Eksklusive grønne oliven fra Sicilien høstes af migranter uden papirer, der i årevis lever og arbejder i frygt for at blive deporteret. Tag med Danwatch til Siciliens olivenmarker, hvor migranter fra Vestafrika uden papirer arbejder for mange timer til for lav løn.
Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Siciliens grønne guld
- Tusindvis af migranter, der har trodset Middelhavet på flugt fra fattigdom, forsvinder hvert år ind i Italiens landbrug, og Siciliens landbrug har hårdt brug for arbejdskraften.
- Nocellara Del Belize-oliven dyrkes kun ét sted i verden, nemlig dalen omkring landsbyen Campobello di Mazara, hvor de høstes fra september til december.
- Vi har talt med flere migrantarbejdere, der fortæller om den årelange kamp for opholdstilladelse og frygten for at blive opdaget og deporteret.
- I årevis arbejder de uden ansættelseskontrakter eller på korttidskontrakter, der fornyes en gang om måneden.
- De bor i olivenplantagerne eller teltlejre uden adgang til rent vand og ordentlige toiletforhold.
- De fortæller om arbejdsdage på op til 16 timer og en timeløn på 35 kroner. Et kilo Nocellara Del Belice-oliven koster dig cirka 140 kroner, mens manden, der har plukket dine oliven, vil få omkring 2 kroner for det samme kilo oliven.
Hvis du elsker oliven, så kender du dem helt sikkert fra dit supermarked. Nocellara del Belice oliven er de store irgrønne oliven, der smager mildt og sødt af nødder, sol og blide vinde fra Middelhavet.
Netop de oliven er så eksklusive, at de er beskyttet af EU. Siciliens grønne guld skal derfor efter særlige dyrkningsmetoder i detr vestlige Sicilien, og det er en af grundene til, at de er dyrere end mange andre oliven.
Men selv om olivene er plukket i Europa, så kan arbejdsforholdene være milevidt fra europæiske standarder. Det afslører en rejse til Middelhavets største ø, hvor Danwatch har talt med eksperter i landbrugsøkonomi og migranters rettigheder samt flere migrantarbejdere, der fortæller om arbejdsdage på op til 16 timer og en timeløn på 35 kroner – og ikke mindst en tilværelse uden papirer, der efterlader dem helt uden hjælp fra samfundet.
Oliven høstes fra september til december, hvor alle plantagerne har brug for folk. Hver dag samles migranterne op langs vejen af lastbiler, der kører dem ud i plantagerne, hvor de plukker oliven i op til 16 timer.
Danwatch er taget til Sicilien for at tale med migranterne, der høster vores oliven, og vi har bedt eksperter vurdere, om migranternes arbejds- og levevilkår lever op til internationale standarder.
“Kvalitet af oliven er mange ting”, siger en ekspert, Giuseppe Timpanaro, som vi har forelagt migranternes udsagn. Han er lektor i landbrugs- og fødevareøkonomi på Catania Universitet:
“Man bør indføre et certificeringssystem, der også er af social karakter, og som opnås med respekt for arbejdernes værdighed, uanset deres nationalitet”.
“Nocellara oliven er uden tvivl et aktiv for området”, siger Giuseppe Timpanaro og fortsætter: “Men problemerne med udnyttelsen af arbejdskraft er udbredt, og det ville være ønskeligt, at arbejdstagerne får ordentlige kontrakter og adgang til basale rettigheder”.
Skammens vej
Campobello di Mazara er en lille by med knap 11.000 indbyggere omgivet af grønne olivenmarker og kun få kilometer fra kridhvide strande og kanten af Middelhavet, hvor turister holder badeferie, mens migranterne ankommer til Sicilien efter en lang og farefuld sejlads.
Alene i februar landede omkring 3400 migranter på siciliansk jord, hvilket ifølge UNHCR er en stigning på 13 procent fra måneden før.
En gade gennem landsbyen Campobello di Mazara, der er omringet af olivenplantager. Her høstes nogle af verdens mest eksklusive oliven, der er en stolthed for regionen.
Det første, øjet møder på vejen ind til byen, er sort graffiti på en mur: La strada della vergogna – “Skammens vej” – og så noget i retningen af tak til lortepolitikere, tyveknægte og forbandede frimurere. Sidstnævnte hentyder til ejerne af olivenplantagerne, der omringer byen og har skabt stolthed til regionen gennem årtier.
