24. mar '25Fødevarer

Lægen: “De frygter at blive fanget og deporteret”

Livet som migrantarbejder uden papirer er farligt, og en af de største kilder til depression og stress, fortæller en forsker og en læge fra mobilklinikker, der hjælper tusindvis af migranter i Siciliens landbrug.

01 mobile clinic in ragusa archivio emergency
Den mobile lægeklinik, Emergency kører ud til migranterne i Italiens landbrug, her til drivhusene i Ragusa. Hårdt arbejde uden lovligt ophold tærer på migranterne, siger en læge til Danwatch.Foto: EMERGENCY Archive

Denne artikel er en del af undersøgelsen Siciliens grønne guld

  • Tusindvis af migranter, der har trodset Middelhavet på flugt fra fattigdom, forsvinder hvert år ind i Italiens landbrug, og Siciliens landbrug har hårdt brug for arbejdskraften.
  • Nocellara Del Belize-oliven dyrkes kun ét sted i verden, nemlig dalen omkring landsbyen Campobello di Mazara, hvor de høstes fra september til december.
  • Vi har talt med flere migrantarbejdere, der fortæller om den årelange kamp for opholdstilladelse og frygten for at blive opdaget og deporteret.
  • I årevis arbejder de uden ansættelseskontrakter eller på korttidskontrakter, der fornyes en gang om måneden.
  • De bor i olivenplantagerne eller teltlejre uden adgang til rent vand og ordentlige toiletforhold.
  • De fortæller om arbejdsdage på op til 16 timer og en timeløn på 35 kroner. Et kilo Nocellara Del Belice-oliven koster dig cirka 140 kroner, mens manden, der har plukket dine oliven, vil få omkring 2 kroner for det samme kilo oliven.

Lægen er ikke i tvivl om, hvad hendes patienter har allermest brug for.

“Papirer”, siger den 32-årige læge, Eleonora Padura, og her mener hun opholdstilladelse og arbejdskontrakter. Officielle dokumenter, som kan sikre hendes patienter grundlæggende rettigheder, når de arbejder i Siciliens landbrug. 

Eleonora Paduras patienter opsøger dagligt den mobile lægeklinik i Ragusa i det sydøstlige Sicilien, der er kendt som Europas drivhus. Kilometer efter kilometer ligger drivhusene, hvor Europas tomater og andre grøntsager gror og høstes.

Drivhusene ligger langt fra olivenplantagerne, hvor Danwatch har talt med olivenplukkere, og selvom hverdagen for migranter i drivhuse er forskellig fra migranter i olivenplantager, er deres situation på mange måder ens:

Patienterne er migranter fra Nord- og Vestafrika, enkelte er også fra Rumænien og Albanien. De fleste er mænd i alderen 18-40, og de er flygtet fra fattigdom med et skib, der til sidst har ført dem til Sicilien. Her venter de på opholdstilladelse i årevis, mens de ser sig over skulderen. 

“De frygter at blive fanget og deporteret. Depression og stress er meget udbredt. Vores team inkluderer også en psykolog, fordi mange lider af psykiske problemer på grund af deres livssituation”.

Migranter i olivenplantagerne i Campobello di Mazara, som Danwatch har talt med, siger det samme. 

02 mobile clinic in ragusa archivio emergency
Læger og psykologer fra Emergency rykker ud til plantager og drivhuse overalt i Italien for at hjælpe de tusindvis af migranter, som ifølge FN dyrker og høster vores bær, frugt og grøntsager.

Fra drivhuse til olivenplantager

Paduras patienter arbejder med grøntsager i drivhuse, men alligevel er der en del paralleller til migrantarbejderne i olivenplantagerne. Alt for mange timers med hårdt slid i høje temperaturer tærer på kroppen, forklarer hun. 

“De mest almindelige problemer er muskel- og knoglelidelser, især rygsmerter. Det skyldes deres arbejdsforhold – lange dage, hvor de står i bøjede stillinger eller løfter tunge byrder uden ordentlige pauser. Derudover ser vi mange fordøjelsesproblemer og tandproblemer, ofte relateret til dårlig kost og usund livsstil, herunder overforbrug af tobak og alkohol”, siger hun.

Mobile lægeklinikker er nødvendige i Siciliens landbrug, fordi der ofte er lang vej til en læge. Migranterne vil ikke miste en dagsløn på at gå til lægen, eller de har ikke råd til transporten. Mange af dem ved ikke, at de har ret til lægehjælp, selvom de ikke har opholdstilladelse. 

Én ting er de fysiske lidelser. En anden er sporene i sindet efter den farefulde rejse over Middelhavet, fortæller lægen:

“Mange har været igennem Libyen og har været udsat for tortur. PTSD er meget udbredt. Når vi ved, at en person er kommet fra Libyen, anbefaler vi en psykologisk vurdering”, siger hun og uddyber:

“Depression og stress er meget udbredt. Vores team inkluderer også en psykolog, fordi mange lider af psykiske problemer på grund af deres livssituation”.

Ser du eksempler på chikane eller vold fra arbejdsgivere?

Ja, især psykisk vold. Arbejdsgiverne truer dem med at miste deres job eller blive meldt til myndighederne”.

Brug for viden og dokumentation

Det er hårdt for helbredet at leve som immigrant unde lovligt ophold, forklarer Eleonora Padura:

Sundhed afhænger af sociale faktorer som økonomisk stabilitet, boligforhold og adgang til lægehjælp. Migranter har ofte dårlige arbejdsforhold, og det påvirker deres helbred”.

Hvad kunne forbedre deres situation?

Først og fremmest information – de skal vide, at de har ret til sundhedspleje. Vi har brug for flere tolke i sundhedssystemet og bedre transportmuligheder. Men det vigtigste er opholdstilladelser – hvis de kunne få papirer hurtigere, ville det ændre alt”.

Hvor meget betyder det at vente i årevis på papirer?

Det betyder alt. Hvis de kunne få en opholdstilladelse hurtigt, kunne de arbejde lovligt, finde bolig og få et værdigt liv”.

Kan papirløse migranter overhovedet opsøge en læge eller et hospital i Italien?

Ja, men det varierer fra region til region. I Sicilien har vi et system, hvor papirløse kan få en kode (STP), der giver adgang til sundhedsvæsenet. Men mange ved det ikke, eller de frygter stadig at opsøge hjælp”.

Skal de selv betale for medicin?

Hvis de har STP-koden, er medicinen gratis. Men de ved det ikke”. 

Vi har kontaktet myndighederne i Campobello di Mazzara og de regionale myndigheder på Sicilien for et interview om migranternes papirløse liv, men trods gentagne henvendelser, har vi ikke fået svar. 

Vi har desuden kontaktet de største olivenproducenter i Campobello Di Mazzara, men ingen er vendt tilbage.