En brand i en ghetto startede kampen for at redde olivenplukkerne. Ekspert siger, at redningen slog fejl

Tragedien havde flere lag, da en brand i 2021 hærgede en teltlejr i en lille landsby på den italienske ø Sicilien. Én mand mistede livet. Omkring 1500 migranter mistede alt. Deres få ejendele og deres dokumenter. Uden papirer og en adresse var olivenplukkerne, der typisk kommer fra Vestafrika, blevet til hjemløse migranter, der levede og arbejdede ulovligt i Italien.

Migranterne levede og arbejdede med at høste oliven i plantagerne omkring Campobello di Mazara, som de har gjort i årtier. En særlig eksklusiv art, Nocellara del Belice, der dyrkes lige her og efter traditionelle metoder, der er beskyttet af EU.

Hvert år i september ankommer migranterne til byen, slår sig ned i teltlejre omkring plantagerne og går hver dag op til vejen, hvor lastbiler samler dem op og kører dem ud i plantagerne. 

Indtil branden. Myndighederne rømmede teltlejrene og låste lågerne, og en pulje penge blev sat af til at bygge ordentlige boliger til migranterne.  

“Hykleri”, siger Giulia Gianguzza, socialrådgiver og forsker ved Palermo Universitet. 

Én gang om ugen gennem de sidste seks år har hun og hendes kolleger kørt til olivenplantagerne med mobilklinikken, Sportello Sans-Papiers, for at hjælpe migrantarbejderne med opholdstilladelse og arbejdskontrakter og adgang til de få ydelser, som de har ret til. 

Vi har kontaktet myndighederne i Campobello di Mazzara og de regionale myndigheder på Sicilien for et interview om migranternes papirløse liv, men trods gentagne henvendelser, har vi ikke fået svar. 

Vi har desuden kontaktet de største olivenproducenter i Campobello Di Mazzara, men ingen er vendt tilbage. 

Krigen og olivenarbejderne

Fire år er gået siden branden, da Danwatch besøger olivenbyen, Campobello di Mazara. 

Støvet har lagt sig efter branden. Stedet, hvor teltlejrene lå engang, er bag låste låger, og myndighederne har nøglen. De bliver først åbnet til september igen, når migranterne vender tilbage for at høste oliven. 

Migrantarbejdere, som Danwatch har talt med, siger, at lejren åbner sent på året, fordi plantageejerne vil tjene penge på, at migranterne bor i deres plantager. Mod betaling. 

“Faktum er, at i år har en masse mennesker boet langs vejene, på byens torv eller på arbejdsgivernes grund”, siger Giulia Gianguzza og uddyber:  

“Myndighederne har ryddet én lejr for at bygge en ny på jord, der er ejet af en af de største jordejere i Campobello, og vi ved, at han opkræver penge fra migranterne, hvis de vil bo der. Det er hykleri”.

IKEA-designede huse fra FN

Idéen virkede ellers god.

Tusindvis af euro fra blandt andet EU Kommissionens nødfonde blev afsat til Fontane d’Oro-lejren, der skulle sikre ordentlige huse til migrantarbejderne. FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, leverede rigtige huse med IKEA-møbler og toiletter. Engangslagner, hygiejnesæt og jævnlige lægetjek.

Røde Kors skulle drive lejren, der fik navnet Fontane d’Or, hvor migrantarbejderne, der plukker vores oliven, kunne bo på asfalt i stedet for den bare jord. 

Men demonstrationer brød ud. Olivenplukkerne ville ikke reddes af Røde Kors, de ville have lov til at bygge deres egen lejr. Fagforeningen for landarbejdere støttede dem. En fundraiser blev sat op til olivenplukkernes kamp under parolen, “vi bringer vand til ghettoen”. 

Problemerne var mange, mente migrantarbejderne, men det største var juridisk. For at bo i Røde Kors-lejren skal migranterne have opholdstilladelse – og det udelukker knap halvdelen af olivenplukkerne, forklarer Giulia Gianguzza:

“De siger, at de forsøger at beskytte arbejderne, men i realiteten betyder det, at folk bliver udelukket fra enhver form for lejr, hvor de kan bo sammen under anstændige levevilkår”, siger hun.  

Under olivenhøsten er den lille by et billede på Europa. Dem, der har opholdstilladelse, bor i huse og har adgang til bad og toilet, køkken og en læge, hvis de bliver syge. Og de andre, der ikke må være her, bor i telte langs vejen og arbejder uden rettigheder, selvom olivenplantagerne har brug for alle arbejderne.

Oliven i danske supermarkeder

I Danmark bliver Nocellara del Belice-oliven solgt i de fleste fysiske- og onlinesupermarkeder og markedsført som udsøgte, eksklusive og håndplukkede, hvilket Giulia Gianguzza ved alt for godt. Hun er født på Sicilien, men ville aldrig købe oliven her fra området: 

“Jeg køber kun oliven fra små producenter”, siger hun og uddyber: “Jeg ved præcis, hvor de dyrker oliven, hvor meget jord, de har, og om de behandler folk ordentligt. Hvis det ikke er muligt at få det at vide, så køber jeg ikke deres oliven. Længere er den ikke”. 

Supermarkederne i Danmark, der sælger Nocellara del Belice-oliven, siger, at deres leverandører garanterer, at migrantarbejderne ikke bliver udnyttet. Hvad mener du om det? 

“Hvis det er rigtigt, må deres leverandør være en meget lille virksomhed. Men jeg tror ikke, at én sådan leverandør kan sikre så stor en distribution. I Campobello, hvor producenterne er så store, at de sælger til udlandet, tror jeg ikke på, at du kan træffe et bæredygtigt valg om, hvad du spiser og ikke spiser”. 

På seks år har hun kun mødt én olivenproducent i Campobello di Mazara, der er lykkes med at leve op til ordentlige standarder for migrantarbejdernes leve- og arbejdsvilkår, og det er ikke en stor producent. 

Hvad skal der til for, at der sker en forandring for olivenplukkernes arbejds- og levevilkår? 

“En revolution fra bunden, hvor folk generelt bliver mere bevidste om, hvad der sker. Vi er fremmede over for den mad, vi spiser hver eneste dag. De oliven ville ikke blive høstet, hvis vi kun havde italienere til at høste dem.  Migranter er ikke kriminelle, fordi de lever i landet uden dokumenter. Det er loven, der er umulig at leve op til og skaber lidelse og problemer”.