Graffitien kom på muren efter en brand i 2021, der hærgede i migrantlejren bag muren, dræbte én mand og destruerede de få ejendele og papirer, som de omkring 1500 migranter havde i den lejr, de kaldte hjem.
I 2022 afslørede BBC, hvordan fattige migranter uden papirer blev udnyttet af et mafiasystem, der sikrede migrantarbejdere til olivenproducenterne.
Ikke meget er forandret siden da.
Her er ingen rindende vand eller elektricitet. Ingen lokal hjælp fra myndighederne, hvis olivenplukkerne bliver syge, skadet eller udnyttet af arbejdsgiverne, og vi finder snart ud af, at ingen skal henvende sig til migranterne, der lever og arbejder i skyggerne af resten af samfundet.
Pladsen, hvor mere end tusind migranter boede hvert år under høsten til 2021, hvor branden satte en stopper for lejren. Nu er migranter uden opholdstilladelse tvunget til at i kanten af vejen ind til byen.
Vi har kontaktet myndighederne i Campobello di Mazara og de regionale myndigheder på Sicilien for et interview om migranternes papirløse liv, men trods gentagne henvendelser har vi ikke fået svar.
Vi har desuden kontaktet de største olivenproducenter i Campobello Di Mazara. Ingen af dem er vendt tilbage på vores henvendelser.
Kontrakter og kontrol under høsten
Støvet flimrer over grusvejen, hvor en mand kommer gående imod os. Han er i habitjakke, army bukser og hvide sneaks. Omar fortæller, at han er 38 år, og at han ikke har lyst til at offentliggøre hverken sit efternavn eller sit ansigt, fordi hans boss ikke vil blive glad for det.
Omar var 28 år, da han kom til olivenplantagerne fra Gambia. Skibet lagde til i Messina, fortæller han.
“Jeg var ung og havde ikke mine egne holdninger, jeg kopierede bare de mennesker, jeg så omkring mig. Det var en dum beslutning at tage med den båd, og jeg vil aldrig anbefale nogen at gøre det”.
Hvad der skete på skibet, har han ikke lyst til at tale om.
Nocellara del Belize-oliven har været dyrket i området i århundreder og har en årtusinder lang historie, der går tilbage til de græske kolonier på Sicilien.
Siciliens grønne guld
- Et kilo grønne Nocellara oliven, der koster dig omkring 140 kroner, vil give arbejderen, der har plukket de oliven, knap 2 kroner i løn.
- Sicilien er en af de førende regioner i Italien inden for olivenolieproduktion. I 2023 producerede Sicilien 37.292 tons olivenolie, hvilket svarer til cirka 12,5% af Italiens samlede produktion på 297.000 tons det år.
Kilde: Statista
Opholdstilladelse i Italien er en lang og kompleks proces, forklarer Giuseppe Timpanaro:
“Selvom det sicilianske landbrug i høj grad er afhængigt af sæsonarbejderne, kan bureaukratiske procedurer og årlige kvoter begrænse adgangen til opholdstilladelser.”
Uden ansættelseskontrakt får de ikke opholdstilladelse, og uden opholdstilladelse er det svært at få en ansættelseskontrakt, forklarer han. På den måde er olivenplukkerne i et juridisk limbo i årevis.
Det tog tre år, før Omar fik sin opholdstilladelse, og undervejs har han arbejdet for forskellige chefer.
“Jeg har en god chef, der sørger for, at jeg har et sted at bo”, siger han.
Omar bor inde i selve plantagen, og derudover får han 40 euro eller knap 300 kroner i løn om dagen. Hver dag lægger han fem euro (37 kroner red.) til side. Men når det regner, kan han ikke arbejde, og så får han ikke løn. Det samme gælder, hvis han bliver syg.
“Man kan ikke leve efter, at livet er retfærdigt. Man skal kunne klare sig selv, også når livet er svært. Man må gøre sit bedste”, siger Omar og fortsætter:
“Mit mål er ikke at blive en rig mand, jeg vil bare gerne kunne købe et hus til min familie i Gambia”, siger han. Telefonen ringer, og han tager den op af lommen. Det er familien i Gambia, han løfter hånden til hilsen og går videre ned ad vejen.
Vi går ind i en af olivenplantagerne, hvor en anden migrantarbejder, Ibrahim, har inviteret os på besøg i sit hus. Ibrahim fortæller, at han er 37 år og fra Gambia. Ligesom Omar vil han kun stå frem med fornavn.
En mands ejendele og hans seng. Ibrahims seng i hans et-værelses hus, hvor der bor rigtig mange mennesker sammen under olivenhøsten fra september til december.
