwanzia Koster peger på, at det var udslagsgivende for sagen om Mau Mau-oprøret, at mange af ofrene stadig var i live og kunne vidne om de forbrydelser, de var blev udsat for.
“Det er en vigtig faktor, fordi nogle afslag på erstatninger ofte er forbundet med, at ofrene er døde, og at der er gået for lang tid siden uretfærdighederne”, siger hun med henvisning til, at tidsaspektet ofte er centralt i sager om kompensation for slaveri, som kan ligge flere hundrede år tilbage.
Det kan altså blive væsentligt for sagen om Kericho, at den ligger så kort tilbage, og at mange af ofrene stadig er i live – ligesom den dengang regerende dronning var det indtil for få uger siden.
Indtil videre har den eneste kommentar til sagen fra britiske myndigheder været, at det ville være ”upassende at kommentere på retssager”.
Nikolaj Houmann Mortensen