“Jeg har ikke andet valg”
Hvert år strømmer flere end tusind arbejdere til Campobello di Marazala for at plukke oliven under høsten, der varer i tre måneder fra september til november. Derefter rejser de fleste videre, mens enkelte bliver ansat til at beskære træerne til næste års blomster-, frugt- og olivenhøst. En af dem er Ibrahim.
Vi går gennem en låge til plantagen med de grønne oliventræer, der står uden frugter, og inden længe dukker et lille stenhus op. En indkøbsvogn med en plastikdunk er parkeret foran huset, så Ibrahim kan hente vand til mad og bad. Husets ene rum er fyldt op med kasser til oliven samt et fuglebur, der tilhører hans big boss.
I det andet bor han. Et kogeblus står på køkkenbordet ved rummets ene væg, og han sætter sig i en havestol. Vi sætter os på den ene af to senge overfor en stabel madrasser i det ene hjørne.
I dag har Ibrahim en ansættelseskontrakt og en opholdstilladelse, som han har fået efter flere års tovtrækkeri med myndighederne.
I høstsæsonen mangler tusindvis af migranter et sted at sove, og der er akkurat plads til, at omkring ti af dem kan sove her. Ibrahim kan også skaffe dem arbejde, hvis de ikke selv kan. Han ryster på hovedet, da jeg spørger, om han får løn for at skaffe plukkere under høsten? Han ved godt, hvad jeg mener – om han er en såkaldt carporale, en del af Italiens berygtede bandesystem, hvor folk får løn for at skaffe daglejere.
“Det er jeg ikke”, siger han.
En kat holder øje med os fra døren, som er det eneste sted, hvor lyset slipper ind.
Køkkenet er lille, og madvarerne sparsomme, men oliven er der trods alt altid.
Ibrahim har arbejdet i olivenplantagerne siden han kom hertil for ti år siden. I otte af årene har han ikke haft en kontrakt med sin arbejdsgiver:
“De gør det for at slippe for at betale skat”, mener han.
Korttidskontrakter, der varer helt ned til én måned af gangen, er desværre udbredt i høstsæsonen, forklarer Giuseppe Timpanaro:
“Systemet giver olivenproducenterne mulighed for at reducere omkostningerne forbundet med socialsikringsbidrag og arbejdsbeskyttelse. Men for arbejdstagere resulterer det i et periodisk arbejdsliv, hvilket igen forhindrer deres adgang til eksempelvis sygeorlov og andre sociale ydelser”.
I dag har Ibrahim en arbejdskontrakt og en opholdstilladelse, som han har fået efter flere års tovtrækkeri med myndighederne.
Ibrahim er ligesom Omar en af de få migranter, der har arbejde hele året. Under høsten fra september til december tjener han en god løn, synes han. Fem euro (37 kroner red.) per kasse med oliven han har høstet, og han er en af de hurtige, der kan høste 18-20 kasser om dagen, så en dagsløn på 750-800 kroner er ikke ualmindeligt. Til gengæld varer arbejdsdagen let seksten timer.
En kasse fyldes med cirka 20 kilo oliven under høsten. De hurtigste kan fylde 18 kasser om dagen, men de fleste fylder 10. Et hårdt arbejde, der giver ondt i ryggen og armene, fortæller migrantarbejderne.
Dagslønnen, som olivenarbejderne nævner, varierer mellem 40 (298 kroner) og 120 euro (895 kroner), afhængigt at, hvor mange oliven, de kan plukke. Det svarer til en timeløn på mellem fem (37 kroner kroner) og 15 euro (112 kroner), forklarer Giuseppe Timpanaro:
“Selvom nogle arbejdere får gratis bolig og elektricitet, skal andre betale månedligt husleje eller bo i telte med begrænset adgang til bad og toilet. Disse usikre boligforhold og lønninger, der ofte er under minimumsstandarderne, er en krænkelse af arbejdernes rettigheder”.
Jeg spørger Ibrahim, om han er glad for sit arbejde.
“Det tænker jeg ikke over, jeg har ikke noget valg”, svarer han.
Som de andre er han her for at tjene penge til sin familie i Gambia. Der er gået ti år, siden han så dem sidst.
“Kan I måske hjælpe?“
To mænd kommer ind i Ibrahims hus. En ung mand først i 20’erne og en ældre. Den unge mand læner sig op ad køkkenbordet og ser nysgerrigt på os. Den ældre sætter sig på en stol og fortæller, at han hedder Jobodeh.
Efter syv år på Sicilien har han stadig ingen opholdstilladelse, så han vil ikke have sit ansigt eller efternavn i medierne, siger han roligt. Han frygter, at det kan få negativ betydning for hans muligheder for at få en, hvis han udtaler sig til medierne.
“Tænderne gør ondt, så jeg spiser smertestillende piller hele tiden. Jeg kan ikke komme til lægen, når jeg ikke har tilladelse til at være her”, siger Jobodeh.
“Tre gange har jeg skiftet advokat, og alligevel er det ikke lykkes at få papirerne endnu”, siger han. Hvis han bare fik opholdstilladelse, kunne han kræve en ansættelseskontrakt fra sin boss, få et ordentligt hus og gå på gaden uden frygt for at blive opdaget og sendt tilbage til Gambia.
“Og jeg kunne få ordnet tænder”, siger han og peger på sin mund med et forpint blik: “De gør ondt, så jeg spiser smertestillende piller hele tiden. Jeg kan ikke komme til lægen, når jeg ikke har tilladelse til at være her”, siger han, mens noget andet dukker op i hans blik. Han hæver stemmen:
“Kan I måske gøre noget for at ændre på min situation”?
Det kan vi ikke.
“Så er der ingen grund til, at jeg sidder her”, siger han og rejser sig.
Smidt ud fra privat grund
Ude på grusvejen bremser en bil hårdt op, en bildør smækker, og en gråhåret mand sidst i tresserne går hurtigt op til huset. På hurtigt italiensk råber han til Ibrahim, der råber igen. Meningen er tydelig: Fotografens kamera er ikke velkommen, og vi skal forlade grunden.
I cirka ti minutter fortsætter diskussionen. Så råber de begge. Vi forklarer, at vi kun er her for at interviewe Ibrahim. Pludselig må vi godt være her, siger manden, der vinker, før han sætter sig ind i sin bil og kører igen.
Vi gør det samme. Kører et par minutter og stopper så foran en låst jernlåge med en stor plads af beton bag ved.
Lågen er låst ind til betonpladsen, hvor migranterne bor under høsten, og migranterne klager over, at den først bliver låst op i sidste øjeblik, så olivenproducenterne kan tjene penge på at udleje boliger i deres plantager.
Endnu en bil kører op foran lågen. Man er ikke mange minutter alene i den lille by uden at nogen ved det. To mænd stiger ud af bilen og giver hånd. Den ene hedder Thierno, og han vil gerne tale med Danwatch.
I hjørnet af den store plads står en række toiletskure. Under høsten bor der 1000-1500 migrantarbejdere i telte herinde. Olivenindustrien kan ikke undvære dem, for italienerne gider ikke arbejde i plantagerne, forklarer Thierno.
“Det er hårdt arbejde, jeg graver huller i jorden omkring træerne, så vandet kan trænge ned. Det gør ondt i ryggen”.
“I oktober og november har alle kontrakter, fordi myndighederne kontrollerer. Men resten af året er der ingen kontrol, så der undgår arbejdsgiverne kontrakter”, siger Thierno, der har boet og arbejdet her uden kontrakt i årevis.
Thierno forlod Senegal for otte år siden for at tjene penge til sin hustru og datter. Via Marokko ankom han til Spanien, inden han rejste videre til Milano. Uden opholdstilladelse var det dog for risikabelt at blive der, så han rejste videre til Sicilien for at plukke oliven. I den lidt større by Trapani på Sicilien blev Thierno opdaget og tilbragte to måneder i fængsel.
I dag har han opholdstilladelse, forklarer han, men han arbejder stadig uden kontrakt. Hver dag under høsten går han ud til vejen sammen med andre migrantarbejdere og venter på lastbilerne. Dem, som kommer med, er sikret arbejde den dag. Lønnen er højere uden kontrakt, fordi hans boss ikke skal betale sociale ydelser og skat, mener han.
“I oktober og november har alle kontrakter, fordi myndighederne kontrollerer. Men resten af året er der ingen kontrol, så der undgår arbejdsgiverne kontrakter”.
“Det er systemet her”, siger Thierno.
En motorcykel er kørt forbi med høj fart flere gange, og vi fornemmer, at der stadig bliver holdt øje med os. Vi giver Thierno og de andre vores telefonnummer, hvis der skulle blive problemer med arbejdsgiverne, når vi har forladt olivenbyen, hvor deres liv fortsætter.
